Indlæg

,

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

Minder om en far

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

Ingen over, ingen under og ingen ved siden af: Jeg havde verdens bedste far Jørgen Stegemüller (1922 – 1972). Desværre blev han kun lige netop 50 år, og jeg var 9 år og 1 måned, da han døde.

Af adoptionssagen fremgår det, at man på fabrikken sagde, at han var meget stolt af mig, og at han var blevet som et helt andet menneske, efter de hentede mig på børnehjemmet “Dear Home” på Sofievej 26 i Hellerup i november 1964.

Vi fik et særligt og ubrydeligt bånd. Jeg var lidt overrasket over, at jeg ikke havde kostet noget, idet jeg vist tænkte, at en høj pris ville have kunnet begrunde glæden over “endelig at have fået et barn i hjemmet”.

Jeg har kun gode minder.

Et af dem, der stærkest trænger sig på, er “vi skal lige et smut ned på fabrikken” efter middagene. Og “vi” var bare ham og mig. Der var såmænd ikke længere, end vi kunne have gået, alligevel kørte vi i bil, men dengang tænkte ingen på klima, global opvarmning, biodiversitet og den slags – det var ikke opfundet.

Vel ankommet til en af Martensens Fabrikkers to adresser i Brande, begyndte vi med at lege gemme i de store tørrerum, hvor de testede klæder, der skulle tørre efter at have været i appreturen. Rummene var meget varme, og jeg kan stadig huske de krydrede “noter”, der kildede i næsen. Jeg har vel ikke været mere end fire eller fem år og gemte mig bedst muligt i et hjørne. Men han fandt mig altid, og jeg var ikke kvik nok til at regne ud, hvordan det lykkedes.

Efter gemmelegen, gik vi rundt til “arbejderne”, som de kaldtes dengang, på aftenholdet ved deres maskiner. Der var små solide trætrapper op til podiet, hvor de stod. De havde altid citronsodavand til mig. Jeg har drukket meget citronsodavand i filialen der vist lå på Blichersvej i Brande.

Dukketeateret

Det er skøre minder, der dukker frem, herunder dukketeateret. Min far byggede et dukketeater til mig. Der var to frontlåger, så forestillingerne kunne holdes skjult frem til premieren. Sidepanelerne og “bagtæppet” var grå og marmorerede, og der var så plads til mig mellem frontlågerne, sidepanelerne og “bagtæppet”. På overliggeren stod der “Ej blot til lyst”,

Jeg havde et væld af Mester Jakel-dukker. Det var hånddukker med træhoveder og en lang “kjole”, som man så stak armen op i og på den måde, kunne man styre dem. Der var i hvert fald en politimester, en sømand og en bager. De øvrige kan jeg ikke huske, men det er jo også en menneskealder siden.

Min have

Vi boede på Martensens Allé 2 i et ret stort hus med en stor have. En del af haven var indrettet til mig med blomsterbed og forskellige grønsager blandt andet ærter, der vist hurtigt vokser sig store.

Min far sørgede for, at gyngestativet stod fast. Benene i de fire hjørne blev støbt ned i cement, så det var sikkert at gynge vildt højt på de tre forskellige gynger. Der var en almindelig gynge med bare et sæde, en gondol og en trapez. Sidstnævnte var nærmest en rebstige med fire eller fem orange trin mellem de blå reb. Kravlede man til øverste trin, var det muligt at hænge med hovedet nedad. Ganske sjovt.

At lære at cykle

Ret tidligt fik jeg en tohjulet cykel. I starten var der selvfølgelig støtteben, men dem blev jeg træt af og “krævede”, at de blev afmonteret. Herefter måtte min far løbe bagefter med et kosteskaft stukket ned i kronrøret op og ned i vores ret lange indkørsel. Min erindring er, at jeg var ret længe om at lære at cykle selv, for jeg har altid været et motorisk fjols. Og altså måtte han løbe bagefter ret længe.

God nat-historierne

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dagJeg elskede god nat-historierne  – helst dem med Missemor og hendes killinger. Søren og Mette-bøgerne kom til senere. Det var i virkeligheden en læsebogsserie, som jo egl. ikke egnede sig til højtlæsning, men det lykkedes ham alligevel. Der var også Peter Pedal og Manden med den gule hat, Troldepus og et væld af andre. Derimod egnede Anders And sig overhovedet ikke, og jeg syntes, de var for fjollede.

Selvfølgelig kan jeg ikke huske indholdet. Det vigtigste var stemningen med tryghed og samhørighed, hvor han balancerede på kanten af Juno-sengen, mens jeg lå under dynen.

Jeg kunne læse, før jeg startede i skole, og mon ikke disse stunder har været en medvirkende årsag? Jeg blev jo tidligt introduceret til bøgernes univers.

Frem og tilbage til Randers og Viborg

En del år gik jeg rundt og besvimede uden nogen ydre anledning. Jeg faldt bare pludselig om. Det bekymrede ham selvfølgelig, og jeg husker turene til adskillige speciallæger. Vi var hos neurologer i Randers og Viborg, men ingen kunne finde en god grund. Og jeg havde det jo også godt bortset fra det.

Uden at vide det præcist, tror jeg, han tænkte tilbage på børnehjemmets og Rigshospitalets beskrivelser fra mine første 13 måneder, hvor de troede, jeg var retarderet, og jeg derfor var indlagt seks måneder på RH’s psykiatriske afdeling til observation og udredning. Men jeg var overhovedet ikke retarderet, og en af RH’s læger konkluderede da også, at “det trænger bare til et rigtigt hjem”. Og det havde han jo ret i.

De fik i første omgang kun plejetilladelse, idet “det ville være blodig synd for adoptanterne, hvis der alligevel viser sig at være noget galt”. Tiden var i sandhed en anden!

Konstruktionslegetøjet

Dukker og forestillingslege sagde mig ikke noget – jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne klæde dem af og på, og så var det slut. De andre piger holdt lange monologer, mens jeg overvejede, hvordan de fik inspirationen til dem.

Jeg var bedre til konstruktionslegetøj som eksempelvis Lego og Meccano, og min far satte mig i gang med at bruge det. Han demonstrerede, hvordan det fungerede, indtil jeg kunne selv.

Jeg havde en kæmpe Lego-kuffert med klodser og et Lego-tog. Hundredvis af blå skinner, hvoraf nogle var rillede (jeg ved ikke, hvad idéen med rillerne var) mens andre var blanke, som blev holdt sammen af de hvide mellemstykker. En af vognene var en Shell-tank, der kunne fyldes med vand, som man så kunne lege var olie.

Meccano var konstruktionslegetøj, der bestod af metalstænger, metalplader, metalvinkler, hjul, tandhjul, gear og andre specialelementer med rækker af huller i. Disse elementer kunne sammensættes på forskellig måde med små skruer og møtrikker, så det var muligt at konstruere modeller af biler, huse, kraner mv.

(Artiklen fortsætter udenr billedet)

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

På kirkegården

Efter hans død og begravelse skulkede jeg en del fra skole. Kirkegården og skolen var naboer, og jeg gik ofte fra skolen til kirkegården og sad foran gravstenen. Jeg tror, jeg har gået i tredie eller fjerde klasse. Det har været hundekoldt, for han døde i november, og vi flyttede fra Brande i maj året efter. Savnet opvejede vel kulden. Hvor ville jeg gerne kunne huske, hvad jeg tænkte, når jeg sad der, men det kan jeg altså ikke.

Han var der ikke så længe, men mens han levede, lagde han et værdifuldt fundament, som jeg den dag i dag er glad for.

Da jeg for et par år siden traf hans ungdomskæreste (fra før maj 1943), sagde jeg til hende, at jeg var “stolt af at være en Stegemüller”, og hun replicerede “Det kan du også roligt være”. Og det er jeg så.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Vil du henrettes med Øxe eller Sværd?

Vil du henrettes med Øxe eller Sværd?

Barbariske og tankevækkende kirkebøger

Vil du henrettes med Øxe eller Sværd?

Børnehuset og Christianshavns Straffeanstalt 1767 – 1861

Når man læser mange kirkebøger, sker det, at man finder noget helt usædvanligt. Jeg ledte efter noget i samtlige københavnske kirkebøger, idet jeg havde en henvisning til et dødsfald i 1858 til det intetsigende “I København”, og da den slags gør mig stædig, tog jeg dem alle, når jeg nu var i gang.

