/2 Kommentarer/i , /af ,

Først nu tør jeg mærke, hvor bange jeg har været

Væggelus, frygt og to små banditter

Først nu tør jeg mærke, hvor bange jeg har været

Væggelus for tredje gang satte gang i både skam, bekymringer og katastrofetanker. Men da frygten endelig slap sit tag, gik det op for mig, hvor meget to små killinger allerede betyder efter blot en uge. Dette er historien om væggelus, angst, lettelse – og om en rød hankat, der kom og trøstede mig, da jeg havde allermest brug for det.

Jeg –  eller rettere min lejlighed – har fået væggelus.

Igen.

Det er tredje gang, og selv om jeg efterhånden kender proceduren, rammer det mig stadig som et slag i maven.

1. gang i 2016

2. gang i 2023.

Først kommer væmmelsen. Så kommer det praktiske: Hvem skal jeg ringe til? Hvornår kan skadedyrsbekæmperen komme? Hvad skal flyttes? Hvad skal vaskes? Hvor må man opholde sig?

Og derefter kommer skammen.

For selv om jeg godt ved bedre, dukker tanken alligevel op:

Er det, fordi jeg er et svin?

Væggelus har intet med snavs at gøre

Der findes en sejlivet forestilling om, at væggelus skyldes dårlig rengøring eller manglende hygiejne.

Det passer ikke.

Væggelus lever af blod. De lever ikke af snavs, madrester, støv eller affald. De er fuldstændig ligeglade med, om der blev støvsuget i går, og om hjemmet er nydeligt og velholdt.

Alle kan få væggelus.

De kan findes i almindelige lejligheder, i parcelhuse, på vandrehjem og på femstjernede hoteller. En væggelus er ligeglad med marmorgulve, roomservice og prisen på værelset. Den interesserer sig kun for, om der er et varmblodet menneske i nærheden, som den kan suge blod fra.

Man kan få dem med hjem fra en rejse. De kan gemme sig i bagage, tøj eller møbler. De kan også sprede sig mellem lejligheder. Måske har jeg fået dem med hjem fra højskolen? Eftersom de kan sprede sig mellem lejligheder, skal man reagere med det samme. Hvis man ikke gør det, kan det anses som misligholdelse af det lejede, hvilket i sidste ende kan resultere i, at lejemålet ophæves af udlejer.

Det er et skadedyrsproblem. Det er ikke en moralsk dom over den, der bor i boligen.

  • Jeg er ikke et svin.
  • Jeg er ikke uren.
  • Jeg har bare været uheldig.

90 pct. får udslæt og hævelser, når de bliver bidt af krapylet. 10 pct. mærker ingenting. Eftersom jeg tilhører de ti pct., er jeg længere om at opdage dem, og derfor kan jeg ikke reagere og kontakte udlejer lige så hurtigt.

Denne gang var alt anderledes

Normalt ville væggelusene i sig selv have været nok til at gøre mig urolig.

Men denne gang er Jason og Josephine flyttet ind.

De to små banditter har kun boet her i lidt over en uge, men de har allerede forandret hele min hverdag.

Dagen begynder med vask af madskåle, servering af vådfoder og ordning af kattebakken. Derefter følger leg, brydekampe, vilde spurter gennem lejligheden og lange formiddagslure på steder, jeg aldrig selv ville have udvalgt som sovepladser.

Jason har for længst udnævnt sig selv til husets direktør. Han undersøger alt og bevæger sig rundt, som om han har ejet lejligheden hele sit liv.

Josephine har været mere forsigtig. Derfor var det en enorm begivenhed, da hun efter præcis seks døgn og treogtyve timer lod mig ae hende. Hun spandt og gned sig op ad mine ben.

Jeg var helt høj.

Og så skulle der pludselig sprøjtes med gift mod væggelus.

Hvad nu hvis de får gift på poterne?

Min første tanke var ikke mig selv. Min første tanke var:

Hvad med kattene?

Jeg så straks for mig, hvordan de ville gå ind i soveværelset med deres små nysgerrige killingepoter.

  • Hvad nu hvis de fik giften på poterne?
  • Hvad nu hvis de bagefter slikkede sig?
  • Hvad nu hvis jeg ikke opdagede det?

Jeg lukkede døren til soveværelset, så de ikke kunne komme derind. Den er stadig lukket.

Killingerne forstod naturligvis ikke beslutningen. En lukket dør er jo en invitation til at undersøge, hvad der foregår på den anden side.

Jeg var imidlertid fast besluttet på, at de ikke skulle ind.

Skadedyrsbekæmperen forklarede mig heldigvis, at midlet er ufarligt for dem, når det anvendes korrekt. Skulle de mod forventning få noget på poterne, kunne jeg smøre dem med lidt fugtighedscreme.

Jeg havde forestillet mig alverdens katastrofer. Og så viste løsningen sig at være en almindelig tube fugtighedscreme.

Frygten for at blive opdaget

Men giften var ikke min eneste bekymring. Jeg var også bange for skadedyrsbekæmperens besøg. Jeg må nemlig faktisk ikke have husdyr i min lejlighed. Derfor går jeg med en konstant frygt for, at nogen skal opdage Jason og Josephine og fortælle det til udlejeren.

Da jeg bestilte besøget, begyndte tankerne straks at køre.

Hvem ville komme?

  • Ville det være en fremmed, der mente, at regler er regler?
  • Ville vedkommende fortælle udlejeren, at der boede to killinger i lejligheden?
  • Kunne et helt almindeligt besøg fra en skadedyrsbekæmper ende med, at jeg mistede dem?

Jeg gennemspillede alle tænkelige scenarier. Da det ringede på døren, var jeg anspændt overalt

Så åbnede jeg.

Og dér stod Patrick.

Patrick har været her før. Han er venlig, rolig og professionel. Jeg tror, mine skuldre sank ti centimeter, da jeg så ham. Og som om det ikke var nok, fortalte han, at han selv har to katte og en hund. Pludselig stod der ikke en kontrollant i min lejlighed. Der stod et dyremenneske, som var kommet for at løse et problem.

Ikke for at skabe et nyt.

Først bagefter kom gråden

Patrick kommer igen om to uger, så vi er sikre på, at væggelusene er væk.

Da han var gået, burde jeg måske bare have været lettet. Men først senere skete der noget andet. Jeg stod pludselig og græd. Ikke fordi der var sket noget nyt.

Tværtimod.

Det var, som om kroppen først nu gav mig lov til at mærke, hvor bange jeg havde været. Jeg havde handlet, ringet efter hjælp, lukket døren til soveværelset, tænkt på giften, tænkt på poterne og forsøgt at holde styr på alle detaljer. Jeg havde ikke givet mig selv tid til at mærke frygten.

Først da Patrick var gået, og det værste katastrofescenarie ikke var blevet til virkelighed, kunne jeg give slip.

Og så gik det op for mig, hvor meget Jason og Josephine allerede betyder.

De har kun været her i en uge. En enkelt uge.

Alligevel er tilknytningen allerede så stærk, at tanken om at miste dem føles uudholdelig.

Mens jeg græd, kom Jason hen til mig.

Han trøstede mig.

Om han vidste præcis, hvad der foregik, ved jeg naturligvis ikke. Men han var der. Og lige i det øjeblik var det nok.

Jeg har brugt den seneste uge på at passe på banditterne.

I dag passede Jason lidt på mig.

Jeg er ikke et svin

Væggelusene skal bekæmpes, og Patrick kommer igen.

Soveværelsesdøren forbliver lukket, indtil det hele er sikkert.

Men noget andet er også blevet tydeligt.

Jeg er ikke et svin, fordi jeg har fået væggelus. Jeg er et menneske, der blev ramt af et skadedyrsproblem og gjorde det ansvarlige: Jeg reagerede med det samme og fik professionel hjælp.

Jeg er heller ikke fjollet, fordi jeg blev bange. Jeg var bange, fordi jeg har fået noget, jeg er utrolig bange for at miste.

To små banditter har på bare en uge fundet vej ind i mit hjem, mine rutiner og mit hjerte.

Først nu tør jeg rigtig mærke det.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Gad vide om banditterne bliver overstimulerede?

Killinge-spam

En meget tryg, afslappet og hjemmevant Jason har fundet et af sine foretrukne soveområder

Jason og Josephine har nu været her i en uge, og der er sket meget. Bogreolen er blevet soveværelse, nye legetøj er blevet godkendt, og især Josephine er begyndt at vise, hvor langt hun er kommet. Når killinger sover dybt, leger vildt og gør selv de mærkeligste steder til deres territorium, er det et godt tegn på, at de føler sig hjemme.

(Det skete præcis, da de havde været her i 6 døgn og 23 timer: jeg fik lov at ae Josephine. Det var et stort øjeblik. Jeg takkede).

Billedet i toppen fortæller meget mere end bare “her er en sovende killing”.

