Indlæg

/3 Kommentarer/i /af

Noget om angst for ECT

Noget om angst for ECT

Vi havde lige fået lagt angsten ned

Noget om angst for ECT

Jeg var til ECT i mandags, og det var overhovedet ikke rart, og jeg frygter allerede næste gang, som er den 18. november. Det, jeg frygter, er fx ugen før, hvor tankerne hele tiden kredser om det, og natten før, hvor jeg knapt sover.

Der har været forsøgt alverdens krumspring for mig. De har virkelig alle sammen stået på hovedet for at hjælpe mig med lægge angsten ned, for ECT er den bedste behandling, jeg kan få, og det er den, der holder mig “kørende”. Jeg har jo aldrig haft det så godt, og jeg skal aldrig tilbage til medicinen. Engang var jeg så bange.

Fx forsøgte vi på min kontaktperson i Distriktspsykiatriens foranledning i en længere periode, at jeg overnattede derude i Glostrup natten før behandlingen. Idéen var god, men derude kom de jo hver anden time for at se, om jeg sov, og så kunne jeg da slet ikke sove.

Og det, der slog hovedet på sømmet, var, at en af medarbejderne i “akutten” en morgen sendte mig afsted ved at sige “god strøm”, på samme måde som man ville sige “farvel” til andre mennesker. Det var jo nok ikke det mest intelligente, hun kunne have fundet på at sige.

I mandags havde personalet allehånde problemer med både udstyret og mig.

  1. Medarbejderen, der skulle “måle værdier” inden behandlingen, mens jeg ventede ude på gangen, kunne ikke få blodtryksapparatet til at opføre sig ordentligt og udstødte højt “Sådan noget gammelt lort”. Det var noget med batteriet, så hun måtte hente et andet apparat. Mit blodtryk var 187 over et eller andet. Da jeg målte det herhjemme i morges var det fx 112/76 og en puls på 60. Jeg følger det lidt, fordi jeg gerne vil se rygestoppets effekt.
  2. Anæstesien kunne simpelthen ikke finde en god åre. Allerede en tidligere medarbejder sagde mange gange “Hanne er svær at stikke”, og det er ikke blevet lettere med tiden. Jeg spørger dem altid, om de ikke vil gå op i albuebøjningen, og de svarer altid, at det vil de helst ikke, for skulle der en gang blive brug for den sådan for alvor, er det bedst, hvis den ikke er fyldt med arvæv. Det kan selv jeg indse. Når de fedter rundt på håndryggene, gør det bare forbandet ondt. Men jeg har lov at klemme en af medarbejdernes hånd og bande højt, hvis det er nødvendigt. Jeg håber sådan, hun holder til det. De er sgu så søde.
  3. Der måles blodtryk undervejs i behandlingen (vil jeg da tro, jeg sover jo) og i hvert fald skal de have manchetten om overarmen til at puste sig op, inden de går i gang. De måtte prøve i alt tre gange. Sådan noget bringer mit angstniveau ind i himlen. Jeg var klar til behandling men lå og sagde “Jeg kan ikke lide dette her. Har I styr på det?”.

Min tanke er, at sker dette igen, så rejser jeg mig og går, uagtet jeg sagtens kan se, at det ikke hjælper det ringeste. Nissen flytter bare med til næste gang.

Jeg ved jo godt rent intellektuelt, at de går først i gang, når de ved, der er styr på det! og at det netop er derfor, de må prøve flere gange. På grund af den historik jeg har, er det bare sådan, at alle mine sanser indfanger alt, hvad de foretager sig, selvom jeg virkelig prøver at lade dem passe deres arbejde i fred og ro. Hvis lægen nu en dag sagde: “ECT-apparatet er indstillet til 85 pct”, ville jeg række hånden op og sige “Undskyld men det er altså en fejl. Det skal være 90 pct.”.

Og tårerne triller, så de må tørre op … Jeg føler mig som en kæmpe idiot, men jeg er så bange. Jeg har endelig fået et liv, som jeg elsker højere end noget andet, og skal jeg så sige farvel til det allerede nu?

Hende, jeg tror er “over-anæstesiologen”, kom bagefter og klappede mig på håndryggen, da jeg var ved at vågne op. Desværre kan jeg ikke huske, om vi talte sammen. Hun er virkelig så sød – de er alle samme så søde, det drejer sig bare ikke om at være sød, det drejer sig om, at jeg gennemlever alverdens angst hver fjerde uge, og er det så som om, de ikke har styr på udstyret, så er det virkelig ubehageligt for mig.

Af personlig erfaring ved jeg, at et ganske godt blodtryksapparat kan købes for mellem 600 og 700 kr. Psykiatrien må da kunne få råd til at købe et par nye til PCGL?

