Indlæg

,

Psykiatri og økonomi

Psykiatrifonden har en plan

Jeg kan så godt lide at læse Anne Lindhardts indlæg på Psykiatrifondens hjemmeside. Hun har ordet i sin magt – og hun har markante holdninger. Det er, efter min opfattelse, en god kombination. Hun skrev (sikkert ikke selv) følgende på deres Facebookside i går:

Psykiatrifonden har en plan. En genial plan. Den er timet og tilrettelagt. Vi skal bruge:

– Flere midler til behandling
– Et viskelæder, så vi kan viske aldersbegrænsning og brugerbetaling på psykologhjælp væk
– Et forstørrelsesglas, så der kan blive sat fokus på på forebyggelse og efterbehandling

Det handler ikke om et pengeskab. Eller juveler. Det handler om lighed i sundhed. Men det er stadig et kup til milliarder! For psykisk sygdom koster hvert år samfundet rundt regnet 55 mia. kr. i udgifter til behandling og tabt arbejdsfortjeneste.

Udredningsgaranti

I september 2017 blev der fastlagt en såkaldt udredningsgaranti, der bevirker, at også mennesker med psykisk sygdom kan få stillet en diagnose indenfor 30 dage. Sådan har det været i somatikken i årevis. Så det er godt, at der omsider kom en form for ligestilling mellem somatikken og psykiatrien.

Problemet er

Der fulgte bare ikke nogen penge med! Så nu kan man få sin diagnose, gå hjem at vide, at man er bipolar og vente nogle måneder på en indkaldelse i e-boks. Tænk hvis man gjorde sådan med kræftpatienter. Kræftens Bekæmpelse ville (berettiget) kæfte op, gå til ministeren og samtlige dagblades webredaktioner. De kan sætte dagsordenen; det kan vi ikke.

Hvorfor er et sådan? Er det fordi, der stadig er meget tabu forbundet med psykisk sygdom? Er det fordi spillerne på området ikke spiller tilstrækkeligt godt sammen? Er det fordi “Psykiatrialliancen” ikke manifesterer sig tilstrækkeligt? Jeg talte med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien om “Psykiatrialliancen”. Hun vidste end ikke, hvad det var, og man hører så sandelig heller ikke meget til den.

Note: Alliancens seneste opdatering er fra november 2016. Der er derfor en god grund til, at hun ikke kendte til den.

Satspuljemidler

Satspuljemidler er kendetegnede ved at være øremærkede til eksempelvis projekter. Da projekter jo hører op, hører midlerne også op. Vil man forbedre driften af et område, skal beløbene på finansloven – det ved enhver.

Psykiatrifonden skriver på sin hjemmeside:

Ekstra midler til behandling er afgørende.

I forbindelse med forhandlingerne om satspuljemidlerne i 2014 blev der faktisk tilført 2,2 mia. kr. til psykiatrien frem til 2018. Det kan lyde af meget, men problemet er, at det ikke er regulære ekstra midler, og at pengene er øremærket mange forskellige indsatser og projekter til fx byggeri og ikke i tilstrækkelig grad varme hænder.

”Det vi har brug for, er det, som vi har set på hjerte- og kræftområdet, hvor der reelt er blevet tilført ekstra og varige midler til særligt prioriterede indsatser. Hvis man vil have hurtigere udredning og kvalitet i behandlingen i psykiatrien, så skal der tilføres flere varige midler. Ellers får vi ikke skabt mere lighed i sundhed.”

Jeg er ikke klar over, hvor mange kræftpakker, der er vedtaget, men det foresvæver mig, at det er fem, og milliarderne er fulgt med. Hvorfor har vi ikke psykiatripakker?  Er psykiatri ikke lige så “fin” som somatik?

Der er bestemt behov for byggeri, da den bygningsmasse, jeg kender til, er stærkt kritisabel og under lavmålet. Det er uværdigt, at stoppe fire meget syge mennesker ind i det samme lokale og adskille sengene med stativer “iført” en slags gardiner. Hvis man får seng nummer fire, som er den, der er skubbet ind for at tage spidsbelastningen, mærkes det tydeligt. Der er nemlig ikke nogen natlampe, og der er ikke nogen stikkontakt, så når iPadden skal lades op, må den ligge i håndvasken! Der er i øvrigt heller ikke et skab til tøj og sådan…

Forestil dig

En patient henvender sig i skadestuen med et brækket ben, en forstuvet albue, hjerteflimmer, begyndende cancer eller lignende. Han behandles, og der iværksættes evt. et længerevarende forløb.

