Jeg er udendørsmenneske!

Jeg elsker min lejlighed, for den er god, stor og veludnyttet; de 80 m² passer lige til mig. Den har bare én alvorlig mangel: der er ingen altan og ingen have, og til tider føler jeg mig indespærret og får det som en løve i et bur. Det burde være forbudt at opføre den slags og lige så forbudt ikke senere at montere altaner, hvis lejligheden er født uden.

En del af min sommer går derfor i realiteten med at finde måder at være ude på: Torvet, rulleskøjter, en have og nu har jeg så fundet det ultimative: Et friluftsbad. Jeg har “kun” været tre år om at finde ud af at følge det skilt, jeg har kørt forbi 5.000 gange! Præstemosens Friluftsbad ligger ca. 1 km. fra mig og går jeg tidligt fra arbejde, kan jeg nå derned et par timer på en hverdag.

Det er bygget i 1972 og senere udvidet. Det består af to bassiner (et til store og et til små) en kæmpe græsplæne og en masse solvogne, hvor man kan ligge og nyde solen. Der er på ingen måde noget smart over et socialdemokratisk friluftsbad på Vestegnen, men det er formentlig derfor, der er en god atmosfære og de mennesker, der kommer der, er søde, rare og imødekommende.

Mange (incl. jeg) svømmer og mange kommer for at ligge i solen og læse en bog. Det er et fantastisk sted at betragte verden, og en af de ting, jeg med glæde har lagt mærke til, er alle de unge fædre, der er af sted med deres små børn. Tiderne er – heldigvis – skiftet siden jeg var barn for en menneskealder siden. Dengang lavede fædre ganske enkelt ikke ting med deres børn på den måde. Min far tog mig med ned på fabrikken om aftenen, når han skulle se til aftenholdet, og det var herligt, men/for her blev jeg jo en del af hans hverdag. Jeg husker imidlertid ikke, at vi gjorde noget sammen bare for at gøre det, på samme måde som de unge fædre i dag tager deres børn med i et friluftsbad.

Jeg håber, det dejlige vejr holder, lige til de lukker den 22. august, og jeg har allerede lagt strategier for hvordan jeg komme derned, selvom temperaturen daler lidt. Jeg er og bliver et udendørsmenneske – det gør mig ganske enkelt glad at være ude. I Danmark har vi otte måneder om året til at være inde. De fire resterende skal udnyttes til yderste kant. Det er ikke mig, der klager over varmen – men det er mig, der i en hedebølge tænker “godt det ikke er november”.