Jeg bryder mig ikke om at købe tøj

Tøjindkøb udsættes her i huset til sidste øjeblik, for jeg kan ikke lide det. Det forekommer mig at være så uendeligt besværligt at skulle ind og ud ad et prøverum, hvor man dårligt har plads til sig selv og sin taske, og hvor man ligner en ged, uanset hvad man tager på.

Mange steder er man nødt til at klæde sig på i sit normale gangtøj igen, og dernæst gå ud at hente noget nyt, man vil prøve; med mindre det da er en ordentlig butik.

Da jeg nu ikke kan lide det, køber jeg ca. hvert 10. år noget tøj i rigtig god kvalitet og slider det op, men til sidst kan alderen jo da ses på ærmerne og andre udsatte steder, og hvem vil ligne en lazaron her op til jul?

På tøjindkøb

I starten af december spurgte jeg derfor min nærmeste veninde, om hun ville hjælpe mig med projekt “tøjindkøb”. Det ville hun gerne, så vi mødtes en formiddag foran Frederiksberg Centeret, som forøvrigt er omdøbt til “FRB. C”. Hun gelejdede mig op til de bedste butikker i plan tre, som vi havde stort set for os selv. Det er fordelen ved at være på overførselsindkomst 🙂

Jeg vidste nogenlunde, hvad jeg gik efter: bluser, en ny fleece og strømper. Allerede i den første butik var der bid: utrolig fin betjening, hvor jeg straks fik den rigtige størrelse med ind i prøverummet. Blusen passede i størrelsen og i farven. Den fineste mohair – dejligt. Lige udenfor lå der gode bluser i de rigtige farver og størrelser. To af dem tak. Og så seks par strømper.

Min veninde skulle ikke købe noget, men det blev alligevel til en nederdel og en bluse. Sådan kan det gå.

Næste butik

Vi kiggede lidt hos Sand, men de havde ikke noget, jeg manglede.

Den næste butik var “Eventyrsport”, som er af den type, hvor jeg kan gå shop amok, når jeg endelig kommer til byen. Planen var en fleece og derved blev det. Lyseblå med gråt i, som min veninde mente passede til håret. Pokkers at det er blevet så gråt allerede; jeg er da i mine bedste år…

Overstået

Det hele var overstået på 1½ time. Det bedste er næsten, at nu ved jeg, hvem jeg kan spørge om hjælp næste gang, og hvor vi skal gå hen.Det er ikke så farlig at købe tøj, som jeg havde fået gjort det til. Jeg skal bare gå de rigtige steder hen.

Frederiksberg Centeret er virkelig et dejligt sted at handle selv for sådan en som mig, der ikke kan lide noget, der hedder noget med “center”. Jeg kan godt lide at blive betjent ordentligt. Faktisk er jeg begyndt at gå min vej, hvis jeg ikke føler, jeg får en god betjening. De varer, jeg køber, er dyre nok til, at jeg vil betjenes godt.

Som tak for hjælpen, og for hyggens skyld, gav jeg en lille pilsner på en nærliggende café, som min veninde kende.

Jeg tog metroen hjem, 2.600 kr. fattigere, men mange gode ting – og erfaringer – rigere.