Onkel Sigvard og tante Kirsten

Efter gårsdagens exit som maler, måtte jeg give mig i kast med noget, jeg er bedre til, og så faldt jeg glad ind i Legacy og begyndte at sætte nogle af alle de dejlige gamle billeder på slægten, som jeg har samlet siden 2003. Det er fantastisk som billeder giver liv. For andre mennesker, er de sikkert ikke interessante, men for mig er de en skat.

“Faldt over” onkel Sigvard og tante Kirsten, og så opdagede jeg, at jeg selv har været ved at glemme det samme, som alle andre også glemmer, og som vi slægtsforskere ærgrer os over, nemlig at skrive det, de selv ved om menneskerne, der ikke er længere.

Nuvel, der er næppe nogle, der nogensinde vil fiske min GEDCOM-fil frem og glædes eller græmmes over den, for jeg har ingen efterkommere. Men om bare ti år har jeg måske selv glemt det, der i dag står klart for mig i dag.

Når man skal skrive om andre, er det ufatteligt let at komme til at skrive om sig selv, for det er jo én selv, der husker. Som mulig inspiration for dig, bringer jeg alligevel her det, jeg fik skrevet om Sigvard og Kirsten.

Min egen erindring om onkel Sigvard
Sigvard var en dejlig onkel – intet mindre. Som barn så jeg dem relativt ofte trods det, at de boede i Aarhus og vi i Brande.

Noget af det første jeg husker er, at Sigvard utrætteligt spillede deres tårnspil med mig. Tårnspillet var af træ og bestod af en masse ringe, som man hver især kunne dreje uafhængigt af hinanden. Når ringene stod rigtigt, kunne de små trækugler dratte hele vejen ned gennem tårnet og komme til syne nede i foden af spillet, hvor der var en fordybning, kuglerne kunne ligge i. Sigvard drejede og drejede tålmodigt sammen med mig, mens han røg sin pibe. Nu som voksen kan jeg se den dybere mening med det spil, men som barn, var det bare sjovt at dreje.

Jeg har stadig også et billede af ham på nethinden, hvor han går i kælderen på Provstebakken 17, 8210 Aarhus N med julegåsen. Deres bedste ovn stod dernede.

Det var også onkel Sigvard, der tålmodigt lod sig sejle ind under springvandet i Tivoli Friheden i Aarhus, mens jeg styrede båden på søen. Det har været ca 1971, for min far levede stadig. Jeg styrede og var meget optaget af det, og så slet ikke, at Sigvard blev våd.

En familiehistorie, som jeg faktisk tror, er sand, er at Sigvard, der var lidt distræt, en morgen skulle på arbejde på Aarhus Kommunehospital, og på vejen ud, skulle han have skraldeposen med. Da han kom til hospitalet, opdagede han, at han formentlig havde smidt sin mappe i skraldespanden, for han ankom med skraldeposen, som han havde kørt hele vejen med Aarhus Sporveje med.

Hans professorat og mange store titler til trods, tror jeg, han havde det bedst, når han kunne tøffe rundt i sine tøfler i hjemmet på Provstebakken.

Min erindring om tante Kirsten
Jørgen og Kirsten vokser op i Brede hovedbygning. Bygningen er i dag en del af Nationalmuseet. Kirsten bor mange år Provstebakken 17, Aarhus.
Hun og Sigvard flytter til Hedehusene den 19. juni 1984
Ved død: Reerslevvej 2, Hedehusene

Det er ganske tragisk, at Kirsten dør så kort efter flytningen fra Aarhus til Københavnsområdet, for hun havde i mange år så gerne villet ”tilbage til København”. Kirsten var Københavner med K, og temmelig snobbet og speciel, og derfor holdt jeg af hende! Jeg tror, hun mindede meget om sin mor Karen Stegemüller, f. Sørensen.

Kirsten var en god tante (sådan kaldte vi det – reelt var hun min faster). Jeg har holdt mange dejlige sommerferier hos dem i Aarhus. Der var kun ét must – man skulle være stille, når de sov til middag.

Kirsten var en stor katteelsker, og misserne havde det godt hos Kirsten og Sigvard. Jeg kan huske engang i 1960’erne, hvor min mor var meget forarget over, at Kirsten brugte lige så mange penge på mad til kattene, som min mor brugte på mad til vores familie. Kirstens katte fik rejer og friske svinehjerter.

Kirsten havde altid cerutten i højre mundvig, og for ikke at få røgen i øjnene, måtte hun hele tiden knibe det højre øje sammen. Det er mit billede på nethinden af Kirsten. Skrønen er, at Kirsten ikke ammede sine børn, “for” – som hun sagde – “så ville de jo få aske i øjnene”. Men jeg ved ikke, om det er sandt.

Hver november sendte hun 24 kalenderpakker til mig, og kom de forbi os i Brande, havde hun altid noget med til mig. Der manglede aldrig noget. Det allerbedste var næsten at være i Aarhus og få de små firkantede farvede æsker med blankt låg, hun samlede til mig. Hun må jævnligt have købt et eller andet, der var i de små æsker. Jeg kan se dem for mig endnu – pastelfarvede var de.

Huset på Provstebakken var i tre etager og det var herligt at komme der. Det eneste man skulle huske var altid at sætte en slags ternet sort- og hvidternet dørstopper på plads efter sig. Dørstopperen sikrede, at kattene kunne komme ud og ind.

Kirsten lagde kabaler enten ved bordet i spisestuen, hvor hendes forældres store tunge møbler af ibenholt havde fundet plads eller ved bordet i tv-stuen, og hun kunne let snakke samtidig.

Ordensmennesker tror jeg ikke, hun og Sigvard var. Måske er det af årsagerne til, at jeg var så vild med at være hos dem! Kælderen i det store hus duftede dejligt og spændende, og jeg kunne gå på opdagelse der, og alt var tilladt.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *