Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Når jeg ligger der, tænker jeg: “Giv nu slip”

ECT og kampen med angsten

Når jeg ligger der, tænker jeg: “Giv nu slip”

Hvis du ikke har prøvet det, forstår du det ikke. Så jeg prøver at forklare det: Når jeg lægger mig på ECT-lejet, kommer tanken/formuleringen: “Giv nu slip” til mig.

Formuleringen stammer fra, hvad jeg har set i forskellige TV-udsendelser, hvor pårørende siger til terminalt syge patienter, som man ved, skal dø om ganske kort tid: “Giv nu slip”.

Angsten/tanken kommer, når jeg venter på de en eller to sekunder, jeg egl. elsker, og hvor jeg ved, at jeg vil svæve væk i narkosen. Det er svært at være en del af. Så ja, jeg er så angst for at dø fra det gode liv, jeg endelig har opnået, og selvom alle gode kræfter omkring mig (distriktspsykiatrien (både kontaktperson og læger) og psykolog i årevis har prøvet at få det til at lykkes, så går det bare ikke.

Jeg kan ikke, og jeg vil ikke. Og måske skal jeg bare tilføje “Jeg tør ikke”?

Vi var egentlig nået et godt stykke vej

Ja, vi var nået et godt stykke vej. Psykologen havde overværet en behandling og havde overbevist mig om, at de passer på mig. At de ikke lader mig dø som følge af en UTH (en Utilsigtet Hændelse). Og det tror jeg på.

Inden jeg sidst/senest skulle til behandling, hørte jeg flere gange i løbet af natten psykologens “genfortælling” om behandlingen, for at jeg kunne overbevise mig selv om, at det nok skulle gå. Det virkede bare ikke.

Det, der væltede mig, var en medarbejder fra anæstesien, der “betjente” mig, som var jeg en maskine, og hvor jeg to gange måtte sige “Undskyld, men du er lidt voldsom derovre”. Jeg havde vedkommende inde i mit system/hoved mindst en uge før behandlingen.

Efter det kunne jeg ikke møde op. Jeg sov 1 – 2 timer, og så gik det bare ikke.

Jeg ved, jeg ville møde frem, lægge mig på lejet, tårerne ville strømme, og jeg ville føle mig som en idiot. Og hvem har lyst til det?

Jeg fik de sødeste mails og opringninger fra psykiatrien efter min udeblivelse. Man var bekymret for mig. Og det blev jeg selvfølgelig utrolig rørt over. Men det flytter ikke på: “Jeg kan ikke, og jeg vil ikke.”

Har jeg overhovedet behov for ECT?

Jeg er selvfølgelig klar over, at jeg har beskrevet alt “det andet” herover. Alle mine bortforklaringer. Jeg har tænkt det hele igennem minimum 500 gange. Jeg er jo altså ikke kun dum, ikke kun en idiot …

Men jeg tænker også: “Vi må teste, om jeg overhovedet har behov for disse behandlinger”. Har jeg ikke behov for behandlingerne, så f…. stå i at gennemgå disse mareridt forud for dem.

Der er reelt ingen, der ved, om jeg behøver disse behandlinger. Det må vi finde ud af. Jeg kan garantere, at mærker jeg bare den mindste lille ansats i den ene eller den anden retning (mani eller depression) , så reagerer jeg med det samme og kontakter straks Distriktspsykiatrien. Jeg har haft min kontaktperson siden 2014, så jeg er fuldkommen sikker på, at hun vil hjælpe mig gennem diverse administrative barrierer, der måtte opstå.

Faktisk er en af min største bekymringer om at stoppe behandlingerne, at hvis jeg ikke længere får ECT, mister jeg kontakten til kontaktpersonen. Vi har dog i dag talt om, at så “kategorisk” er det måske ikke 🙂

Corona og recidiv

Jeg har vendt det hele i hovedet mindst 500 gange. Gør jeg noget dumt?

Og jeg er naturligvis ikke blind for, at psykiateren, da jeg senest talte med ham, fortalte om det voldsomme recidiv i Holland og/eller Belgien, da man under Coronaen ikke kunne behandle patienterne. Det blev et uønsket “studie”, hvor det stod klart, at patienter, der normalt modtog vedligeholdelses-ECT, pludselig fik mange tilbagefald. Det var i ordenen 80 – 90 pct.

