mTID – Side 2 – Stegemüllers vindue mod verden

En ting ad gangen

“En ting ad gangen, det vigtigste først”

Ovenstående er et AA-slogan, men det kan bruges i rigtig mange situationer, fordi det jo er så banalt, eller måske rettere basalt. Kort sagt har jeg følt mig som en god medarbejder i dag:

Vi har altid stort cirkus på arbejdet omkring den 10. i måneden, fordi det er dagen hvor brugere og personaleledere skal godkende deres tidsregistrering for den foregående måned. Cirkus er 12 gange større den 10. januar, fordi de der skal afslutte året, og i år er det så atter dobbelt så stort, fordi der også skal dannes startsaldi til initialisering af brugerne i de nye databaser. Det vil sige, at hvis man afsluttede 2010 med fx 10 feriedage til gode (forstå det hvem der kan – hvordan kan man have feriedage til gode? 🙂 ), så er det jo netop de 10 feriedage, man skal have til rådighed i den nye database. Elementært kære Watson…

Jeg fik styr på alle supportsagerne og nåede hen på eftermiddagen dertil, hvor jeg kunne læne mig lidt tilbage og prøve at identificere grupper af større problemstillinger, som jeg skulle drøfte med min leverandør. Det er de problemstillinger, som har måttet vente på, at vi kom over den 10. – og som samtidig er dem, jeg har tænkt på, når jeg lagde mig ned om aftenen. Et blankt ark papir, en kuglepen og til slut et telefonmøde kan til tider gøre underværker. Efter samlet set én time var der identificeret fem problemstillinger og deres løsning var prioriteret.

Der er noget fantastisk over at få overblik, men det kræver, at man er nået dertil, hvor mails ikke bare løber hurtigere ind, end man kan nå at besvare dem. “Det vigtigste først” var her brugerhenvendelserne – og så lykkedes det mig at at undlade at forsøge på at løse alle opgaverne på én gang.

Nu vil jeg slappe af med de (desværre) sidste sider af “Flaskepost fra P” af Jussi Adler-Olsen, som er den kriminalroman, der har fænget mig allermest i hans fremragende serie om afdeling Q.

Naturstyrelsen – en realitet

Det ser ud til at være gået godt!

Mit job består i at drifte, udvikle og supportere vores tidsregistreringssystem mTID for samlet set ca. 3.000 brugere på Miljøministeriets område opdelt i 6-7 databaser.

Jeg har imødeset dagen i dag med spænding, fordi to af vores styrelser er fusioneret, og det har betydet, at ca. 1.000 brugere i den fusionerede “Naturstyrelsen” skulle indlæses fra kildesystemet Omada i en ny og frisk database. Herudover er Natur- og Miljøklagenævnet oprettet i en ny database, og der er sket en lang række tilpasninger på virksomhedsområdet under Miljøstyrelsen.

Det undrer mig, at jeg i dag ikke har haft flere henvendelser end jeg har. Det skyldes enten, at konsulenterne og jeg har udfoldet den rene magi mellem jul og nytår og er helt fantastisk dygtige eller også skyldes det, at brugerne endnu ikke rigtig har opdaget, de problemer der er, fordi de har haft travlt med at pakke deres flyttekasser ud. Alle vi, der sidder i Haraldsgade, er nemlig også flyttet fysisk, således at den nye struktur bedre kan udfolde sig i al dens magt og vælde. Jeg håber, det skyldes, vi har udfoldet magi og været dygtige.

Da vi sad og rodede med det hele mellem jul og nytår stillede en af konsulenterne spørgsmålet: “Hvorfor gør I egentlig dette her?” Jeg sad og følte mig lidt dum, da jeg ikke uden videre kunne svare på det.

Det seneste halve år har alting bare bygget op til fusionen og fokus har været på at få det hele til at fungere, så vi kunne komme godt fra start i dag.Når først beslutningerne er truffet, er det bare vores job at føre dem ud i livet. Sådan er det, og sådan skal det også være!

Jeg er glad for at være offentligt ansat, jeg lever af det og kan ikke andet, men til tider tænker jeg, at vi bruger rigtig mange kræfter på det interne i stedet for at levere værditilvækst til vores kunder. Jep – jeg ved godt, at efter fusionen og de andre ændringer vil der komme enormt meget mere værditilvækst til kunderne, og at det netop er derfor vi laver så kolossale ændringer. Vi ønsker at det skal blive bedre, vi tror på det og vi knokler for det, men nogle gange kan man alligevel komme i tvivl…

Indlæg