Indlæg

To forskellige måder at erobre verden på

To forskellige måder at erobre verden på

Jason går til angreb. Josephine undersøger. Begge ved præcis, hvad de laver

Fire små videoer af Jason og Josephine viser meget mere end to killinger, der leger. De viser jagtinstinkt, problemløsning og to vidt forskellige strategier. Jason kaster hele kroppen ind i verden. Josephine undersøger den mere stille. Begge er nysgerrige, vedholdende – og helt sig selv.

Jeg filmer efterhånden Jason og Josephine temmelig meget.

Det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at jeg synes, de er vidunderlige at se på. Men videoerne har også vist sig at kunne noget andet: Når jeg bagefter ser dem i sammenhæng, opdager jeg detaljer, som jeg ikke nødvendigvis bemærker, mens jeg står med telefonen i hånden.

Fire små videoer er et godt eksempel.

Umiddelbart viser de bare to killinger, der leger.

Men ser man lidt nærmere efter, viser de også noget om jagtinstinkt, problemløsning, kropskontrol, koncentration – og ikke mindst om hvor forskellige Jason og Josephine er.

De har adgang til den samme verden.

De går bare ikke til den på samme måde.

Jason har fundet et bytte – og så eksisterer resten af verden stort set ikke

Jason ligger på gulvet ved døren mellem den ene stue og entreen. Josephine følger opmærksomt med bag døren.

Allerede hans kropsstilling fortæller en hel del. Han ligger ikke bare og daser. Han er drejet om på siden og ryggen, poterne arbejder omkring og under døren, og hele hans opmærksomhed er rettet mod det lille område, hvor noget interessant befinder sig.

For et menneske kan det se lidt komisk ud.

Hvorfor rejser katten sig ikke bare op?

Men det er netop interessant, at han ikke gør det.

Han bruger den position, han allerede befinder sig i. Forpoterne undersøger, griber og forsøger at få fat, mens bagkroppen ligger klar til at hjælpe. Katten er et rovdyr, der i leg øver mange af de samme bevægelser, som indgår i rigtig jagt: lokalisere, række ud, fastholde, trække ind og eventuelt sparke med bagbenene.

Jason gør det med stor entusiasme.

Og det er meget Jason.

Hvis noget er interessant, skal det ikke bare betragtes.

Det skal undersøges fysisk.

Helst omgående.

Musen er kommet frem – og jagten fortsætter

I den næste video bliver situationen endnu tydeligere.

Jason har fat i den lille legetøjsmus, og nu ser man en lang række af kattens naturlige jagtbevægelser i miniatureformat.

Han griber den med forpoterne.

Han får den hen mod munden.

Han slipper den.

Han angriber igen.

Han vender og drejer kroppen efter den.

Og hele tiden skifter legen mellem kontrol og tab af kontrol.

Det sidste er faktisk noget af det, der gør godt kattelegetøj interessant.

Hvis et stykke legetøj bare ligger fuldstændig stille og opfører sig forudsigeligt, kan det hurtigt blive kedeligt. Men en lille mus, der flytter sig, når den får et slag med poten, forsvinder delvist bag noget eller pludselig ligger i en ny vinkel, skaber hele tiden en ny opgave:

  • Hvor blev den af?
  • Kan jeg nå den?
  • Hvordan får jeg fat i den?

Det er ikke nødvendigvis den dyreste eller mest avancerede underholdning, der er den bedste.

Jason har tilsyneladende ikke læst produktbeskrivelsen.

Han ved bare, at musen skal nedlægges.

Og så arbejder han på sagen.

Jason møder en anden slags problem

Den tredje video er interessant på en lidt anden måde.

Her bevæger Jason sig hen til det runde aktivitetslegetøj omkring stolpen. En kugle befinder sig i banen, og nu ændrer opgaven karakter.

Musen kunne gribes.

Kuglen kan ikke bare tages.

Den forsvinder videre rundt i banen.

Det betyder, at legen kræver noget andet af katten. Et slag med poten skaber en bevægelse, og katten må derefter følge bevægelsen og forsøge igen.

Det er årsag og virkning i meget konkret form:

Jeg gør noget.

Noget andet sker.

Og hvis jeg gør det igen, sker der måske noget mere.

Man skal selvfølgelig passe på med at gøre en killing til professor i teoretisk fysik, bare fordi den skubber til en kugle.