En anden patient henvender sig i den psykiatriske akutmodtagelse med angst, depression eller selvmordstanker. Beskeden er ofte: Gå hjem og pas på dig selv. Sov. Gå en tur.

Der er altså et eller andet galt.

,

Åbent brev til Peter Gøtzsche

Medicin i nye rammer

Så er professor Peter C. Gøtzsche ude med riven igen! Jeg er ved at være ret træt af ham. Det har Anne Lindhardt – formand for Psykiatrifonden – også været indimellem; blandt andet i 2015.

Denne gang er det i dagbladet Information med artiklen “Psykofarmakaepidemien kan bekæmpes“, hvor han sammen med farmaceut Birgit Toft igen harcelerer over brugen af psykofarmaka, der åbenbart overtrumfer samtaler med de praktiserende læger. Medicin er pr. definition af det onde og skal først og fremmest nedtrappes og dernæst fjernes helt.

Artiklen er åbenlyst unuanceret og stiller samtaler med den praktiserende læge skarpt op overfor medicinen, og der argumenteres som om, det er et enten eller. Og der argumenteres om enten rask eller syg. Ingen mellemvare.

Mine mange år

Fra min egen lille butik kan jeg berette, at det nu har taget os (nemlig psykiatrien og jeg i forening) 2 – 2½ år at finde frem til de rette præparater og doser – læg hertil 51 ECT-behandlinger.

Endelig kan jeg passe et job – som jeg elsker – på 15 timer pr. uge, og have et liv, der er nogenlunde afbalanceret og passer til min sygdom. Hvor god og forstående min egen læge end er, havde vi altså ikke kunnet snik-snakke os frem til det resultat. Og jeg tror såmænd, at det hun ved om bipolar lidelse, har hun lært af mig.

Jeg havde den første depression i 2003 og havde frem til 2014 diagnosen “Tilbagevendende depressioner”. I 2014 dukkede den første og den anden erkendte mani op (forudgået af masser af uerkendte). Det blev så til “Bipolar affektiv sindslidelse” (tidligere kaldet manio-depressiv sygdom), der anses for at være en alvorlig psykisk sygdom, men også som en sygdom der, hvis den er velbehandlet, kan opnås et godt liv på trods af. Jeg er umådelig glad for at have fået en diagnose, der forekommer rigtig, og som vækker genklang hos mig. Lidt dårligt udtrykt: “Den føles rigtig”.

Fra 2003 til 2014 havde jeg kontakt med mange terapeuter, kropspsykoterapeuter osv. Der smuttede såmænd nok 100.000 kr. på den konto. Læg hertil samfundets udgifter til jævnlige besøg hos egen læge. Samlet set har det været rigtig dyrt, men det hjalp ikke det mindste. Jeg havde det stadig forfærdeligt og brugte alle kræfterne på at udvikle og vedligeholde min karriere. Flere ressourcer havde jeg ikke til rådighed.

Sommeren 2014 blev jeg for første gang indlagt på Psykiatrisk Center Hvidovre i en længere periode. Herefter har jeg været indlagt ca. 10 gange – jeg har ikke tal på det. Endelig, endelig efter 11 år var der nogen, der tog det rette ansvar og satte ind med den rigtige hjælp. Indlæggelserne suppleres fortsat med jævnlig kontakt med Distriktspsykiatrien og egenbetalt psykolog.

Distriktspsykiatrien kontaktede min kommune og rådgav dem om, at et afklarings- og udviklingsforløb i Psykiatrifonden ville være det bedste for mig. Kommunen indvilgede i at betale, også selv om Psykiatrifonden er dyrere end de øvrige “anden aktør”. Det blev til ca. et års forløb, som rykkede afgørende for mine muligheder for at komme (lidt) tilbage til arbejdsmarkedet.

De skriver ikke bare piller ud!

Jeg er i flerstofbehandling, og det virker. Professoren skriver som om, at der bare udskrives recepter pr. telefon, og så er der ingen, der evaluerer og drøfter det. Han tale mod bedre vidende. Er man eksempelvis i behandling med Lithium er Distriktspsykiatrien ansvarlig for, at der måles serum-lithium-niveau via blodprøver hver tredje måned. Om dette også gælder for anden medicin, har jeg ikke forstand på.

