Mormors far, Niels August CHRISTENSEN (1881 – 1940), hængte sig i værkstedet

Historien om et selvmord og en familie

Mormors far, Niels August CHRISTENSEN (1881 – 1940), hængte sig i værkstedet

Også i min adoptivfamilie findes selvmord. Vi er denne gang i Højby Sogn i Ods Herred, Holbæk Amt.

Billedet til højre forestiller min oldefar Niels August CHRISTENSEN (1881 – 1940).

Kilderne til historien er:

  • Medicolegal Ligsynsattest: Dødsattester: Fredb.-Holb.-Kbh.-Rosk., Holbæk lægekreds, Dødsattester, landsogne-1940b – opslag: 812 og 813 af 883 opslag
  • Holbæk Politi: Nykøbing Sj. Afdeling: XIV.b: Hovedjournalsager: Sag nr. R-12-1940

Kilderne er afskrevet allerede i 2007, og er indsat som PDF-dokument sidst i artiklen, idet der nu er gået mere end 75 år.

Min mormor hed Mary CHRISTENSEN (1910 – 1994) og hendes far hængte sig i værkstedet efter i en længere periode at have været beruset stort set hver dag.

Fra den medicolegale ligsynsattest: “Afdøde var meget forfalden til Drik og havde i den sidste Tid været beruset næsten hver eneste Dag. Han var skilt fra sin Kone; boede dog i Hus med hende, men havde en anden Forbindelse; muligvis har Forholdet til denne været medvirkende til denne ulykkelige Handling, idet han kort forinden havde modtaget Brev fra denne anden Kvinde.”

Mormors mor, Caroline Ane Marie CARLSEN (1881 – 1960), åbner brevet, der var fra “Johanne af Stenstrup”, som jeg desværre ikke ved noget om. Hvorfor gør hun det, når det er tydeligt, at det ikke er til hende selv? Og når hun har åbnet det, hvorfor er der så ikke gengivet noget af indholdet, når det kunne være årsagen? Men måske er jeg farvet af mormors fortællinger om sin mor, (jfr. senere)?

En detalje fra politirapporten

Da jeg nu nærlæste politirapporten i anledningen af ligfundet, opdagede jeg følgende, som jeg ikke tidligere har tænkt over:

“Kpt. formoder dog, at Afdødes Fraværelse fra Hjemmet i de sidste Dage i nogen Grad skyldes, at han var tilstede, idet Afdøde ikke saa godt kan lide ham, fordi han mener, at Kpt. og de øvrige Børn har været medvirkende til Skilsmissen, der fandt Sted for ca. 2 Aar siden.”

Kpt. (komparenten, en person der møder for at afgive forklaring) er arbejdsmand Ahlmann CHRISTENSEN (1911 – 1977), som jeg faktisk har kendt. Så min oldefar Niels August mistænkte altså, at børnene kunne være en medvirkende årsag til skilsmissen.

De nærmere omstændigheder er desværre ikke beskrevet nogen steder. Det umådeholdne drikkeri er måske en bedre årsagsforklaring?

Familiefoto

Billedet herunder af hele familien må være fra ca. 1917/18 baseret på den lille pige “Moster Elly” (1916 – 2004) på moderens skød. Elly var født i januar 1916. Det er mormor længst til venstre.

Det store billede på væggen forestiller Niels Augusts mor, min tipoldemor, Lisbeth NIELSEN (1855 – 1894).

Familiens fortællinger

Jeg kan ikke huske, mormor tale om selvmordet; jeg husker kun, at hun var meget glad for sin far.

Det var måske mest som modsætning til hendes mor, som hun omtalte som “en led satan” el.lign. Mormor havde haft Rakitis (Engelsk Syge – en mangelsygdom, der typisk skyldes langvarig mangel på D-vitamin) som barn, og jeg husker hendes beretninger om, hvordan moderen tævede hende med en bøjle og især, hvordan hun slog hende på hendes deforme fingernegle.

