,

Coronavirus

Aldersfascisme

Inspireret af en artikel på i dag POV International, hvor Annegrethe Rasmussen skriver om, at vi øjeblikkeligt skal stoppe nedvurdering og diskrimination af ældre i Danmark, handler dette indlæg blandt andet om Coronavirussen, der nu er kommet til Danmark. En person er smittet.

Igen og igen siges det, at virussen ikke er farlig, m.m. man er over 65 år og svækket. Det er som om, det er ligegyldigt med denne befolkningsgruppe. Jeg er glad for bare at tilhøre det grå guld og de grå hjælme (måske nærmest hvidt) og ikke at være ti år ældre end mine 56 år, for så kunne det jo være lige meget med mig i tilfælde af, at smitten kom inden for dørene. Heldigvis bor jeg om hjørnet fra Hvidovre hospital, faktisk kan jeg  gå derned på 20 minutter uden at smitte nogen.

Det er som om, der hviler en form for forbandelse over dem over 65 år. De er nedslidte, de er en del af en byrde, de er ensomme osv., men som Annegrethe Rasmussen påviser, er det ikke hele sandheden. De ældre er faktisk aktive også bortset fra at passe børnebørnene.

Arbejdsmarkedet

Jeg har nu et fleksjob og er således udenfor det ordinære arbejdsmarked. Gudskelov vil jeg sige. Men da jeg stadig havde foden indenfor, havde jeg et år som ledig, inden jeg blev syg. Jeg søgte virkelig mange jobs, men det lykkedes mig end ikke at komme til samtale. Det var det år, jeg blev 50! Således passer jeg ind i statistikkerne fra Finansministeriet, der på fire år har ansat 277 medarbejdere. Kun en af dem var over 50 år. Det skriver Politiken. Selv opgav jeg i 2014 min jobsøgning og konkluderede, at jeg var blevet for gammel. Og det havde jeg så ret i.

Tidligere tider

Måske stammer noget af aldersfascismen fra tidligere tider, hvor en arbejdsmand, en slagteriarbejder, en fabriksarbejder mv. reelt var nedslidt ved det 65. år. Men sådan behøver det ikke være i dag, hvor industrien har omstillet sig og bruger moderne teknologi til eksempelvis de tunge løft. Jeg så forleden i TVA, at medarbejderne på en kagefabrik ikke længere skulle løfte de tunge kasser op på båndet, men havde en maskine, der varetog selv løftet for dem. Den interviewede medarbejder fortalte om, hvordan de tidligere var blevet ødelagt i skuldre og øverste del af ryggen. Dette er ingen salgstale for en højre pensionsalder, men alene udtryk for at tiderne skifter.

2 replies
  1. Eric
    Eric says:

    Det undrer mig såre, at man er så tilbageholdende med at ansætte folk, der er lidt oppe i årene. Måske er det fordi, det er forholdsvis unge mennesker, der træffer beslutningen, eller måske vil man gerne have nogen, man kan “forme”. Jeg ved det ikke, men det var et studium værd, og man kunne fx starte med at spørge de ansvarlige i finansministeriet.
    Man kan ellers pege på adskillige fordele ved ældre medarbejdere. De har værdifuld erfaring, som ofte finder løsningen hurtigt, og de er mere stabile. De “jobshopper” ikke som de unge, der ofte skifter job, når man lige har ofret krudt på at lære dem op, og selvom en senior måske kun har 10 år tilbage inden pensionen, er det mere, end man skal forvente af “jobshopperne”. Seniorerne skal ikke på barsel, og barnets første sygedag er en saga blot. Og så videre …
    Til gengæld er de slemme til at sige “gammel vin på nye flasker,” når ledelsen kommer med et ny Karl-Smart-reform. Det er ikke populært, selvom det som oftest ER gammel vin på nye flasker med smart banderole.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Jeg tror, der er tale om Rip-Rap-Rup-effekten altså at de unge chefer (som det jo vitterligt er) ansætter unge medarbejdere. Og dem kan man netop forme, og det sker i særlig grad i det prestigefyldte Finansministerium. En abe som mig kunne aldrig være blevet ansat der, heller ikke da jeg var under 50!

      Du har ret i alle de fordele, du remser op ved at ansætte seniormedarbejdere. Da jeg var ung skiftede jeg også ofte job fordi det simpelthen var en del af karrieren. Det hørte sig til, hvis man ville frem. Det kunne jeg aldrig finde på i dag.

      Jeg kan også godt høre mig selv sige “gammel vin på nye flasker”, for det er jo ofte det, der er tale om – men sandheden er ofte ilde hørt.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *