Indlæg

,

Bevægeglæde

Jeg har ikke en muskel tilbage

Det er sandt, jeg har ikke en muskel tilbage, men jeg har tænkt mig at arbejde hårdt på at få dem igen.

  1. Ved at cykle
  2. Ved at arbejde

Ad cykling

Odometeret (triptælleren) på cyklen har siden tirsdag til og med i dag bevæget sig fra 0 til i alt 42 km., og jeg er så glad for igen at kunne bevæge mig ved egen kraft. For at være uafhængig og for at kunne tage afsted, når jeg selv vil, og ikke når lokoføreren vil.

Nuvel det kræver noget. I går besøgte jeg venner i Charlottenlund og besluttede at tage cyklen de 16 km., og det gik faktisk rigtig godt. Gennemsnitshastigheden er ikke som i gamle dage (dengang ca. 20 nu 16 km./t.), men den skal jeg nok få trænet op. Havde jeg taget tog og bus havde det såmænd også taget en time. Jeg var træt i benene og kunne mærke mine sædeknogler men var tilfreds med mig selv.

I dag inviterede jeg mig selv på en kop kaffe på 808, så de kunne se, jeg kan cykle igen efter at have fulgt deres vejledning. Det gav lige 10 km. ekstra i benene.

I morgen har jeg tænkt mig at køre ned til Friheden St. bare for at se, hvor langt der er, så jeg kan blive uafhængig af den bus, der ellers skulle køre mig dertil. Fra stationen kører toget til Hundige, og jeg kan tage cyklen med i toget. Nemmere kan det næsten ikke være. Når det bliver forår cykler jeg alle 16 km. – tror jeg nok 🙂

Det er er lidt ærgerligt, at det er efteråret, ikke foråret, der nærmer sig. Men jeg er kommet i gang, og jeg føler mig glad og fri. Det er det vigtigste.

Ad arbejde

En anden måde, at få “mullerne” tilbage på, er ved at arbejde. Jeg har en eller anden forventning om, at arbejdet i “Bilka to go” (BTG) er fysisk krævende, og så har jeg bestemt også noget at indhente. Jeg har jo nærmest ikke lavet noget i fem år, og derudover har jeg hele mit arbejdsliv siddet ved en skærm. Jeg er ikke vant til at smide rundt med dåsemajs og frosne ænder. Det bliver et andet liv. Jeg er spændt på, om fysikken kan holde, men jeg kan på den anden side ikke se, hvorfor den ikke skulle kunne. De 5.000 læger, der har undersøgt mig, har aldrig fundet noget somatisk.

Jeg skal starte i BTG på onsdag kl. 08, og jeg er spændt på hele cirkusset. Jeg er indstillet på, at det vil være anstrengende den første tid. Sådan er det at være ny, også selvom jeg ikke bryder mig om det. Jeg foretrækker at være verdensmester fra dag et 🙂

De første tre måneder vil være en ulønnet virksomhedspraktik men med idelige opfølgninger. Det har jeg det faktisk okay med. Der bliver sat en retningsgivende strømpil på op til flere gange, og kan de bruge mig er det godt, og kan de ikke, er det ærgerligt.

Jeg vil gøre det bedst muligt, men bedre kan jeg heller ikke gøre det.

Lær at cykle igen

Pedalhingsten er sat fuldstændig i stand

For et par år eller flere siden gik det helt galt med min balancesans, så jeg ikke kunne cykle. Herudover blev jeg påkørt bagfra af en anden cyklist, så bagskærmen krøllede helt sammen. Siden da har cyklen stået i mit kælderrum. Jeg har ikke turdet bruge den. Paradoksalt nok efter at have kørt på cykel i Købehavn i 40 år kunne jeg pludselig ikke

Nu er min – i øvrigt meget fine – cykel sat fuldstændig i stand med vask, nye dæk, slanger, ny krans (otte), ny klinge, ny kæde, nye reflekser, nyt alting… Det blev da også 2.098 kr., men så har jeg også cykel resten af mit liv. Gearingen er blevet meget bedre end den gamle. I det hele taget har cykelsmeden gjort et pokkers godt stykke arbejde. Jeg er meget tilfreds.

Ergoterapeutens råd

Afsnit 808 har en sød og dygtig ergoterapeut tilknyttet, så jeg drøftede balanceproblemet med hende for snart længe siden. Jeg vil nemlig gerne cykle og have min frihed igen. Jeg er træt af offentlige transportmidler, men jeg har ikke fået gjort noget ved det. Jeg turde vist ikke. Hun sagde jeg skulle trække cyklen til den nærmeste park og på vejen dertil holde forskellige steder på styret for at få en fornemmelse af tyngde mv. Herefter træne ved at køre på græsset så jeg ved rullefald ikke slog mig så pokkers meget. Jeg kunne jo også tage en gammel slidt jakke på.

I praksis

Mit problem er ikke, at jeg ikke kan køre på cykel, for det kan jeg altså godt. Problemet er at komme op på sadlen efter lyskryds mv. og at få svinget benet over bagagebæreren (det er en herreramme), hvilket jeg synes er svært. I gamle dage var det aldrig et problem. Pludselig føles rammen for stor; som skulle den være vokset de år nede kælderen?

