Jeg har brugt en formue
Jeg elsker nethandel inkl. levering!
Indholdsfortegnelse
Jeg har brugt en formue
Skærmbriller
Hjemmesiden har været lidt stille, for koblingen mellem de nye briller og ny skærm er på ingen måde god. Når jeg skal se på skærmen, sidder jeg og bøjer nakken bagover for at ramme synsfeltet, og det behøver man ikke gøre ret længe, førend man får fordømt ondt i nakken.
Jeg synes, “Synoptik” har snydt mig ved ikke at spørge, om brillerne også skulle bruges som skærmbriller, og ved ikke at fortælle, at jeg åbenbart har en enorm bygningsfejl, der gør, at jeg både er lang- og nærsynet på en gang. Selv havde jeg ikke haft flere handlemuligheder af at kende til bygningsfejlen, men måske kunne de nye briller være “bygget” anderledes, så de kunne bruges både til skærmbrug og alt det andet. Det kunne de gamle briller da i kobling med den gamle skærm. Selvfølgelig er jeg ikke er blevet yngre, og det skal der naturligvis også korrigeres for.
Status er lige nu, at jeg har to par briller på på en gang: de rigtige og udenpå dem et par af dem til 110 kr. Nu kan jeg faktisk se noget uden at bøje nakken bagover, og det er rigtig rart. Og så er der taget mål til skærmbriller, som er bestilt til ekspreslevering. Der røg de første 2.000 kr, også selvom jeg nægtede at betale for en ny udvidet synsprøve, når der er lavet en for ca. en måned siden, hvor vi burde have drøftet skærmbrille-problemet.
På forhånd havde jeg besluttet, at det bare skulle være billigste udgave, da ingen skal se mig med dem, og at det var ligegyldigt med refleksfrie glas. Da hun hørte, hvor længe jeg sidder ved skærmen på en normal “arbejdsdag”, mente hun bestemt, jeg skulle tage de refleksfrie glas. Det gjorde jeg så.
Jeg har det altid lidt svært med optikere, for de er købmænd på et område, der er svært at forstå for almindelige mennesker. De vil så gerne sælge, og som kunde i butikken kan man ikke gøre andet end at svinge dankortet.
Ny frakke
Jeg er næsten sikker på, at min North Face-jakke fra “Summit Series”, som nu ikke kan mere, er den samme jakke, jeg havde på på Kilimanjaro for 20 år siden … Så må den gerne gå på pension.
Sidste år fik den ny lynlås, men den er irriterende og slet ikke af samme kvalitet som den oprindelige, for den øverste del i højre side kan ikke opretholde vinklen på 90° over den nederste del i samme side. Det bevirker, at venstre del ikke kan skubbes ned uden bøvl og fem forsøg.
Lommerne er gået op i limningen. Og det er vel egl. okay efter 20 år, selvom jeg mener, at en jakke i den kvalitet og prisklassee slet ikke burde være limet nogen som helst steder men derimod syet!
Summa summarum: jeg har købt en ny på nettet. Jeg hader at gå i fysiske butikker og handler derfor glad og gerne på nettet. Og på nettet kan man også bedre finde laveste pris osv. Jeg slap med 2.200 kr.
Det er et mærke, jeg kender, og derfor kender jeg også deres størrelser. Jeg ville hade at skulle til at returnere, bringe til afhentning osv.
Da GLS også bringer ud om lørdagen, skulle den gerne komme i morgen. Jeg glæder mig.
Nye sko
Jeg er kommet ind i en stime af ting, der ikke kan mere.
Mine eccosko burde have nye såler, men det kan man ikke sagde skomageren. Formentlig fordi de er for billige.
Øv, jeg bryder mig ikke om brug og smid væk-kulturen, men jeg kan godt lide ecco (trods deres forretninger ovre østpå) og deres størrelser passer godt til mine lidt “dumme” tæer. De er dumme, for på det børnehjem, jeg var i de første tre år, gav de børnene for små sko på. Og mine tæer har aldrig rettet sig ordentligt ud trods mere end 40 år i fodformede. Derfor er ecco str. 40 stort set eneste mulighed.
Det var de næste 1.000 kr.
