Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Da vi halshuggede letfærdige Qvindfolk

Barbariske henrettelser for barnedrab

Da vi halshuggede letfærdige Qvindfolk

Antikvarisk har jeg fundet Beth Grothe Nielsens bog fra 1982 “Letfærdige Qvindfolk – om Gisle Nielsdatter og andre barnemordersker”, udgivet på forlaget Delta. Bogen er spændende som en kriminalroman, som jeg ikke kan lægge fra mig. Barnedrab og straffene for det er både spændende og rædselsfulde.

Tillige har jeg et par gange læst en fremragende artikel kaldet “Barnemord i det 18. århundrede – hvordan og hvorfor”. Forfatteren er Simon Steen Hansen. Den er skematisk opbygget, så man er fuldkommen klar over, hvordan han kommer fra A → B → C osv. Derfor ligger hans artikel bag denne artikel. Eksempelvis har jeg struktureret dele af min artikel efter nogle af de samme overskrifter, som Simon Steen Hansen. Men læs selv hans artikel, der er på ti sider.

Danske Lov (DL) var faktisk en medvirkende årsag til barnedrabene, og dermed at staten mistede ikke alene ét par hænder til at varetage det tunge arbejde på gårdene men hele to par – både mor og barn, når letfærdige kvindfolk mistede deres hals.

Den 27. maj 1754 forlod tjenestepigen Gisle Nielsdatter den mark, hvorpå hun havde arbejdet hele dagen. Hun begav sig ud på en lang omvej til den gård, hvor hun havde arbejdet sidste sommer, for at hun ikke skulle støde ind i nogen hun kendte. Hun skjulte sit ansigt bag et forklæde og sin højgravide mave under et tykt lag tøj. Da hun kom til gården gik hun ind i laden for at føde, og da hun senere vendte tilbage til marken for at genoptage arbejdet, var det uden sit barn. Det fandt man liget af over en uge senere, gemt af vejen i et knippe halm inde i laden.

Indførelse af Christian den femtes Danske Lov (DL) i 1683

Efter enevældens indførelse i 1660, opstod et ønske om at få sat skik på lovgivningen. Vi havde haft landskabslovene i form af Jyske Lov, Skånske Lov og Sjællandske Lov, men det var noget roderi. Eksempelvis straffede man måske anderledes på Fyn end i resten af landet; det blev jo ikke ved at gå. Efter en lang proces med en form for samordning af det bedste fra hver af de tre love, stod man den 15. april 1683 med Danske Lov.

Reformationen i 1536 havde gjort Danmark til et protestantisk rige. Kongen repræsenterede en samfundsorden, der var indstiftet af Gud selv. Det verdslige og det gejstlige var to sider af samme sag. Danske lov er fyldt med religiøse islæt. Denne artikel beskæftiger sig i særlig grad med følgende bestemmelser:

Danske Lov 6-6-7

“Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa en Stage.”

Danske Lov 6-6-8

“Vorder noget letfærdigt Qvindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølsmaal omgaar, og ikke bruger de ordentlige beskikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilfald kunde betiene, og samme Barn borte bliver, eller paaskydis at være dødt født, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtis saasom hun sit Foster med Villie hafde ombragt.”

Dette link peger på Danske Lovs 6. bog, men kunne lige så godt pege på biblens “Du må ikke slå ihjel” (det 5. bud) og “Du må ikke bedrive hor” (det 6. bud), for det var de bestemmelser, man lænede sig op ad, da man forfattede DL.

Det er interessant at læse Christian den femtes forord til DL. Han skriver blandt andet (kursiveringen er min):

“Vi Christian den femte af Guds i nåde, konge til Danmark og Norge, de Venders og Goters, hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve udi Oldenborg og Delmenhorst, gør hermed for alle vitterligt, at, såsom gudsfrygt og retfærdighed er de tvende fornemste støtter og hovedpiller, med hvilke lande og riger udi deres bestandige flor og velstand befæstes og opholdes …”

Kilde: Wikipedia

Ægteskabet var indstiftet af Gud, og så måtte det selvfølgelig ikke krænkes. Nu var sex pludselig en gave fra Gud men kun i ægteskabet. Sex uden for ægteskabet var en trussel mod det hellige ægteskab, og derfor måtte det straffes hårdt.

Lejermålsstraffen

Lejermål var betegnelse for seksuelt samkvem mellem to ugifte.

DL 6-13-1 lyder fx

Hvo nogen Qvindis-Person beligger, bøde til sit Herskab fire og tyve Lod Sølv, og Qvind-folket tolv Lod Sølv, og stande begge aabenbare Skrifte. Have de ikke Middel til Bøderne, da straffis de efter deris Formue og med Fængsel paa Kroppene; Men dersom de egte hver andre, da betale hand til Bøder half femte Lod Sølv og hun half saa meget, og være frj for Skriftemaal.

