,

Arvestykker

Rengøringsvanviddet

Vanviddet har bragt mig ud i køkkenet til det absolut sidste – nu gider jeg virkelig heller ikke mere – og i dag var den ‘ekstra’ ting det åbne hjørneskab, hvor arvestykkerne fra mormor og morfar står, og det er virkelig ikke noget særligt, for de var mere end jævne folk. De var nok nærmere fattige fra fødsel til død.

Morfar var fra den jyske hede, nærmere bestemt Skjærlund i Brande Sogn med de fem eller seks stude på et husmandssted, og mormor var fra Ellinge Kongepart i Højby Sogn, Odsherred og havde seks søskende. Faderen var maler og kaldtes ‘Kludeskomaleren’, fordi han altid skiftede til sådanne, når han kom for at arbejde.

Morfar døde i 1982 og mormor i 1994, begge 83 år gamle. Jeg blev ikke orienteret om nogen af dødsfaldene.

Kaffekanden er fra morfar og sukkerskålen er fra mormors ‘fine’ stel, som var stablet op i det dækketøjsskab, der fulgte hende gennem hele livet. Parret blev skilt i 1956, og derfor havde de selvfølgelig hver deres service. Som nævnt er det ikke noget særligt, men jeg er glad for at have tingene, også selvom de bare står og samler støv og fedt fra gassen. Hvordan de på nogen måde er havnet hos mig, ved jeg ikke. Der er nærmest kun én kilde, og det er min mor i den korte periode, hun boede i Nykøbing, inden hun døde.

Jeg ved godt, det er lidt tåbeligt at hænge sådan ved en sukkerskål og en kaffekande plus oldefars böhmiske glas, men det er stort set, hvad jeg har arvet, så det er ting, jeg er glad for.

6 replies
  1. Pia
    Pia says:

    Vi har også nogle ting her, især fra Allans familie. Allan har aldrig kendt sin far, fordi han døde, da Allan var 2 år, så ting fra den side betyder meget for ham. Noget står fremme, andet er gemt væk i skabe.

    Svar
  2. Jørgen
    Jørgen says:

    Det er aldeles glimrende at have arvestykker. Vi har en del her og af og til giver det gode associationer tilbage i tiden, ganske som billeder også gør det.
    Så glæd du dig over at have dine stykker.
    Jeg håber noget af det vi har – og det behøver ikke være meget – til sin tid værdsættes af børnebørnene, så de kan tænke lidt tilbage på os gamle i deres sikkert travle liv.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Fint nok så glæder jeg mig over mine arvestykker, og som Eric ganske rigtigt skrev fik de mig præcis til at tænke på mormor og morfar, som var dejlige mennesker.

      Arv er også at giv videre og at glæde sig over det, så jeres børnebørn vil glæde sig!

      Svar
  3. Eric
    Eric says:

    Jeg synes bestemt ikke, at det er tåbeligt at hænge ved arvestykkerne. Når du ser dem, mindes du jo dine bedsteforældre, og det sætter tanker igang, som her har udmøntet sig i et blogindlæg. Helle har fx sin farmors gamle, lidt tarvelige lerfad. Det er glaseret indvendig, og på undersiden står med uafvaskelig blyantsskrift “1/89”, som jeg formoder var prisen. Vi bruger fadet jævnligt til fx pasta, og det behandles med stor forsigtighed.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Tak! Det glæder mig, du skriver sådan. Ja lige præcis – jeg mindes dem, som dem, de nu var.

      Det kunne – mht. jeres lerfad – være spændende at vide, hvornår den pris blev skrevet, men det kan jo nok regnes nogenlunde ud, hvis man kender Helles alder og farmoderens fødselsår. Den slags, synes jeg, er så spændende. Jeg forstår godt, I passer godt på det. Det er jo et klenodie! Fx har jeg aldrig drukket af oldefars glas. Jeg tør simpelthen ikke.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *