Indlæg

,

Stine Bosse: finansloven

Jeg kunne ikke være mere enig

Stine Bosse er ikke hvem som helst, og jeg må sige, at jeg altid har læst og lyttet, når hun sagde noget, således også denne gang i Ræson (2. december 2018):

‘Bag finansloven ligger en drejebog, der ændrer Danmark grundlæggende. Det er et knæfald for ekstreme højretanker.’

Læs selv artiklen, der er meget mere væsentligt stof, end det jeg fremdrager og kommenterer her.

Den øde ø

Hun kommer ind på omkostningerne ved at placere 100 kriminelle dømte (men afsonede) personager gående på en øde ø under politibevogtning i døgndrift. Men hun siger ikke, hvad det koster.

Slår man op i finanslovsaftalen (direkte link) for 2019 mellem regeringen og Dansk Folkeparti, fremgår det, at der er afsat:

  1. Aftalen side 15: 759 mio. kroner til at etablere pladser til op til 100 udlændinge på øen Lindholm. (gns. = 7,6 mio pr. mand)
  2. Aftalen side 37: 650 mio. kroner til at skabe bedre forhold for 120.000 modtagere af hjemmepleje. (gns. = 541,67 kr. pr. modtager) (kan det virkelig være sandt – kan jeg ikke regne længere?)

Tilknytningen til EU

Lars Løkke Rasmussen meldte på et tidspunkt ud, at vi ikke ville se en dansk Brexit (vist kaldet Dexit?). Således var vi flere, der var beroligede. Faktisk meldte jeg mig selv ud a Ø, da jeg ikke kunne forlige mig med at være i et parti, der trak på samme hammel som DF i dette vigtige spørgsmål.

Jeg mener, at staterne kan mere sammen end hver for sig. Eksempelvis kan det ikke være sandt, at det er Sverige, Tyskland (Wir schaffen das), Italien og Grækenland, der skal bære hele byrden med flygtningene. Der burde udvikles en fælleseuropæisk model, så alle lande tog deres andel. Det kan vel ikke være så svært at regne ud? Og det kan ikke være sandt at nogle bare sætter nogle grænsebomme op og bemander dem med politifolk, der end ikke er færdiguddannede, og herefter sætter sig tilbage og nyder citronmånerne i skæret fra Lademanns Leksikon.

Stine Bosse skriver om, at det ser ud som om, DF er i gang med at skabe farlige alliancer til AfD, Sverigesdemokraterne, Lega Nord, Front National mv., der ikke vil EU det godt, og pludselig kan det se helt anderledes ud i parlamentet. Personligt frygter jeg den dag.

Psykiatrien

Hun nævner også psykiatrien i forbindelsen med satspuljerne, der falder bort, bl.a. fordi det stigende antal ældre også skal passes og plejes ordentligt – kunne man håbe på bedre end i dag? Disse stigende udgifter skal finansieres ved nedlæggelsen af satspuljen.

Det er faktisk ikke godt for psykiatrien, da ‘vi’ i vidt omfang har levet af satspuljemidlerne, der har både fordele og ulemper:

  • Kun etårige mens midler på finansloven er fireårige. Dvs., at man kan planlægge indsatser og projekter, hvis man er på FL.
  • De finansierer ofte bygningsforbedringer, hvilket der i hvinende grad er behov for, jf. de forældede 4-sengsstuer.
  • Men nu forsvinder de helt – hvad sættes i stedet?

Stine Bosse skriver det ret klart:

Isoleret set er det ellers fornuftigt at afskaffe Satspuljen, der har været kendetegnet ved en hel del spild og almissetænkning, men det er sørgeligt, at det sker på baggrund af “Britta”-sagen, ikke dybere analyser. Hovsa med mere hovsa. For hvad er det, der skal træde i stedet for de midler, der nu forsvinder?

Hold nu kæft?