Kilde: Rigsarkivet

Bøderne svarede ved lovens indførelse til en årsløn for tjenestefolk, så man måtte holde sig i skindet. Havde de ikke råd til at betale lejermålsbøderne, fremgår det direkte af bestemmelsen, at de måtte betale så meget, de kunne og så sidde resten af i et fængsel. Hvis en eller begge parter slet ikke kunne betale noget af bøderne, kunne fængsel kombineres med gabestokken.

Der er forskel på mænd og kvinder

Formålet med bestemmelsen om lejermål var at styrke ægteskabet som institution. Derfor var manden forpligtet til at gifte sig med kvinden, medmindre han ved Gud sværgede på, at han ikke var far til barnet.

  1. Hvis kvinden var uberygtet → det var hendes første dom for lejermål, kunne hun kræve ægteskab med faderen.
  2. Hvis det derimod ikke var første gang → hun var berygtet og kunne ikke kræve ægteskab.
  3. Hvis det var tredje gang → “kvalificeret lejermål” → straffen var kagstrygning, hvilket vil sige pisk på et offentligt tilgængeligt sted.
    • Når bødlen lagde hånd på en kvinde → hun blev æreløs. Typisk var hun herefter ude af stand til at få en plads, for ingen ville tage en æreløs kvinde i tjeneste. Hendes eneste udvej var prostitution og/eller tyverier.

Skriftemålet var ikke en straf sig selv, men det virkede på fuldkommen samme måde. Kvinden blev af præsten typisk genoplært i sin barnelærdom om den kristne tro. Selve skriftemålet fandt sted ved, at kvinden – mens hele menigheden overværede det – knælede i kordøren, og præsten holdt tordentale om det grimme, hun havde gjort (overtrådt det 5. og 6. bud). Herefter skulle hun rejse sig, vende ansigtet mod menigheden og vise sin anger.

Både kagstrygningen og skriftemålets formål var selvfølgelig at straffe den formastelige (specialprævention der skal sikre, at gerningsmanden/-kvinden ikke igen begår forbrydelsen) men i mindst lige så høj grad at virke som generalprævention. Det vil sige at afholde alle andre fra at begå samme forbrydelse.

Ærestab og uægte børn

Når en kvinde i 1600- og 1700-tallet fik et barn udenfor ægteskab (et uægte barn), kunne hun næsten ikke undgå at miste sin ære. Når man mistede sin ære, mistede man sin plads i samfundet. Det var kun uberygtede kvinder (første lejermålsdom), der kunne kræve ægteskab. En ugift kvinde med et eller flere børn havde næsten kun en indtægtskilde: tiggeri og prostitution.

Et uægte barn havde ikke samme rettigheder som et ægte barn. Det havde fx ikke arveret efter faderen, og det kunne intet kræve af ham. At være uægte født betød typisk, at man på forhånd var socialt fordømt.

Det vanskelige ægteskab

I de mange af små samfund på landet kunne det være umådelig svært at finde en ægteskabspartner, når DL bestemte, at grandfætre og grandkusiner ikke måtte gifte sig med hinanden. Når folk fra 1733 var stavnsbundne, kunne unge mænd ikke uden videre flytte og dermed heller ikke flytte til et sted, hvor der var kvinder, han lovligt kunne gifte sig med.

Som man kan læse i kirkebøgerne, gaves der af og til en kongelig allernådigst bevilling til alligevel at gifte sig.

Eksempelvis: “1742. Mandagen d 7 Maji blef Morten Larsen, og Karen Lars Daatter, Sl. Lars Nielsen Enke i Lystrup, efter Kongl. Majestæts ___ erlangende Dispensation befundne Trolovelse og Tillysning med hinanden copulerede, efter at de ___ forbudne haver foreviist Kongl. Mayest(?) Tilladelse, siden de i Tredie Leed var hinandens paarørende. At ellers intet dette giftermaal hverken i Henssende til Egteskab, Ægteskabs Løfte kand være til hinder bekræfter underskrevne Forløftnings Mænd. Svend [Lauridsen] (og) Lars Larßen. Copulationen skeet i Slangerups Kirke fordi Ugelse stod under reparation.”

Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Uvelse, 1734-1812, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 9 af 251 opslag.

Problemet for mange unge på landet var, at en sådan dispensation var dyr. Jeg er ikke klar over, om der findes opgørelser over, hvor meget disse bevillinger har skæppet i statskassen.

En mand var – før han giftede sig – nødt til at være sikker på, at han kunne forsørge kone og afkom. Hertil kom, at det var almindeligt, at de gamle gik på aftægt typisk hos ældste søn. Simon Steen Hansen skriver direkte

Det var dog svært at få det hele til at løbe rundt for den nye fæstebonde, hvis han både skulle forsørge de gamle og sin nye familie. Derfor ventede mange med at stifte familie og overtage fæstegården til de gamle stod med det ene ben i graven, så de ikke skulle have dem længe på aftægt.

Barnedrabene

Det var frygteligt for en kvinde at blive gravid og at få et barn udenfor det hellige ægteskab. Frygten for kagstrygning (pisk på et offentligt tilgængeligt sted) og det offentlige skriftemål var motiv nok til at slå barnet ihjel.

Definitioner fra reglerne i DL 6-6-7 og 6-6-8:

“Letfærdige kvindfolk” → ugifte kvinder

“Foster” → Et barn uanset om det er nyfødt eller ufødt.

“Fødsel i dølgsmål” → graviditeten er hemmeligholdt, og fødslen foregår et afsidesliggende og øde sted. Beth Grothe Nielsen beskriver dog adskillige tilfælde, hvor kvindens seng, som hun føder i, står i samme rum som husbondens og madmoderens seng. Det kan man vel ikke ligefrem kalde for et “afsidesliggende og øde sted”?

“de ordentligt beskikkede midler” → typisk består disse “midler” af en tilkaldt jordemoder

Det var en forudsætning, at barnet var levendefødt, og at det havde været udsat for forsætlig (med vilje) vold. For at finde ud af, om det var levendefødt eller dødfødt, anvendte man “lungeprøven”. En lungeprøve beror på det faktum, at en lunge, der aldrig har trukket luft ind, vil synke, i modsætning til en lunge, der har levet, som vil flyde.

Ergo: man sænkede barneliget i et kar med vand. Havde barnet være dødt ved fødslen, ville liget synke. Havde barnet levet og trukket vejret, ville liget flyde, fordi der jo så var en lille smule luft i lungen/lungerne. Og så kunne hun jo have dræbt et levende barn.

Danske Lovs 6-6-8 er også relevant. Den lyder:

“Vorder noget letfærdigt Qvindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølgsmål omgår, og ikke bruger de ordentligt beskikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilfælde kunne betjene, og samme Barn borte bliver, eller paaskydes at være dødfødt, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtes saa som hun sit Foster med Vilje havde ombragt.”

Bestemmelsen medførte, at hvis en kvinde fødte uden jordemoder og barnet uheldigvis omkom ved fødslen, så skulle hun betragtes som om, hun havde dræbt barnet med vilje.

Om selve retssagen

  • I dansk ret har vi i dag grundsætningen “In dubio pro reo”, som mange tror betyder “man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist”. Det er ikke helt rigtigt. Det betyder faktisk “al rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode”, og der er en gradsforskel. Den grundsætning var ikke anerkendt på den tid.
  • Herudover var procesmåden “akkusatorisk”. Det vil sige, at dommeren skulle dømme på grundlag af det materiale, der blev forelagt ham af de to parter. Han kunne ikke – som det blev reglen i slutningen af århundredet – kræve yderligere bevismateriale fremskaffet, endsige foretage selvstændig efterforskning.
  • Den sigtede kunne ikke være sikker på at have en forsvarer. Det kunne være umådelig svært at skaffe en forsvarer, for i 1734 blev det bestemt, at de beskikkede prokuratorer ikke skulle have løn. Fra midten af 1700-tallet blev der beskikket en forsvarer i alle sager, hvor der optrådte en offentlig anklager, men for at det ikke skulle blive for dyrt, besluttedes det altså, at de skulle arbejde gratis. Så nok havde man krav på en forsvarer, men om man kunne skaffe en var en helt anden sag …
  • Kilde: Beth Grothe Nielsen side 53.

I sager, hvor et barn var dødt eller forsvundet, efter at moderen havde født i dølgsmål (hemmelighed), var der omvendt bevisbyrde → Kvinden måtte selv bevise sin uskyld. Et uægte barn måtte ikke blive begravet, før præsten havde underrettet myndighederne, så de kunne undersøge, om barnet havde været udsat for vold.

Sagen startede i birkeretten, som var en mindre retskreds, hvor godsejeren kunne udnævne den lokale birkedommer, som fungerede både som dommer og politimester → ingen tredeling af magten.

Blev kvinden dømt i birkeretten → typisk appel til et af landstingene.

Henrettelse eller benådning

Der var to former for henrettelse: ærlig og uærlig

  • Ærlig henrettelse når der var formildende omstændigheder → med sværd, som var en usikker metode, da sværdet ikke var så tungt som øksen, så måske måtte bødlen forsøge flere gange, inden det lykkedes at skille hovedet fra halsen. Metoden betragtedes dog som mere ærefuld for kvinden, der sad på knæ og ikke havde huggeblokken at lægge halsen henover. Begravelse på kirkegården.
  • Uærlig henrettelse → ingen formildende omstændigheder → “miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa en Stage” → økse og huggeblok. Når hovedet skulle sættes på en stage, betød det også, at kvinden skulle begraves af natmanden på retterstedet. Natmandens primære beskæftigelse var at tømme lokummerne for lort om natten. Ikke begravelse på kirkegården og dermed var det udelukket, at kvinden kunne lukkes ind i Guds rige.

Både den ærlige og uærlige henrettelse har haft en høj grad af generalprævention! De tjente begge til skræk og rædsel for alle andre i de små samfund.

Efter stadfæstelse af birkerettens dom i landstinget appellerede kvinden typisk til Højesteret – det forstår jeg godt.

Højesteret kunne formilde dommen på kongens vegne → hun blev begravet på kirkegården i stedet for at få hovedet sat på en stage, eller hun blev hensat i tugthuset på livstid.

Fra ca. midt i 1750’erne skete det i stigende grad, at kvinderne blev benådet til arbejde i tugthuset på livstid. Det var godt for staten, der herved sikrede sig lidt yderligere indtægter.

Retspraksis i slutningen af 1700 tallet → dømt til  at miste sin hals, få hovedet sat på en stage og begravelse foretaget af natmanden. → Herefter indstillede dommerne kvinden til benådning → kongen efterkom indstillingen.

Straffen blev herefter ændret til indsættelse i tugthuset på livstid og i slutningen af århundredet, kom kvinderne kun til at sidde i tugthuset i nogle år.

Det betyder samlet set, at dødsstraffen for barnemord og fødsel i dølgsmål reelt var afskaffet, selvom det først formelt skete med vedtagelsen af straffeloven af 1866.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/9 Kommentarer/i , , /af , ,

Præsten i Søllerød udrullede alle omstændigheder ved dødfødsler

Jordemødres og præsters pligt til at indberette

Præsten i Søllerød udrullede alle omstændigheder ved dødfødsler

Igen faldt jeg over noget – for mig – usædvanligt:

Præsten i Søllerød var meget omhyggelig med at beskrive stort set samtlige omstændigheder ved dødfødsler. Jeg har mine eksempler fra begyndelsen af 1800-tallet. Der er tale om gifte kvinder, dvs. ikke “letfærdige kvindfolk”, så der var ikke risiko for dødsstraf efter Danske Lovs (DL) vanvittige regler i 6-6-7 og 6-6-8. Jeg har skrevet flere artikler om barnedrab og reglerne i Danske Lov.

Ergo skriver han ikke side op og side ned for at beskytte kvinderne i sin menighed mod bødlens sværd eller økse.

Jeg har støvsuget mange kirkebøger både på land og i by, og jeg synes ikke, jeg har set dødfødslerne beskrevet så omhyggeligt i kirkebøgerne, men det kan naturligvis være manglende opmærksomhed fra min side.

Af cirkulæreskrivelsen af 24. december 1802, som jeg gennemgår herunder, fremgår, at udtog af anmeldelserne skulle skrives i ministerialbogen. Men at han stort set skriver det hele af fra jordemoderens indberetning, synes jeg ikke, jeg har set før.

Der fandtes regler om, hvordan og hvornår jordemødrene skulle indberette dødfødsler. Det er John Dam Sørensen, der har gjort mig opmærksom på regler og links. Mange tak for hjælpen John. Jeg elsker af og til at fordybe mig i et emne. Det er noget af det, der bevirker, at slægtsforskning vedbliver at være så spændende og lærerigt.

Reglerne om jordemødrenes indberetningspligt

Cirkulæret fra 1802

Den første sikre regel om “Jordemødres Indberetninger om dødfødte Børn” findes i kancelliets cirkulære af 24. december 1802. Eller rettere: Det var faktisk ikke første gang, man forsøgte at regulere området; det havde man forsøgt allerede ved en cirkulæreskrivelse af 14. juni 1800, men de indberetninger, der var kommet ud af det, var ikke tilstrækkeligt præcise til at medvirke til at løse det problem, man stod med, så nu prøvede man en gang mere.

Hver gang en jordemoder forsømte at indberette efter cirkulæret fra 1802, ville hun få en bøde på fem Rigsdaler.

Hun skulle indberette om ethvert dødfødt barn og ethvert barn, der var  levendefødt, men som døde indenfor 24 timer. Hun skulle oplyse følgende:

  • hvad hed forældrene?
  • i hvilken svangerskabsmåned fødtes barnet?
  • hvis hun kendte årsagen til en evt. for tidlig fødsel, hvad var den så?
  • kom barnet let eller besværligt til verden og måtte hun bruge instrumenter?
  • var barnet levende eller dødfødt?
    • hvis barnet var levende født: hvor længe levede det så?
    • hvis barnet var dødfødt: brugte hun så håndgreb eller “midler” for at få det vakt til live? (Jeg ved ikke, hvad det er for “midler, der altid skrives om (også i DL 6-6-8))
  • havde moderen tidligere født dødfødte børn?

Disse oplysninger skulle oplæses for en eller flere af de tilstedeværende. Det kunne fx være “een eller to af de fornuftigste koner”. De, der havde fået omstændighederne læst op, skulle skrive under på, at det var sandt. Havde jordemoderen begået fejl, hun forsøgte at skjule, skulle det også fremgå.

“Præster bør derefter anføre disse Anmeldelser udtogsviis i Ministerialbogen …”

Sammendragene skulle sendes til stiftets Physikus, som inden otte dage skulle videreformidle dem til biskoppen, som derefter skulle videresende dem til kancelliet. Hvem sagde bureaukrati?

