Hjemme bedst?
Næh egentlig ikke
Er det virkelig sådan, at man skal sige “hjemme bedst?”
Jeg har været på besøg i mit eget hjem. Det er blevet hundekoldt, så jeg manglede relevant tøj, sovete, opladeren til tandbørsten osv. Herudover havde jeg en mail med bilag, der skulle sendes til nogle fra kirken. Jeg fik da bevist overfor mig selv, at jeg trods alt stadig kan tænke og skrive noget (bare en mail), der er fornuftigt og sammenhængende. Men resten af intellektet er temporært ude af drift. Tankerne følger simpelthen ikke med.
Jeg tør ikke være derhjemme
Det er en skræmmende oplevelse ikke at turde at være i eget hjem, som jeg ellers elsker. Jeg har jo kæmpet for at kunne beholde lejligheden. Der var ganske enkelt for mange spor. Dem har jeg dog fået fjernet, så det forhåbentligt bliver bedre at komme hjem næste gang enten for good eller på besøg.
Vi havde aftalt, at jeg skulle være tilbage på afdelingen kl. 13:00, så jeg var her naturligvis 12:55. Min søde kontaktperson kom og spurgte, hvordan det var gået. Jeg kunne kun svare, at jeg fik gjort det, jeg havde på huskelisten, men at det var en dårlig oplevelse, og at jeg kun ikke er bange for mig selv, når jeg er her.
De siger, jeg har mange ressourcer
De bliver ved at sige, at jeg har mange ressourcer. Det ved jeg godt, og det er selvfølgelig omsorgsfuldt, opmuntrende og pænt ment. Jeg er helt klar over, at jeg ser alt sort, men indeni mig bliver det til, at man så ikke kan have det elendigt. Skal man mangle ressourcer for at være psykisk syg?
God søndag.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.