Tag Archive for: Public service

, ,

Alternativ skattelettelse

Medieforliget

Regeringen har med støtte fra DF (hvem ellers?) indgået et medieforlig, altså ikke et udspil, der skærer 20 pct. af DRs budgetter. Licensen afskaffes og beløbet opkræves via skatten. Jeg kan kun se én fordel ved det, og det er, at man fanger de 295.000 sortseere, der lige nu nasser på os, der betaler licensen, fordi vi har et eller flere apparater.

Ordmagi

“Fokusering”, “en gevinst for danskerne” og “effektivisering”. Det er disse ord, finansminister Kristian Jensen bruger i præsentationen af medieforliget på stengulvet uden for døren til Finansministeriet. Jeg kalder det hellere for “ordskvalder”.

Med Informations leder fra i dag undrer jeg mig over, at det er finansministeren og ikke kulturministeren, der præsenterer forliget. Er Danmarks Radio, nu bare et spørgsmål om penge og ikke om kultur?

Skattelettelserne

“Ifølge aftalen mellem regeringen og DF vil et almindeligt LO-par, et funktionærpar eller et pensionistpar uden nedsat licens få en besparelse på 166 kroner om året.

For enlige er den årlige besparelse ifølge Finansministeriets tal noget højere. En enlig LO-arbejder, en funktionær eller en pensionist står således til en årlig besparelse på 1.242 kroner.”

Som så mange andre skattelettelser er denne til at dø af grin over. Hvad skal “et almindeligt LO-par” med 166,- kr. om året? Jeg er single (og funktionær?), så jeg høster vist 1.242 kr. årligt. Da jeg ikke er vant til at have disse 100 kr. om måneden, kunne jeg fint blive ved at undvære dem. Jeg vil heller have godt fjernsyn og god public service.

Afskaffet ved (finans-)lov

Når public service skal produceres 700 millioner billigere, skal der selvfølgelig spares på det, der er kvalitet, idet kvalitet koster penge. Jeg gætter på, at følgende forsvinder, da det ikke understøtter borgerlig politik:

  • En stor del af TV-drama
  • Anders Aggers “Indefra”
  • “Magtesløs i systemet”
  • “Barndom på bistand”
  • Og meget andet, der viser virkeligheden, som den viser sig for alt for mange.

Jeg frygter, at vi vil blive tilbudt en masse billigt skrammel fra udenlandske giganter. Og det DR selv skal producere, bliver selvfølgelig mere af “syng en sang”, “dans en dans”, “bag en kage”, fodbold og andre ligegyldige ting.

ØV!