/2 Kommentarer/i /af

Min exit som maler

Sidst jeg malede noget er vel ni år siden, hvor det gik ud over to reoler. De er nogenlunde pæne. Tænkte at jeg måske var blevet bedre med tiden, sådan bare ved et mirakel, og med tiden og med det grå hår, og så begyndte jeg på fire hylder, skaden ville da være til at overse, hvis det nu gik galt.

De hylder er simpelthen blevet så grimme, at de højst kan bruges i kælderen, og får jeg ikke lejligheden, bliver jeg nødt til at købe nogle nye her til! Jeg har brugt oceaner af tid, ødelagt en t-shirt, alt roder og køkkenet måtte gøres ekstra rent. Rullen og rullebakken er smidt ud sammen med maling og grunder.

Nu har jeg mine læsere som vidner. Hvis jeg atter engang skulle få den vanvittige idé at male noget igen, så bind venligst mine hænder på ryggen, og hold fast i min portemonnæ hos farvehandleren. Heldigvis kan jeg selv le ad det!

Respekten for min ven, der har malet en hel lejlighed på mere end 100 kvm, er vokset til uanede højder i dagens løb. Man burde kunne male ved at højreklikke! Jeg glæder mig over, at hver gang jeg sender opgaver til min PhotoShop-lærer er hans eneste kommentar “Perfekt”. Der er altid noget man er god til, man skal bare finde ud, hvad det er…

Sikke en lørdag.

/i /af

Læreproces

Disse dage ser jeg alt gennem et objektiv, også når kameraet ligger hjemme! Fotokritik.dk er virkelig et formidabelt site, hvor man straks føler sig hjemme. Jeg har selvfølgelig også været så så heldig, at mine først to uploadede fotos blev taget godt i mod.

Man har lov at uploade fem hovedbilleder pr. uge, og hvert af disse kan evt. ledsages af fire ekstra, der evt. er en del af en serie. Forståeligt nok, at der er begrænsninger på antallet af uploads pr. uge. Det er en sjov proces at udvælge egne billeder til upload – det lærer man faktisk også noget af. Man skal jo “spare”, og så bliver man vældig kritisk med det hele.

Jeg har taget billeder i ca. 10 år, men altid kun til mig selv, og jeg har faktisk kun haft én ven at vise dem til. Han er god til at komme med konstruktiv kritik, og ham, synes jeg, har jeg lært meget af. Jeg beundrer hans billeder. Fra de første år husker jeg ham sige “Gå tæt på” hundrede gange – og det har virket. Nu går jeg tæt på det hele, måske også for tæt, men jeg er blevet vild med detailler, som ingen andre ser. Når jeg ser andres billeder, tænker jeg tit på, hvorfor de ikke går hen til motivet – venter de på, at det skal komme til dem? Det er sådan et banalt trick, men det bringer liver og nærvær.

Mit beskedne lille varemærke er, at prøve at lave anderledes billeder, skøre billeder, som ingen andre kunne finde på at lave. Og selv om jeg ved, at det på ingen måde er stor kunst, og selv om jeg ikke er teknisk nær så god som alle andre, så kan jeg alligevel se, at der er nogle, der kan lide motiverne. Det er en glæde.

I aftes vovede jeg at uploade mit billede af smeden Otto Sørensen fra Uhre på Fotokritik.dk; og det blev sørme også taget vel imod. Jeg kan selv godt lide det, fordi det på sin egen facon fortæller en historie om en dygtig håndværker, der kan sit kram.

/i /af

Ejstrup kirke med skyer

En kollega fortalte mig om www.fotokritik.dk, og efter at have taget mod til mig et par uger, prøvede jeg at uploade “Ejstrup kirke med Skyer”; og tænk, det blev sørme taget vel imod! Måske kender du det: du er i gang med en proces, der er en trænings- og /eller læreproces, du er selv helt godt tilfreds med de foreløbige resultater, og så er det altså bare ikke særlig befordrende for den videre udvikling at få en sønderlemmende kritik. Du kan se det i stor størrelse i mit galleri. Når du klikker på billedet, forstørres det.
Selv har jeg det sådan, at de få gode billeder, jeg selv synes, jeg tager, har jeg et forhold til; måske er det glæden over, at det lykkedes, måske fascinationen af at”tænk jeg så simpelthen dette motiv” eller noget lignende.

“Fotokritik.dk” virker til at være et rigtig rart site, hvor de godt kan huske, at de også selv en gang var begyndere. Jeg har i hvert fald fået blod på tanden og smag for mere fotograferen.

Jeg synes bare, denne sommer mangler godt lys. Gråvejrsdage giver jo ikke de mest interessante lys-effekter. Billeder handler om at fastholde indtyk og give dem et udtryk – og det gøres nu bedst med sollys, eller skulle jeg gå over til gråtoner? 8)

/2 Kommentarer/i /af

Køkkenvask i fokus

Alle tager bedre billeder end mig, alle andre kan det, jeg skriver om, og derfor er denne post ikke et fotokursus, men en fortælling om en læreproces.

Jeg vil lære mit nye kamera at kende, og jeg vil bevæge mig udover at programvælgeren står på den grønne firkant eller det lille kameraikon, for ellers kunne jeg have fortsat med mit ganske udmærkede kompakt kamera. Jeg fandt en lille “online fotoskole” og den er inspirerende. Spørgsmålet er, hvad man gør, når man står og mangler et vandløb i en skov, men har en 2-værelses med altan?

Løsningen er lige for: Køkkenvasken, lad vandet løbet stille og roligt og fyr løs med forskellige lukkertider – med og uden stativ. Det er lærerigt, og begreberne i fotobogen holder op med at være abstraktioner. Billedet viser, hvilken forskel der er bare på en lukkertid på 1/250 og på 1/500.

Jeg har altid undret mig over, at det hedder “lukkertid”. I min optik burde det hedde “åbningstid” da det er udtryk for, hvor længe der er åbent for lysets passage ind på spejlet.

Dybdeskarpheden: Altanen er et fantastisk sted at øve den: Planterne i forgrunden og husene på den anden side i baggrunden, og så kan man gå A-mok med A-knappen. Blomsterne i altankasserne er også gode at øve sig på.

Det er lige før, jeg har lært mere om dette kamera (og om generel fototeknik), end jeg nogensinde lærte om og med mit 1. spejlreflekskamera. Forklaringen er, at her kan jeg se resultatet straks. Tværede vanddråberne ud, hvad er forskellen på en lukkertid på 1/250 og en lukkertid på 1/80, blev husene i baggrunden slørede, hvad er forskellen ved blænde 4,5 og blænde 22? I den analoge tidsalder skulle man notere eksponeringsindstillingerne ned for hver billede, aflevere filmen, vente en uge og betale en formue og så håbe på, man var kunne parre de fremkaldte billeder med notaterne. Indrømmet, jeg fik det aldrig gjort – man havde mange planer om at ville gøre det.

En yderligere indiskutabel forskel er rent pekuniær. Før i tiden fyrede jeg ikke en rulle film af på en formiddag og tog 15 billeder af min køkkenvask! Det var for dyrt, derfor fik jeg ikke øvet og eksperimenteret tilstrækkeligt. I den digitale æra er den initialinvesteringen større, til gengæld er det herefter gratis at lege og lære i det uendelige.

Nu har jeg endvidere næret den opfattelse nogle mennesker omkring mig har: nemlig at jeg er temmelig sær og ualmindelig nørdet “Nu er hun ved gud også begyndt at tage billeder af sin køkkenvask!” Men rolig venner, jeg har det faktisk fint.