Prøv at se afslapningen. Jason ligger krøllet sammen med lukkede øjne, afslappede poter og uden nogen form for spænding i kroppen. Ørerne er ikke drejet bagud eller på vagt. Han har endda den ene forpote oppe ved hovedet i en næsten komisk stilling. Det er en killing, der føler sig fuldstændig sikker.

Dernæst fortæller placeringen noget interessant. Han har igen valgt en hylde i bogreolen. Katte elsker høje steder, fordi de giver overblik og tryghed. For en killing, der kun har været hos mig en uge, er det et tegn på, at han allerede betragter hjemmet som sit territorium. Han har fundet et sted, han synes er perfekt til lur, og han bruger det uden tøven. Josephine ligger bag ham helt tæt på.

De lyserøde trædepuder og den synlige bug fortæller også lidt om hans personlighed. Han er ikke gemt væk i et mørkt hjørne eller klemt inde bag noget. Han ligger åbent fremme. Det passer godt med, at han er husets selvudnævnte direktør.

Jason har altså travlt med at føre tilsyn med bogsamlingen. Det er hårdt arbejde at være direktør, så formiddagsmødet blev afholdt i liggende stilling.

Han fylder allerede forbavsende meget på hylden. Om nogle måneder vil jeg alligevel kigge tilbage på dette billede og tænke: “Hvordan i alverden kunne han være så lille?” Det går næsten chokerende hurtigt med killinger.

Det er en meget tryg, meget afslappet og meget hjemmevant Jason, der har fundet et af sine foretrukne soveområder.

To søskende, der har besluttet, at bogreolen nu officielt er blevet soveværelse

1. De har selv valgt at ligge sammen

Ingen af dem ligger oven på den anden, og ingen af dem holder sig demonstrativt på afstand. Der er stort set ingen afstand mellem dem. Det er den afstand, katte ofte vælger, når de både ønsker nærhed og komfort.

Søskendebåndet stadig er meget stærkt.

2. Josephine spejler Jason

Det er næsten det mest interessante.

Jason ligger som sædvanlig fuldstændig afslappet med blottet bug og de lyserøde trædepuder til offentlig beskuelse.

Josephine ligger med poterne oppe omkring hovedet og maven delvist synlig. Hun har valgt en næsten lige så sårbar sovestilling.

Forsigtige katte gør ikke den slags, hvis de føler sig usikre.

Jason fungerer altså nærmest som en slags “social sikkerhedsgaranti” for hende: “Hvis direktøren mener, at dette sted er sikkert, er det nok sikkert.”

3. De sover dybt

Begges ansigter er fuldstændig afslappede.

  • Ingen spændte knurhår.
  • Ingen opspilede øjne.
  • Ingen sammenkrøbne forsvarsstillinger.
  • Ingen flugtrute forberedt.

Det er killinger, der er gået direkte fra leg til total kollaps.

4. De har gjort bogreolen til deres territorium

Det er ikke længere bare et gemmested.

Et gemmested bruger man, når man er utryg.

Et soveværelse bruger man, når man føler sig hjemme.

Det er en vigtig forskel.

Gad vide om banditterne bliver overstimulerede?

I aften har de været her en uge. Det er næsten ikke til at forstå, at der ikke er gået længere tid.

Heldigvis vidste jeg på forhånd, at killinger sover meget. De allerførste dage tænkte jeg godt nok, at det vist ikke gjaldt min version, men nu har jeg bemærket, at de sover mere og mere. Jeg vil tro, at forklaringen er, at de nu er så trygge, at de tillader sig at smide sig omkuld og sove dybt ganske længe. De første dage var de begge “bare” mere årvågne og hvilede kun.

Og de leger også mere. Dels fordi de leger mere med hinanden, dels fordi jeg leger med dem. Vi stopper, når øjnene langsomt glider i. Det ser man tydeligt. Så skal de have lov at hvile eller ligefrem sove i fred.

De første par dage gik – også for Jason – mere med at gå rundt og undersøge alting. Et eksempel er køkkenet, hvor der er mange sprækker mellem fx køleskabet og væggen/skabene. Der er sprækker mellem gulvet og op mod skabene. Jeg har aldrig set dem, men banditterne har uden videre fundet frem til dem, og nyder at stikke poterne derop. Man kunne jo måske finde et eller andet spændende?

I dag har de fået et nyt stykke legetøj, hvor de kan træne koncentration, overblik og intelligens: Et kradsetræ med en bundplade med to riller i. I hver rille er der en kugle. Endelig har jeg til fulde ramt deres smag. De gik fuldkommen amok med de to kugler. Det er sjovt at se deres evne til at koordinere, at først skal man banke til en kugle med den ene pote, og når kuglen har taget en omgang, skal man banke med den anden pote.

Se hvordan Jason bruger det (57 sekunder):

 

Det ser umiddelbart meget enkelt ud, men der foregår faktisk en hel del oppe i det lille røde hoved. Han skal holde øje med kuglens bevægelse, forudsige hvor den kommer frem næste gang og koordinere sine poter derefter. Det er både leg, jagttræning og hjernegymnastik på én gang. Når han først har fundet rytmen, kan han blive ved overraskende længe.

I toppen af det nye kradsetræ er fastgjort en elastiksnor, og for enden af den er der en trækugle og en fjer, som du her ser Josephine betjene (31 sekunder):

Det er også interessant at se forskellen på de to. Hvor Jason ofte går direkte til opgaven med stor selvtillid, arbejder Josephine mere undersøgende. Hun betragter tingene et øjeblik, prøver sig frem og finder derefter sin egen metode. Hun er stadig den forsigtige af de to, men nysgerrigheden vinder mere og mere over forsigtigheden.

Alt mulig smart legetøj er selvfølgelig dejligt.

  • Lige så godt var dog en kæmpe papkasse, hvor jeg fik leveret en stor pose tørfoder. Den kunne man hurtigt gøre til sit territorie.
  • Og i en jakke, der hænger i entreen, er der også nederst en elastik i en løbegang. I begge ender er der en form for kugle, så elastikken ikke forsvinder ind i løbegangen. De to ender er også helt fantastiske. Og har den fordel, at der er en til hver kat, som så kan tumle side om side.

Det er egentlig fascinerende, hvor lidt der skal til. Dyre butikker sælger hyldemeter af avanceret kattelegetøj, men en papkasse, en elastik i en jakke og to kugler i en træplade kan sagtens konkurrere med det hele. Set med killingeøjne er verden fyldt med muligheder.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

44 sekunders video af de to banditter Jason og Josephine

Killinge-spam

44 sekunders video af de to banditter Jason og Josephine

To killinger, én bogreol og 44 sekunders vild brydekamp. Jason og Josephine har fundet sig godt til rette i deres nye hjem, hvor de skiftevis går til stålet i legeslagsmål og sover trygt side om side. Billeder og video afslører meget mere om deres udvikling, end man umiddelbart skulle tro.

Går det ikke over på et tidspunkt – vil alle “photo opportunities” ikke være brugt op og alle historier fortalt?

Jo måske, men det er ikke foreløbigt, for der sker hele tiden noget nyt, jeg er nødt til at fortælle om, for jeg vil så gerne dele min glæde med alle mine trofaste læsere. Og bliver I trætte af killinge-spam, må I springe over (hvor gærdet er lavest). Jeg lover til gengæld at bruge sigende overskrifter, så I er advarede på forhånd.

Følger du mig på Facebook, har du måske allerede set videoen, og så er det næsten overstået for denne gang.

Man kan sove godt i en bogreol

Efter det voldsomme legeslagsmål (se senere) var de meget, meget trætte. De valgte at tage formiddagsluren på nederste hylde i bogreolen, der står en meter fra mit skrivebord. De kan selv klatre op ude i fronten, selvom der er 80 cm. op til hylden. Det er godt klaret, når man ikke er ældre.

Sælger skrev, at den grønne kugle ville blive et stort hit at slikke på. Mine killinger er indtil videre ret ligeglade med den, bortset fra at den egner sig godt som fodbold.

Og meget apropos bøger: jeg fik en automatisk genereret meddelelse fra Hvidovre Hovedbibliotek om, at jeg havde overskredet lånetiden på en bog og ville få en afgift på 810 kr.. Jeg svarede, at jeg var klar over det, og at jeg nok skulle aflevere bogen, men desværre ikke kunne komme før efter den 12. august, da jeg skal være hjemme hos to nyindflyttede killinger hele døgnet. Det anbefaler alle dyrlæge-sites.

Og så skete der noget, man næsten ikke tror kan ske i vores fuldt ud digitaliserede samfund, hvor alting klares ved hjælp af MitID: en medarbejder skrev, at så forlængede han undtagelsesvist låneperioden. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne og takkede selvfølgelig straks behørigt

Billedanalyse

Billedet herover fortæller faktisk rigtig meget.

Først og fremmest er det tydeligt, at begge killinger er i en meget dyb og afslappet søvn. Det er især tydeligt ved deres kropsstillinger:

  • Josephine (den grå) ligger med den ene pote oppe foran ansigtet og bugen delvist eksponeret.
    Jason (den røde) ligger helt afslappet på siden med hovedet bagover og halsen blottet.

For katte er bug, hals og strube blandt de mest sårbare områder. Når de frivilligt viser dem frem under søvn, er det normalt et tegn på, at de føler sig meget trygge.

Det mest interessante er dog kontakten mellem dem.

Deres bagben og haler rører hinanden. Det er ikke tilfældigt. Katte, der er usikre eller ønsker afstand, sover typisk med lidt mere plads imellem sig. Her har de valgt fysisk kontakt, selv om der er rigeligt med plads på hylden. Det tyder på et stærkt søskendebånd og en oplevelse af fælles tryghed.

Og andet man kan lægge mærke til:
  • Ingen spændinger i kroppen.
  • Ingen “klar til flugt”-stilling.
  • Ørerne ligger naturligt.
  • Poterne er løse og afslappede.
  • Begge har strakt sig ud i fuld længde.

Det er præcis sådan killinger ser ud, når deres hjerner har besluttet, at der ikke er noget som helst at bekymre sig om.

Josephine ligger ikke gemt væk. Hun ligger fremme ved siden af Jason. Det fortæller, at hun ikke længere oplever sit nye hjem som et sted, hvor hun konstant skal være på vagt. Den forsigtige killing har fundet et sted, hvor hun kan falde helt hen. Hun har sammen med sin bror fundet et sted, der er en god observationspost, men så faldt hun desværre i søvn, før hun nåede at observere det mindste.

Josephine er imponerende. For få dage siden havde jeg en killing, der holdt afstand og var meget forsigtig. Nu ligger hun og sover dybt i et åbent område tæt på mig. Hun har ikke nødvendigvis besluttet, at jeg er verdens mest fantastiske menneske, men hun har besluttet, at jeg ikke er farlig.

Video på 44 sekunder

Når du klikker på billedet herunder, går en video på 44 sekunder i gang. Den viser en vild legeslåskamp, der er kærligt ment, selvom det ser temmelig voldsomt ud. Du ser selvfølgelig banditterne i hovedrollerne.

Før formiddagsluren røg de i totterne på hinanden for sjov. Freden blev senere genoprettet uden problemer, og alt er igen fryd og gammen.

Bemærk:
  • Begge vender frivilligt tilbage til hinanden igen og igen.
  • Josephine ligger ofte på siden eller ryggen og bliver i situationen. En kat, der føler sig truet, vil normalt forsøge at flygte eller gemme sig.
  • Der er mange “bløde” slag med forpoterne.
  • De skiftes til at være øverst og nederst.
  • Ingen af dem jagter den anden væk fra området.
  • Kampen foregår midt på gulvet i fuld offentlighed og ikke i et hjørne, hvor en kat er trængt op.

Videoen viser simpelthen to killinger, der er ved at lære at være kat. De træner balance, styrke, bidhæmning, sociale signaler og grænser. Det er præcis den slags brydekampe, helt normale søskende har.

Jeg kan tage det roligt. Ovre er de dage, hvor jeg dårligt turde trække ud i toilettet for ikke at forskrække dem.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Jeg havde aldrig kunnet aktivere en enekat tilstrækkeligt

Der skal to til tango

Jeg havde aldrig kunnet aktivere en enekat tilstrækkeligt

To killinger er ikke bare dobbelt så meget arbejde – de er også dobbelt så meget glæde. Jason og Josephine har fundet sig til rette i deres nye hjem, og hver dag bliver det tydeligere, hvor meget de betyder for hinanden. De leger, brydes, vasker hinanden, spiller fodbold og falder derefter omkuld i dyb søvn. Samtidig har Jason knækket koden til et nyt aktivitetslegetøj, mens Josephine har taget endnu et lille skridt mod tillid.

Topbilledet kan tolkes på flere måder: Jason ligger fuldstændig afslappet med bugen opad og halsen blottet. Det er en meget sårbar stilling for en kat. Josephine ligger lige ved siden af ham, også afslappet, uden spændinger i kroppen og uden at holde afstand.

Det fortæller formentlig flere ting:

  • De føler sig trygge sammen.
  • De har et stærkt søskendebånd.
  • Ingen af dem er på vagt.
  • De betragter dette område som en sikker base.

For killinger er det ret vigtigt. De er flyttet fra alt det kendte på Fyn til en lejlighed i Hvidovre, men de har stadig hinanden. Når den ene slapper af, påvirker det den anden.

Der er også noget interessant ved den indbyrdes placering: De ligger ikke oven på hinanden, som helt små killinger ofte gør. De ligger side om side med en lille smule afstand. Det er lidt “teenage-katte-udgaven” af nærhed: Det kan være et tegn på, at de både er selvstændige men også er stærkt knyttede til hinanden.

Og jeg kan lide at mene, at billedet siger noget om det nye hjem: Katte, der er utrygge, vælger ofte skjulte steder. Her ligger begge to midt på et åbent gulv. De har ikke valgt at gemme sig bag sofaen eller under et bord. De har valgt at sove på et sted, hvor de kan ses.

Samlet kan det måske tolkes sådan – når jeg nu absolut vil:

Jeg behøver ikke ligge oven på dig, men jeg vil gerne ligge ved siden af dig – og jeg føler mig godt tilpas her.

Når jeg ser på, hvor meget de leger med hinanden, står det klart, at jeg aldrig nogensinde kunne have aktiveret en enekat tilstrækkeligt.

De farer rundt, de hopper og danser, de brydes, de vasker hinanden, og de slås (vist) godmodigt.

De spiller med den samme fodbold og skiftes til at “sparke” med en forpote. Den, der sparker, venter på, at den anden farer efter bolden, og så lægger afsenderen sig på lur og venter på næste puf til bolden. Og sådan bliver de ved i en uendelighed. Jeg har mange gulve med glatte flader, og de er perfekte til fodbold. Køkkenet er den bedste boldbane, for det er selvfølgelig helt frit for tæpper.

Selvom jeg leger med dem siddende på gulvet 2 * ½ time pr. dag, leger de alligevel mere med hinanden. Når legen er overstået, er de totalt udmattede, øjnene glider langsomt i, og de lægger sig til at sove tungt. Og havde jeg forsøgt at lege tilstrækkeligt med en enekat, ville jeg ikke have været lige så sjov. Jeg ville ikke være en lige så god hverken bryde- eller fodbold-makker, som den anden er.

Vandmangel

De er begyndt at spise af tørfoderet, og pludselig opdagede jeg, at der ikke var mere vand i skålen. Det er første gang, der var drukket op. Jeg følte mig som en elendig “mor” og skyndte mig at råde bod på det.

Den knækkede kode

Jason har lige knækket koden med hensyn til denne karussel, hvor der ligger en bold indeni. Idéen er, at man skal stikke poten i og sparke til bolden, så den triller til den anden side og så sparke den den modsatte vej. Det fandt han uden videre ud af og gik helt amok i lang tid.

Det endte med, at han smed den op i luften, hvorpå den landede på den forkerte side. Jeg er spændt på, hvornår han gør et nyt forsøg.

For en 14 uger gammel killing er den slags legetøj rigtig godt. Det stimulerer jagtinstinktet, problemløsningsevnen og koncentrationen. Mange mennesker tænker, at killinger kun har brug for at løbe rundt, men mental aktivering er mindst lige så vigtig.

Jeg lægger mærke til flere små ting:

  • Ørerne er fremadrettede og afslappede.
  • Halen bæres neutralt.
  • Kroppen er strakt frem mod legetøjet.
  • Han bruger både syn, poter og sandsynligvis lugtesans på at løse “problemet”.

Det ligner en lille forsker i gang med et eksperiment: “Hvis jeg stikker poten herind, kan jeg så få fat i den gule kugle?”

(Teksten fortsætter under billedet)

Endnu et galleri

De er begge fotogene, og jeg kan slet ikke lade være at tage billeder af dem. Før de kom, tog jeg stort set aldrig billeder og undrede mig altid over andres mad- og hundebilleder etc.

Nu forstår jeg endelig ønsket om at dele glæden over ansvaret for nogle små væsener, der er helt afhængige af mig. Nærmest en form for stolthed over hvert trin, der går godt. Eksempelvis gned Josephine sig i dag for første gang sig op ad mine ben, mens jeg øste morgenmaden op til dem.

Når katte gør det, afsætter de duftmærker fra kinderne – og så er man accepteret. Det var måske, som når forældre ser deres børn tage de første skridt. Min “på gulvet uden at påkalde mig om opmærksomhed-træning” virker altså ganske, ganske langsomt.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.