Så i eftermiddag har jeg altså cyklet rundt på en græsplæne i Vigerslevparken 🙂 Op og ned og op og ned ad sadlen. Det blev langsomt bedre. Jeg følte mig som en idiot, men har tillid til ergoterapeutens ord, så når hun siger det, er det formentlig rigtigt. Det gik faktisk ret godt omend usikkert, så jeg belønnede mig selv med en tur omkring Damhussøen med pitstop ved den lille café, hvor de passende sælger belgiske vafler og cafe latte. Ved store kryds valgte jeg krystervejen nemlig at trække over.

Turen blev bare på ni kilometer og det er ingenting, men jeg er glad og tilfreds, for nu har jeg fået hul på problemet. Nu drejer det sig blot om at træne og blive sikker igen. Det vil nok tage sin tid, men jeg skal ikke nå noget. I morgen har jeg en aftale i Valby, og jeg overvejer, om jeg tør cykle dertil. Et er, at jeg kan være til fare for mig selv, et andet er, at jeg kan være til fare for mine medtrafikanter, og det har jeg selvfølgelig ikke lyst til.

Drømmemaskinen er allerede i gang. Kan jeg komme til at køre langt igen?

, ,

Der er så dejligt i ‘udkantsdanmark’

Hvad laver jeg egentlig i storbyen?

Hver gang jeg kommer udenfor København tænker jeg på, hvad jeg egentlig laver midt i storbyen? Jeg elsker naturen og jeg elsker at være ude i den på alle årstider. Jeg lever lidt efter devicen, at alt vejr er OK, det er bare beklædningen, der skal tilpasses. Jeg bor i København, fordi her ligger mine jobs, men når jeg nu alligevel ikke har noget job…

Allan og Pia, som jeg kender her fra bloggen og fra Ellen (Ellen og Pia er kusiner) havde inviteret på et lille blogtræf med udgangspunkt på Lolland, hvor de bor. På forhånd havde de fortalt, at vi skulle ud at cykle 46 kilometer.

Da vi havde kørt de første 10 kilometer var Allan punkteret og så måtte lappegrejet frem. Som ved et mirakel fandt Pia hullet i slangen, selv om vi alle tre havde været i gang med at lytte, overlæben på slangen hele vejen rundt og alle de andre tricks, der er at bruge, når man ikke har en balje vand.

Således var vi klar til at komme af sted igen. Vi har cyklet ad de skønneste strækninger gennem skove og langs vandet og vi har passeret utallige godser som åbenbart ligger tæt på ‘Sundruten’, der er en del af det nationale net af cykelveje. Vi har kun været langs veje ca. fem kilometer, og det var ikke særligt befærdede veje, så det gjorde ikke noget.

Vi havde dejlige madpakker med som Pia havde sørget for og dette er udsigten derfra hvor vi sad i læ og spiste frokosten.

Efter frokost blev turen lidt vildere ad en ‘natursti’, som blev til en regulær mountainbikerute. Det er ikke helt let på en tre-gears damecykel med Torpedonav og en saddel, der sidder to – tre centimeter for lavt, så jeg skulle koncentrere mig en del for ikke at ryge til højre ned ad skrænten, for der var visse steder ret langt ned. Hvis Pia og Allen invitererer igen en anden gang, tror jeg, at jeg tager min egen cykel med toget.

Pludselig er det gået op for mig, hvorfor folk taler om, at de får ondt i rumpen af at cykle. På en normal cykel sidder man jo også med hele vægten netop på den legemsdel; på de cykler, jeg selv kører på, har man 45 pct. af vægten på styret og kun 55 pct. på sadlen. Det er også gået op for mig, hvorfor så mange bruger svangen på pedalerne og ikke forfoden, det er simpelthen fordi, sadlen har den forkerte højde. Jeg var selv lige ved at falde i samme grøft flere gange.

Vi har haft det skønneste vejr og fordi så meget af ruten lå inde i skoven, har vi faktisk ikke mærket vinden bortset fra et par kortere strækninger.

Kaffen og den hjemmebagte kage fik vi ved Guldborgsund-tunnelen lige i solen.

På hjemvejen var vi oppe i et udkigstårn og se på Majbølle fugle- og vildreservat. Et stort pragtfuldt område med et rigt fugle og fåreliv. Dyrene har det godt i Majbølle. Jeg har forsøgt at tage nogle billeder, men det er vist kun mig selv, der kan se, at det er får.

Det var 46 pragtfulde kilometre – selv på en tre-gears med torpedonav. Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke har taget nogle flere billeder af alle de smukke steder – det må jeg gøre næste gang. Herunder har jeg forsøgt at koge hele dagen sammen i en collage, men det kan godt være, det mest er mig selv, der kan se, hvad det skal forestille.

Jeg har nu været fuldstændig fri fra alkohol i 72 dage, og det er jeg så utrolig glad for. Besøget hos Allan og Pia var første gang, hvor jeg kunne komme i en situation, hvor jeg skulle sige nej tak til alkohol, mens andre drak det glas rødvin, jeg også kunne tænke mig. Det gik dejlig nemt; Pia havde nemlig købt en dejlig luksusæblesaft, som de også selv drak. Jeg behøvede derfor ikke at føle mig anderledes, og det var egentlig en hjælp. Jeg havde ellers sagt, at jeg havde det bedst med, at de ikke tog hensyn til mig, men den opfattelse må jeg for nærværende revidere. Jeg skal have lidt længere tids ædruelighed, før det ikke rører mig, hvad andre drikker.