Matador

Jeg elsker den serie

Jeg går rundt med sådan lidt generel utilpashed, men ikke noget man dør af. Man skal bare finde ud af, hvad man skal lave, indtil det går over, når pligterne i ugeskemaet i øvrigt er veloverståede. I aftes kom tanken til mig: Matador!

Den er tilgængelig i den restaurerede udgave på Blockbusters fuldstændig håbløse hjemmeside. For ca. 219 kr. får man hele skønne Matador.

Jeg kender den godt

Der vil ikke være meget nyt i serien for mig, da jeg har set den utallige gange allerede, men alligevel: der er altid nye detaljer at få øje på. Jeg har også hele ‘Rejseholdet’ som jeg vel også har set ti gange, men genkendelsens glæde kan være stor. Jeg kan alle gerningspersonernenes profiler udenad og ditti mange af replikkerne. Jeg kan bedst lide La Cour.

De bedste afsnit i Matador er faktisk de første, hvor man lærer personerne og klassesamfundet i Korsbæk at kende. Jeg beundrer Mads for hans vilje til at ville og til ikke at stikke op for bollemælk. Han står ved gud inde i Damernes magasin i en time og venter og bliver skubbet til side gang på gang af den modbydelige hr. Schwann; da han går, siger han: “Jeg har ingenlunde spildt min tid”. Dagen efter køber han sadelmagerens hus, som enken lige har sat til salg. Han har planer, som han har udtænkt natten over i grisehandlerens gæsteværelse.

Den sære Mads

Grisehandleren synes måske nok Mads er lidt sær, når han hverken spiller kort, drikker eller bander, men det er da bedre end den 1. svigersøn…

Her i de begyndende afsnit er Mads meget kærlig overfor sønnen Daniel. Det går noget over i de senere afsnit, hvor det er Ellen, der på urimelig vis favoriseres. Hvem husker ikke afsnittet med hesten og Ingeborgs mor (jeg kan ikke lige huske navnet), der siger: “Sådan en får man, når man er en god og kærlig dreng”.

Det er som om, Mads bliver mere og mere sær med årene, som om han lidt glemmer, hvor han kommer fra, men det er jo nok naturligt nok, når man har skullet kæmpe sig til det hele.

Det bedste, der sker i Mads’ liv er utvivlsomt Ingeborg, der får ham ud af det stærkt indremissionske og ind i nutiden og mærker og ser, at der også findes noget, der hedder fx glæde og venskab.

Jeg glæder mig til at se det hele igen – og kan godt selv se, jeg roder rundt i navnene, selv efter så mange gange. Men sådan er det.