Professoren har ikke selv prøvet et liv med en psykisk sygdom. Det er selvfølgelig også i orden – en vejarbejder behøver jo heller ikke at have kørekort 🙂 Men det er mit indtryk, at det altid er hans eget mangeårige opgør med medicinalindustrien, man skal høre om. Har han nogensinde spurgt de psykisk syge? Jeg stiller gerne op til et interview. Jeg kan let kontaktes via Facebook og står i telefonbogen.

Venlig hilsen

Stegemüller

Bipolar affektiv sindslidelse

Der skal være møde i Rehabiliteringsteamet den 20. april kl. 9:30, hvor min sag skal for. Som omtalt tidligere kan Rehabiliteringsteamet indstille til:

  • Førtidspension
  • Ressourceforløb
  • Fleksjob

Rehabiliteringsteamet kan alene indstille til kommunen. Det er kommunen selv, der træffer den endelige afgørelse.

Jeg håber jo inderligt på, at de indstiller til fleksjob, og jeg ånder ikke lettet op, førend den endelige afgørelse foreligger. Jeg har ingen interesse i førtidspension, selvom jeg i følge både Bodil og min psykolog hos Psykiatrifonden måske kunne være berettiget, da det er en livsvarig lidelse og alle behandlingsmuligheder er udtømt. Jeg vil gerne arbejde! Jeg vil gerne have kolleger at sige godmorgen og farvel til, jeg vil gerne ud af døren tre morgner hver uge, jeg vil gerne gøre nytte og jeg vil gerne indgå i et fællesskab på arbejdsmarkedet. Endvidere vil jeg gerne udnytte mine kompetencer og bygge videre på det jeg kan. Det skal bare ikke være i det gamle tempo, for det kan jeg ikke tåle. Fortsætter jeg på de gamle niveau udløser det bare nye manier, som sikkert har båret mig gennem mange år af mit arbejdsliv. Jeg er nødt til at finde ud af at gennemgå en transformationsproces fra det gamle liv til det nye liv. Jeg vil gerne, men synes også det er svært. På en eller anden måde er det som at skulle skifte personlighed.

Jeg er dødnervøs for det møde. Heldigvis går min erhvervsrådgiver fra Psykiatrifonden med mig. Jeg føler mig ikke sikker på, at jeg kan klare mig selv. I løbet af min karriere har jeg gået til 1000-vis af møder, men dette føles for vigtigt til, at jeg klare det selv. Jeg må have en med. Det afgør jo min fremtid. Rehabiliteringsteamet består af en alm. læge, en fysioterapeut og en række andre, som jeg ikke lige kan huske, selvom jeg har bedt sagsbehandleren fortælle om det. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal med en fysioterapeut, da jeg jo ikke fejler noget som helst somatisk, og jeg synes, en psykiater havde været mere relevant end en alm. læge. Men dette er er jo kommunale beslutninger, som jeg ikke har nogen indflydelse på.

Psykiatrifonden har udarbejdet en meget flot rapport, som jeg har haft til gennemsyn. De har fået et helt års “samarbejde” kogt ned til 12 sider, og alt det jeg selv har glemt, har de fået med. De har gjort et fantastisk stykke arbejde. Det bestyrker mig i min opfattelse af, at de er meget dygtige og meget professionelle. Jeg har haft så uendelig meget glæde af at komme hos dem. Jeg håber, at jeg kan bevare den indsigt, jeg har opnået der. Den har givet mig så meget mere end al den psykoterapi, jeg gennem årene har betalt formuer for. Jeg har alle lydfilerne fra sessionerne hos dem, så dem kan jeg jo sætte mig til at høre, hvis jeg bliver i tvivl 🙂

Jeg har imidlertid fundet en fejl i deres rapport; en fejl som jeg anser for vigtig: De skriver, at der ikke er tale om “en cerebral dysfunktion eller hjerneskade”.  Men neuropsykolog Kaj Bjerring Andersen skriver: “Pt. er således generelt set kognitivt velfungerende, men der ses nedsat hukommelse, usikkerhed i ikke-sproglige problemløsningsopgaver og måske et lidt sænket forarbejdningstempo. Der ses således tegn på organisk betinget cerebral dysfunktion. Det er ikke sandsynligt, at ECTbehandlingen har betydning, da undersøgelsen er foretaget tre måneder efter, at pt. sidst var i ECT-behandling.” Jeg synes, fejlen er vigtigt set i relation til de massive hukommelsesproblemer. Derfor har jeg sendt den kommunale sagsbehandler en mail, som jeg beder hende forelægge for Rehabiliteringsteamet. Om det kan lade sig gøre ved jeg ikke, men så kan jeg vel selv nævne det på mødet.

Bare der var overstået…