Indlæg

, ,

Årene styrter afsted

Thunderbird

Thunderbird er navnet på mit mailprogram; det er Open Source og særdeles kraftfuldt. Det kan blandt andet afspille en lydfil, når der kommer en e-mail. Jeg har faktisk aldrig kunnet få det til at fungere før, men i dag lykkedes det. Filtypen skal være .Wav, og man klipper en lille bid ud med det gratis Audacity. Jeg vil jo ikke høre alle tre minutter, bare fordi der kommer en enkelt mail.

Bjørn Afzelius

Så kom det “svære” valg: Hvilken lydfil skulle bruges? Det er flere år siden, jeg overspillede alle min CD’er til computeren. Det vil sige, at det er nemt at skaffe overblik.

Jeg endte med Bjørn Afzelius og Globetrotters’ “Tankar i Ligurien”. Det er musik, der sætter tanker og minder i gang.

Afzelius var hverdagskost på Amagerkollegiet i 80’erne. Han og Globetrotters var nærmest et “must”.  Af billedet fremgår, at “Tankar i Ligurien” er fra 1980. Jeg kan slet ikke begribe, at det er 37 år siden. Det er det, der får mig til at kalde dette indlæg for “Årene styrter afsted”. Jeg kommer til at føle mig gammel.

Sommerlørdage blev brugt på Femøren (et udendørs spillested på Amager) med: Afzelius, Anne Linnet, Lis Sørensen, Anne Grete, C. V. Jørgensen mv. Jeg kan stadig teksterne, og jeg bliver lidt vemodig, når jeg hører dem igen. De er billeder fra en svunden tid.

Amagerkollegiet

Vi var en del, der holdt sammen, som var vi en familie, og jeg nød godt af det. De andre var ældre end mig, men tog mig på en eller anden måde under deres vinger. Der var tryghed at finde på Amagerkollegiet, og jeg har ofte tænkt på, at den boform kunne være noget for mig igen: At have sit eget men også at have fællesskabet lige udenfor døren.

Min virkelighed før kollegiet var et et år i et lejet værelse med udsigt til en baggård på Nørrebro hos en form for kusine og et rengøringsjob i den nærliggende “De gamles by” Min såkaldte familie sendte mine ting pr. efterkrav fra Bornholm efter jeg havde taget natfærgen med min lille kuffert. Jeg kunne lige nøjagtig betale for det. Jeg har altid syntes, at det var lidt mærkeligt for nu ikke at sige u-kærligt. Hvis jeg fortæller det til nogen, tror de mig knap.

Et langt venskab

På billedet (som ikke særlig godt, men jeg har ikke andre) er det Helle til venstre og mig til højre. Det er fra 1984 i gård 80 på Amagerkollegiet. Følelsen af at være i en form for familie grundede sig især i fællesskabet/venskabet med Helle. Vi har rejst Grækenland og Spanien tyndt sammen, og jeg har så mange gode minder om de år. Vi nåede at være tætte venner i 34 år. Der var også svære ting, men jeg prioriterer de gode minder. Helle findes ikke længere. Jeg håber, hun er kommet til den himmel, som jeg jo tror på.