Fra små killinger til store personligheder

På knap tre måneder er der sket utrolig meget med Jason og Josephine

Den 31. juli 2026 flyttede to små killinger ind hos mig. Dengang havde de store ører, små poter og en hel verden, der skulle undersøges. Nu er de blevet lange, stærke og fyldt med personlighed. Jeg har fundet nogle af de første billeder frem og sammenlignet dem med billeder fra i går. Forskellen er næsten ikke til at tro – især når man ser Jason ligge udstrakt på spisebordet. Men der er også noget, som slet ikke har ændret sig.

To små passagerer ankommer

Den 31. juli 2026 kl. 20:30 ankom Jason og Josephine til deres nye hjem.

De kom kørende i egen bil med transportkassen på bagsædet. Det var selvfølgelig ikke dem selv, der sad bag rattet, men siden har jeg fået lavet et billede, hvor Jason er chauffør, og Josephine sidder ved siden af og holder øje med, om han overholder færdselsreglerne.

Det billede holder jeg meget af.

Jason ser ud, som om han har haft kørekort i årevis, mens Josephine tager sit ansvar som kontrollant meget alvorligt. Og sådan har de på en måde været lige siden: Jason går gerne forrest, mens Josephine først undersøger situationen lidt nærmere.

De er begge født den 3. maj 2026 og var altså knap tre måneder gamle, da de flyttede ind.

Jeg syntes naturligvis allerede dengang, at de var de dejligste katte i verden. Men når jeg nu ser billederne fra de første dage, bliver jeg overrasket over, hvor små de faktisk var.

Det er en af de mærkelige ting ved at leve sammen med dyr, der vokser så hurtigt. Man ser dem hver eneste dag og lægger derfor ikke nødvendigvis mærke til de gradvise forandringer.

Først når man finder de gamle billeder frem, opdager man, hvad der egentlig er sket.

18. august vejede Jason 2.010 gram. 15. oktober viste vægten 3.300 gram.

18. august vejede Josephine 2.000 gram. 15. oktober vejede hun 2.450 gram.

Jason – fra store ører til en lang, flot ungkat

På det første billede ligger Jason på mit blåmønstrede gulvtæppe.

Han er en lille, rund killing med store ører, et smalt ansigt og et meget opmærksomt blik.

Ørerne er næsten komisk store i forhold til hovedet. Det er, som om resten af katten endnu ikke helt har indhentet dem.

Hans forpoter ligger foran ham, og hele hans kropsholdning udstråler koncentration. Han ser direkte mod kameraet med et blik, der både er nysgerrigt og en lille smule alvorligt.

Man kunne næsten forestille sig, at han allerede dengang var ved at lægge en strategisk plan for overtagelsen af husstanden.

Han vidste bare endnu ikke, hvor stor en organisation han som direktør skulle komme til at lede.

(Teksten fortsætter under billedet).

Hovedet har ændret sig

Når jeg sammenligner de første billeder med de nye, er forandringen i Jasons hoved meget tydelig.

Som lille havde han et forholdsvis smalt, trekantet ansigt. Øjnene virkede store, og ørerne dominerede nærmest hele hovedet.

Nu er ansigtet blevet bredere, kinderne fyldigere, og proportionerne mere harmoniske. Ørerne er stadig store og flotte, men de ser ikke længere ud, som om de tilhører en kat, der er dobbelt så stor.

Hans udtryk er også blevet anderledes.

Han har stadig det samme opmærksomme blik, men der er kommet noget mere ro og sikkerhed over ham.

Det er naturligvis ikke muligt at aflæse hans tanker af et fotografi. Men man kan tydeligt se, at hans fysiske fremtoning har ændret sig fra lille killing til stor ungkat.

Og så er der kroppen!

Det mest imponerende er næsten billedet fra spisebordet.

Her ligger Jason udstrakt i sin fulde længde, og pludselig bliver det meget tydeligt, hvor stor han er blevet.

På det første billede kunne han næsten være i en Margretheskål. På det nye billede optager han en betragtelig del af spisebordet.

Kroppen er blevet længere, benene er vokset, og hele hans bygning har ændret karakter.

Det er ikke længere den lille, kompakte killing fra juli.

Det er en stor, slank og flot ungkat, der stadig har en hel del vækst foran sig.

Jeg har tidligere målt ham til omkring 80 centimeter fra halespids til spidsen af forpoterne. Det er altså ikke nogen lille kat, jeg har fået.

Og han er endnu ikke seks måneder gammel!

Tre hvide poter – og én med café latte

Der er også en lille detalje ved Jasons udseende, som jeg først selv opdagede forleden dag.

Han har faktisk kun tre hvide poter.

På bagbenene har han lange, hvide sokker. På den ene forpote har han en lille hvid ankelsok, mens den anden forpote nærmest er café latte-farvet.

Den passer så fint sammen med resten af hans varme, røde pels, at jeg ikke tidligere har tænkt nærmere over forskellen.

Det er egentlig pudsigt.

Man kan bo sammen med et dyr, betragte det hver dag, børste det, kæle med det og have det liggende tæt ind til sig i timevis – og alligevel pludselig opdage noget nyt ved dets udseende.

Jason er altså ikke bare en rød kat.

Han er en rød kat med tre hvide poter, en café latte-farvet forpote og et meget karakteristisk ansigt.

Og naturligvis en ganske betydelig stilling som administrerende direktør.

Josephine – den lille, smukke pige

Med Josephine er sammenligningen lidt vanskeligere.

Det skyldes blandt andet, at hun ikke på samme måde som Jason demonstrerer sin fulde længde på spisebordet.

På de nye billeder ligger hun i sin tunnel, som hun elsker.

Og en kat, der ligger hyggeligt sammenkrøllet i en tunnel, er ikke nødvendigvis den bedste model, hvis man vil dokumentere kropslængde.

Til gengæld fortæller billederne noget andet og mindst lige så interessant.

(Teksten fortsætter under billedet).

Fra killingeansigt til ungkat

På de tidlige billeder har Josephine et lille, rundt ansigt med meget store øjne og ører, der ligesom hos Jason virker store i forhold til resten af hovedet.

Hendes stribede pels giver ansigtet nogle meget fine og symmetriske aftegninger.

Særligt omkring øjnene og panden er mønstret tydeligt.

På de nyere billeder er hovedet blevet mere udviklet. Ansigtet har fået lidt mere længde, og proportionerne mellem øjne, ører og hoved er blevet mere afbalancerede.

Men hun har stadig et meget fint og næsten killingeagtigt udtryk.

Hvor Jason på sine nye billeder næsten ligner en voksen kat, ser Josephine stadig ud som en ung pige.

Det betyder ikke, at hun ikke er vokset. Det er hun naturligvis.

Men hendes mindre størrelse og hendes måde at ligge på gør, at forandringen ikke springer lige så meget i øjnene.

Tunnelen fortæller også en historie

På det nye billede ligger Josephine i sin tunnel og kigger ud.

Hun ser ud til at være ganske godt tilfreds med situationen.

Tunnelen omslutter hende, og hun har samtidig et fint udsyn til verden udenfor.

Det er en meget typisk Josephine-situation.

Hun er en kat, der gerne vil have overblik og tryghed, men som samtidig er blevet langt mere modig, end hun var i begyndelsen.

Da hun flyttede ind, var hun den mere forsigtige af de to. Hun tilbragte de første seks dage og 23 timer i sikkerhed under spisebordet.

Jason kastede sig gerne ud i nye undersøgelser, mens Josephine foretrak at se tingene lidt an.

Sådan er der stadig forskel på dem, men Josephine har udviklet sig utrolig meget.

Hun er blevet mere sikker, mere selvstændig, meget kælen og kontaktsøgende og meget dygtig til at løse opgaver.

Det ser jeg blandt andet med deres intelligenslegetøj, hvor hun efterhånden er blevet ekspert i at fiske Dreamies ud, også fra de svære positioner.

Og når de to brydes, er det bestemt ikke altid Jason, der bestemmer.

Tværtimod!

Den lille pige har nogle særdeles effektive bagpoter.

To forskellige måder at vokse på

Noget af det mest interessante ved at have to jævnaldrende katte er, at man kan følge deres udvikling side om side.

Jason og Josephine har haft det samme hjem, de samme muligheder for leg, de samme klatremøbler og den samme omsorg.

Alligevel udvikler de sig forskelligt.

Jason er blevet stor og lang. Han er fysisk meget fremtrædende, nærmest robust, og hans nysgerrighed får ham ofte til at undersøge nye muligheder, før jeg overhovedet har opdaget, at de eksisterer.

Josephine er mindre og mere forsigtig, men bestemt ikke mindre intelligent eller handlekraftig.

Hun har sin egen måde at undersøge verden på.

Hvor Jason ofte bruger kroppen først og hovedet bagefter, virker Josephine undertiden, som om hun foretrækker at tænke sig om, før hun handler.

Det er naturligvis min menneskelige fortolkning af deres adfærd.

Men forskellen mellem dem er tydelig.

