To forskellige måder at erobre verden på
To forskellige måder at erobre verden på
Jason går til angreb. Josephine undersøger. Begge ved præcis, hvad de laver
Fire små videoer af Jason og Josephine viser meget mere end to killinger, der leger. De viser jagtinstinkt, problemløsning og to vidt forskellige strategier. Jason kaster hele kroppen ind i verden. Josephine undersøger den mere stille. Begge er nysgerrige, vedholdende – og helt sig selv.
Jeg filmer efterhånden Jason og Josephine temmelig meget.
Det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at jeg synes, de er vidunderlige at se på. Men videoerne har også vist sig at kunne noget andet: Når jeg bagefter ser dem i sammenhæng, opdager jeg detaljer, som jeg ikke nødvendigvis bemærker, mens jeg står med telefonen i hånden.
Fire små videoer er et godt eksempel.
Umiddelbart viser de bare to killinger, der leger.
Men ser man lidt nærmere efter, viser de også noget om jagtinstinkt, problemløsning, kropskontrol, koncentration – og ikke mindst om hvor forskellige Jason og Josephine er.
De har adgang til den samme verden.
De går bare ikke til den på samme måde.
Jason har fundet et bytte – og så eksisterer resten af verden stort set ikke
Jason ligger på gulvet ved døren mellem den ene stue og entreen. Josephine følger opmærksomt med bag døren.
Allerede hans kropsstilling fortæller en hel del. Han ligger ikke bare og daser. Han er drejet om på siden og ryggen, poterne arbejder omkring og under døren, og hele hans opmærksomhed er rettet mod det lille område, hvor noget interessant befinder sig.
For et menneske kan det se lidt komisk ud.
Hvorfor rejser katten sig ikke bare op?
Men det er netop interessant, at han ikke gør det.
Han bruger den position, han allerede befinder sig i. Forpoterne undersøger, griber og forsøger at få fat, mens bagkroppen ligger klar til at hjælpe. Katten er et rovdyr, der i leg øver mange af de samme bevægelser, som indgår i rigtig jagt: lokalisere, række ud, fastholde, trække ind og eventuelt sparke med bagbenene.
Jason gør det med stor entusiasme.
Og det er meget Jason.
Hvis noget er interessant, skal det ikke bare betragtes.
Det skal undersøges fysisk.
Helst omgående.
Musen er kommet frem – og jagten fortsætter
I den næste video bliver situationen endnu tydeligere.
Jason har fat i den lille legetøjsmus, og nu ser man en lang række af kattens naturlige jagtbevægelser i miniatureformat.
Han griber den med forpoterne.
Han får den hen mod munden.
Han slipper den.
Han angriber igen.
Han vender og drejer kroppen efter den.
Og hele tiden skifter legen mellem kontrol og tab af kontrol.
Det sidste er faktisk noget af det, der gør godt kattelegetøj interessant.
Hvis et stykke legetøj bare ligger fuldstændig stille og opfører sig forudsigeligt, kan det hurtigt blive kedeligt. Men en lille mus, der flytter sig, når den får et slag med poten, forsvinder delvist bag noget eller pludselig ligger i en ny vinkel, skaber hele tiden en ny opgave:
- Hvor blev den af?
- Kan jeg nå den?
- Hvordan får jeg fat i den?
Det er ikke nødvendigvis den dyreste eller mest avancerede underholdning, der er den bedste.
Jason har tilsyneladende ikke læst produktbeskrivelsen.
Han ved bare, at musen skal nedlægges.
Og så arbejder han på sagen.
Jason møder en anden slags problem
Den tredje video er interessant på en lidt anden måde.
Her bevæger Jason sig hen til det runde aktivitetslegetøj omkring stolpen. En kugle befinder sig i banen, og nu ændrer opgaven karakter.
Musen kunne gribes.
Kuglen kan ikke bare tages.
Den forsvinder videre rundt i banen.
Det betyder, at legen kræver noget andet af katten. Et slag med poten skaber en bevægelse, og katten må derefter følge bevægelsen og forsøge igen.
Det er årsag og virkning i meget konkret form:
Jeg gør noget.
Noget andet sker.
Og hvis jeg gør det igen, sker der måske noget mere.
Man skal selvfølgelig passe på med at gøre en killing til professor i teoretisk fysik, bare fordi den skubber til en kugle.
Men katten lærer hele tiden gennem sine handlinger.
Den undersøger verden med næse, øjne, ører, knurhår og poter, og leg er en af de vigtigste måder at gøre det på.
Jason går som sædvanlig fysisk til værks.
Han går hen til apparatet, undersøger det tæt på og forsøger sig frem.
Det er den metode, jeg efterhånden kender så godt fra ham:
Hvis verden indeholder en mekanisme, bør direktør Jason naturligvis undersøge, hvordan den fungerer.
Og endelig kommer Josephine
Den sidste video holder jeg særligt meget af.
For nu er det Josephine, der arbejder ved den samme dør, hvor Jason tidligere var i gang.
Og hun gør noget, som på én gang ligner og ikke ligner det, Jason gjorde.
Hun er bestemt ikke passiv.
Hun går ind i den smalle plads mellem døren og væggen. Hun undersøger. Hun lægger sig ned. Hun bruger poterne. Hun skifter position. Hun forsøger fra forskellige vinkler.
Hun bliver ved.
Det er vigtigt, fordi en forsigtig lille kat meget let kan blive opfattet som mindre nysgerrig eller mindre legesyg end en mere frembrusende kat.
Det er Josephine et glimrende eksempel på, at man ikke skal gøre.
Hun er nysgerrig.
Hun er vedholdende.
Hun vil løse opgaven.
Hun råber bare ikke så højt om det.
Hvor Jason ofte kaster hele kroppen ind i projektet med en attitude, der omtrent siger “Her kommer jeg”, virker Josephine mere undersøgende.
Hun arbejder sig ind på problemet.
Og hun har tid.
Den forsigtige kat er ikke den passive kat
Det er måske det vigtigste, de fire videoer fortæller.
Jason er utrolig nem at få øje på.
Han fylder fysisk og mentalt. Han går til tingene, vælter rundt, griber, undersøger og gør meget tydeligt opmærksom på, at der foregår noget spændende.
Josephine kan være lettere at overse.
Ikke fordi hun foretager sig mindre.
Men fordi hendes måde at være kat på er mindre demonstrativ.
Når man ser hende arbejde ved døren i den sidste video er der ikke noget usikkert eller hjælpeløst over hende. Tværtimod.
Hun undersøger selv.
Hun vælger selv at gå derhen.
Hun forsøger igen.
Hun bruger kroppen på flere forskellige måder for at komme til.
Det kræver faktisk koncentration.
Og jeg synes, det passer utrolig godt med den Josephine, jeg efterhånden kender bedre og bedre.
Hun skal have lidt tid.
Til gengæld sker der meget, når hun får den.
Leg er ikke bare tidsfordriv
For os mennesker er det nærliggende at opdele kattens dag i de “vigtige” ting og så legen.
Mad er vigtigt.
Vand er vigtigt.
Søvn er vigtigt.
Dyrlægen er vigtig.
Og så kan katten lege for hyggens skyld.
Men for en killing er legen en del af udviklingen.
Når Jason tumler rundt med musen, træner han koordination, timing og jagtbevægelser.
Når han arbejder med kuglen i banen, møder han et objekt, der reagerer på hans handlinger.
Når Josephine forsøger at komme til noget ved og under døren, arbejder hun med afstand, vinkler, poter og kropsplacering.
De gør selvfølgelig ikke noget af dette, fordi de har besluttet at følge et pædagogisk udviklingsprogram.
De leger.
Det er netop pointen.
Naturen har sørget for, at en masse nyttig træning opleves som noget, man ganske enkelt får lyst til at gøre.
Hele hjemmet er blevet en opdagelsesrejse
Noget andet slår mig, når jeg ser videoerne samlet.
Jeg kan købe legetøj til dem.
Jeg kan købe mus, bolde, aktivitetslegetøj, klatretårne og alt muligt andet, som nogen har designet specifikt til katte (og tjener en del penge på).
Men Jason og Josephine er ret ligeglade med, hvilken kategori producenten eller jeg har placeret tingene i.
En dør kan være lige så interessant som et stykke kattelegetøj.
En smal sprække kan blive et jagtområde.
En kugle i en bane kan blive et problem, der skal løses.
En mus kan blive nedlagt på gulvet.
Og en almindelig døråbning kan være grænsen mellem to områder, der begge bør undersøges grundigt.
Deres hjem er ikke bare det sted, hvor deres ting står.
Hele hjemmet er deres miljø.
Og stort set alt i det kan potentielt undersøges.
To forskellige strategier – begge virker
Jeg tror, det er noget af det, jeg holder mest af ved at have netop disse to katte.
De viser mig hele tiden, at der ikke findes én rigtig måde at være kat på.
Jason er ikke “bedre” til at udforske, fordi han gør det med større armbevægelser.
Josephine er ikke mindre modig, fordi hun går mere forsigtigt frem.
De har forskellige strategier.
Jason siger omtrent:
Hvad er det? JEG UNDERSØGER DET!
Josephine siger snarere:
Hvad er det? Jeg går lige lidt tættere på og finder ud af det.
Resultatet er det samme.
Verden bliver undersøgt.
Jeg skal huske at se efter begge to
De fire videoer minder mig derfor også om noget, jeg allerede har fundet ud af.
Når man har en Jason og en Josephine, er det let at lade Jason løbe med sendetiden.
Han er morsom.
Han er voldsom.
Han er nysgerrig på en måde, der næsten automatisk skaber historier.
Man behøver stort set bare rette kameraet mod ham og vente.
Og så er der Josephine.
Hun fortæller sine historier lidt mere stille.
Til gengæld bliver de tydeligere og tydeligere, jo bedre jeg lærer at se efter dem.
De første tre videoer viser en Jason, der kaster sig ind i verden og undersøger den med hele kroppen.
Den sidste video viser en Josephine, der gør præcis det samme.
Bare på sin måde.
Og måske er det netop fordelen ved, at jeg filmer dem.
Videoerne gemmer ikke kun de sjove øjeblikke.
De lærer mig at se begge mine killinger.
Billedet herunder viser en Jason, der er lukket inde for ikke at løbe ud, da jeg skal hente kasserne fra Aarstiderne ind:
Hvorfor er den dør nu lukket? Jeg vil ud!
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