Hun skriver, at hun ikke holder kæft overfor hverken paradigmeskifte 1, 2 elle r3. Det er jeg glad for. Det gør jeg heller ikke, men det vægter knap så meget 🙂

,

Psykiatri og økonomi

Psykiatrifonden har en plan

Jeg kan så godt lide at læse Anne Lindhardts indlæg på Psykiatrifondens hjemmeside. Hun har ordet i sin magt – og hun har markante holdninger. Det er, efter min opfattelse, en god kombination. Hun skrev (sikkert ikke selv) følgende på deres Facebookside i går:

Psykiatrifonden har en plan. En genial plan. Den er timet og tilrettelagt. Vi skal bruge:

– Flere midler til behandling
– Et viskelæder, så vi kan viske aldersbegrænsning og brugerbetaling på psykologhjælp væk
– Et forstørrelsesglas, så der kan blive sat fokus på på forebyggelse og efterbehandling

Det handler ikke om et pengeskab. Eller juveler. Det handler om lighed i sundhed. Men det er stadig et kup til milliarder! For psykisk sygdom koster hvert år samfundet rundt regnet 55 mia. kr. i udgifter til behandling og tabt arbejdsfortjeneste.

Udredningsgaranti

I september 2017 blev der fastlagt en såkaldt udredningsgaranti, der bevirker, at også mennesker med psykisk sygdom kan få stillet en diagnose indenfor 30 dage. Sådan har det været i somatikken i årevis. Så det er godt, at der omsider kom en form for ligestilling mellem somatikken og psykiatrien.

Problemet er

Der fulgte bare ikke nogen penge med! Så nu kan man få sin diagnose, gå hjem at vide, at man er bipolar og vente nogle måneder på en indkaldelse i e-boks. Tænk hvis man gjorde sådan med kræftpatienter. Kræftens Bekæmpelse ville (berettiget) kæfte op, gå til ministeren og samtlige dagblades webredaktioner. De kan sætte dagsordenen; det kan vi ikke.

Hvorfor er et sådan? Er det fordi, der stadig er meget tabu forbundet med psykisk sygdom? Er det fordi spillerne på området ikke spiller tilstrækkeligt godt sammen? Er det fordi “Psykiatrialliancen” ikke manifesterer sig tilstrækkeligt? Jeg talte med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien om “Psykiatrialliancen”. Hun vidste end ikke, hvad det var, og man hører så sandelig heller ikke meget til den.

Note: Alliancens seneste opdatering er fra november 2016. Der er derfor en god grund til, at hun ikke kendte til den.

Satspuljemidler

Satspuljemidler er kendetegnede ved at være øremærkede til eksempelvis projekter. Da projekter jo hører op, hører midlerne også op. Vil man forbedre driften af et område, skal beløbene på finansloven – det ved enhver.

Psykiatrifonden skriver på sin hjemmeside:

Ekstra midler til behandling er afgørende.

I forbindelse med forhandlingerne om satspuljemidlerne i 2014 blev der faktisk tilført 2,2 mia. kr. til psykiatrien frem til 2018. Det kan lyde af meget, men problemet er, at det ikke er regulære ekstra midler, og at pengene er øremærket mange forskellige indsatser og projekter til fx byggeri og ikke i tilstrækkelig grad varme hænder.

”Det vi har brug for, er det, som vi har set på hjerte- og kræftområdet, hvor der reelt er blevet tilført ekstra og varige midler til særligt prioriterede indsatser. Hvis man vil have hurtigere udredning og kvalitet i behandlingen i psykiatrien, så skal der tilføres flere varige midler. Ellers får vi ikke skabt mere lighed i sundhed.”

Jeg er ikke klar over, hvor mange kræftpakker, der er vedtaget, men det foresvæver mig, at det er fem, og milliarderne er fulgt med. Hvorfor har vi ikke psykiatripakker?  Er psykiatri ikke lige så “fin” som somatik?

Der er bestemt behov for byggeri, da den bygningsmasse, jeg kender til, er stærkt kritisabel og under lavmålet. Det er uværdigt, at stoppe fire meget syge mennesker ind i det samme lokale og adskille sengene med stativer “iført” en slags gardiner. Hvis man får seng nummer fire, som er den, der er skubbet ind for at tage spidsbelastningen, mærkes det tydeligt. Der er nemlig ikke nogen natlampe, og der er ikke nogen stikkontakt, så når iPadden skal lades op, må den ligge i håndvasken! Der er i øvrigt heller ikke et skab til tøj og sådan…

Forestil dig

En patient henvender sig i skadestuen med et brækket ben, en forstuvet albue, hjerteflimmer, begyndende cancer eller lignende. Han behandles, og der iværksættes evt. et længerevarende forløb.

En anden patient henvender sig i den psykiatriske akutmodtagelse med angst, depression eller selvmordstanker. Beskeden er ofte: Gå hjem og pas på dig selv. Sov. Gå en tur.

Der er altså et eller andet galt.