Cirkulæret fra 1806

Det førstnævnte cirkulære fra 1802 blev modificeret af “Cirkulære ang. Jordemødres Anmeldelser af dødfødte Børn af 25. januar 1806” i erkendelse af, at jordemødre på landet i almidelighed var fattige koner, der stort set ikke fik nogen betaling for fødselshjælpen og ofte havde langt at gå for at komme til præsten.

Man fjernede med reglen fra 1806 reglen om bødestraffen på de fem Rigsdaler for jordemødre på landet, men resten var uændret. Indberette skulle hun altså stadig, og præsten skulle stadig skrive udtog i kirkebogen. Og alle de andre, der skulle have besked om dødfødte børn og børn, der levede kortere end 24 timer, skulle også fortsat underrettes.

Ergo: Det er i orden at undre sig over, at der ikke findes flere udtog i kirkebøgerne om dødfødte børn.

Nu til Søllerød

Kilde til følgende: Københavns Amt, Sokkelund, Søllerød, 1799-1823, EM, FKVD – opslag: 89 af 142 opslag.

Dette link fører til kirkebogen, hvor der på blot én dobbeltside beskrives fire dødfødsler og omstændighederne ved dem. Det illustrerer ganske godt, at man lovgiver, når man har et stort problem, man ønsker at løse. Det gælder også i dag.

De to første eksempler herunder er allerede valideret i Danske Slægtsforskeres Forum. De to næste venter jeg svar på.

Venstre side:

“Døde i aaret 1809 og 1810

Nov 25. 1809
Papiermagersvend Wilhelm Sørensens og Hustrue Mette
Christensdatters dødfødte Drengebarn paa Nyemølle
Omstændighederne ved denne Fødsel vare følgende: Barnet
var fuldbaarent, men død før Fødselen, laae forkert i Mo
ders Liv, men kom dog uden Besværlighed eller instruments
Hjælp til Verden. Moderen har tilforn ingen dødfødte
børn faaet – Aarsagen til denne Dødfødsel vides ikke – Ved
Fødselen vare tilstæde. Barnets Fader, Giordemoderen Mad. Witte ?
Smidts, Erfeldts og Lindbergs Koner.

Længere nede ad siden:

Blandt October Maaneds begravede skal henføres
Gartner Köhlers >fra< Holte og Hustrue Ane Katrines dødfødte Drengebarn
Giordemoder Ane Marie Jensen fra Lyngbye anmeldte følgen-
de Omstændigheder: Barnet blev født i den 9de Maaned
og kom ved en meget besværlig Vending til Verden.
Da Barnet var død i Moders Liv, blev ingen Mid-
ler anvendt til at faae Liv i samme – ved Fødselen
vare tilstædet Barnets Fader og ovenmeldte Ane Marie Jensen.

NB. Da Fosteret blev iordet i Stilhed her paa Kirkegaarden
uden mit Vidende saa kunde dets Begravelse, som ieg
først længe efter fik at vide, ikke af mig blev indført
paa det behørige Sted her i Bogen.

Højre side:

Døde i Aaret 1810.

Febr. 18
Ao 1810 d. 12 Febr. blev arbejdsmand Niels Olsens
Kone, Trine Ottos Datter i Nærum forløst ned et dødfødt
Drengebarn. Omstændighederne vare følgende. Barnet
var fuldbaarent. Kom paa naturlige Maade og uden instru
ments hjælp til Verden. Aarsagen til denne Dødfødsel
vides ikke. Moderen har før ingen dødfødte børn faaet.
Ingen Midler blev anvendte til skaffe liv i Fosteret
da det var dødt inden Fødselen. Af Tilstædeværende vare
Mortens Enke, Ole Nielsens Enke, Niels Mortensens Kone
med flere. Efter Faderens(?) Anmeldelse er dette anført.

Maij 13.
Arbejdsmand Peder Borresens og Hustru Dorte Jacobs
Datters dødfødte Pigebarn paa Frederikslund. Om-
stændigederne ved denne Dødfødsel vare følgende
Barnet var fuldbaarent men død før Fødselen
kom med nogen Besværlighed og ved Instru
menters Hjælp til Verden. Moderen har tilforn
ingen dødfødte Børn faaet. Aarsagen til denne
Dødfødsel vides ikke ___ Følgende vare tilstæde
Hr.(?) Distriktstslægen(?) Hr. Bandrup fra Lyngbye, Gjorde(?)
moder Madam Bauers. s. alle Stuart S fra samme(?)
Gaard(?), ___ Faderen og 2de Koner Marie
og Johanne – efter faderens angivelse.”

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Letfærdighed og barnemord

Fødselsstiftelsens start og Kirschbaum fra Højby

Letfærdighed og barnemord

Dagens topbillede er Erik Henningsens (1855 – 1930) maleri fra 1886 kaldet “Barnemordet”. Man må gerne bruge billedet. Billedet til højre forestiller Erik Henningsen, og det er også fri af ophavsret.

