Jason og karrusellen – når nysgerrighed bliver en metode

Han leger ikke bare med legetøjet. Han undersøger det

Jason leger ikke bare med karrusellen – han undersøger, hvordan den virker. Kuglen sættes i bevægelse, forsvinder og kommer tilbage, og så må der naturligvis en pote ind igen. Hans enorme nysgerrighed kræver både børnesikring og sikre steder, hvor den kan få frit løb. Josephine undersøger også verden, men på sin helt egen, stille måde. To killinger, to temperamenter – og to meget forskellige måder at være tryg og nysgerrig på.

Internettet flyder over med vittigheder om orange katte, der på skift deles om én fælles hjernecelle. De fremstilles som frygtløse, impulsive, sociale, opfindsomme og undertiden temmelig håbløse.

Hvor meget af det, der faktisk skyldes pelsfarven, er en helt anden sag.

Men så har jeg jo Jason.

Og når jeg ser videoen med ham og karrusellen, er det svært ikke at tænke, at han i hvert fald gør sit bedste for at opretholde en del af de orange kattes ry.

Ikke den del med den manglende hjernecelle.

Tværtimod.

Det interessante ved Jason er, at han ikke bare kaster sig over ting. Han undersøger dem meget grundigt.

(Teksten fortsætter under videoen, der er 1:19 min.).

En karrusel er ikke bare en karrusel

Legetøjet er egentlig ganske enkelt.

Det er en rund karrusel med en kugle i en bane og en lille mus i midten. Katten kan slå til kuglen med poten, hvorefter den farer rundt i banen. Det burde være rigeligt til en killing.

Noget bevæger sig.

Fang det.

Men Jason nøjes ikke med det.

På videoen ligger han først lavt foran karrusellen. Kroppen er afslappet, men hovedet er rettet mod legetøjet, ørerne er fremme, og hans opmærksomhed er samlet om det, der foregår foran ham.

Han observerer.

Så kommer poten.

Han prøver ikke bare én gang og går videre. Han bliver ved. Han skifter position. Han følger bevægelsen. Han undersøger åbningerne i karrusellen og reagerer igen, når noget bevæger sig.

Det ligner leg.

Og det er selvfølgelig leg.

Men leg hos en killing er samtidig træning.

Leg er alvorligt arbejde for en killing

Når en killing leger med noget, der bevæger sig, træner den en hel pakke af færdigheder, som dens vilde forfædre havde brug for hver eneste dag.

• Den registrerer en bevægelse.
• Den følger den med øjne og ører.
• Den vurderer retningen.
• Den venter.
• Den slår med poten.
• Og den opdager, at dens egen handling får noget andet til at ske.

Det sidste synes jeg er særlig interessant ved Jason.

Kuglen bevæger sig ikke tilfældigt. Når han rammer den, sætter han selv bevægelsen i gang. Dermed bliver karrusellen en lille maskine med årsag og virkning:

• Pote ind.
• Kugle bevæger sig.
• Kugle forsvinder.
• Kugle kommer tilbage.
• Ny pote.

Det er glimrende aktivering for en kat, fordi den ikke blot skal reagere på et færdigt stimulus. Den kan selv skabe det næste.

Og det passer nærmest mistænkeligt godt til Jason.

Hvis det findes, skal det undersøges

Jeg har efterhånden lært, at Jason har en meget enkel grundregel for tilværelsen:

Hvis noget findes, har han ret til at vide, hvad det er.

En lukket dør er interessant.

Et skab er interessant.

Et toilet er meget interessant.

En skuffe er interessant.

Noget, der kan åbnes, er naturligvis endnu mere interessant.

Og hvis noget bevæger sig, rasler, drejer rundt eller forsvinder ind bag noget andet, har vi for alvor hans opmærksomhed.

Det er også derfor, jeg efterhånden har måttet tænke meget mere over sikkerhed, end jeg forestillede mig, før Jason og Josephine flyttede ind.

Jason er både nysgerrig og stærk.

Det er en effektiv kombination.

Det kommende skab til kattemad, kattegrus og diverse katteudstyr skal derfor ikke bare være et skab. Det skal fastgøres til væggen, og lågerne skal børnesikres.

For ellers ved jeg godt, hvem der på et tidspunkt vil betragte det som et personligt projekt at finde ud af, hvad der er på den anden side af lågerne.

Det samme gælder hoveddøren. Når jeg går ud, er kattene i stuerne, og dørene til entreen er lukkede.

Jeg har ikke lyst til at opdage direktør Jason i opgangen på vej ud for at inspicere resten af ejendommen.

Men nysgerrighed er ikke det samme som dumdristighed

Det er egentlig noget af det, videoen får mig til at tænke over.

Det er let at beskrive en meget nysgerrig kat som frygtløs.

Men det er ikke helt det samme.

Jason er ikke bare et projektil med pels på.

Han bruger sanserne.

Han kigger, lytter, nærmer sig, prøver med poten, trækker sig lidt tilbage, ændrer stilling og prøver igen.

På videoen ser man netop, at han ikke bare hamrer løs på karrusellen i ét langt anfald af killingeenergi.

Der er små pauser.

Han ser.

Så handler han.

Det er en væsentlig forskel.

Nysgerrighed får ham til at opsøge det ukendte, men han indsamler samtidig information om det.

Det er faktisk en ganske intelligent strategi.

Problemet er bare, at strategien ikke nødvendigvis omfatter menneskets vurdering af, hvad der er en god idé.

Toiletkummen er et glimrende eksempel.

En gæst glemte at lukke låget.

Jason faldt i.

Han var heldigvis blevet så stor, at han selv kunne kæmpe sig op igen med en meget våd bagpart som resultat. Jeg måtte svøbe ham i et håndklæde for at hjælpe ham med at blive tør igen.

Man kunne måske forestille sig, at oplevelsen ville føre til konklusionen:

Toilet. Dårlig idé. Det undersøger jeg ikke igen.

Det var ikke den konklusion, Jason nåede frem til.

Toilettet er stadig interessant.

Naturligvis.

Der kan jo være kommet nye oplysninger siden sidst.

Han skal have lov til at være Jason

Det giver mig en særlig opgave.

For jeg ønsker ikke at opdrage nysgerrigheden ud af ham.

Tværtimod.

Den er en meget stor del af den kat, han er.

Han skal have lov til at undersøge, eksperimentere, klatre, lege og finde ud af ting.

Min opgave er ikke at sige nej til alting.

Min opgave er at sørge for, at der findes tilstrækkeligt mange ting, han gerne må sige ja til.

Karrusellen er et godt eksempel.

Her må han undersøge alt det, han vil.

Han må stikke poterne ind.

Han må slå til kuglen.

Han må ligge og studere mekanikken.

Han må angribe musen.

Han må gå rundt om hele konstruktionen og se, om verden ser anderledes ud fra den anden side.

Der sker ikke noget ved, at han prøver igen og igen.

Det er langt bedre at give en nysgerrig kat lovlige problemer at løse end at forvente, at den holder op med at være nysgerrig.

For det sidste kommer ikke til at ske.

Ikke med Jason.

Og så er der Josephine

(Teksten fortsætter under billedet).

Noget af det mest spændende ved at have to killinger er, at jeg hele tiden bliver mindet om, hvor lidt ordet “kat” egentlig fortæller om det enkelte individ.

Jason fylder.

Han melder sin ankomst.

Han undersøger.

Han insisterer.

Hvis han vil vide, hvad der er inde i et skab, får skabet besked om det.

Josephine er anderledes.

Hun er langt mere forsigtig og afdæmpet.

Det betyder ikke, at hun er mindre nysgerrig.

Det betyder, at hendes nysgerrighed har en anden form.

Hun kommer stille.

Hun observerer.

Hun vurderer.

Og hun beslutter selv, hvornår hun er klar til næste skridt.

Det kan jeg også se i vores forhold.

I begyndelsen holdt hun mere afstand. Efterhånden begyndte hun at komme hen til mig. Hun strækker sig og gaber. Hun gnider kinderne mod mine ben. Hun går frem og tilbage mellem dem og sætter sin duft på mig. Hun vil gerne nusses.

Og om natten er der sket noget interessant.

Først lagde hun sig i fodenden af sengen direkte på madrassen.

Nu kommer hun længere op.

Hun kan lægge sig bag den iPad-skærm, jeg ser på, og senere hopper hun op i vindueskarmen og ser katte-TV.

Nogle morgener finder jeg hende stadig dér.

Der er måske kun omkring 40 centimeter mellem os.

For en Jason er 40 centimeter en enorm afstand. Han kan finde på at kravle helt ned under min kugledyne og lægge sig op ad mine ben og falde i dyb søvn.

For Josephine fortæller de 40 centimeter en anden historie.

Hun har valgt at være tæt på mig.

Den højlydte og den stille kat

Det er måske den vigtigste ting, de to lærer mig lige nu.

Jason er meget let at aflæse, fordi han gør så meget ud af sig selv.

Han fortæller mig med hele kroppen:

“Se lige dette!”

“Åbn den!”

“Hvad er der derinde?”

“Kan jeg komme derop?”

“Hvad sker der, hvis jeg gør sådan?”

Josephines spørgsmål er mere stille.

Og derfor skal jeg være mere opmærksom for at høre dem.

Hun kan let komme til at stå i skyggen af Jason, simpelthen fordi han er så enormt meget Jason.

Men det ville være en fejl at tro, at den kat, der fylder mindst, oplever mindst.

Tværtimod.

Når Josephine flytter sig 30 centimeter tættere på mig, kan det være en større begivenhed end endnu en af Jasons ekspeditioner.

De har hver deres tempo.

Og hver deres sprog.

Tryghed ser forskellig ud

Det er også blevet tydeligt for mig i sengen.

Jason kravler ned under min tunge kugledyne.

Det virker næsten absurd varmt derinde, men han vælger det selv. Han lægger sig tæt op ad mine ben og sover dybt.

Han ved naturligvis ikke, hvad en kugledyne er.

Han ved bare, at her er varmt, mørkt og tæt, og at jeg er lige ved siden af.

For ham er det åbenbart et glimrende sted at sove.

Josephine vælger vindueskarmen.

Hun har udsigt.

Hun har lidt afstand.

Hun kan holde øje med verden udenfor.

Og samtidig er hun tæt på mig.

Begge dele kan være udtryk for tryghed.

Det er bare to forskellige katte, der har fundet hver sin løsning.

Det synes jeg faktisk er ret smukt.

Hvad fortæller videoen så om Jason?

Når jeg ser videoen med karrusellen, ser jeg selvfølgelig først og fremmest en killing, der leger.

Men nu, hvor jeg efterhånden kender ham bedre, ser jeg også noget mere.

• Jeg ser koncentration.
• Jeg ser vedholdenhed.
• Jeg ser lysten til at påvirke omgivelserne og undersøge resultatet.
• Jeg ser en kat, der ikke er tilfreds med bare at betragte verden på afstand.

Han vil have poterne i den.

Og det er nok en meget præcis beskrivelse af Jason.

Han er ikke en tilskuer til sit eget liv.

Han deltager.

Helst helt tæt på.

Meget gerne med begge forpoter.

Den orange hjernecelle klarer sig nu meget godt

Jeg kommer sikkert fortsat til at more mig over alle vittighederne om orange katte og deres ene fælles hjernecelle.

Jason leverer trods alt rigeligt materiale.

Men hvis jeg skal bedømme ham ud fra den første måned, vi har kendt hinanden, er mangel på hjerneaktivitet ikke ligefrem det problem, jeg står med.

Snarere tværtimod.

Jeg har fået en kat, der hele tiden opdager nye problemer, som han synes bør løses.

Nogle af problemerne eksisterede ganske vist ikke, før han opdagede dem.

Men det er en detalje.

Karrusellen er heldigvis et af de problemer, han gerne må arbejde med så længe, han har lyst.

Den kan dreje rundt.

Kuglen kan flyttes.

Musen kan angribes.

Der er huller, man kan stikke poterne ind i.

Og når man tror, man har forstået det hele, kan man altid undersøge det én gang til.

Det er næsten det perfekte legetøj til Jason.

Og jeg?

Jeg skal bare sørge for, at toiletlåget er lukket, hoveddøren er utilgængelig, skabene bliver børnesikret, komfuret bliver børnesikret – og at der hele tiden findes noget i hans verden, som han med fuld tilladelse må skille ad med hjernen.

For Jason kommer ikke til at holde op med at undersøge verden.

Og det skal han heller ikke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.