Indlæg

,

Arbejdsmarkedet

Dagens ansøgning er gået til irma.dk, der søger en Content manager. Jeg kan virkelig se mig selv i stillingen og synes, jeg har rigtig meget at byde ind med. Meget af min erfaring med at skrive til nettet stammer fra min privatsfære, men det må også gælde – jeg har dog også i Finansministeriet haft opgaver med at skrive til ØAV. Jeg har ringet på stillingen og kort beskrevet, hvad jeg kan, og at jeg er en “skæv profil”. Jeg har skrevet sådan:

“Jeg er en ’skæv profil’ fordi jeg – jfr. mit CV – er uddannet jurist og derefter har arbejdet 15 år med statslig økonomistyring og så 7 år som projektleder for IT-systemer. I mit karriereforløb har jeg hele tiden fulgt det, der var sjovt, for det skal være sjovt at gå på arbejde hver dag.”

Enten kan de lide det, eller også kan de ikke, og jeg håber selvfølgelig, de kan. Jeg skriver ikke standardansøgninger, for de giver ingenting. Jeg bygger hver enkelt ansøgning op fra bunden og beskriver mig selv i relation til hver ‘bullet’ i stillingsopslaget. Nu trænger jeg snart til at komme til samtale! En samtale giver et fornyet drive og en bekræftelse på, at ansøgningerne er i orden.

Noget af det Irma.dk efterspørger er erfaringer med MailChimp, som netop er det system mit nyhedsbrev kører i. Her kan jeg altså byde ind med noget, der måske ikke er så mange der kan. Hvis du har lyst til at tilmelde dig nyhedsbrevet, er der et link her. Nyhedsbrevet udkommer med ujævne mellemrum og handler om større begivenheder i min slægtsforskning. Du bliver ikke spammet med mails, hvis du tilmelder dig.

Lige for tiden har jeg vældig meget mod på at skrive ansøgninger, og jeg går til dagens mail fra Jobindex med åbent sind. I starten var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt jeg havde fået sat agenterne rigtigt op, men de må være gode nok, for jeg synes, jeg modtager relevante matches.

Nyhedsbrev

I 2009 0g 2010 drev jeg et nyhedsbrev, som jeg kaldte “Gamle nyheder for slægtsforskere”. Formålet var at dele de ting, der rørte sig i min slægtsforskning.

Så kom bloggen, hvor jeg deler de emner, der rører sig i min slægtsforskning og i øvrige dele af mit liv. Det er så let at blogge, man logger bare ind, skriver sit indlæg, trykker send, og så er det gjort. På grund af bloggen sygnede nyhedsbrevet langsomt hen.

Jeg har har dog besluttet mig for at prøve at genoplive nyhedsbrevet, som genereres med MailChimp, der er intet mindre end genialt. Man kan vælge mange forskellige templates, som er virkelig flotte og avancerede. Jeg har dog valgt at danne mit eget template, for mine læsere er garanteret ikke interesserede i farvestrålende indhold og avancerede features; jeg tror, de vil have indhold frem for alt. Derfor har jeg lavet et meget simpelt template med ét billede, der samtidig fungerer som link til mine slægtsdata, og så teksten.

Jeg brugte lang tid i går på at få det sat op, for der er sket meget nyt på MailChimp, siden jeg var der sidst. Jeg tog udgangspunkt i et template med et topbillede og to billeder i bunden. Sidstnævnte ville jeg bare slette, men det kunne jeg simpelthen ikke finde ud af, selv om der var en knap, der hed ‘delete’. Derfor endte det som sagt med, at jeg lavede mit eget template.

Her kan du læse det første nyhedsbrev i denne omgang. Hvis du af en eller anden grund skulle ønske at tilmelde dig, kan det ske her. Nyhedsbrevet vil komme med uregelmæssige mellemrum, og kun når jeg synes, der virkelig rører sig noget nyt i min slægtsforskning. Det vil sige, at hvis du tilmelder dig, har du sikkerhed for ikke at blive spammet til med e-mails. Hvis du allerede er tilmeldt nyhedsbrevet men ikke vil have det mere (det håber jeg selvfølgelig ikke) kan du slippe for det ved at klikke her.