Og jeg holder utrolig meget af dem begge netop på grund af deres forskelligheder.

De er også vokset ind i deres hjem

Det er ikke kun kroppene, der har forandret sig siden den 31. juli.

Det har deres forhold til hjemmet også.

Da de ankom, var alting nyt.

Der var nye lugte, nye lyde, nye møbler og et menneske, de endnu ikke kendte.

Nu færdes de hjemmevant overalt.

De har fået en klatrevæg, som de hurtigt tog i brug. De har deres foretrukne sovepladser, deres legetøj, deres rutiner og deres helt egne ideer om, hvordan en dag bør tilrettelægges.

Josephine har sin tunnel.

Jason har blandt andet sin særlige plads hos mig om aftenen.

Når jeg ligger under kugledynen med min iPad, kommer han ofte bogstaveligt talt ræsende ind i soveværelset.

Han springer op på sengen, finder min venstre armhule og lægger sig godt til rette.

Så skal jeg lægge armen omkring ham, så han bliver omsluttet.

Og dér kan han ligge og spinde i mindst en time.

Jeg har kugledynen. Jason har mig.

Det er en ordning, han selv har etableret, og som han tilsyneladende er særdeles tilfreds med.

Fra transportkasse til transportkasse

Da de ankom den 31. juli, kunne de to små killinger være i samme transportkasse på bagsædet.

Nu er Jason efterhånden så stor, at jeg må begynde at tænke på en større transportkasse til ham.

På billedet fra vores seneste dyrlægebesøg sidder han op i kassen med den ene pote løftet mod gitteret. Han mjaver næsten som en siameser og han forstår ikke, at han ikke kan komme ud.

(Teksten fortsætter under billedet).

Han ser meget opmærksom ud.

Nærmest som om han er ved at forklare dyrlægen, at han naturligvis gerne vil samarbejde, men at der også er grænser for, hvor meget tid en administrerende direktør kan afsætte til den slags.

Jeg står ved siden af ham med hånden på transportkassen.

Det er et billede, jeg holder meget af.

Ikke mindst fordi det viser, hvor stor han er blevet, men også fordi det minder mig om, hvor meget vi allerede har oplevet sammen.

Der har været vaccinationer, sundhedstjek, operationer og bekymringer.

Men der har også været masser af leg, kæleri, nysgerrighed og små daglige fremskridt.

Fotografierne viser mere end vækst

Når jeg ser de gamle og de nye billeder ved siden af hinanden, ser jeg først og fremmest to katte, der er vokset.

Men jeg ser også noget andet.

Jeg ser begyndelsen på et fælles liv.

På de første billeder var de to små væsener endnu ved at lære deres nye hjem at kende.

Nu har de indtaget det.

De har fået deres egne vaner, deres egne foretrukne steder og deres egne måder at bede om opmærksomhed på.

De er ikke længere bare to killinger, jeg har fået hjem.

De er Jason og Josephine.

To meget forskellige personligheder, som hver især fylder en stor plads i mit liv.

Og selvom jeg indimellem kan blive lettere opgivende over grus på gulvet, græs trukket ud af urtepotter, væltede ting og nye kreative påfund, ville jeg ikke undvære et eneste øjeblik.

Og de er kun knap et halvt år gamle

Den 3. november fylder Jason og Josephine et halvt år.

Det betyder, at vi stadig kun er ved begyndelsen.

De kommer til at vokse mere. Deres kroppe vil udvikle sig yderligere, og deres personligheder vil sikkert også fortsætte med at folde sig ud.

Måske bliver Jason en meget stor kat.

Måske vil Josephine altid være den mindre af de to.

Det ved jeg ikke endnu.

Men én ting ved jeg:

Jeg er utrolig glad for, at jeg har fotograferet dem så meget fra begyndelsen.

For uden billederne ville det være svært at forstå, hvor meget der allerede er sket.

Og når jeg om nogle år finder billederne frem igen, vil jeg sikkert se på oktober 2026 og tænke:

“Jamen, hvor var de dog små dengang!”

Jason ser lige nu ud, som om han næsten er voksen.

Det er han ikke. De er stadig mine to dejlige killinger. ❤️

Stadig en legesyg killing

Og skulle nogen være i tvivl om, hvorvidt Jason stadig er en killing, kan de bare se denne lille film.

De farverige plastspiraler er blevet et hit. De triller fantastisk godt hen over køkkengulvet, og Jason tager opgaven med at indfange dem meget alvorligt.

Det kræver både hurtige poter, præcision og en vis portion tålmodighed.

Administrerende direktør eller ej – der skal også være tid til at lege! 🐈❤️

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.