I “Børnehuset og Christianshavns Straffeanstalt” er de to sidste sider fyldt med makabre henrettelser fra 1767 til og med 1861. De er nemme at læse, hvis du tør. Vi fik den første egentlige straffelov i 1866; den satte punktum for dødsdom som straf (i fredstid vel at mærke – glem ikke retsopgøret efter besættelsen).

Indledningen lyder

I Arresthusets Kirkebog findes intet om Personer, døde i Arresthuset. Derimod findes der en Fortegnelse over henrettede, som formodentlig har hensiddet som Arrestanter i Arresthuset. Denne Fortegnelse meddeles her, Personerne opførte i kronologisk Orden efter Henrettelsesdagen.

Kilde: Københavns Amt, Sokkelund, Børnehuset og Christianshavns Straffeanstalt, 1710-1892, RG, Register – opslag: 133 af 134 opslag. Du har linket her – åbner i en ny side.

Her er den knebne og stejlede, den henrettede med enten sværd eller øxe, benådning for knibning, den henrettede med øxe og hovedet sat på en stage, halshugninger uden modus operandi (dvs. metoden er ikke anført), og Ane Cathrine, der havde ombragt sine tre uægte børn. Jeg har skrevet flere artikler om barnedrab og reglerne i Danske Lov.

Frederiksborg Amt, Ølstykke, Veksø, 1892-1921, KM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde

Nr. 2. En ubekendt tilvandrende Mandsperson mellem 40 og 50 år gammel, aflivede sig ved hængning i Vexø Kros Kørelade.

Det ser desværre ikke ud som om, der er dødsattester fra lige præcis 1902.

Kilde: Frederiksborg amt, Ølstykke, Veksø, 1892-1921, KM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 125 af 159 opslag. Du har linket her – åbner i en ny side.

Hvis Choleraen bryder i Vexøe

I Frederiksborg Amt, Ølstykke, Veksø, 1806-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde opslag 23 og 24 – åbner i en ny side kan man læse om, hvordan Sogneforstanderskabet i 1833 forberedte sig på, hvad man ville gøre, hvis sognet blev hjemsøgt af Choleraepidemien.

Der blev udpeget gårdmænd, hvis gårde skulle agere sygehuse, og distriktslæge Hr. Kammerraad Evertsens henstillinger blev alle fulgt.

Det er et interessant lille eksempel på, at præsten – når det nu står i kirkebogen – var en særdeles vigtig person for alt, hvad der foregik i et sogn.

Frederiksborg Amt, Ølstykke, Ølstykke, 1813-1833, KM, Fødte piger

Nr. 1. To omvandrende betlere, Karen Marie Pedersdatter og Sören Jensen, der ikke er viede sammen, ankommer Løverdag den 10de April 1830, får Logis hos Gm. Jens Svendsens Enke i Udleire og konen gør om natten Barsel med Slegfredsbarnet.

Kilde: Frederiksborg Amt, Ølstykke, Ølstykke, 1813-1833, KM, Fødte piger – opslag: 24 af 27 opslag nr. 1. Du har linket her – åbner i en ny side.

Jeg er i gang med Anna Rasmussens fantastiske bog “Forsørget og forfulgt – Om offentlig forsorg på landet i første halvdel af 1800-tallet”. Hun skriver om, at der i 1803 udkom et egentligt fattigreglement, og det blev nærlæst og fortolket i ethvert sogn for at finde udveje og smuthuller, så man slap for at “hænge på” fx de omvandrende betlere.

Karen Marie Pedersdatter og Sören Jensen er indirekte omtalt i bogen på side 25:

Næsten uløselige, men stort set uden for sognekommissionernes kompetence, var problemer med de omstrejfende betlere. Disse hentede efter myndighedernes opfattelse så meget på gårdene, at der dårligt kunne blive noget til sognenes egne fattige.

Betlerne blev ofte beskyldt for tyveri og trusler om ildspåsættelse, og deres kvinder var tilbøjelige til at lade deres børn komme til verden i bøndernes lader og udhuse. Det kunne måske mange år senere resultere i, at et fuldkommen sagesløst pastorat blev udpeget som forsørgelsessted for en vildtfremmed betler, hvis eneste tilknytning til stedet var, at han eller hun tilfældigvis var født netop der.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.