To katte – og kunsten at høre den, der taler lavest

Jason fylder hele verden. Josephine lægger en mus ved mine fødder

Jason fylder verden med nysgerrighed, fart og projekter. Josephine er mere forsigtig og taler med små signaler. Jeg er ved at lære, at livet med to meget forskellige katte også handler om at høre den, der ikke råber højest.

Jeg lærer stadig mine katte at kende.

Ikke sådan at forstå, at jeg ikke efterhånden ved en hel del om Jason og Josephine. Det gør jeg. Men jeg opdager hele tiden nye detaljer ved dem – og især hvor utrolig forskellige de er.

Jason er voldsom.

Josephine er forsigtig.

Og jeg er ved at lære, at når man bor sammen med begge typer, skal man ikke kun være opmærksom på den kat, der meget tydeligt fortæller, hvad den vil.

Man skal også lære at høre den, der taler lidt lavere.

Jason har ikke udforsket toilettet til bunds

Jason elsker badeværelset.

Hvis jeg ikke kan finde ham, kan jeg efterhånden næsten lige så godt gå direkte derud og kigge i håndvasken. Der ligger han ofte og sover.

Håndvasken er åbenbart en glimrende katteseng. Den passer godt til en sammenrullet kat, den er kølig, og den omslutter ham på en måde, han tilsyneladende holder meget af.

Når jeg kommer derud, vågner han. Og når han først er helt vågen og opdager mig, ser han glad ud og begynder at spinde.

Det er svært ikke at blive glad af.

Hans interesse for badeværelset begrænser sig desværre ikke til håndvasken.

Han er tidligere røget i toilettet, fordi en gæst havde glemt at lukke låget. Man kunne forestille sig, at den oplevelse havde lært ham noget.

Det har den ikke.

Hvis man skulle opstille forsøget videnskabeligt, kunne resultatet se sådan ud:

Hypotese: Toilettet er spændende.
Eksperiment: Hop i toilettet.
Resultat: Våd bagdel.
Konklusion: Utilstrækkeligt datagrundlag. Yderligere undersøgelser nødvendige.

Han er stadig meget interesseret.

Når jeg selv er på toilettet, er jeg nødt til at sætte mig helt tilbage, for ellers vil han derned. Og når jeg rejser mig, skal det gå stærkt med at få låget lukket.

Toilettet er ganske enkelt ikke udforsket til bunds …

Hvis Josephine var røget i, forestiller jeg mig, at hun aldrig ville vise sig på badeværelset igen.

Men det er heldigvis heller ikke særlig sandsynligt, at hun gør forsøget.

Hun er ikke nysgerrig på samme måde som Jason.

Støvsugeren er stadig et uhyre – bare et mindre farligt et

Jeg har også støvsuget.

Jeg hader det.

Kattene er heller ikke begejstrede, men det går faktisk bedre og bedre.

Denne gang søgte de begge tilflugt i soveværelset, mens jeg gik i gang. Det giver god mening: Hvis støvsugeren regerer i stuerne, kan man opholde sig et andet sted.

Men før jeg overhovedet var færdig i stuerne, kom Josephine pludselig løbende med omkring 50 kilometer i timen og sprang op på en af de øverste boghylder.

Hvad Jason foretog sig på det tidspunkt, ved jeg egentlig ikke.

Det interessante er imidlertid ikke så meget, at de stadig flygter fra støvsugeren.

Det interessante er, hvor hurtigt de kommer frem igen.

Det går hurtigere og hurtigere.

Og holder jeg en pause og slukker støvsugeren, kan de såmænd hygge sig med slangen.

Det synes jeg er et fantastisk tegn.

De har ikke lært, at hele apparatet er farligt. De har lært, at det larmer frygteligt, når det er tændt, og at man så kan gå sin vej.

Når larmen stopper, bliver verden normal igen.

Målet behøver jo heller ikke være, at de en dag tænker: “Hurra, nu skal der støvsuges!”

Det er tilstrækkeligt, at støvsugeren bliver en forudsigelig og midlertidig irritation.

Når Jason går i seng i porcelænssengen

Af og til er det faktisk praktisk, at Jason går ud og lægger sig i håndvasken.

For så bliver der mere plads til Josephine.

Jason fylder meget.

Ikke fordi han nødvendigvis prøver at bestemme over hende. Han er bare meget til stede.

Når han leger, leger han. Når han undersøger noget, skal det undersøges. Når han bevæger sig gennem klatretårnet, kan det foregå op og ned mellem etagerne med en energi, Josephine slet ikke har.

Hun ligger ofte bare og kigger på ham.

Og det har fået mig til at tænke på, om der nu også er rum nok til hende.

For en forsigtig kat kan let blive overset ved siden af en kat som Jason.

Ikke fordi hun ingenting vil.

Hun fortæller det bare på en anden måde.

En lille mus ved mine fødder

Når Jason har trukket sig tilbage til sin porcelænsseng, sker der nemlig noget med Josephine.

Så vil hun gerne lege.

Ikke vildt.

Ikke op og ned gennem klatretårnet i Jason-tempo.

Mere behersket.

Vi leger blandt andet med en lille legemus.

Og i går skete der noget, der næsten rørte mig.

Hun kom med musen, som når en udekat kommer med “gaver”.

Hun bar den hen til mig og lagde den ved mine fødder.

