Hvornår var det nu, det var?

Jeg ved, jeg har været der med min vidt berejste rygsæk, men jeg ved ikke hvornår.

Soldaterne på billedet er karakteristiske og det samme er den sortklædte jøde med mobiltelefonen. Som jeg husker det, mødte jeg udelukkende venlige mennesker både blandt israelere og palæstinensere. Jeg var i alle dele af landet. Der var fremragende museer, der belyste jødernes lidelser under anden verdenskrig, hvis man ikke skulle have fået nok af det allerede. Jeg har fået nok, og kan næsten ikke tåle mere. På den anden side må vi aldrig glemme; og så må det private følelsesregister stå for tur endnu engang.

Landskabet var smukt, vejret var godt og maden var god. Bygningerne fremstod hele fremfor som bunker af murbrokker. Mere kan man ikke ønske sig af en rejse.

Det var dengang, hvornår det så end var.

Hellig krig?

Og nu er de så ved at slå hinanden ihjel igen, faktisk er der adskillige dræbte på begge sider. Det er forfærdeligt. Det kræver større indsigt end min at vurdere, hvem der har “ret”, for konflikten går tilbage til 1948 ved oprettelsen af staten Israel, så de jøder, der trods alt havde overlevet anden verdenskrig, havde et sted at være. Man skal passe på med at tage parti for nogen af parterne. Der er for meget på spil. Lige nu (natten til lørdag/lørdag formiddag) opfordrer FN til øjeblikkelig våbenhvile, og det vurderes, at den er tættere på, end den var, jf. dr.dk.

Det er næppe den enkelte palæstinenser, der ikke kan leve side om side med den enkelte jøde. Selv i de jødiske bosættelser er op til 20 pct. af indbyggerne palæstinensere. Problemet er vist Hamas.

Fakta om Hamas

Følgende er kopieret fra denne side på dr.dk:

Jeg er ikke meget for militante grupperinger, der griber til natlige raketter og selvmordsbombere, for det eskalerer konflikter i stedet for at nedtone dem, men det sidste, der er nævnt ovenfor om en to-statsløsning, er måske ikke så tosset? Måske kunne det sætte det endelige punktum for konflikten? Smertensbarnet er formentlig Jerusalem, som jøderne ikke vil afgive så meget som en centimeter af. Byen er deres “Mekka”, og de opgiver den aldrig.

For en (næsten) verdslig dansker er det svært at acceptere og forstå, at religioner fylder så meget, at de er værd at slå ihjel for. Men det er et faktum – ikke alene i Israel men verden over. Man skal være født i går for ikke at have indset det.