Maleriet forestiller en ung kvinde, der står med nedbøjet hoved, mens en betjent holder i hendes venstre arm. Der er kun en hund til at trøste hende.

Som Lex.dk skriver, forstår man af sammenhængen, at det, mændene i forgrunden graver efter, er et barnelig, som hun har gravet ned. Mændene, der graver, overvåges af øvrigheden, så intet kan forblive fordækt.

I Ugeskrift for Læger var der i 2019 en virkelig spændende artikel af læge Klaus Larsen med titlen “Letfærdighed og barnemord”, som jeg viderefører her. Klaus Larsens manchet lyder:

I 1771 fik J.F. Struensee indrettet en »babyluge« ved Fødselsstiftelsen, hvor enlige mødre kunne aflevere et uønsket barn. Det fik bugt med det udbredte problem med barnemord. Men efter Struensees fald blev lugen fjernet igen, fordi den angiveligt fremmede »liderlighed og utugt«. Men Fødselsstiftelsen overlevede.

Jeg har skrevet flere artikler om barnedrab og reglerne i Danske Lov.

Hvad er sammenhængen?

Hvis du er forvirret over, hvordan i alverden jeg er kommet frem til artiklerne, og hvordan det hænger sammen med en af Kirschbaumernes (Hr. Kirsebærtræs) døtre, forstår jeg dig godt.

Kort fortalt er er historien:

Af og til laver jeg et udtræk af Legacy, hvor jeg finder frem til, hvem jeg mangler at rydde op i. Jeg fandt ud af, at en “Kirschbaum” manglede hastagget, jeg sætter på “de færdige”: “#Oprydning”.

Med tiden har jeg fået styr på de fleste andre Kirschbaumer, men jeg manglede Anna Rebecca Kirschbaum født 1760 i Højby, Odsherred, Holbæk Amt. Det er ikke en ane “bare” et familiemedlem i min adoptivslægt; hun hører til på min mormors mor side og er mine tip-4-oldeforældres barnebarn.

Det viste sig, at hun blev gift med smeden Frantz Johansen i Helliggejst (København) i 1781, og helt vanvittigt fandt jeg familien i Søllerød (et godt stykke nord for København) ved folketællingen i 1801. Sikke en rejse for en ung kvinde på det tidspunkt. Det er den slags, man næsten ikke kan tro, og hvor tusindvis af indtasteres arbejde for DDD DDA viser deres værd:

Københavns Amt, Sokkelund Herred, Søllerød Sogn, Ny Mølle, 07/6, FT-1801, A0228:

1) Frands Johansen, 50, gift 1, Hosbond, Smed
2) Ane Rebekke, 40, gift 1, Hustru
3) Marie Kirstine, 9, deres Børn
4) Ane Dorthe, 7, deres Børn
5) Johan Peder, 1, deres Børn
6) Anders Persen, 20, ugift, til Huse, Smede Svend

Nu må jeg så kirkebogen for Søllerød igennem for at se, om jeg kan finde mere om familien. Jeg har fundet drengen Johan Peders dåb, og jeg har uden held gennemset samtlige konfirmationer frem til 1820 for at være på den sikre side. Min fornemmelse er, at de flytter igen, for børnene er ikke konfirmerede i Søllerød.

Kirkebogen for Søllerød er til tider en af dem med “en linje ad gangen”, og lige nu kigger jeg efter, om forældrene skulle være døde i sognet før 1814. De er i hvert fald ikke døde i Søllerød efter 1814 og frem til 1830.

Og her kommer så endelig sammenhængen til de nævnte artikler: Præsten skriver omhyggeligt om hver eneste dødfødsel. Han skriver gerne en ¼ til en ½ side om hver dødfødsel uanset om kvinden er gift eller ej. Linket til Søllerød kirkebog peger på et eksempel både øverst og nederst i højre side og ved nærmere eftersyn, er der også to eksempler på venstre side. Han beskriver sådan set alt det, som den retsmedicinske undersøgelse skal finde frem til:

  • Er barnet levendefødt?
  • Er barnet fuldbårent?
  • Er barnet levedygtigt?
  • Hvem havde været tilstede ved fødslen? Hvis der havde været nogen tilstede, var det jo ikke hemmeligt.
  • Brugte jordemoderen midler? Jeg er ikke klar over, hvad det er for “midler”, der altid skrives om.
  • Dødsårsag og dødsmåde (drab eller naturlig død)

Det eneste, der manglede, var næsten “lungeprøven”: En lungeprøve beror på det faktum, at en lunge, der aldrig har trukket luft ind, vil synke, i modsætning til en lunge, der har levet, som vil flyde.

Ergo: man sænkede barneliget i et kar med vand. Havde barnet være dødt ved fødslen, ville liget synke. Havde barnet levet og trukket vejret, ville liget flyde, fordi der jo så var en lille smule luft i lungen/lungerne. Og så kunne hun jo have dræbt et levende barn.

Jeg mindes ikke at have set så udførlige beskrivelser af dødfødsler i andre kirkebøger, men det kan selvfølgelig være en erindringsforskydning eller manglende viden og opmærksomhed fra min side!

Kvinderne på den side i kirkebogen var alle gifte, så der kunne ikke være tale om at bruge bestemmelserne i Danske Lov. Dem forbeholdt man de ugifte!

Danske Lovs (DL) bestemmelser fra kapitel 6 om manddrab og koblingen til de ti bud

6-6-7

Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa en Stage.

6-6-8

Vorder noget letfærdigt Qvindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølsmaal omgaar, og ikke bruger de ordentlige beskikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilfald kunde betiene, og samme Barn borte bliver, eller paaskydis at være dødt født, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtis saasom hun sit Foster med Villie hafde ombragt.

Dette link peger på Danske Lovs 6. bog, men kunne for så vidt lige så godt pege på biblens “Du må ikke slå ihjel” (det 5. bud) og “Du må ikke bedrive hor” (det 6. bud), for det var de bestemmelser, man lænede sig op ad, da man forfattede DL.

Et “letfærdigt kvindfolk” er en ugift kvinde. Blev en ugift kvinde gravid – uanset hvem faderen var – var hun per definition en “hore”.

Fødte et letfærdigt kvindfolk i dølgsmål (hemmelighed) et dødfødt barn, var formodningen for, at hun selv havde dræbt barnet (6-6-8), og så skulle hun straffes, som om hun forsætligt havde dræbt barnet, og så er vi tilbage i 6-6-7, hvorefter hun skulle halshugges (med sværd eller økse) og hovedet sættes på en stage.

Med vore dages udtryk vil vi sige, at det at “formodningen er for noget”, er det samme som at, bevisbyrden er vendt om (omvendt bevisbyrde). Det var altså kvinden selv, der skulle bevise, at hun ikke selv forsætligt (med vilje) havde dræbt barnet. Det er jo helt utroligt. Tænk at vi havde den regel helt frem til den første samlede danske straffelov i 1866. I dag er det selvfølgelig anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden.

Vi har også nu nogle få bestemmelser med omvendt bevisbyrde, men de er ofte givet for at beskytte den svagere part i en sag. Altså er det hele “vendt på hovedet” i forhold til bestemmelserne i DL

Tilbage til Klaus Larsens artikel

Den omtalte læge Klaus Larsens første afsnit lyder:

En af de mest udbredte forbrydelser i 1700-tallets Danmark var barnemord. Cirka halvdelen af alle, der blev dømt for mord, var ugifte kvinder, der havde taget livet af deres nyfødte spædbørn.

Man måtte gøre noget ved dette enorme problem, og altså fandt man på det med “Barnelugen”, der jo kunne hjælpe i København, men som dog ikke overlevede Struenses fald. Men som han også skriver “Fødselsstiftelsen overlevede”, som et sted fattige, ugifte kvinder kunne føde deres uægte børn og antallet af barnedrab faldt markant. Hvad med kvinderne på landet?

Fødselsstiftelsen var dog ikke kun for fattige kvinder. Der var også pladser til dem med penge på kistebunden, som fik bedre værelser med færre på stuerne.

Tal viser, at hele 11 pct. af de børn, der blev født i perioden 1850 – 1880, var født udenfor ægteskab. Klaus Larsen skriver, at andelen næppe har været mindre i 1700-tallet. En hore blev fuldkommen udelukket af samfundet. Fx ville en tjenestepige blive jaget af pladsen og hendes eneste vej til forsørgelse var prostitution evt. kombineret med tyverier. Samlet set var hendes motivation til at skaffe sig af med barnet stor.

Lic. jur. Beth Grothe Nielsen

En juridisk forfatter, jeg altid har holdt meget af, er Beth Grothe Nielsen. Jeg har været til nogle fine forelæsninger hos hende.

Hun skrev sin licentiatafhandling om ugifte kvinder, der i 1700-tallet blev dømt for barnedrab eller fødsel i dølgsmål “Letfærdige qvindfolk”. Jeg har desværre aldrig fået den læst, men det vil jeg gøre på et tidspunkt. Bogen fås stadig i forskellige antikvariater – blandt andet WilliamDam.dk i Rønne.

Jeg fandt et citat af hende, der bekræfter en fornemmelse, jeg ofte har, når jeg læser kirkebøger: “ren passivitet”:

Barnedrab var tidligere meget udbredt — fortrinsvis blandt ugifte tjenestepiger, som ikke så anden udvej efter at være blevet svigtet af barnefaderen. De almindeligste metoder var kvælning, drukning eller ren passivitet.

Jeg har næsten altid på fornemmelsen, at de mange uægte børn, der dør 1-2-3-4 dage gamle simpelthen ikke er blevet passet på. De har ikke har fået mad, de har ikke haft en varm dyne over sig men har måttet ligge i et koldt værelse m.v.

Mine fornemmelse er også, at de uægte børn i almindelighed lever kortere end de ægte børn.

Om man kan finde statistik på det, ved jeg ikke. Hvordan skulle den i det hele taget være opstået? Hvem skulle kunne føre sandhedsbevis?

Jeg ved det ikke, så jeg må måske bare leve med min fornemmelse?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Vil du henrettes med Øxe eller Sværd?

Vil du henrettes med Øxe eller Sværd?

Barbariske og tankevækkende kirkebøger

Vil du henrettes med Øxe eller Sværd?

Børnehuset og Christianshavns Straffeanstalt 1767 – 1861

Når man læser mange kirkebøger, sker det, at man finder noget helt usædvanligt. Jeg ledte efter noget i samtlige københavnske kirkebøger, idet jeg havde en henvisning til et dødsfald i 1858 til det intetsigende “I København”, og da den slags gør mig stædig, tog jeg dem alle, når jeg nu var i gang.

I “Børnehuset og Christianshavns Straffeanstalt” er de to sidste sider fyldt med makabre henrettelser fra 1767 til og med 1861. De er nemme at læse, hvis du tør. Vi fik den første egentlige straffelov i 1866; den satte punktum for dødsdom som straf (i fredstid vel at mærke – glem ikke retsopgøret efter besættelsen).

Indledningen lyder

I Arresthusets Kirkebog findes intet om Personer, døde i Arresthuset. Derimod findes der en Fortegnelse over henrettede, som formodentlig har hensiddet som Arrestanter i Arresthuset. Denne Fortegnelse meddeles her, Personerne opførte i kronologisk Orden efter Henrettelsesdagen.

Kilde: Københavns Amt, Sokkelund, Børnehuset og Christianshavns Straffeanstalt, 1710-1892, RG, Register – opslag: 133 af 134 opslag. Du har linket her – åbner i en ny side.

Her er den knebne og stejlede, den henrettede med enten sværd eller øxe, benådning for knibning, den henrettede med øxe og hovedet sat på en stage, halshugninger uden modus operandi (dvs. metoden er ikke anført), og Ane Cathrine, der havde ombragt sine tre uægte børn. Jeg har skrevet flere artikler om barnedrab og reglerne i Danske Lov.

Frederiksborg Amt, Ølstykke, Veksø, 1892-1921, KM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde

Nr. 2. En ubekendt tilvandrende Mandsperson mellem 40 og 50 år gammel, aflivede sig ved hængning i Vexø Kros Kørelade.

Det ser desværre ikke ud som om, der er dødsattester fra lige præcis 1902.

Kilde: Frederiksborg amt, Ølstykke, Veksø, 1892-1921, KM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 125 af 159 opslag. Du har linket her – åbner i en ny side.

Hvis Choleraen bryder i Vexøe

I Frederiksborg Amt, Ølstykke, Veksø, 1806-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde opslag 23 og 24 – åbner i en ny side kan man læse om, hvordan Sogneforstanderskabet i 1833 forberedte sig på, hvad man ville gøre, hvis sognet blev hjemsøgt af Choleraepidemien.

Der blev udpeget gårdmænd, hvis gårde skulle agere sygehuse, og distriktslæge Hr. Kammerraad Evertsens henstillinger blev alle fulgt.

Det er et interessant lille eksempel på, at præsten – når det nu står i kirkebogen – var en særdeles vigtig person for alt, hvad der foregik i et sogn.

Frederiksborg Amt, Ølstykke, Ølstykke, 1813-1833, KM, Fødte piger

Nr. 1. To omvandrende betlere, Karen Marie Pedersdatter og Sören Jensen, der ikke er viede sammen, ankommer Løverdag den 10de April 1830, får Logis hos Gm. Jens Svendsens Enke i Udleire og konen gør om natten Barsel med Slegfredsbarnet.

Kilde: Frederiksborg Amt, Ølstykke, Ølstykke, 1813-1833, KM, Fødte piger – opslag: 24 af 27 opslag nr. 1. Du har linket her – åbner i en ny side.

Jeg er i gang med Anna Rasmussens fantastiske bog “Forsørget og forfulgt – Om offentlig forsorg på landet i første halvdel af 1800-tallet”. Hun skriver om, at der i 1803 udkom et egentligt fattigreglement, og det blev nærlæst og fortolket i ethvert sogn for at finde udveje og smuthuller, så man slap for at “hænge på” fx de omvandrende betlere.

Karen Marie Pedersdatter og Sören Jensen er indirekte omtalt i bogen på side 25:

Næsten uløselige, men stort set uden for sognekommissionernes kompetence, var problemer med de omstrejfende betlere. Disse hentede efter myndighedernes opfattelse så meget på gårdene, at der dårligt kunne blive noget til sognenes egne fattige.

Betlerne blev ofte beskyldt for tyveri og trusler om ildspåsættelse, og deres kvinder var tilbøjelige til at lade deres børn komme til verden i bøndernes lader og udhuse. Det kunne måske mange år senere resultere i, at et fuldkommen sagesløst pastorat blev udpeget som forsørgelsessted for en vildtfremmed betler, hvis eneste tilknytning til stedet var, at han eller hun tilfældigvis var født netop der.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.