Det kan naturligvis være almindelig katteadfærd omkring et stykke legetøj, der fungerer som et lille bytte. Men der var også noget andet i det:

Det var den ting, vi leger med.

Og hun kom med den til mig.

“Her er vores mus.”

Måske endda:

“Skal vi lege?”

Det var et lille initiativ, men netop med Josephine føltes det stort.

For hun kommer ikke brasende og kræver sin plads.

Hun tilbyder noget meget mere forsigtigt.

Og jeg skal lære at få øje på det.

Jeg skal også lære

Det er måske noget af det vigtigste, jeg er ved at opdage.

Det er ikke kun Jason og Josephine, der skal lære at bo her.

Jeg skal også lære at bo sammen med dem.

Jeg skal lære deres forskellige sprog.

Jason gør det forholdsvis nemt. Hvis han har et projekt, er der gode chancer for, at jeg opdager det.

Josephine kan ligge stille og kigge, mens Jason farer omkring.

Det betyder ikke, at hun ikke vil lege.

Det betyder ikke, at hun ikke vil nusses.

Og det betyder bestemt ikke, at hun ikke har brug for mig.

Hun siger det bare mere stille.

Så når Jason ligger ude i porcelænssengen, skal jeg huske at se efter den fine lille mis, der også trænger til nus, leg og kærlighed.

Ikke fordi alt skal fordeles matematisk med 50 procent til hver.

De er jo ikke ens.

Det handler snarere om at give dem begge mulighed for at være præcis de katte, de er.

Jason tager sin plads.

Josephine skal måske have lidt mere ro til at opdage, at pladsen også står til rådighed for hende.

Problemet med rækkevidden er mit

Der er dog én ting, de begge tilsyneladende forstår ganske glimrende:

Hvis en kat vil kæles, er det ikke nødvendigvis kattens ansvar at placere sig inden for rækkevidde.

De kan lægge sig og spinde på et sted, hvor jeg lige akkurat ikke kan nå dem.

Og de vil altså gerne kæles.

Man kunne som menneske være fristet til at spørge:

“Hvis du gerne vil nusses, hvorfor kommer du så ikke de sidste 20 centimeter?”

Kattens svar ville formentlig være:

“Jeg er jo kommet. Du er lige dér.”

Katten har valgt den perfekte placering. At menneskets arm er for kort, er et menneskeligt problem.

En kugledyne er også kattelegetøj

I soveværelset har jeg en kugledyne på 10 kilo.

Jason synes, den er fantastisk.

Når han går oven på den, flytter kuglerne sig under poterne, så hvert skridt giver en lille ny fornemmelse. For en kat med Jasons trang til at undersøge verden må det være et meget interessant underlag.

Men han har fundet endnu en anvendelse.

Han kravler ind under den.

Han kommer op til mig, møver sig ind under dynen, kravler et stykke frem, vender sig og lægger sig op ad mine ben.

Det er en tung dyne, men han opsøger selv omslutningen.

Det samme gør han, når han ligger hos mig.

Han elsker at ligge i arm.

Han søger ind i min armhule, jeg lægger armen omkring ham, og så møver han sig godt til rette.

Der er en vigtig forskel på at blive fastholdt og på selv at vælge at være omsluttet.

Jason vælger det.

Han kommer selv.

Han finder selv sin plads.

Og så må jeg gerne lægge armen omkring ham.

Det er skønt.

iPad med selvstændigt kattetastatur

Jeg bruger ofte min iPad i sengen. Den har et selvstændigt tastatur.

Det elsker Jason også.

At jeg opfatter det som et tastatur, er muligvis min egen begrænsede menneskelige forståelse.

For Jason er det tilsyneladende en siddeplads.

Og en betjeningscentral.

Forleden havde han trykket på en eller flere taster på en sådan måde, at jeg bagefter ikke kunne skrue længere op for lyden.

Jeg har fundet en løsning.

Det er nødvendigt, når man deler IT-udstyr med en kat.

Et tastatur har selvfølgelig meget at tilbyde: Det står lige dér, hvor min opmærksomhed er, det har en masse små knapper, der reagerer på poterne, og med ganske få tastetryk kan Jason ændre iPaddens funktion på måder, mennesket bagefter må forsøge at forstå.

Det må være svært at modstå, når man er Jason.

To meget forskellige katte

Jeg tror, jeg lærer mindst lige så meget af forskellene mellem dem, som jeg lærer af dem hver for sig.

Jason går forrest og undersøger verden.

Et styrt i toilettet betyder ikke nødvendigvis, at toilettet er farligt. Det kan lige så godt betyde, at første undersøgelse var mangelfuld.

Josephine betragter verden lidt længere, inden hun beslutter sig.

Jason fortæller meget tydeligt, når han vil noget.

Josephine kommer måske med en lille mus og lægger den ved mine fødder.

Ingen af delene er mere rigtigt end det andet.

Men hvis man bor sammen med begge typer, skal man lære at lytte på to forskellige måder.

Og når dagens undersøgelser af toilet, håndvask, støvsugerslange, klatretårn, kugledyne og iPad er afsluttet, kravler Jason måske ind under dynen og lægger sig op ad mine ben.

Eller finder min armhule og møver sig godt til rette.

Direktøren har lukket kontoret for i dag.

Og så kan det være, at Josephine og jeg skal lege lidt med musen.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.