Tag Archive for: Kirkekunst

,

Mikrofonholdere?

Mikrofonholdere?

Er det journalistik?

Kan man tale om journalistik, når det kun er den ene part, der kommer til orde?

Sagens kerne

I Skovlunde kirke har de fået ny kirkekunst, og et af billederne forestiller en yngre kvinde, der giver en sort mand et ordentligt spark i røven, så han flyver gennem lokalet – måske hjem hvor han kommer fra. Kunstneren er Erik Hagens, der har “ladet sig inspirere af Venstres nye næstformand”.

Biskop Lise-Lotte Rebel er gået ind i sagen, da hun ikke mener, kirkerummet skal bruges til at drive partipolitik.

Så langt så godt.

Mikrofonholdere?

Kristeligt Dagblad

Dagbladet havde i torsdags den 10. oktober 2019 en længere artikel om sagen, hvor biskoppen naturligvis kommer til orde, det samme gør et medlem af menighedsrådet, der har været kritisk overfor billedet under hele tilblivelsesprocessen og endelig Lisbeth Smedegaard, der er teolog og kyndig udi kirkekunst.

Det, der kan undre er, at man ikke har interviewet et eller flere af de medlemmer af menighedsrådet, der har været positive og altså truffet beslutning om at købe værket. Derfor er titlen på dette blogindlæg “Mikrofonholdere”; man må da høre begge parter. Det kunne jo være, de havde noget fornuftigt at sige til deres forsvar.

Inger Støjberg selv

Jeg er “venner” med Inger Støjberg på Facebook, så jeg kan følge med i, hvad hun går og pønser på. Hun skriver selv om den politiske kirkekunst:

“Jeg har gennem de seneste år været afbildet som lidt af hvert, og jeg holder utroligt meget af satire. Et billede eller en tegning siger ofte mere en 100 ord, og jeg ELSKER karikaturtegninger – også de religiøse!

Skovlunde Kirke er blevet udsmykket med ny kunst af kunstneren Erik Hagens. Ét af billederne viser en kvinde, der sparker til en sort mand, og denne kvinde er efter kunstnerens udsagn mig.

Jeg er selvsagt meget uenig i Erik Hagens fortolkning af min politik, men han er naturligvis i sin gode ret til at tegne mig, præcis som han vil. Selv om jeg nu ikke er imponeret over hans kunsteriske evner ud i portrætmaling. 🙂 ”

Min mening

For en gangs skyld er jeg enig med både biskoppen og Støjberg: Kirkerummet skal ikke fyldes med politik, der er interessant nu, men som om 200 år er inderligt ligegyldig. Til den tid ved ingen, hvem Inger Støjberg var.

Det er fint, at Erik Hagens har ladet sig inspirere af Støjberg til at fortælle den grumme historie fra Lukasevangeliet om den rige mand og Lazarus. Den rige mand vil ikke hjælpe Lazarus, der må leve af smulerne fra hans bord. De mødes i dødsriget og den rige mand må gå grueligt meget igennem. Jeg er enig med kunstneren, og jeg kan godt lide hans billede. Det hører bare ikke til i en kirke.

Jeg er overrasket over, at Kristeligt Dagblad ikke bedriver kritisk journalistik længere. Det synes jeg da, de gjorde, da jeg holdt bladet gennem de otte år, jeg var i menighedsrådet. Har de forvandlet sig til mikrofonholdere?