Blodtryksapparat
Jeg var til ECT i mandags, og han målte blodtrykket tre gange. Første gang var det 177 over “noget”. De 177 er alt for højt. Onsdag var det 150 over “noget”. Det er også for højt, og derfor har Distriktspsykiatrien opfordret mig til at gå til egen læge og låne et blodtryksapparat, måle tre gange dagligt og drøfte resultaterne med egen læge. Det får jeg jo aldrig gjort …
Lægen er god og utrolig sød, og jeg har haft hende mere end 20 år, men da jeg jo ikke fejler noget somatisk, render jeg hende ikke på dørene.
Derfor har jeg fundet et godt apparat på nettet og investeret i det hos Proshop, der skriver:
Omron M3 comfort er en blodtryksmåler, der gør det nemt at holde styr på dit forhøjede blodtryk derhjemme. Omrons unikke Intelli Wrap Cuff fjerner besværet med at placere manchetten på overarmen – og giver nøjagtige blodtryksmålinger i enhver position omkring overarmen. Manchet-omviklingsguide og indikatorer til registrering af kropsbevægelser hjælper dig med at undgå almindelige fejl, der kan forårsage unøjagtige blodtryksmålinger.
Det var 548 kr. inkl. levering i aften med Burd Delivery. Jeg nægter simpelthen at skulle hente mine varer selv i nærmeste føtex, slikbutik eller lignende.
Omron Blodtryksmåler Comfort M3 ligger nummer 1 i Datalifes test. Nu kan jeg måle herhjemme og sende resultaterne til min læge. Herefter kan hun vurdere, om der skal sættes ind med et eller andet kemisk.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Ja, det har været dig en dyr tid. Det kan jeg godt se.
I sommer måtte jeg også have nye briller. Det viser sig, at jeg nu har så mange bygningsfejl, at mine briller, to par, kom til at koste over 7000 kr., selv om jeg gik til Louis Nielsen. Det blev jeg helt forpustet over. Jeg mente, at det var så længe siden, at mine øjne blev bygget, at alle bygningsfejl for længst burde være blevet opdaget. Men det er åbenbart ikke sådan, det fungerer.
Jakken og skoen har tjent dig godt. Men sådan er det tit, hvis man investerer i kvalitet. Det har jeg tidligere ikke været helt god til. Jeg har været mere tilbøjelig til at blive fristet af gode tilbud. Men det betyder ikke så meget mere. Jeg har ikke haft behov for at købe tøj i mange år, bortset fra en rigtig rar cardigan, jeg har købt her i efteråret. Den er god at have, når temperaturen ikke må komme over 19 grader i stuen.
@ Henny
Og dyr tid er noget ganske andet end dyrtid 🙂
Pyh ha … 7.000 hos Louis Nielsen, det var også en dyr tid. Jeg har en fornemmelse af, at bygningsfejl udvikler sig, og vi er er jo ikke helt unge mere, uagtet jeg godt kan lide dit argument med at det er ret længe siden, dine øjne blev bygget.
Ja, når man har haft en jakke i 20 år, kan man ikke tillade sig at brokke sig. Jeg køber altid kvalitet, for jeg bryder mig ikke om at skulle købe tingene flere gange.
Det er også en hel del år siden, jeg senest har købt tøj, men en gang imellem er det jo desværre nødvendigt. Jeg er begejstret for nethandel, for så kan jeg sidde hjemme og vælge både leverandør og priser i fred og ro. Jeg hader fysiske butikker, der stort set alle nu til dags ligger i en eller anden form for “center”, og de, der driver centeret, synes, det er så hyggeligt med musik i baggrunden … Jeg hader det. Det tager min koncentration og opmærksomhed. Jeg er af den helt altmodisch(e) opfattelse, at butikker skal ligge ude på gaden ved siden af hinanden. Her hvor jeg bor – på Hvidovre Torv – ville både min underbo, som er Hvidovre Vinhandel og jeg så gerne have en flok specialbutikker rundt omkringpå torvet. Tænk hvis her var en slagter, en fiskehandler osv.? Det ville være så dejligt.
Din nye cardigan lyder dejlig!