En Asperger ude af rytme

På vej ind i rytmen igen

Når man har Aspergers syndrom og har det godt, er det fuldkommen normalt, at man fungerer supergodt i sin rytme med dagens naturlige udsving.

Jeg sætter mig med min elskede morgenkaffe, tænder den ditto computer, løser dagens tilbagevendende opgaver, besvarer nattens e-mails, tænder slægtsprogrammet Legacy, bladrer i arkivalierne, slukker computeren, går min tur og sørger for at nå de minimum 5.500 skridt, skriver måske en artikel, laver mad osv. Det er alt sammen godt, og jeg har det godt.

Men kommer der udsving og måske adskillige peaks på en uge, er jeg fuldkommen kvæstet og kan ikke andet end at lægge mig under kugledynen kl. 20:00 og se et eller to afsnit af “Forsvundne arvinger”. Jeg orker ikke en gang at spise. Så er det slemt.

Billedet herunder søger at illustrere situationen. Der var fire peaks på en uge, men de kunne ikke alle være på billedet. (Artiklen fortsætter under billedet).

Jeg havde det som om, jeg havde løbet fire marathon på en uge, for der skal meget til, før jeg ikke orker at tænde Legacy og transskribere skiftet efter min tiptipoldefars bror Peder BENTSEN (1800 – 1850) fra januar 1855.

Man kan også sige, at det er som at ville stå ud af sengen men på ingen måde at kunne finde kræfterne til at slå benene ud over sengekanten. Det kan bare ikke lade sig gøre. Når der er så mange peaks på en uge, er udmattelsen total, og det tager meget lang tid at komme tilbage til normalen.

Det har taget mig seks dage at finde tilbage til normalen. I dag har jeg skam både fået købt ind, gjort rent og kigget på skiftet. Jeg nåede lige netop de 5.500 skridt. I morgen bliver en god (og helt normal) dag. Åh hvor jeg glæder mig.

Det værste er frygten

Når jeg ikke kan foretage mig andet end at se “Forsvundne arvinger” under min kugledyne, bliver jeg så bange for igen at være på vej til psykiatrisk afdeling. Er der pludselig en ny depression på vej?

Jeg overser, at det intet har med sygdom at gøre. Det tog psykologen lang tid at overbevise mig om, at andre mennesker jo heller ikke kan ændre så meget på deres daglige rytme på en gang. Men har man været meget syg, bliver man nok nemt bange for at blive det igen.

Jeg er ikke “i form” til at være social, og jeg fik planlagt alt, alt for dårligt, så jeg skulle møde fem nye mennesker på en uge herunder en heldagstur til Odense. Jeg fik endnu en gang taget alt for meget ind. Jeg tror, jeg kan, fordi jeg synes, jeg har det godt. Nu står det lysende klart for mig, at det kan jeg ikke. Der er jo i øvrigt en grund til, at man har opfundet kalenderen! Jeg burde altså have gennemskuet det noget før.

Fra dags dato har jeg forbudt mig selv at bryde min normale rytme mere end to gange pr. uge. Og så bliver det måske den nye normal; måske kommer jeg på et tidspunkt i bedre “form”. Og i modsat fald har jeg det jo faktisk ret godt, som jeg har det!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.