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Noget om angst for ECT

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Hvad er meningsfuldt, og hvad vil give livskvalitet?

Hvad er meningsfuldt, og hvad vil give livskvalitet?

Information og viden om Aspergers syndrom

Hvad er meningsfuldt, og hvad vil give livskvalitet?

Jeg blev inspireret af Rikke Højberg Jeppesens hjemmeside, der blandt andet har en side fra 2019. Der er ganske vist flere links, der ikke virker mere, men hun stiller det gode spørgsmål til overvejelse: »Gad vide hvad der er meningsfuldt for dig og hvad der vil give dig livskvalitet?«

Nu er jeg jo allerede lykkelig for min tilværelse, som den ser ud, så der er ikke så meget, der kan pilles ved. Men lad mig alligevel tage nedenstående punkter fra hendes hjemmeside et for et:

Hvilke 10 problemer kæmper voksne med AS (Aspergers syndrom) oftest med?

Ifølge et studie af Craig R. Evans, kæmper flest voksne med AS med følgende problemer:

  • Angst
    • been there, done that. Det var tydeligst i forbindelse med ECT, hvor jeg gennemgik de frygteligste tanker. Eksempelvis kom tanken, når jeg låste min yderdør, når jeg var på vej til behandling: »Det er sidste gang, jeg låser min dør«. Så er man altså bange for at dø. Psykologen og psykiatrien hjalp mig i forening gennem det.
    • En lang overgang sørgede Distriktspsykiatrien for, at jeg kunne overnatte i Akutmodtagelsen, inden behandlingen. Jeg afskrev det dog efter et stykke tid, fordi jeg simpelthen fik sovet alt for lidt derude, og det øgede jo i stedet angstniveauet.
    • Nu holder jeg fast i, at ECT er mit eget valg, og at det er det, der har hjulpet mig bedst ud af alt det, vi sammen har prøvet i årenes løb for at behandle en svært behandlelig bipolar affektiv sindslidelse. Jeg synes, angsten er væk.
  • Dårligt selvværd
    • Mit selvværd er blevet bedre, efter jeg forlod arbejdsmarkedet. Men nu skal jeg jo heller ikke måle mig op mod nogen på daglig basis, og der er ingen, der måler mig. Det er ganske rart.
  • Håndtering af forandringer
    • Jeg hader forandringer, og jeg er ikke god til dem. Tingene skal helst være, som de plejer, for der performer jeg bedst. Derfor var hele male-processen også hård. Men jeg elsker resultatet. Og jeg elsker, at jeg i eftermiddag kan vende tilbage til mit eget liv.
  • At leve med nedsmeltninger
    • Jeg synes ikke, jeg kender til nedsmeltninger. Jeg tror ikke helt, jeg ved, hvad det er.
  • Depression
    • Dem kender jeg til bevidstløshed. I 11 år (fra 2003 til 2014) havde jeg diagnosen »Tilbagevendende depressioner«. Først i 2014 fandt en hamrende dygtig overlæge under en indlæggelse ud af, at jeg i stedet havde »Bipolar affektiv sindslidelse«. Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien sagde forleden, at det er meget almindeligt, at det starter sådan. Bipolar giver så god mening for mig, og jeg oplever en psykiatri, der siger »Nu er udgangspunktet jo, hvordan du selv synes, du har det.« Det kunne ikke gøres bedre.
    • Psykologen er enig i, at der er to poler, og selvom jeg ikke længere får medicin mod bipolar lidelse, er der alligevel et strejf af det maniske, som vi må holde øje med. Eksempelvis løser jeg alle opgaver, der kommer forbi mit bord. Jeg kan ikke lade dem ligge eller overlade dem til andre. Herudover sover jeg i perioder meget lidt. Eksempelvis vågner jeg typisk kl. 2 eller 3, er frisk og kan ikke sove mere, fordi jeg tænker på alt det, jeg kunne lave, hvis jeg stod op. Og det gør jeg så. Men jeg burde ikke.
  • Sensitive sanser
    • Jeg har fået god hjælp af en rigtig dygtig ergoterapeut i Distriktspsykiatrien til at håndtere lydindtryk i det offentlige rum. Ganske enkelt har jeg købt et par Bose Noice Cancellation. Det betyder, at jeg nu kan gå på indkøb og bruge offentlige transportmidler uden problemer. Det er virkelig dejligt.
    • Jeg har stadig problemer med lugt i det offentlige rum. Det er jo svært at reducere lugten fra for eksempel en burgerrestaurant. Der er ikke andet at gøre end at holde vejret, indtil jeg er forbi den eller at gå over på den anden side ad gaden.
  • At skabe og beholde netværk
    • Her er jeg virkelig dårlig. Eller måske skal jeg rettere sige, at jeg måske er god nok til at etablere netværk, men jeg er ikke god nok til at bevare dem.
  • At forstå, og få succes med, dating, intimitet, sex og ægteskab
    • Uha … her er virkelig noget at komme efter 🙂
    • Jeg har aldrig været gift, og de to gange, jeg har prøvet at bo sammen med en kæreste, holdt jeg kun i 14 dage. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud, at jeg kun var rigtigt alene ude på toilettet i min lille lejlighed på 53 m² i Vanløse.
    • Det er ca. 15 år siden, jeg har haft en relation med intimitet, og jeg savner det ikke. Jeg har helt bevidst skåret den del af mit liv af, for det er alt for besværligt for mig.
  • At forstå og udtrykke følelser
    • Næh, det synes jeg nu ikke – i hvert fald ikke, hvis det er på skrift.
  • At få og beholde et job
    • Gudskelov nyder jeg nu pensionisttilværelsen, men fra 1990 til 2013, hvor jeg havde en karriere, synes jeg ikke, det var vanskeligt at få og beholde et job. Jeg havde mange jobskift, men det hører jo til at opbygge en karriere.
    • Da jeg skulle – og partout selv ville – skaffe fleksjobs, var det godt nok vanskeligt, fordi jeg simpelthen var for syg. Det endte med, at jeg måtte opgive et ca. 4 timers supportjob hos Interflora, som jeg skulle udføre hjemmefra. Endelig måtte jeg i efteråret 2020 erkende, at jeg (sgu) ikke kunne, og at der ikke var anden vej for mig end at søge førtidspension, hvilket alle de professionelle omkring mig havde sagt siden 2015.
    • Pensionen gled glat igennem i marts 2021. Siden har jeg været glad for livet.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hvad er meningsfuldt, og hvad vil give livskvalitet?

/1 Kommentar/i , /af ,

Engang var jeg så bange

Engang var jeg så bange

ECT holder mig kørende

Engang var jeg så bange

Jeg kan ikke falde til ro men er lidt oppe at køre, men det er okay og naturligt, for jeg skal til ECT i morgen – og jeg har sovet længe i dag søndag, så jeg er bare ikke træt.

Jeg tænker tilbage på den lange periode, hvor jeg var så bange for ECT. Det var fuldkommen ubegrundet og irrationelt, men sådan er angst, og som den, der lider af det, ved man det godt selv. Jeg kan ikke huske, hvor længe det varede, men det var flere år. Det værste var, når jeg satte nøglen i min hoveddør for at låse, og denne tanke kom et eller andet sted fra “Det er sidste gang, jeg låser min dør”. Det var virkelig ubehageligt. Så er man altså bange for at dø!

Når jeg lagde mig på lejet i ECT-rummet og forsøgte at slappe af efter mange timers anspændthed, piblede tårerne frem, og jeg syntes, det var pinligt, for minimum tre mennesker så til.

Nu er det noget, der skal overstås, så jeg kan komme hjem og sove nogle timer, drikke kaffe og få noget mad efter en lang faste.

Jeg er glad for behandlingen, for det er den, der holder mig kørende. Med psykiatri-termer hedder det, at den sørger for, at jeg er stemningsneutral, altså hverken depressiv eller manisk; sådan i “midtersporet” lige der hvor jeg skal være.

Der er ingen bivirkninger sammenlignet med de bivirkninger, jeg fik af medicinen. Måske en lillebitte smule problemer med hukommelsen, men jeg synes det faktisk ikke. Og jeg har jo i det hele taget vænnet mig til at huske lidt dårligt – og mine telefonvenner har også vænnet sig til det. Jeg siger ofte: “Hvis jeg har fortalt dette før, må du sige til; så har jeg bare glemt det”.

Dengang jeg syntes, der var en stor indflydelse på hukommelsen, var jeg ret syg, og på det tidspunkt kan man ikke afgøre, om det er sygdommen i sig selv, der påvirker de kognitive funktioner, eller om det er ECT.

Derfor er angsten forsvundet

Jeg har vendt og drejet angsten med psykologen adskillige gange. Essensen er:

  • ingen vil mig noget ondt
  • jeg er ikke på vej til skafottet
  • jeg har selv valgt behandlingen.

Det må være de samtaler og de tre bullets, der gør, at angsten er forsvundet.

Jeg kan dem udenad og lægger især vægt på, at det er mig selv, der har valgt behandlingen. Det er et utrolig flot tilbud fra psykiatriens side, men det er selvfølgelig også billigere at se mig samlet set en lille times tid hver tredie eller femte uge, fremfor at jeg optager en seng på en afdeling i et par måneder.

Et gammelt interview til “Hendes Verden”

I november 2018 gav jeg et interview til “Hendes Verden” (som engang hed “Flittige Hænder”) om netop ECT men også om bipolar affektiv sindslidelse. Bortset fra at jeg ikke kunne få journalisten til at kalde det ECT fremfor “elektrochok”, er det blevet nogenlunde.

Skulle du have lyst, kan du høre det her. Det varer samlet 55 minutter.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Engang var jeg så bange

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

ECT gør verden normal igen

ECT gør verden normal igen

Søvn og ECT modvirker begyndende mani

ECT gør verden normal igen

Torsdag var jeg til samtale hos min kontaktperson i psykiatrien. Hun tilbød medicin, sikkert fordi hun skulle, selvom hun kendte svaret på forhånd. “Nej tak”, jeg skal ikke have mere af deres kemi. Parkinsonismen er det værste, jeg har prøvet. Og derudover virker ECT stort set med det samme, mens diverse stemningsstabiliserende medicin har en latenstid på 6-8 uger.

Mange mennesker er glade for medicin og den hjælper dem, og den hjalp også mig i mange år. Men pludselig kammede det over: Jeg rystede, så jeg ikke kunne ramme tasterne på tastaturet, jeg faldt uden at kunne rejse mig og lå på gulvet i 8-12 timer, jeg kunne ikke se, jeg kunne ikke styre min blære osv. Sidstnævnte betød, at jeg hver morgen vågnede op i en våd seng. Kunne du tænke dig at prøve det?

Det er fx interessant, at professor Poul Videbech, der er den her i landet, der ved mest om ECT, skriver følgende:

Patientønske
Endelig foretrækker mange patienter, der tidligere har fået ECT-behandling, på ny at få denne behandling, hvis de atter får en depression, fordi de har erfaring med, at den virker så hurtigt.

Poul Videbech skriver primært om ECTs virkning på depressioner. Min erfaring er dog, at det også virker mod (begyndende) manier.

I Distriktspsykiatrien fik jeg tre sovepiller, og det var vidunderligt pludselig at kunne sove igen. Søvn har en mirakuløs virkning. Hjernen kører en række “vaskeprogrammer”, når man sover. Jeg er ikke helt klar over, hvad det er, der sker, men jeg ved, at det er vigtigt for mit funktionsniveau. Jeg var blevet så træt, at jeg ikke kunne sove, og det gjorde ondt i alle knogler, led, muskler og sener. Sådan får jeg det dog altid, når jeg har sovet for lidt, uanset om det bare er “almindeligt” eller der er tegn på begyndende mani.

I går var jeg til ECT

Min verden er atter blevet normal, og det er jeg meget glad for.

På den ene side: Det andet var bekymrende. Jeg har ikke tid til en ny indlæggelse; jeg skal jo til Tyskland.

På den anden side: Det er vanskeligt at forklare, men der er også noget trist over det. Der er jo noget dejligt over at have “superkræfter”, at kunne arbejde døgnet rundt, at kunne gå 8.000 skridt dagligt, ikke at bruge tiden på normaliteter så som madlavning og personlig hygiejne, at anskaffe forskellige nye ting osv. Jeg er fx nået virkelig langt med mine tyske aner i den kunstigt opstemte periode.

Det er lidt som at falde ned fra en klippe. Man stod på toppen med “superkræfter”, og man er faldet ned i normaliteten, hvor hverdagens gøremål nærmer sig, vasketøjet må ordnes, og det gennemsnitlige antal skridt kun er 7.052 🙂 Nu er man bare ligesom alle de andre. Det er da kedeligt.

Engang var jeg angst for ECT

Jeg havde en længere periode, hvor jeg – helt ubegrundet – var angst for ikke at vågne op af narkosen igen. Ubegrundet fordi det aldrig nogensinde i hele verden er sket, at folk ikke er vågnet op igen efter ECT.

Og hos Poul Videbech kan man læse, at behandlingen er brugt siden 20’erne men selvfølgelig er udviklet på de 100 år, der er gået. Men sådan er angst. Det er bare irrationelt. Man kan ikke sige til folk “Der er da ingen grund til at være bange.” Sådan fungerer det ganske enkelt ikke.

Psykologen hjalp mig igennem det, så nu siger jeg til mig selv:

  1. Jeg er ikke på vej til skafottet
  2. Det er gode mennesker, der ikke vil mig noget ondt
  3. Jeg har selv valgt behandlingsformen

Efter jeg er begyndt at have ovenstående tre fokuspunkter i hovedet op til behandlingen, fylder behandlingen ikke hele hjernen ugen op til behandlingen. Nu tænker jeg faktisk ikke på det. Det eneste er, at jeg skal huske kun at stille vækkeuret 1 time før, Flextrafik henter mig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech

ECT gør verden normal igen

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
.