Det har selvfølgelig gjort stort indtryk på mig og min tankevirksomhed. Jeg synes bare stadig, der er behov for, at vi tester, om jeg behøver behandlingerne. Men måske er det kun, fordi jeg er så bange for “… giv nu slip”. Jeg ved det ikke.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Elektrokonvulsiv terapi (ECT)

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Jeg skulle have været til ECT den 7. juli, men jeg vurderede, at jeg – på grund af ankelbruddet – ikke kunne gå fra hovedindgangen ned til ECT-afdelingen.

Eftersom anklen har det ret godt nu, var jeg til ECT i går.

Jeg er så glad, for der var næsten ingen angst.

Jeg havde hørt psykologens genfortælling flere gange og mærket mig det vigtigste:

  • Passer de på mig? Ja 100 pct. LL tjekker værdier tre eller fire gange, inden de “kører”.
  • Der er kun én, der er i fokus, og det er dig.
  • De ved 100 pct., hvordan du har det.

Jeg “glemte” helt at spørge J, om hun ville sige, når de tænder for strømmen, for hvis jeg hører det, er det galt, og jeg “glemte” at være angst, fordi lægen ikke kom og lyttede på hjerte og lunger, sådan som de plejer. Til gengæld kom B og “målte værdier”. Blodtrykket var over 200 … Når jeg selv måler, ligger det omkring 109 og 130. 200 er da helt Anders And. Naturligvis har jeg data om mit blodtryk.

J – eller en anden – må have tryllet lidt, for jeg var først på, og det betyder enormt meget for mig, at jeg ikke skal sidde nede i “mit hjørne” og høre lyden fra ECT-apparatet, hvis de behandler tre eller fire patienter før mig. Lyden går ind i begge min hjernes spor, og angsten vokser ind i himlen.

Det er så simpelt, men det er selvfølgelig svært at forklare til mennesker, der ikke har prøvet det. Men jeg er meget sensitiv overfor lyde og overfor lugte.

Kommer der meget dårlige patienter mellem fredag (hvor de bestiller kørslen til mig) og mandag (hvor jeg skal derud), må de selvfølgelig behandle dem først. Man skulle være født under en sten, hvis man ikke kunne indse det!

Hvis jeg skal vente, har J foreslået, at jeg venter i deres køkken, hvor jeg ikke kan høre det. Det er jo helt fantastisk, som de lægger sig i selen for mig. De behandler ikke kun patienter; de behandler mennesker. Egentlig troede jeg ikke, det kunne ske i et så stort system, som psykiatrien (også) er. Det får mig til at tænke på min onkel Sigvard Kaae:

Sigvard Kaae (1913 – 2001)

Sigvard var gift med min fars søster. Han afløste professor Krebs, og var professor, overlæge dr. med. og chef for Radiumstationen i Aarhus.

En avis skrev nederst i omtalen ved hans 60-årsdag: 

Som han engang sagde til et hold nyudklækkede læger: Husk at dem I nu går ud for at behandle ikke er patienter, men mennesker.

Pakket ind i et lagen

De havde set i journalen, og jeg viste den blå-grønne del af min venstre overarms underside frem.

LL ringede over til ortopædkirurgerne på Hvidovre og spurgte, om de måtte gennemføre behandlingen? Kunne det generaliserede krampeanfald bevirke, at bruddet på knoglestykket på overarmsknoglen (tuberculum majus afrivning) forskubbede sig, så det gik fra udislokeret til dislokeret (fra ingen fejlstilling til fejlstilling)?

De fik grønt lys men åbenbart også besked om at pakke skulderen ind, hvis jeg ikke havde slyngen med, så der ikke kunne ske noget. Jeg havde ikke slyngen med.

Ergo pakkede de hele venstre overarm og skulder ind i et lagen, førte det ind under min ryg, så lagnet var låst, (tror jeg). LL sagde “Det er ligesom, man gør med en baby”.

Jeg kan så godt lide hende, for hun er den, der er bedst til at stikke. Hun rammer plet i blodåren hver eneste gang. Og det er også hende, der holder mig i hånden under behandlingen, men det oplever jeg jo ikke. Psykologen refererede, at at hun er “meget påpasselig”.

Jeg plejer selv at holde iltmasken, men eftersom begge arme i går var optaget (den ene med lagenet og den anden af venflonet), måtte de holde den for mig. De startede med at holde den 10 – 15 cm. fra mig, men jeg kunne mærke, at det var helt i orden, at de holdt den tæt på.

Jeg var tryg og nåede næsten ikke at se billederne i loftet.

Er det slut på årevis med angst?

Jeg kan ikke huske, hvornår angsten tog fat, men det er flere år siden. Det er fx flere år siden, at min kontaktperson i Distriktspsykiatrien foreslog, at jeg kunne prøve at overnatte i Glostrup. Det gjorde jeg vist kun to gange, for selvfølgelig kunne jeg ikke sove, når de kom hver anden time for at se, om jeg sov. Men de har naturligvis deres procedurer, fordi de indimellem har meget syge mennesker.

Og derudover var der en medarbejder i “Akutten”, der sagde “God strøm”, da jeg forlod afdelingen. Det var vel ikke det klogeste, man kan sige til et menneske, der er ved at dø af skræk?

Der er så mange, der har forsøgt at gøre noget for at hjælpe mig af med angsten. Jeg tør næsten ikke tro, at den nu er under kontrol.

  • Weekenden før behandlingen var ikke fyldt med dårlige tanker.
  • En anden parameter er søvnen. Natten til mandag sov jeg otte timer kun afbrudt af, at det var så pokkers varmt. Det var helt, som det skulle være.
  • Da jeg låste min yderdør, kom den meget ubehagelige tanke “Det er sidste gang, jeg låser min dør” ikke.
  • Iltmasken kunne komme helt tæt på, selvom jeg ikke selv holdt den. Jeg har selv holdt den i årevis.
  • Der var ingen tårer, som er en fysisk reaktion på et for stort pres (sagde psykologen).

Har psykologen virkelig tryllet?

Det er selvfølgelig svært at vide, og jeg kan kun holde fast i ovenstående fem punkter. Jeg har været i stand til at holde fast i hendes genfortælling, som jeg har hørt flere gange. Det er jeg utrolig glad for.

Hun var også glad for at have overværet det, da hun har andre klienter, der får ECT og også nogle, der har valgt det fra.

I forhold til dengang med medicinen og den deraf følgende Parkinsonisme, er der kun et at sige: “Dette er 100 gange bedre!”

Og det svarer fuldkommen til, hvad Poul Videbech og Mona Honoré skriver i Ugeskrift for Læger den 23. september 2003:

Tre fjerdedele ville vælge ECT igen, hvis de skulle komme i samme situation.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/1 Kommentar/i , /af ,

Fortællingen om ECT

Fortællingen om ECT

ECT ja tak. Parkinsonisme nej tak!

Fortællingen om ECT

Vi har gennemgået det hele igen:

Denne artikel er psykologens genfortælling til mig om en ECT-behandling. Jeg har gennemlyttet den flere gange og taget noter undervejs. Hvis fagfolk fra psykiatrien læser med, er det ikke korrekt, for det er selvfølgelig ikke fagudtrykkene, men det er hendes oplevelse af det, som jeg har forstået det. Vi er ude i tredje potens …

Har man har fordomme om psykiatrien i almindelighed og ECT i særdeleshed, håber jeg, at jeg hermed er med til at bryde dem bare lidt ned.

Søvn = restitution

Når jeg har været til behandling, er jeg utrolig træt. I fredags sov jeg nærmest både hele dagen og hele natten til lørdag. Det er usædvanligt. Sædvanligvis sover jeg bare 3 – 4 timer. Det er godt, at jeg kan det. Jeg har ikke ægtefælle, børn, arbejde m.v., jeg skal hjem og forholde mig til.

Jeg har engang spurgt en psykiater, om det er naturligt at være så træt, og det er det. Der er vel det i det, at kroppen restituerer, når man sover. Efter at have sovet, har jeg det fuldkommen normalt. Min hjernekapacitet er ikke blevet mindre af de mange (mere end 100) behandlinger. Det kan også være, jeg har lidt at give af.

På ECT-dagene står der bare “ECT” i kalenderen; og jeg får ikke gået min tur, jeg går kun ind under min kugledyne. Sådan er det.

Passer de på mig?

Mit første spørgsmål, som jeg intellektuelt godt ved er fuldkommen overflødigt: “passer de på mig?”. Helt 100 pct. Der er kun en, der er i fokus, og det er mig.

Jeg er altid så glad, når det er LL fra anæstesien, der er der, for der er noget utrolig sødt over hende. Hun er så imødekommende og varm, og så er hun altså den, der er bedst til at stikke.

Da AJ var der, sagde hun altid “Hanne er svær at stikke”. Min åre på venstre hånd slår på en eller anden måde et knæk, så det gør pokkers ondt, når de “roder rundt” for at finde den. LL går bare over på højre hånd, der er bedre. Hun havde lidt svært ved at kalde den frem og “bankede” mange gange, men ondt gjorde det bestemt ikke.

Denne gang sagde jeg til hende “Jeg havde sådan håbet, det var dig, der var her”. Det var måske dumt, men nu gjorde jeg det altså, for jeg har haft lyst til det længe. Vi kender jo efterhånden hinanden, og vi har samme smag i rygsække 🙂 Det skal være en Osprey 34 l.

Serier ctr. hver femte uge

Når man er indlagt og får ECT, giver de typisk serier, hvilket vil sige, at man får behandling mandag, onsdag og fredag. Der bliver kroppen lidt “immun”, og der skal mere medicin til, men ikke for meget, for så kan anfaldet ikke fremkaldes. Det er en balancegang, som de har fuldkommen styr på.

Når der er lange intervaller, skal der mindre medicin og mindre strøm til for at fremkalde anfaldet. Det er jo egl. logisk nok – og jeg elsker logik. Så reduceres dramatikken og magien.

Jeg faldt en dag over et gammel blogindlæg fra 2015, hvor jeg skrev om “chokdemens”: Under en indlæggelse med serier var jeg “chokdement”, dvs. lidt “fra den” efter en behandling, så jeg gav en uærlig medpatient både Visakort og kode, for at hun kunne købe cigaretter til mig. Personalet på 808 havde bøvlet med at spærre kortet i banken osv.

Jeg har kun oplevet “chokdemens” denne ene gang.

Roller og behandling

Alle har deres rolle.

LL giver medicinen, der bedøver, og holder mig i hånden! De ved godt, hvordan jeg har det. Hun er henne og tjekke tre eller fire gange, før de går i gang.

S, der står på den anden side, holder øje med en/nogle skærme og sørger for ilten.

J sætter elektroderne på.

Lægen sidder ved skærmen, har det overordnede ansvar og monitorerer alt. Det er faktisk ikke J, der siger, når de tænder for strømmen, det er lægen. Og så siger han “Nu støder vi”, når alt er klar til selve behandlingen.

Man skal tage skoene af, og de kan se på fødderne, når man er fuldkommen afslappet. Jeg har altid troet, at det var for, at man ikke skulle grise lejet til.

Psykologen havde været lidt spændt på, hvordan det så ud. Ville det være voldsomt? Ville det være lige som, det er vist i en “Indefra” med Anders Agger? Nej, sådan var det overhovedet ikke. Det var mere, som man kender det fra mennesker, der har en spastisk lammelse. Man kan se, at patienten bider hårdt sammen (derfor bideskinnen), kinder, arme og ben ryster/spjætter lidt. Men det er sådan set også det hele.

Det var alt sammen fuldkommen udramatisk og totalt metodeorienteret. De har deres fulde opmærksomhed på mig. Der er ikke noget at være bange for. Sammenligner vi det med den neuroleptikaudløste Parkinsonisme, som jeg jo nærmest blev invalid af, er dette 100 gange bedre. Dette er fuldkommen under kontrol – ingen kunne kontrollere Parkinsonismen.

Det svarer til, at professor Poul Videbech skriver:

Endelig foretrækker mange patienter, der tidligere har fået ECT-behandling, på ny at få denne behandling, hvis de atter får en depression, fordi de har erfaring med, at den virker så hurtigt.

Lægen fortalte psykologen, at det var et A-anfald, og at det varede 40 sekunder. Man kan se både på mig og på skærmen, at nu aftager anfaldet. Jeg overtager selv vejrtrækningen.

Hun havde stillet spørgsmål, som de havde besvaret. Alle havde været meget søde, imødekommende og ordentlige. Det er altså lidt imponerende, at de åbner for lægfolk på den måde. Hun syntes, hun havde fået en fantastisk behandling.

Da jeg vågner, taler LL til mig (det husker jeg ikke). Hun spørger, om jeg vil have kaffe? Ja tak kaffe og en yoghurt, eftersom jeg ikke har fået noget som helst siden før midnat, og nu nærmer vi os vist kl. 11.

De kører mig til opvågningen. Så komme B med kaffen. Og det var det.

Kun en ting kunne være bedre

Det eneste, der kunne være bedre, var, at der ikke var den lange ventetid på mindst en time. Jeg hører de mange stød mange gange – også selvom jeg altid sætter mig længst muligt væk helt nede i enden af ECT-gangen. Lyden gør mig bange. Den er så insisterende, så tårene står i kø. Det er ligesom, hvis man har stress, eller man er meget presset. Så kan man heller ikke holde tårerne tilbage. Det er en fuldkommen naturlig reaktion, men jeg føler mig som en idiot hver gang. Mine følelser kommer ikke andre end de særligt udpegede ved.

Jeg vil tale med J om, jeg evt. kan være først på? Det er vist hende, der styrer det. Men de tager vist de indlagte patienter først. Jeg vil alligevel prøve. Det kan der ikke ske noget ved. Jeg kan højst få nej.

Hvis det nu ikke virker?

Nu er jeg selvfølgelig spændt på, om angsten er den samme eller mindre næste gang. Tror jeg stadig, jeg skal dø? Står tårerne stadig i kø? Er jeg stadig maksimalt presset? Jeg vil selvfølgelig høre lydfilen fra i går igen, for vi gennemgik alt i detaljer.

Hvis det ikke virker, må psykologen jo udtænke noget andet: “Vi har et problem, vi skal løse”.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

ECT: Nyt forsøg på at imødegå dødsangsten

ECT: Nyt forsøg på at imødegå angsten

Electroconvulsive Therapy/Elektrokonvulsiv behandling (ECT)

ECT: Nyt forsøg på at imødegå dødsangsten

Alle har gjort alt, hvad de kan.

Angst er irrationelt; sådan er det bare. Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien har gjort alt, hvad hun kan. Jeg har fx overnattet i Glostrup inden behandlingen. Men de kom hver anden time for at spørge, om jeg sov, og så kan man selvfølgelig ikke sove. Har man ikke sovet, er man endnu mere skrøbelig. Tårerne triller endnu lettere.

Jeg har vendt det med psykologen mindst 50 gange, alligevel kommer tanken “Det er sidste gang, jeg låser min dør”, når jeg tager afsted til ECT. Det er meget ubehageligt. Når jeg lægger mig på ECT-lejet, triller tårerne, og jeg kan kun lige nøjagtigt fremstamme navn og CPR-nummer. De vil jo gerne vide, om de har fat i den rigtige patient.

Psykologen har heldigvis en dejlig operationel og kreativ tilgang “Vi har et problem, vi skal have løst”, så hun udtænkte noget nyt: “Har du en, du stoler 100 pct. på, som kan tage med næste gang?”. Mit svar faldt prompte “Ja, dig”.

Kontaktpersonen ringede til ECT-afdelingen og spurgte, om det var muligt, at psykologen måtte komme med? “Ja, hun må meget gerne komme med” (jeg bemærkede ordet “meget”), og det var så i går, jeg havde følgeskab. Det var så rart, at nogen holdt mig i hånden, da jeg vågnede op. Det har jeg ikke prøvet før.

Der var ingen bøvl ved at få lov til at tage hende med, og personalet var så søde og imødekommende. Jeg havde nok forestillet mig 5 overlæger, 5 blanketter, samtykkeerklæring, GDPR osv., men sådan var det ikke. J i ECT-afdelingen sagde, det var i orden, så var det sådan, og vi skulle bare finde en dato.

Sådan er det, når gode mennesker lægger sig i selen for en.

Formålet med følgeskabet

Når jeg ellers ikke føler mig for fjollet og dum og kan fremstamme det, beder jeg J “sige højt, når de tænder for strømmen, for hvis jeg hører det, er det galt”. Intellektuelt ved jeg naturligvis godt, at de aldrig nogensinde vil tænde for strømmen, hvis narkosen ikke er på plads. Men dødsangst og intellekt har intet med hinanden at gøre. Men jeg kan jo ikke vide med sikkerhed, om J rent faktisk gør det, for jeg er jo (forhåbentlig) i narkose. 

Jeg ved ikke, om jeg er mest bange for at mærke strømmen eller for at dø. (I parentes bemærket sætter man ikke strøm gennem hjernen – det er en myte – man sætter strøm til hovedbunden. Strømstyrken svarer til strømmen i en lommelygte).

Jeg er så bange for, om de passer på mig. Måske er de bare ligeglade? Nej, det er de naturligvis ikke, for hvis jeg dør, er det en klar UTH (utilsigtet hændelse), og det har de ingen interesse i.

Gør de virkelig alt det, de siger, de vil gøre, når jeg sover? Det kan jeg jo ikke vide:

  1. Er ECT-apparatet indstillet til 90 pct.?
  2. Giver de bilateral ECT?
  3. Har de bideskinnen parat?
  4. Slår de sengehestene op?
  5. Siger J rent faktisk, når de tænder for strømmen?
  6. Passer de på mig?

Professor i psykiatri Poul Videbech skriver

ECT-apparatet afgiver strøm til hjernen i ganske få sekunder. Energimængden svarer til ca. 1/10 af den energi, som afsættes af en almindelig defibrillator (hjertestarter). Langt størstedelen af strømdosis shuntes imidlertid udenom hjernen via huden og kraniet, således at kun ca. 5 pct. af strømmen påvirker hjernen, hvor den synkroniserer nervecellerne i et lille område. Efter at strømmen er ophørt, breder impulserne sig ud fra dette område og ender med at fremkalde et krampeanfald, ligesom man ser det hos en person med grand mal-epilepsi.

Psykologens referat

Det varede ca. 40 sekunder. J sagde, da de tændte for strømmen. ECT-apparatet var indstillet til 90 pct. bilateral ECT, bideskinnen var parat, og de slog sengehestene op. Alt dette er selvfølgeligheder for mennesker uden dødsangst.

Nu håber jeg sådan, at jeg om fem uger kan genkalde mig dette, for der er ingen grund til at tro, at de bare gjorde det, fordi psykologen var med. De gør naturligvis sådan hver gang. Åh Gud hvor jeg husker det!

Yderligere forklaring om ECT

ECT står for Electroconvulsive Therapy, og er effektiv ved fx både svære depressioner, svære psykoser og svære manier. Behandlingen foregår ved, at der påføres en svag elektrisk strøm til hovedbunden. Dette udløser en sammentrækning (krampe) i hjernen. Man er i fuld narkose og oplever derfor ingen smerte eller ubehag under behandlingen.

ECT har endvidere den fordel, at det virker allerede efter et par gange. Dette skal ses i sammenhæng med, at der fx let kan gå otte uger før et evt. antidepressiva har effekt. Nogle gange har man bare ikke otte uger at gi’ af. Herudover er der specielt for bipolar affektiv sindslidelse det faktum, at man ikke kan tåle antidepressiva, for så risikerer man nye manier, så der er en hårfin balancegang at holde.

Der er ikke rigtig nogen, der ved i detaljer, hvorfor ECT virker; man ved bare, at det virker. Virkningen fremkaldes ved, at nogle neurotransmittere genfinder hinanden.

ECT står aldrig alene, men er et stærkt supplement til medicinsk behandling og samtaleterapi.

Jeg skal aldrig nogensinde tilbage til medicinen

Jeg er afhængig af ECT, og derfor må vi løse problemet med dødsangsten.

  • Gør jeg ikke noget, bliver jeg syg.
  • Tager jeg medicin, bliver jeg også syg.

Jeg fik Parkinsonisme af medicinen, hvor jeg tror, jeg fik “den fulde pakke”, og det var værre end den tilgrundliggende bipolare lidelse.

Da jeg var ligeglad med livet

Det er klart, at dødsangsten er overvældende nu, hvor jeg har fået et lykkeligt liv og aldrig har haft det bedre. Nu vil jeg så nødigt af med livet. De år, hvor jeg helst ville dø, var jeg ikke angst for ECT. Det behøver man ikke være hverken psykolog eller psykiater for at regne ud. Det er den rene logik.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.