Indlæg

Jeg skal ikke op at stå

“Aftenshowet” er svært dement

Jeg skal ikke op at stå

Ti sekunder var rigeligt. Et øjebliks tv var nok til at minde mig om, hvorfor jeg aldrig ser “Aftenshowet” – og hvorfor jeg frygter den måde, vi taler til gamle mennesker på, ikke med dem. Det handler ikke om sang, men om værdighed.


Jeg har aldrig set en fuld version af “Aftenshowet”, og jeg kommer heller aldrig til det, for der er noget populistisk pladderværk over deres måde at tale på, jeg ikke udholder. Det er noget med måden, de skyder hele kroppen frem, når de bare vil have deres budskab frem. Prøv selv at lægge mærke til det. Det er ulideligt.

Og så kan jeg ikke udholde “ældresprog”. Jeg vågnede og hørte maksimalt ti sekunder af noget om, at det er godt for gamle – evt. demente – mennesker på plejehjem at synge, for man bliver glad af at synge. Det sidste er selvfølgelig rigtigt. Man kan ikke synge og være sur, men man kan godt synge og være ked af det. Der er stor forskel.

Vedkommende medarbejder, der udtalte sig, sagde, at hun fx kunne sige til den gamle “Nu skal vi i bad” eller “Nu skal vi op at stå”. Det er lige præcis derfor, jeg ikke skal på plejehjem. Jeg håber, at jeg om ca. 30 år dratter ned af skrivebordsstolen herhjemme, og det var var så det. Så har en tredjedel været godt, og så er jeg tilfreds.

Hvis mine kognitive evner ellers rækker til den tid, vil jeg enten svare “Jeg er ikke snavset – men tag du bare et bad” eller “Jeg bliver siddende”. Det er nedværdigende at tale sådan til mennesker, bare fordi de er blevet gamle.

Fordi man er dement, er man jo ikke blevet dum, men det kan virke sådan. De år, min bipolare lidelse var i konstante udbrud, måtte jeg hele tiden minde folk om, at “Jeg er altså ikke blevet dum af at blive syg”. Det måtte jeg gøre, hver gang de talte “patientsprog” til mig. Jeg var altså rasende.

Demens kan være

Region Midtjylland har udgivet denne virkelig gode artikel: “Læge: Demens påvirker hele familien. Demens er ikke bare en del af det at blive ældre”. Læs og bliv meget klogere.

Hvis du er dovent anlagt, kan du måske nøjes med kunstig intelligens, der oplyser at:

“Når man bliver dement, rammes hjernen af sygdomme, der får nerveceller til at dø og hjernemassen til at skrumpe. Kommunikationen mellem cellerne svigter på grund af ophobning af skadelige proteiner (fx ved Alzheimers) eller kredsløbsforstyrrelser (ved vaskulær demens). Dette fører til udtalt tab af hukommelse, sprog og evnen til at klare hverdagen.

De centrale forandringer i hjernen inkluderer:

  • Nervecelledød og hjernesvind: Hjernens celler dør, hvilket får hjernen til at skrumpe fysisk, ofte begyndende i områder som tindingelappen (hippocampus), der er afgørende for hukommelse.
  • Proteinophobning (Alzheimers): Proteinerne beta-amyloid danner plaques mellem nervecellerne, og tau-protein danner filtrede tangles inde i cellerne, hvilket dræber dem.
  • Blodforsyningssvigt (Vaskulær demens): Blodpropper eller små blødninger ødelægger hjernevævet, fordi cellerne ikke får nok ilt.
  • Svigtende kommunikation: Når nervecellerne dør eller mister forbindelsen, svækkes de intellektuelle funktioner, herunder orientering, planlægning og sprog.

Symptomerne er en konsekvens af, at hjernen fysisk ødelægges, hvilket gør demens til en progressiv, uhelbredelig sygdom.”

Af dette kan man faktisk lære, at hjerner skal have den størrelse, hjerner skal have. De skal hverken være for store eller for små.

Der er ikke rigtig noget af det, jeg har lyst til, så jeg sørger for motion. Hvis jeg bliver dement, håber jeg, det er så slemt, at jeg ikke har indset det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Indefra: Dagmarsminde

Indefra: Dagmarsminde

Når jeg bliver dement

Hvis det forfærdelige skulle indtræffe, at jeg bliver dement, vil jeg gerne leve mine sidste år på plejehjemmet Dagmarsminde, som “Indefra” i aften viser en udsendelse fra. Det er måske en af Anders Aggers bedste udsendelser? Se med i aften på DR2 kl. 21:30 eller allerede nu og her.

En frustreret sygeplejerske

Plejehjemmet er stiftet af en frustreret sygeplejerske, der som 28-årig optog et lån på 90.000 kr. for at købe grunden i Nordsjælland. Hun følte, at hun konstant løb panden mod en mur i det offentlige system, når hun ville vægte omsorgen højst. Den var der ligesom ikke plads til. Hun blev uvenner med ledelse og kolleger på flere arbejdspladser og valgte derfor at bygge sit eget plejehjem. Det er ikke lige den alder, man ellers bygger plejehjem i.

Helt bogstaveligt

Plejehjem skal forstås bogstaveligt: pleje og hjem. De demente skal opleve al den omsorg, de kan få og det må gerne være luksuriøst. Fx varmtvandsbassinet der ligner et spabad i Vejle, og hvor en fra personalet er med i vandet, så det hele tiden er trygt for beboeren.

På et offentligt plejehjem var det sikkert aldrig gået, at en gammel dame kunne have katten ved sin side i sengen. Det er jo det, der gør de demente til de mennesker, de var engang.

Ingen korrekser den gamle dame, der fortæller, at hendes mand også bor der. Da Anders spørger, hvor han er henne, vil hun ikke svare. Det viser sig senere, at han er død for fem år siden. Hun lever lykkeligt med bevidstheden om, at han stadig er hos hende.

Der lægges vægt på, at beboerne hver dag kommer udenfor til dyrene (geder og høns) og ikke bare sidder og sygner hen med en tudekop i den ene hånd.

De vil gerne have hinandens selskab, så der er fælles gymnastik/dans, fælles mad og kaffebord, så ingen skal sidde inde på værelset alene.

Dagmarsminde har en hund, som kan minde beboerne om, at de måske selv har haft en hund engang – eller i hvert fald er der nu en at kæle med og gå tur med på den indhegnede grund. Grunden er indhegnet for at en beboer ikke i forvirring kommer på afveje og ud på vejen og markerne.

Økonomien

Hvis man flytter på plejehjem, er det typisk sådan, at hele pensionen går til at betale opholdet. Det gør den også på Dagmarsminde, der er 6.000 kr. dyrere end de kommunale tilbud, men når boligsikringen regnes ind, kan det alligevel løbe rundt. Heldigvis. Faktisk synes jeg ikke de 6.000 kr. ekstra er dyrt, når man ser, hvad beboerne får for pengene.

Demente skal også have en værdig alderdom, hvis de altså er gamle. Man kan jo sagtens være dement uden at være gammel.