Mani under opsejling?

Psykiatrien passer godt på mig

Jeg har det helt fantastisk, jeg har aldrig haft det så godt, og det er ikke i sig selv bekymrende. Det må man godt, også selv om man har bipolar affektiv sindslidelse. Men hvor går grænsen?

Men det har kørt lidt for hurtigt de seneste uger, måske ca. seks uger eller deromkring. Jeg er så optaget af alle mine projekter – fx min tyske slægt – at jeg “ikke har tid” til almindeligheder såsom at spise, børste tænder, tisse osv. I øvrigt er jeg ikke sulten. Jeg sover kun meget lidt, og når jeg vågner midt om natten, kan jeg ikke falde i søvn igen. Jeg ligger bare og tænker på alt det spændende, jeg kunne lave, hvis jeg stod op, og det gør jeg så.

Jeg har måske også haft et lidt unødvendigt stort pengeforbrug. Ikke på nogen måde alarmerende, og jeg er ikke ved at gå fra hus og hjem, og jeg har styr på det, men alligevel er det en tanke værd.

Jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Jeg har haft den samme kontaktperson i ti år, så hun kender både advarselstegnene og mig vældig godt. Og hun tør sige sin mening. Det er der behov for.

Da vi senest sås, talte vi antal timer med søvn. Da jeg sagde 3-4, blev hun bekymret. Vi aftalte opringning en uge efter, hvor jeg på mirakuløs vis havde fået det til at stige til 5. Man kan jo ikke tvinge sig til at sove. Hun var stadig ikke tilfreds og blev nødt til at nævne det for lægen, der måske ville foreslå et møde.

Hun har ringet i dag og ringer igen i på tirsdag. De holder øje med mig. Jeg kommer til at tænke på “Holder øje med dig”, som Søs Fenger sang i 1989.

Lægen foreslog, at vi for en periode ændrer intervallerne for vedligeholdelses-ECT fra hver 5. uge til hver 3. uge. Hun havde sagt til ham, at det ville jeg nok ikke. Men det ville jeg, og jeg sagde ja til tilbuddet med det samme, for dette skal under ingen omstændigheder udvikle sig. Vi talte om det telefonisk. Hun sagde, at det var hun glad for. Jeg sagde på min side tak for hjælpen.

Vi ved alle, at ECT er vejen frem for mig. Det er det, der holder mig kørende og “stemningsneutral”, som det så fint hedder, hvilket egl. bare betyder, at jeg er i “midtersporet”, hvor jeg skal være.

ECT-afdelingen har allerede ringet her til morgen, og vi har aftalt de nye datoer. Der er styr på det. Det kører.

Ergo: psykiatrien passer godt på mig, og der er ansat topprofessionelle mennesker, der gør det, de skal og lidt til. Vi skal for enhver pris undgå en ny fullblown mani. Jeg har set psykiatrisk afdeling tilstrækkeligt, og i øvrigt har jeg ikke tid til en indlæggelse, for jeg skal til Tyskland i august og gå i mine aners fodspor.

De svære balancer

Når man har det fantastisk, går man ikke til lægen

Ingen normale mennesker går til læge, eller beder om en ekstra samtale med kontaktpersonen eller en lægesamtale, når de har det fantastisk, og der er fremdrift i alle projekterne. Hvad skal man så med fagpersonerne?

Du går da heller ikke til din egen læge for at bede hende kigge på dit ben, når du selv kan se, det ikke er brækket. For mig er det det samme.

Jeg skjuler ikke bevidst noget for nogen, og jeg lyver aldrig; det kunne jeg aldrig finde på, da det er imod mine værdier, som jeg går højt op i, men efter den omtalte telefonsamtale gik jeg de lovbefalede skridt og blev opmærksom på de yderligere advarselstegn. Jeg havde bare ikke anset det som “farligt”, men den samlede sum af omstændigheder er ikke helt god.

Det er godt, at der er en dygtig psykiatri, der holder øje med mig og hjælper med at holde balancen. Og her ser man værdien af det relationelle og et kendskab bygget op gennem flere år. En “fremmed” ville ikke på nogen måde kunne gennemskue det. Og når jeg heller ikke selv kan, har vi balladen.

De naturlige særinteresser

En mani er sygelig, men de eller den særinteresse, der følger med Aspergers syndrom, er fuldkommen naturlig og ikke alarmerende. Det er helt naturligt, at man er ekstremt optaget af sin særinteresse. Det er naturligt, at man specialiserer sig inden for et lille område og bliver god til det. Jeg ved ikke, hvor grænsen går.

Da jeg skulle udredes, ventede jeg faktisk et år på Pia Bohn Christiansen, der har forstand på begge diagnoser, da det forudsætter specialuddannelse at holde symptomerne ude fra hinanden, at skelne skæg fra snot så at sige.

De svære læger

Min kontaktperson syntes, jeg skulle tale med lægen. Det ville jeg ikke.

For det første fordi, jeg ikke så nogen grund til det. For det andet fordi jeg aldrig har mødt vedkommende før. Og jeg krænger ikke min sjæl ud til hvem som helst. Jeg skal kende folk, alternativt får de den velpudsede facade. Jeg har været i gamet længe nok til at kende koderne og vide, hvad jeg skal sige. Hun tilbød at gå med, og så var det i orden. Men nu klarede vi det telefonisk, så jeg slap for at møde en fremmed.

Forholdene i psykiatrien er sådan, at man i Distriktspsykiatrien typisk kun ser sin læge en enkelt gang, så er vedkommende videre til noget andet. Det er vældig problematisk for mig, for jeg skal først finde ud af, hvem folk er. Det er ikke fordi, jeg vil skjule noget for nogen, men jeg er bange for, at hvis jeg er mig selv og ærlig, vil de tænke, at jeg er mærkelig. Og hvem har lyst til det?

En undtagelse er den ældre overlæge i Distriktspsykiatrien, som for mange år siden gennemskuede hukommelsestabet og døbte det “absencer”, fordi perioder på op til 14 dage var pist væk. Det kunne ingen andre se. Hun gik desværre på pension.

---

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

---

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.