Indlæg

,

At skrive en pressemeddelelse

Hvordan skriver man en pressemeddelelse?

Jeg skulle sidste weekend skrive en pressemeddelelse i anledning af, at det er på mandag den 14. juni Dansk Demografisk Database (DDA) åbner for Nygårds Sedler på deres side. Hidtil har Nygårds sedler været tilgængelige hos Arne Feldborg. Jeg vidste ikke, hvordan man gjorde, men havde en fornemmelse af, at der garanteret var nogle faldgruber, der skulle undgås.

Naturligvis gik jeg i gang med Google og skrev ganske enkelt “at skrive en pressemeddelelse” i søgefeltet, og det viste sig at vrimle med opskrifter på, hvad man gør og ikke gør. Jeg endte med at bruge skabelonen fra Plan09, som tilfældigvis er fra en del af Miljøministeriet, hvor jeg selv er ansat. Med en skabelon ved hånden gik det sådan set ganske godt at få skrevet meddelelsen, og DDA kunne godt lide den.

Nu er pressemeddelelsen så sendt til en masse aviser, i sær de store jyske aviser (det er jo “Jyske personalia”), men også til Politiken, Berlingske og Kristeligt Dagblad. Jeg er meget spændt på, om der er nogle af medierne, der synes, Nygårds sedler er ligeså interessante, som vi selv synes.

Pressemeddelelse om Nygårds sedler

Nygårds sedler

Guldgrube: oplysninger om mere end 425.000 danskere tilgængelige

Nygårds sedler på internettet på http://ddd.dda.dk/nygaard/sogeside.asp

Slægtshistorikere kan nu søge i Nygårds sedler i Dansk Demografisk Database

Har man en forfar i det jyske med et lidt specielt navn, er der gode muligheder for at træffe ham i Nygårds sedler.

Nygårds sedler er et navneregister, der henviser til kirkebøger, kancelli, rentekammer, matrikel, grundtakster mv. Det særlige ved sedlerne er, at man med navnet som indgang kan søge på tværs af en række ellers vanskeligt tilgængelige kilder.

”Der er oplysninger, man aldrig vil finde, hvis man ikke bruger Nygårds sedler” siger en af initiativtagerne Stegemüller, der tilføjer, at når man søger i sedlerne på nettet, får man vist billedet af den originale seddel og kan selv tolke sedlens informationer. På hver eneste seddel har Nygård noteret sin kilde, som man selv kan arbejde videre med.

425.000 sedler som privat initiativ

Der er mere end 425.000 sedler i 205 kasser om jyder med specielle navne og/eller stillinger i dette register, der fysisk befinder sig på Rigsarkivet i København. Der er taget et billede af hver eneste seddel, hvert billede er behandlet og oplysninger fra hver seddel er indtastet i en database. Alle fra Colorado til Kolding kan nu søge i Nygårds sedler på internettet.

Samlet set har ca. 40 personer bidraget til projektet som enten fotograf eller indtaster. Hovedparten af sedlerne er fotograferet i Herning, hvor biblioteket har lagt lokale til. Rigsarkivet har sørget for, at der løbende er blevet sendt nye kasser med sedler fra København til Herning. Den samlede målbare økonomi i projektet løber op i 6.000 kr. til et par harddiske; alt andet er gratis og frivilligt arbejde.

Stegemüller fortæller, at det har været et meget vellykket samarbejde mellem Statens Arkiver og en gruppe af privatpersoner. ”Projektet er kørt ufatteligt godt, fordi alle led i produktionskæden har været fokuserede på, hvad netop deres opgave har været”. Det blev på forhånd aftalt mellem projektgruppen og Statens Arkiver, at det færdige arbejde skulle ligge hos Statens Arkiver, fordi en samlet opgave af dette omfang ikke bør ligge på en privatpersons hjemmeside.

Et livsværk på 15 måneder

Det er ikke for meget at sige, at arkivar H. S. A. Nygårds ”Jyske personalia”, som registeret rettelig hedder, var hans livsværk. Det tog 40 mennesker 15 måneder at digitalisere dette livsværk. Forud for produktionsperioden lå der ca. 1½ års forarbejde, men da først projektgruppen beherskede teknikken og hjemmesiden til online-indtastningen lå klar, var det bare at arbejde. ”Det mest fantastiske er næsten, at vi stort set ikke selv var ude at lede efter hjælpere. Hjælperne opsøgte selv os”, siger Stegemüller.

Yderligere oplysninger

Projektgruppen har bestået af: Arne Feldborg webmaster, tekniker og i vidt omfang indtastningsleder; Leif Sepstrup, fotograf og leder af den samlede fotoproces; Merete Nielsen, kontakt til Rigsarkivet og Stegemüller, ledelse af indtastning, oplæring af indtastere samt løbende information og kommunikation via weblog om projektets fremdrift. Nygårds Sedler bliver fremover en del af Dansk Demografisk Database hos Dansk Data Arkiv.

Yderligere oplysninger om projektet kan fås hos Stegemüller på telefon 22 81 17 31 eller på e-mail-adressen (skjult her)