Det er forfærdeligt at tænke på, og jeg kan slet ikke få det til at passe med det kærlige julekort, der vist er fra 1920:

Min “mor” havde også et positivt indtryk af sin morfar, men hun har kun været fem år, da han døde, så det er nok ikke hendes egne oplevelser.

Hun fortalte, at han kaldtes for “Kludeskomaleren”, fordi han havde kludesko med, som han skiftede til, når han gik ind for at male hos sine kunder.

De afskrevne kilder

Christensen, Niels August dokumenter vedr selvmord

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

8 Svar
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Det sker jo, at man ser i kirkebøgerne, at en person er død ved at have hængt sig. Det giver altid en snert af tristhed, når man ser, at der åbenbart ikke var andre løsninger på tilværelsens vanskeligheder end at tage livet af sig.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Det er vi helt enige om. Jeg synes faktisk, at der er foruroligende mange indførsler om “aflivede sig selv ved hængning”, især der hvor jeg arbejder en del p.t. nemlig nede på Lolland. Det har altid været et fattigt område.

      Niels Augusts tilfælde er dog i Højby i Odsherred.

      Svar
  2. Charlotte (Uglemor)
    Charlotte (Uglemor) siger:

    Altså Ahlmann var søn af Niels August – der altså ikke kunne lide i hvert fald nogen af sine børn? Og han var hjemme på besøg, da faderen hængte sig, fordi han boede længere væk.

    Hvem af børnene boede stadig hjemme, for Ahlman er vel den yngste søn?

    Har du rækkefølgen på børnene? Det er ikke lykkedes mig at fatte TNG eller komme ind på det.

    Vi får faktisk indholdet af Johannes brev: hun ville mødes med Niels August lørdag formiddag i Anneberg Stræde

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Charlotte

      Ja, det har du ret i: der er fem levende børn, og af disse er Ahlman den yngste søn, der er hjemme at hjælpe moderen med noget håndværk. Han bor i Strandhusene, og dem tolker Krabsen til at være : Strandhusene, Nørre Asmindrup Sogn, Ods Herred, Holbæk Amt.

      Det er Niels August, der ikke kan lide Ahlman (og nogle af de andre børn). Niels August mener, at de er skyld i/er medvirkende årsag til skilsmissen.

      Ingen af børnene bor hjemme, da Ahlman på 29 år er den yngste.

      TNG: Her har du index-siden: https://tng.stegemueller.dk/
      Du opretter en bruger her: https://tng.stegemueller.dk/login.php – det er der vist ingen hokus hokus ved.

      Du har ret i, at vi får lidt af brevet fra Johanne; men der må da have stået noget mere, hvis det skulle være årsagen til selvmordet?

      Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Charlotte

          Velbekomme – og tak fordi du spurgte. Det var nok mig, der ikke havde beskrevet det godt nok. Jeg sidder jo inde med viden/data, så derfor bliver man jo nemt lidt indforstået.

          Det ville være så spændende at vide, om de mødte, og hvad der skete. Men det er lige sent nok …

          Jeg har lige netop godkendt din brugeransøgning. Nu skulle du gerne kunne logge ind, og du er velkommen.

          Svar
          • Charlotte (Uglemor)
            Charlotte (Uglemor) siger:

            Tak for at lukke mig ind, og jeg fik da tjekket at Ahlman kun er yngste søn og ikke yngste barn af Niels August Christensen – hvilket også undrede mig ud fra billedet med de fem levende børn. Det er “moster Elly”, der yngstemanden.

            Har du tjekket aviserne fra de pågældende dage? Det kan jo være, der står lidt sladder 😉

          • Stegemüller
            Stegemüller siger:

            @ Charlotte

            Velbekomme! Du er meget velkommen!

            Jo – men jeg har da skrevet til dig, at “og af disse er Ahlman den yngste søn” (igen: jeg kender selvfølgelig familien vældig godt – så jeg kan sagtens forstå, at du måske ikke lige fangede det). Nemlig “Moster Elly” er ældste-kvinden.

            Nej – jeg har ikke tjekket aviserne, men idéen er rigtig god. Det vil jeg prøve.

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar til Jørgen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *