/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Fra psykolog til sparringspartner

Fra psykolog til sparringspartner

Jeg kan vist selv

Fra psykolog til sparringspartner

Jeg var hos psykologen i går. Det var – som altid – godt. Vi fik vendt mange ting fx:

  • det med min glæde over min nye halvsøster og hvordan jeg bedst håndterer det,
  • min forvirring over det med min fars ungdomskærestes børn/oldebørn,
  • hvordan jeg passer på min pensionisttilværelse samtidig med, at jeg er glad over måske at kunne bruges til noget hos specialsport.dk, og så kort
  • skal jeg holde en “pause”? Jeg kommer jo ikke med noget “tungt”. Jeg har det godt!

En del af det kom til at handle om, hvor skønt det må være for jer uden autisme at sanse i stedet for at lede efter regler.

Os med autisme leder ofte efter regler om det ene og det andet (og det tredie), og vi ved ikke, hvad/hvordan man gør, når der ikke er nogen regler. Er man på autismespektret, er regler vidunderlige, for så ved man, hvordan man skal håndtere de fleste situationer.

Der er mange dele af autismespektret, der ikke passer på mig, men denne del gør helt bestemt. Jeg har svært ved “det relationelle”, som det så smukt hedder. Det er derfor, det ville have været så dejligt med en servicekat. En kat stiller ikke så mange spørgsmål.

Mht. min fars ungdomskæreste

Jeg kommer og banker på og gerne vil have “noget”, uagtet det er lidt uklart hvad, bortset fra at det er noget med familie, noget med tilhørsforhold og ikke at være frit i luften svævende. Her må jeg have lidt videre rammer for andre mennesker – også selvom jeg synes, det er underligt, familien ikke svarer på SMS’er mv. I min verden er det sådan, at har man fået en SMS, svarer man på den inden for “rimelig tid” (hvad det så end er, men det er et herligt juridisk begreb).

Svarer man ikke, er det – stadig i min verden – fordi man ikke vil mig af en eller anden årsag. Jeg regner så med, at det er mig, der har gjort et eller andet forkert eller er noget galt med. Jeg regner med, at der er noget galt, og dette “noget galt” kan jeg ikke regne ud, hvad er. Det er en del af min egen “ordentlighed” at svare indenfor “rimelig tid”. Jeg fatter ikke de ca. 120 ting, der kan gøre, at folk ikke får det gjort. De kan holde ferie osv. … Sådan er min verden bare ikke. Jeg forstår det simpelthen ikke. Psykologen er sød at kalde det “ordentlighed”, men man kunne også kalde det for “firkantethed”.

Jeg er efter i dag klar over, at det nok er mig, der tager fejl. Jeg har intet imod at blive gjort klogere! Det er derfor, jeg kommer.

Mht. specialsport.dk

Psykologen så vældig bekymret ud, da jeg berettede om projektet, så jeg måtte selvfølgelig spørge hvorfor, når jeg nu havde sagt det med at passe på min pensionisttilværelse, som jeg er så umådeligt begejstret for.

Hendes relevante bekymring er, at det kan være starten på en glidebane, fordi jeg til enhver tid vil gøre alt for at leve op til de forventninger, der stilles til mig. Får jeg en eller anden form for kompensation for to timer, arbejder jeg 20, og det dur ikke. Jeg bliver for nemt opslugt af uløste problemer; uanset jeg går ud ad døren, arbejder jeg stadig med problemerne. Jeg bliver for taknemmelig over at kunne bruges til noget, og jeg bliver enormt let opslugt af interessante opgaver. Det bliver let en anelse manisk, og det går bare ikke. Er der noget, der ikke harmonerer, er det bipolar affektiv sindslidelse plus Aspergers syndrom plus stress.

Jeg for længst sagt og skrevet til virksomheden, at jeg er bange for at sige “ja” til en masse, som jeg derefter må indse, jeg ikke kan gabe over og så efterfølgende måtte svigte. Psykologens vinkel er en anden: Som hun kender mig siden 2015, ved hun, at jeg aldrig i livet vil svigte andre/en opgave; jeg vil derimod nemt svigte mig selv – og det har hun ret i. Jeg mærker ikke, hvornår tingene tilter – eller det gør jeg måske nok, men først når det er på den anden side af galt. Der skal jeg bare ikke ud (igen).

Her kan firkantetheden faktisk komme mig til gode. Jeg bliver nødt til at opstille mine krav til, hvordan dette bliver rigtigt for mig – ikke for dem. Og det skal stå knivskarpt for begge parter. Ændrer forholdene sig, må der genforhandles. Den klare aftale skal være skriftlig, så den er klar for begge parter.

Mht. pausen

I et par måneder har jeg tænkt på at holde “pause”, eftersom jeg har det godt og ikke kommer med emner, der kræver en hardcore “psykolog-psykolog”. Jeg er på ingen måde klar til at sige “farvel” (endnu en gang), men “på gensyn” vil måske være fint nok?

Jeg har mere brug for en sparringspartner, for en der der kender mig godt, som stiller op for mig og som jeg kan trække på, når der er behov for det. Nogle af hendes klienter samler lidt til bunke i et par måneder og laver så en aftale. Det kunne jeg også forestille mig at gøre, fordi jeg så får det bedste af alle verdner: det store kendskab og en enorm tryghed kombineret med fleksibiliteten.

Jeg sidder og græder – men det er okay

Hvert år den 2. august tænker jeg på min (eneste) barndomsven: Bjarne Olesen. Det var hans fødselsdag. Han kunne være blevet 59 år i dag. Jeg har husket hans fødselsdag hele mit liv. Datoen er af en eller anden grund prentet ind i min hjerne.

For syv år siden valgte han at slutte livet. Jeg genlæste, hvad jeg skrev på dagen for hans bisættelse fra Præstø Kirke. Det var en meget speciel dag. Og det er specielt at sidde syv år efter og læse om den store ensomhed, jeg forestillede mig, han følte, og som jeg genkendte.

Uha.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Blankt afslag på en servicekat

Blankt afslag på en servicekat

“Fordi jeg siger det …”

Blankt afslag på en servicekat

Afslaget kom i går. Der stod

Jeg har vendt din henvendelse med ejerne og de kan ikke sige ja til at du må holde en indekat.

Vi er derfor nød til at afvise din ansøgning.

Jeg bad om en begrundelse, da det må være rimeligt. Den kom i dag:

Begrundelsen er at det ikke er tilladt at holde husdyr i ejendommen. Der har være andre som også har søgt og tilladelse og de har også fået nej.

Vi kan derfor ikke sige ja til nogle personer men nej til andre lejere.

Det er det samme på hele ejendommen.

Cirkulær argumentation

De argumenterer som forældre til uartige børn ad modum “… fordi jeg siger det”. Jeg søger om dispensation fra et forbud, og de begrunder afslaget med, at der et forbud.

Åh hvor har jeg lyst til at bruge grimme ord om så cirkulær, tåbelig og meningsløs en argumentation, men jeg tør ikke, for jeg vil jo ikke smides ud, da jeg er glad for at bo her. Man ved aldrig, hvad private udlejere kan finde på.

Jeg forestiller mig, at min ansøgning var anderledes

Jo, jeg synes udmærket, man kan dispensere for nogle og afslå andre afslå andres ansøgninger. Min ansøgning var jo lægeligt begrundet og veldokumenteret. Det har de vel næppe alle været? Så mange syge mennesker er der jo nok ikke samlet i ejendommen. I givet fald skulle det jo nærmere være et sygehus, jeg boede på.

Jeg er simpelthen så skuffet. Og der er ingen ankemuligheder – udelukkende magtfuld privatkapitalisme. Øv.

Blankt afslag på en servicekat

/i , /af ,

Servicekatten afsnit 27 eller deromkring

Servicekatten afsnit 27 eller deromkring

Ansøgning om dispensation er sendt

Servicekatten afsnit 27 eller deromkring

I onsdags sendte jeg ansøgningen til administratoren af min ejendom om dispensation fra lejekontraktens forbud mod dyrehold, så jeg kan få en “Servicekat”. I går kom der en bekræftelse på, at hun har modtaget ansøgningen og sendt den videre til ejendommens ejer, da det ikke er en henvendelse, hun selv kan tage stilling til. Nu går jeg bare og håber … Jeg kan ikke huske, hvornår jeg senest har håbet så meget på noget – bortset lige fra dengang med pensionsansøgningen.

Som bilag har jeg vedlagt en fin skrivelse fra min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Hun er utrolig god til at fatte sig i korthed men alligevel få alle de centrale elementer med. Det gælder også, når hun skriver notater i Sundhedsplatformen.

Vi har samarbejdet om at finde (videnskabelige) artikler, der underbygger ansøgningen og hendes udtalelse om, hvorfor det vil være så godt for mig at få en lille kat.

Hvis de afslår, kunne jeg selvfølgelig anskaffe en kat alligevel, men det gør jeg ikke. Tænk hvis det blev opdaget af en eller anden, der klagede, og jeg blev tvunget til at skulle af med mis efter at have knyttet mig til den. Det ville jeg aldrig komme over. Det handler trods alt om dens liv. Og den skal have et godt liv hos mig.

Artiklerne

1) Jeg har brugt meget tid med Google på at finde danske artikler om Aspergers syndrom og katte. Der findes masser af danske artikler om børn på tre år og hvorfor det er godt for dem at få en kat, men det viste sig at være umuligt at finde dansksprogede artikler om voksne autister og katte. Man får 500 uinteressante henvisninger til en meget berømt bog “Alle katte har Aspergers”. Jeg har aldrig læst bogen, men det er der tilsyneladende mange andre, der har.

I stedet endte vi med en engelsk artikel om emnet: “Autism and cats“. Den er godt nok ikke videnskabelig men stammer fra et “katteforum”. I ansøgningen har jeg lagt vægt på nummer et af de i alt seks vigtigste argumenter: reduktion af angst. Tænk hvis en kat kunne hjælpe på den helt ubegrundede angst forud for de nødvendige ECT-behandlinger? Det kunne være så fantastisk og ville være en forbedring af min livskvalitet (som er høj i forvejen – men alligevel er det da et godt argument).

2) For så vidt angår det bipolare har vi lagt vægt på den reducerede selvmordsrisiko, der er beskrevet i denne egentlige videnskabelige artikel: “I Can’t Give Up When I Have Them to Care for”: People’s Experiences of Pets and Their Mental Health”. Det er en fantastisk artikel, hvor jeg kan skrive under på hvert et ord. Jeg kender alle de tanker og følelser, der beskrives.

Ejerne læser helt sikkert ikke artiklerne, men de har muligheden, og vi synes, det underbygger ansøgningen og giver den større tyngde.

Race mv.

Jeg regner med, at det skal være en British Shorthair, det er den på billedet, da de topper på listen over racer, der er dygtige til at være indekatte. Imod racen taler to store sundhedsproblemer: Hypertrofisk Cardiomyopati (HCM) og Hoftedysplasi (HD). Hver femte udvikler HCM, der er en alvorlig hjertesygdom; langt færre hunner end hanner udvikler sygdommen. Det taler stærkt for en hunkat.

Det skal være en kat med stamtavle (man er vel genealog 🙂 ), og det skal ikke være et køb i Den Blå Avis, hvor man kan købe en “brugt” for 500 kr. Vil man have en kat fra et ordentligt opdræt med stamtavle, chip, vaccinationer, loppekur, som har tilbragt længst mulig tid hos sin mor osv., er prisen nærmere 7.000 – 8.000 kr. Det er der bare ikke noget at gøre ved. Kvalitet koster penge.

Det skal formentlig være en ungkat, da jeg ikke er sikker på, at jeg kan opdrage en killing (bortset fra at man ikke kan “opdrage” en kat). Men den skal fx have lært at bruge kattebakken. Herudover vil det være lettere at aflæse dens psyke og undgå fejlkøb.

Her kl. 10:00 ringer jeg til Inges Kattehjem, der har en gratis telefonrådgivning. Det kan nemt være, at der er noget, jeg ikke har overvejet, som de kan fortælle om. Eksempelvis er jeg ikke klar over, hvor længe killingen bør være hos sin mor for at få et godt katteliv.

Servicekatten afsnit 27 eller deromkring

Servicekatten afsnit 27 eller deromkring

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

Min hjælpsomme kontaktperson

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

Jeg har været i Distriktspsykiatrien (DPC) her til formiddag og spurgt, om de evt. kan hjælpe med en form for erklæring om, hvor godt det ville være for mig med en (service-)kat. Min enormt søde, dygtige og altid hjælpsomme kontaktperson vil spørge deres socialrådgiver om, hvordan/hvorvidt de kan hjælpe, idet de også har en anden patient, der har en servicehund og de har fra deres side hjulpet med noget papirværk i den forbindelse. Sådan forstod jeg i hvert fald det, hun sagde.

Jeg fortalte min kontaktperson om, hvordan en læser (Laura) med OCD havde haft succes med at gå til egen læge og der få et stykke papir, der bevidnede, hvor godt det ville være for hende at få en lille kat. Kontaktpersonen noterede det alt sammen på sin blok. Selvfølgelig kunne jeg også gå til egen læge, der også er både sød og dygtig, og som jeg vældig godt kan lide. Jeg kender hende bare knapt, idet jeg jo ikke har behov for en “somatisk læge” – eller hvad det nu hedder. Det, hun ved om bipolar sygdom og Aspergers syndrom, har hun formentlig lært af mig.

Jeg ville være så glad, hvis noget “papircirkus” fra Distriktspsykiatriens side kan hjælpe med en eller anden form for erklæring, der kan bruges overfor min udlejer, der er en privat udlejer, altså en privatkapitalistisk virksomhed, der kan fastsætte egne regler. De regler står i min lejekontrakt formuleret cirka som: “Man må ikke holde husdyr.” Det er et lille korstog, jeg gerne fører mod udlejer, men jeg behøver lidt hjælp til det. Den hjælp leverer Distriktspsykiatrien gerne. Jeg er meget spændt på udfaldet.

Er psykologen et alternativ?

Jeg har tænkt på et alternativ: måske kan psykologen skrive et eller andet? Hun kender mig jo også vældig godt gennem mange år – rent faktisk mere indgående end psykiatrien. Og jeg ved, at hun har behandlet adskillige mennesker med fx PTSD, OCD, stress, angst, depression m.fl.

Jeg kunne bare forestille mig, at en erklæring stemplet af en psykiater vejer tungere end en ditto stemplet af en psykolog. Sådan er det nok – uagtet det er tåbeligt og urimeligt. En cand.med. vægter nok tungere end en cand.psyk.

Analogislutning fra servicehunde til servicekatte?

Lovgivningen handler kun om servicehunde, og fornyeligt har man fået skrevet ind, at det både gælder somatiske og psykiatriske diagnoser – altså er somatiske og psykiatriske diagnoser nu blevet ligestillede. Jamen hvorfor kan man dog ikke bare slutte analogt til katte? En kat kan højst mjave for højt… Passede jeg den ikke ordentligt, kunne der muligvis opstå lugtgener, men selvfølgelig vil jeg passe den ordentligt, så det er ikke noget argument. Det var min kontaktperson helt med på.

Vi talte tingene igennem, og hun forstod mig 100%. Hun havde selv haft kat.

Står jeg foran en ny stime af indlæggelser? Nej formentlig ikke. Jeg håber det ikke. Jeg tror det heller ikke.

Har jeg råd? Ja, det har jeg.

Det største problem ville være, at jeg ikke har nogen til at passe mis, hvis jeg af en eller årsag ikke var nærværende. Det problem skal jeg selvfølgelig løse. Mis skal ikke føle sig alene/ensom. Nogen skal ordne kattebakken, komme med mad, servere frisk græs, lege, kæle mv. Men det må jeg kunne fikse på en eller anden måde.

Ny lægesamtale

Dialog er altid godt deraf “Foreningen Brobyggerne” – måske især når man ikke har lyst. Derfor har jeg sagt “Ja” til at mødes med den læge, der fortalte mig, hvordan jeg havde det. Man kan nemlig ikke bare få en anden læge i DPC. Jeg forstod ikke helt af hvilken årsag.

Udspillet var “om en måned”. Jeg har sagt, at jeg ikke vil gå med frygten for mødet i en måned og at jeg vil have min kontaktperson med til mødet. Hun går gerne med – det var faktisk hendes eget forslag. Hun er en form for advokat/budbringer. For pokker da… Det eneste, jeg har brug for en læge i Distriktspsykiatrien til, når jeg har det godt, er at ordinere seks nye ECT-behandlinger. Nu bliver det pludselig meget indviklet. Alt det bare fordi vi ikke havde kemi sammen.

Jeg glæder mig ikke til samtalen. Den skal bare overstås. Det føles primært som at skulle til en eksamen, hvor man har glemt at læse op gennem hele året. Men jeg ved, hvad jeg skal sige. Jeg ved, hvad mine argumenter er. Jeg er ikke den afmægtig denne gang.

DPC vil gerne hjælpe med servicekat