Indlæg

, ,

Sund med Excel i timevis

Legetøj

Det er muligvis lidt sært, men jeg motiveres af tal, procenter og grafer. Endvidere morer det mig at følge onlinekurset i Excel, som jeg har købt hos Proximo (til halv pris). Det er faktisk bedre end godt. Pyh hvor har jeg spildt meget tid gennem årene ved at lave beregningerne på en tåbelig måde. Men jeg vidste ikke bedre. Jeg antager, at jeg er undskyldt – og i øvrigt glemt.

Jeg har – efter lang tids arbejde/udfordringer/sjov fået lavet dette regneark, som jeg vil prøve at følge mit vægttab ved hjælp af. Som det fremgår, gør jeg ikke rigtig fremskridt, selvom jeg går en masse skridt. Men det kommer vel…

Den opmærksomme læser vil naturligvis se, at ugenumrene i fanen “Rapporter” er tastet ind manuelt. Sådan er det selvfølgelig ikke i virkeligheden, men hvis jeg ikke gjorde det her, ville der jo ikke være ret mange data om en uge.

Hvad dør vi af?

DR2 sendte i aftes et afsnit af “Lægen flytter ind”. Lægen er Charlotte Bøving, der på sin Facebookside delte en video samt denne tekst:

Marion kender hospitalerne inde- og udefra gennem et utal af indlæggelser. Hun lider af sukkersyge og overvægt, der forstærkes af psykiske problemer, så Charlotte Bøving opdager, at det ikke er så ligetil at komme igennem med gode råd om en sundere livsstil – alligevel er motivationen til at spore hos Marion!

Marion er borderliner og forfærdeligt selvskadende. Jeg har mødt mange mennesker, der skar i sig selv men sørme aldrig nogen, der skar sig så dybt i maven, at kniven fandt vej til de indre organer. De piger/kvinder, for det er oftest kvindekønnet, jeg har mødt, “nøjedes” med at skære sig i armene. Arrene talte deres eget tydelige sprog.

Jeg ved absolut intet om diagnosen borderline, og følgende kan lyde nedsættende, men er bestemt ikke ment sådan: er borderline psykiatriens svar på somatikkens fibromyalgi? Altså en diagnose, man tyr til, når man kan se, at patienten har haft det virkelig skidt/rædsomt/forfærdeligt gennem flere år, men lægestanden alligevel ikke helt kan få symptomer og sygehistorie til at passe ind andre steder?

Marion har sukkersyge, er overvægtig, ryger 30 smøger om dagen og spiser den forkerte mad (for meget mayonnaise, slik, cola osv.). Charlotte Bøving kommer med et centralt statement: mange psykiatriske patienter dør tidligere af livsstilssygdommene end af den tilgrundliggende diagnose. Hun konfererer det med Marions læge på afdelingen, der er enig.

Jeg selv har fået at vide, at man som bipolar dør gennemsnitligt 14 år før raske mennesker, men jeg har ikke været opmærksom på den anden del af det!

Marion har været tilmeldt et diabetesambulatorium, kurser i diabetes mv. Nu er “diabetessystemet” imidlertid holdt op med at kontakte hende, for hun møder jo alligevel aldrig op. Det svarer helt til SMS’erne fra tandlægen… Hun kommer ikke, fordi hun dels er for dårlig, dels fx ikke magter at tage bussen de fem km hen til ambulatoriet.

Charlotte vender følgende med lægen: der er mange diabetikere i psykiatrien, så kunne man under indlæggelserne sørge for at der, fx en gang om ugen, kom en diabeteslæge på afdelingen? Hvis indlæggelsen kun varer en uge eller to, kan der selvfølgelig ikke flyttes bjerge, men mange psykiatriske patienter er jo indlagt i månedsvis. Og fsva. de korte indlæggelser kunne man måske tegne og fortælle samt skabe opmærksomhed om, at det er pokkers vigtig, at komme på ambulatoriet, kurset mv., og måske tale om, hvad der kunne gøre, at man magtede at komme derhen? Kunne mormor eller en anden følge på vej?

Efter at have set udsendelsen er jeg ikke i tvivl om, at psykiatrien har vendt det blinde øje til disse problemstillinger – måske pga. den meget kemiske tilgang vi i Danmark har til behandling af psykiske lidelser. Jeg har intet mod medicinen, spiser den nærmest med glæde, men den kan altså ikke stå alene!

De skjulte talenter

Det var en god aften på TV i går, for DR viste også første udsendelse af en ny omgang “De skjulte talenter”. Jeg er fascineret af mennesker, der har en diagnose i autismespektret. Du milde hvad de kan under de rette betingelser. Jeg mener, det blev sagt, at lige knap en procent af befolkningen hører under spektret.

Vi så Louise, der arbejder på Novo Nordisk, og som ikke blev ramt af en fyringsrunde, og som – halvandet år efter første udsendelse – stadig kunne huske de 36 tilfældige tal. Det er slet ikke til at begribe. Bemærkelsesværdig var det, at hun performede glimrende på jobbet, men hjemme var der ikke styr på noget som helst; faktisk vil jeg kalde det for “kaotisk”.

Vi så også en Christina Sommer, der underviste i, hvad det vil sige at falde indenfor spektret, og hvorfor man gør det. Hvilke forhold i hjernen bestemmer dette? Jeg googlede hende og fandt frem til “Psykologisk Ressourcecenter” Navnet lugter som om nogle prøver at slå plat på tvivl og/eller nysgerrighed.

På siden ligger to tests, som jeg selvfølgelig tog, da den slags jo er sjovt. Jeg bonner ret kraftigt ud på dem begge, hvilket ikke er nogen overraskelse.

Helt overordnet: Det vanskelige i sociale relationer, behovet for ro og fordybelse evnen til at se detaljer, evnen til fordybelse og fascinationen af tal. Hvem bruger ellers timevis på at komme ud i Excels afkroge og finder det morsomt og udfordrende? 🙂 Selvfølgelig kan man være glad for Excel uden at være autist, men det, der interesserer mig, er den samlede sum af indicier, eller hvad vi nu skal kalde dem.

Hvad jeg vil med det, ved jeg ikke, men jeg har kontaktet ressourcecenteret og bedt om at blive ringet op. Efter mange års “fornemmelse”, må jeg nu have “vished”. Der er så mange ting, der peger i den retning, og psykologen sagde så ofte “aspergertræk”. Min egen oplevelse er, at det med årene bliver mere end “træk”. Det bliver mere og mere udpræget, hvilket formentlig er meget naturligt, for sådan er det jo mange ting.

Jeg har så ofte tænkt på, at jeg måske slet ikke skulle være blevet så vred på overlægen på akutmodtagelsen i Glostrup, der sagde “Asperger, autisme, personlighedsforstyrrelser”? Måske så han bare meget mere klart end resten af “systemet”? Måske var han bare dygtigere – på kun 45 minutter?

Højinteressant

Det var slående for mig, at jeg i aftes var i stand til at se TV i 2 * 45 minutter, eftersom det var højinteressant. Jeg kan jo dårligt se TV-avisen 18:30, som, når man skærer alt det ligegyldige fra, vel varer omkring 18 minutter. Jeg var helt udmattet bagefter, men det var særdeles tilfredsstillende at opleve det.

, , ,

Det hænger ikke sammen

Det hænger ikke sammen

Se på billedet: Nej vel, der er ingen sammenhæng mellem en flot svane ved Damhussøen og så ugens citruscarpaccio fra Aarstiderne. Den eneste mulige sammenhæng er, at de sidder ved siden af hinanden. Og så er det sådan set ovre.

Hvis man går en tur om Damhussøen, har man muligvis gjort sig fortjent til en citruscarpaccio på skyr (udtales “skir”) fra Aarstiderne.

Politiets beføjelser

Jeg sad og så “21 Søndag” som slet ikke er dårligt TV. De havde et længere indslag om politiets (ulovlige) brug af ulovlige videooptagelser. Der er lavet et register over videokameraer, der filmer i det offentlige rum. De fleste af disse kameraer filmer i et større rum, end de har lov til. Politiet bruger uden videre disse optagelser. Det vil sige, at politiet bruger ulovlig bevismateriale i deres efterforskning.

Der blev vist et kort klip med justitsminister Søren Pape Poulsen (C), der oplyste, at politiet havde behov for videoerne  for at kunne opklare forbrydelser hurtigt.

Nogle mennesker får krænket deres retsfølelse, når en flygtning stjæler en cykel uden lygter. Jeg får min retsfølelse krænket, når politiet forsøger at opklare forbrydelser vha. ulovlige beviser.

Det virker efterhånden som om Gud og hver mand kan lave videoer over alt, hvor det bekommer dem bedst. Men så lad dem om det. Men skal politiet bruge videoerne som bevismateriale, så skal de være lovligt optagede! Her i landet er det politiet og anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden, og det skal de naturligvis gøre med lovlige midler.

Netflix

Min ven har oprettet abonnement hos Netflix. Jeg vil ikke stå tilbage, så nu prøver jeg også. Måske kan jeg få det til at hænge sammen? Det kunne da være hyggeligt at kunne se et par film pr. uge.

I morgen aften står den på DR2 og “Lægen flytter ind” kl. 20:45, hvor Charlotte Bøving (hun skulle ikke løbe stærkt for at fange mig 🙂 ) flytter ind hos et menneske med en psykisk sygdom. Den udsendelse glæder jeg mig meget til at se.

,

Diverse

En gæst

Lejligheden har fået nyt liv, idet jeg har haft en frokostgæst. Den bliver lidt anderledes af, at det ikke kun er mig, der er her. Pludselig bliver stuerne taget i brug, spisebordet udsat for en kraftig afstøvning ilagt knofedt, stolene behandles med en hårdt opvredet klud osv.

Hyggen ved at forberede et par måltider – ikke bare til mig selv men også til en ven. Måltidsfællesskabet er ikke udelukkende mellem Jesus og disciplene. Det findes også hos os mere jordnære – men min ven er blandt andet også præst.

Min ven ville gerne prøve noget af alt det spændende mad, jeg skriver højt og lavt om. Det er hende, der har fået skubbet mig ud i køkkenet igen. Det er jeg hende taknemmelig for. Min ven er både gourmet og gourmand.

Jeg var bekymret for, om jeg kunne styre op til flere opskrifter og få det hele til at passe sammen, den rigtige tid osv. Min ven havde på forhånd sagt, at vi kunne hjælpes ad, hvis der var meget at ordne. Jeg havde gjort alle grøntsager (og der var en del) klar som det første, og jeg havde luret hende af: hun finder alle råvarerne frem på en gang og lægger dem på køkkenbordet. Det fungerede faktisk vældig godt. Så skal koncentrationen ikke brydes op i alt for mange små stykker. Ved opgaver som disse kan jeg virkelig mærke de kognitive deficitter: Jeg kan ikke holde det hele inde i hovedet på en gang; jeg skal hen at se på opskriften 25 gange. Det kunne jeg i gamle dage. Den tid er ovre – men jeg lever jo ret godt alligevel. Og er der så lidt udefrakommende hjælp, går det rigtig godt.

Vi fik en fin makrel, som min ven parterede (eller hvad man nu kalder det med en makrel – vist “udbenede”?). Jeg egner mig ikke til den slags, for jeg ender med alle de irriterende ben. Da jeg for en menneskealder siden (som barn) boede på Bornholm, fik jeg tilstrækkeligt med ben fra røgede sild… Jeg behøver nu hverken ben eller sild. Jeg er inviteret derover, og jeg vil gerne, men jeg forholder mig afventende overfor de røgede sild!

Min ven gjorde det helt perfekt. Jeg fik ét lille bitte ben – og det smagte rigtig godt, ja altså ikke benet men fisken.

Når man har en god gæst, kan man være heldig at få en smuk buket.

Æbledimser

Når jeg skal gå mine ture, vil jeg gerne lytte til bøger mv., så det ikke er så kedeligt at nå de ca. 8.962 skridt hjemmefri og rundt om Dam´hussøen. Gennem årene har jeg prøvet adskilligt lytteudstyr i form af forskellige in-ear-løsninger, men jeg har aldrig nogensinde fundet noget, der passede i mine ører. Faktisk endte jeg med at konkludere, at det nok var mine ører, der var noget galt med.

Senest havde jeg et lille “høreapparat”, der krogede sig bagom øret (Jabra), men øredimsen kom aldrig rigtigt ind i øret, og konsekvensen var, at jeg intet kunne høre, hvis jeg gik på en gade med trafik. Løsninger med ledning er også prøvet (Atomic Floyd), fin kvalitet og dyrt, men jeg brugte det meste af tiden på at fiske dem op fra brystkassen og forgæves forsøge at få dem jaget ind i ørerne. Det holdt maks to minutter. Jeg var ved at give op og bede om en ombytningsseddel på mine sære ører…

Jeg lavede et lille opslag i Facebookgruppen “Support PC og andet ” og berettede om min kvide med diverse “løsninger”. Min Cyberven oppe på Mors foreslog med det samme “AirPods”. Jeg googlede lidt, og det, der var slående ved alle anmeldelserne, var, at dimserne blev inde i ørerne uanset om anmelderne løb eller gik.  Jeg hoppede på dem, og de kom i dag.

Jeg er solgt… Men generelt kan jeg så også godt lide “Æbledimser”, for de er af høj kvalitet, holder længe og er konstant lækre at have med at gøre.

De er geniale – fx:

  • man tager dem ud af ørerne, hvorpå de slukker
  • man tager den ene ud, hvorpå de stiller sig på pause
  • man siger “skru ned” og Siri fatter, at jeg ønsker at skrue ned
  • Siri kan også hitte ud af, at jeg gerne vil tage telefonen
  • Den lille oplader er på størrelse med en æske med tandtråd
  • En opladning holder 24 timer
  • Er man kommet ned i batteritid, kan man lade op i 15 minutter, hvorpå der er lyd i tre timer
  • Lyden er virkelig god. Jeg har testet dem på en befærdet gade, hvor lyden gik fint igennem, og jeg har siddet og set lidt TV herhjemme. Lyden er knap og stærk.

Der er flere fede features, og dem kan man finde overalt på nettet. Hvis de bare kan blive i mine ører, når jeg spadserer, er jeg tilfreds. Jeg er indtil videre mere end tilfreds.

Jeg har flere æbledimser, og jeg har aldrig været utilfreds med dem. Havde jeg pengene og et eller andet diminutivt behov, ville jeg også købe en Mac – men jeg kan ikke trylle et behov frem. Og det er måske også OK, for så kan tandlægen få sit, når jeg nu “kun” skylder 21.615 kr. ud af det oprindelige beløb på 103.615 kr. Et afdrag med 82.000 kr på ca. et år er da også en slags penge… Jeg glæder mig utrolig meget til den post er af vejen.

Det har været mange penge; de er det hele værd. Det er svært at måle på effektiviteten ved at kunne smile!

Sundhed og social slagside

Min ven og jeg vendte i dag emnet med hvor mange mennesker, der må gå fra apoteket uden deres medicin, ganske enkelt fordi de ikke har pengene til det. Hun har overværet det på sit apotek på Frederiksberg, og jeg har hørt om det fra min apoteker her i Hvidovre. Jeg har positivt spurgt min apoteker, og han bekræfter at der er folk, der går tomhændede, eller som beder om en afdragsordning. Hvad han svarer på sidstnævnte, er jeg ikke klar over. Han har vel også sine retningslinjer…

Jeg har korresponderet en smule med lægen Charlotte Bøving fra udsendelserne “Lægen flytter ind”, og vi er ret enige om, at der er en voldsom social slagside i sundhed og sygdom. Sund mad koster penge! Det koster at flytte fokus fra Coca Cola til fem flasker vand. Alting koster – måske ikke kun i kr. og øre men i mental energi. At lægge energi, fodrer at man kan tro, at man også trækker vejret i morgen.

Jeg vil ikke gøre mig til dommer! Jeg ved ganske udmærket, hvordan det var at leve af skod-mad i to til tre år. Der var ikke overskud til ordentlig mad, og der var i hvert fald ikke overskud til at håndtere det. Skulle jeg have have håndteret fem slags grøntsager, kunne jeg ikke have gjort det. Jeg kan gøre det nu, med hjælp, og det er jeg evigt taknemmelig for.

Ordentlig mad koster ordentlige penge! Men at  prioritere koster noget at prioritere med/af.

På mandag den 9. april kl. 20:45 flytter læge Charlotte Bøving ind hos en borger med en psykiatrisk diagnose. Det afsnit glæder jeg mig virkelig til at se. Vi har altså nogle andre “udfordringer” end resten af det normal samfund.