Men katten lærer hele tiden gennem sine handlinger.

Den undersøger verden med næse, øjne, ører, knurhår og poter, og leg er en af de vigtigste måder at gøre det på.

Jason går som sædvanlig fysisk til værks.

Han går hen til apparatet, undersøger det tæt på og forsøger sig frem.

Det er den metode, jeg efterhånden kender så godt fra ham:

Hvis verden indeholder en mekanisme, bør direktør Jason naturligvis undersøge, hvordan den fungerer.

Og endelig kommer Josephine

Den sidste video holder jeg særligt meget af.

For nu er det Josephine, der arbejder ved den samme dør, hvor Jason tidligere var i gang.

Og hun gør noget, som på én gang ligner og ikke ligner det, Jason gjorde.

Hun er bestemt ikke passiv.

Hun går ind i den smalle plads mellem døren og væggen. Hun undersøger. Hun lægger sig ned. Hun bruger poterne. Hun skifter position. Hun forsøger fra forskellige vinkler.

Hun bliver ved.

Det er vigtigt, fordi en forsigtig lille kat meget let kan blive opfattet som mindre nysgerrig eller mindre legesyg end en mere frembrusende kat.

Det er Josephine et glimrende eksempel på, at man ikke skal gøre.

Hun er nysgerrig.

Hun er vedholdende.

Hun vil løse opgaven.

Hun råber bare ikke så højt om det.

Hvor Jason ofte kaster hele kroppen ind i projektet med en attitude, der omtrent siger “Her kommer jeg”, virker Josephine mere undersøgende.

Hun arbejder sig ind på problemet.

Og hun har tid.

Den forsigtige kat er ikke den passive kat

Det er måske det vigtigste, de fire videoer fortæller.

Jason er utrolig nem at få øje på.

Han fylder fysisk og mentalt. Han går til tingene, vælter rundt, griber, undersøger og gør meget tydeligt opmærksom på, at der foregår noget spændende.

Josephine kan være lettere at overse.

Ikke fordi hun foretager sig mindre.

Men fordi hendes måde at være kat på er mindre demonstrativ.

Når man ser hende arbejde ved døren i den sidste video er der ikke noget usikkert eller hjælpeløst over hende. Tværtimod.

Hun undersøger selv.

Hun vælger selv at gå derhen.

Hun forsøger igen.

Hun bruger kroppen på flere forskellige måder for at komme til.

Det kræver faktisk koncentration.

Og jeg synes, det passer utrolig godt med den Josephine, jeg efterhånden kender bedre og bedre.

Hun skal have lidt tid.

Til gengæld sker der meget, når hun får den.

Leg er ikke bare tidsfordriv

For os mennesker er det nærliggende at opdele kattens dag i de “vigtige” ting og så legen.

Mad er vigtigt.

Vand er vigtigt.

Søvn er vigtigt.

Dyrlægen er vigtig.

Og så kan katten lege for hyggens skyld.

Men for en killing er legen en del af udviklingen.

Når Jason tumler rundt med musen, træner han koordination, timing og jagtbevægelser.

Når han arbejder med kuglen i banen, møder han et objekt, der reagerer på hans handlinger.

Når Josephine forsøger at komme til noget ved og under døren, arbejder hun med afstand, vinkler, poter og kropsplacering.

De gør selvfølgelig ikke noget af dette, fordi de har besluttet at følge et pædagogisk udviklingsprogram.

De leger.

Det er netop pointen.

Naturen har sørget for, at en masse nyttig træning opleves som noget, man ganske enkelt får lyst til at gøre.

Hele hjemmet er blevet en opdagelsesrejse

Noget andet slår mig, når jeg ser videoerne samlet.

Jeg kan købe legetøj til dem.

Jeg kan købe mus, bolde, aktivitetslegetøj, klatretårne og alt muligt andet, som nogen har designet specifikt til katte (og tjener en del penge på).

Men Jason og Josephine er ret ligeglade med, hvilken kategori producenten eller jeg har placeret tingene i.

En dør kan være lige så interessant som et stykke kattelegetøj.

En smal sprække kan blive et jagtområde.

En kugle i en bane kan blive et problem, der skal løses.

En mus kan blive nedlagt på gulvet.

Og en almindelig døråbning kan være grænsen mellem to områder, der begge bør undersøges grundigt.

Deres hjem er ikke bare det sted, hvor deres ting står.

Hele hjemmet er deres miljø.

Og stort set alt i det kan potentielt undersøges.

To forskellige strategier – begge virker

Jeg tror, det er noget af det, jeg holder mest af ved at have netop disse to katte.

De viser mig hele tiden, at der ikke findes én rigtig måde at være kat på.

Jason er ikke “bedre” til at udforske, fordi han gør det med større armbevægelser.

Josephine er ikke mindre modig, fordi hun går mere forsigtigt frem.

De har forskellige strategier.

Jason siger omtrent:

Hvad er det? JEG UNDERSØGER DET!

Josephine siger snarere:

Hvad er det? Jeg går lige lidt tættere på og finder ud af det.

Resultatet er det samme.

Verden bliver undersøgt.

Jeg skal huske at se efter begge to

De fire videoer minder mig derfor også om noget, jeg allerede har fundet ud af.

Når man har en Jason og en Josephine, er det let at lade Jason løbe med sendetiden.

Han er morsom.

Han er voldsom.

Han er nysgerrig på en måde, der næsten automatisk skaber historier.

Man behøver stort set bare rette kameraet mod ham og vente.

Og så er der Josephine.

Hun fortæller sine historier lidt mere stille.

Til gengæld bliver de tydeligere og tydeligere, jo bedre jeg lærer at se efter dem.

De første tre videoer viser en Jason, der kaster sig ind i verden og undersøger den med hele kroppen.

Den sidste video viser en Josephine, der gør præcis det samme.

Bare på sin måde.

Og måske er det netop fordelen ved, at jeg filmer dem.

Videoerne gemmer ikke kun de sjove øjeblikke.

De lærer mig at se begge mine killinger.

Billedet herunder viser en Jason, der er lukket inde for ikke at løbe ud, da jeg skal hente kasserne fra Aarstiderne ind:

Hvorfor er den dør nu lukket? Jeg vil ud!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Jason og karrusellen – når nysgerrighed bliver en metode

Jason og karrusellen – når nysgerrighed bliver en metode

Han leger ikke bare med legetøjet. Han undersøger det

Jason leger ikke bare med karrusellen – han undersøger, hvordan den virker. Kuglen sættes i bevægelse, forsvinder og kommer tilbage, og så må der naturligvis en pote ind igen. Hans enorme nysgerrighed kræver både børnesikring og sikre steder, hvor den kan få frit løb. Josephine undersøger også verden, men på sin helt egen, stille måde. To killinger, to temperamenter – og to meget forskellige måder at være tryg og nysgerrig på.

Internettet flyder over med vittigheder om orange katte, der på skift deles om én fælles hjernecelle. De fremstilles som frygtløse, impulsive, sociale, opfindsomme og undertiden temmelig håbløse.

Hvor meget af det, der faktisk skyldes pelsfarven, er en helt anden sag.

Men så har jeg jo Jason.

Og når jeg ser videoen med ham og karrusellen, er det svært ikke at tænke, at han i hvert fald gør sit bedste for at opretholde en del af de orange kattes ry.

Ikke den del med den manglende hjernecelle.

Tværtimod.

Det interessante ved Jason er, at han ikke bare kaster sig over ting. Han undersøger dem meget grundigt.

(Teksten fortsætter under videoen, der er 1:19 min.).

En karrusel er ikke bare en karrusel

Legetøjet er egentlig ganske enkelt.

Det er en rund karrusel med en kugle i en bane og en lille mus i midten. Katten kan slå til kuglen med poten, hvorefter den farer rundt i banen. Det burde være rigeligt til en killing.

Noget bevæger sig.

Fang det.

Men Jason nøjes ikke med det.

På videoen ligger han først lavt foran karrusellen. Kroppen er afslappet, men hovedet er rettet mod legetøjet, ørerne er fremme, og hans opmærksomhed er samlet om det, der foregår foran ham.

Han observerer.

Så kommer poten.

Han prøver ikke bare én gang og går videre. Han bliver ved. Han skifter position. Han følger bevægelsen. Han undersøger åbningerne i karrusellen og reagerer igen, når noget bevæger sig.

Det ligner leg.

Og det er selvfølgelig leg.

Men leg hos en killing er samtidig træning.

Leg er alvorligt arbejde for en killing

Når en killing leger med noget, der bevæger sig, træner den en hel pakke af færdigheder, som dens vilde forfædre havde brug for hver eneste dag.

  • Den registrerer en bevægelse.
  • Den følger den med øjne og ører.
  • Den vurderer retningen.
  • Den venter.
  • Den slår med poten.
  • Og den opdager, at dens egen handling får noget andet til at ske.

Det sidste synes jeg er særlig interessant ved Jason.

Kuglen bevæger sig ikke tilfældigt. Når han rammer den, sætter han selv bevægelsen i gang. Dermed bliver karrusellen en lille maskine med årsag og virkning:

  • Pote ind.
  • Kugle bevæger sig.
  • Kugle forsvinder.
  • Kugle kommer tilbage.
  • Ny pote.

Det er glimrende aktivering for en kat, fordi den ikke blot skal reagere på et færdigt stimulus. Den kan selv skabe det næste.

Og det passer nærmest mistænkeligt godt til Jason.

Hvis det findes, skal det undersøges

Jeg har efterhånden lært, at Jason har en meget enkel grundregel for tilværelsen:

Hvis noget findes, har han ret til at vide, hvad det er.

En lukket dør er interessant.

Et skab er interessant.

Et toilet er meget interessant.

En skuffe er interessant.

Noget, der kan åbnes, er naturligvis endnu mere interessant.

Og hvis noget bevæger sig, rasler, drejer rundt eller forsvinder ind bag noget andet, har vi for alvor hans opmærksomhed.

Det er også derfor, jeg efterhånden har måttet tænke meget mere over sikkerhed, end jeg forestillede mig, før Jason og Josephine flyttede ind.

Jason er både nysgerrig og stærk.

Det er en effektiv kombination.

Det kommende skab til kattemad, kattegrus og diverse katteudstyr skal derfor ikke bare være et skab. Det skal fastgøres til væggen, og lågerne skal børnesikres.

For ellers ved jeg godt, hvem der på et tidspunkt vil betragte det som et personligt projekt at finde ud af, hvad der er på den anden side af lågerne.

Det samme gælder hoveddøren. Når jeg går ud, er kattene i stuerne, og dørene til entreen er lukkede.

Jeg har ikke lyst til at opdage direktør Jason i opgangen på vej ud for at inspicere resten af ejendommen.

Men nysgerrighed er ikke det samme som dumdristighed

Det er egentlig noget af det, videoen får mig til at tænke over.

Det er let at beskrive en meget nysgerrig kat som frygtløs.

Men det er ikke helt det samme.

Jason er ikke bare et projektil med pels på.

Han bruger sanserne.

Han kigger, lytter, nærmer sig, prøver med poten, trækker sig lidt tilbage, ændrer stilling og prøver igen.

På videoen ser man netop, at han ikke bare hamrer løs på karrusellen i ét langt anfald af killingeenergi.

Der er små pauser.

Han ser.

Så handler han.

Det er en væsentlig forskel.

Nysgerrighed får ham til at opsøge det ukendte, men han indsamler samtidig information om det.

Det er faktisk en ganske intelligent strategi.

Problemet er bare, at strategien ikke nødvendigvis omfatter menneskets vurdering af, hvad der er en god idé.

Toiletkummen er et glimrende eksempel.

En gæst glemte at lukke låget.

Jason faldt i.

Han var heldigvis blevet så stor, at han selv kunne kæmpe sig op igen med en meget våd bagpart som resultat. Jeg måtte svøbe ham i et håndklæde for at hjælpe ham med at blive tør igen.

Man kunne måske forestille sig, at oplevelsen ville føre til konklusionen:

Toilet. Dårlig idé. Det undersøger jeg ikke igen.

Det var ikke den konklusion, Jason nåede frem til.

Toilettet er stadig interessant.

Naturligvis.

Der kan jo være kommet nye oplysninger siden sidst.

Han skal have lov til at være Jason

Det giver mig en særlig opgave.

For jeg ønsker ikke at opdrage nysgerrigheden ud af ham.

Tværtimod.

Den er en meget stor del af den kat, han er.

Han skal have lov til at undersøge, eksperimentere, klatre, lege og finde ud af ting.

Min opgave er ikke at sige nej til alting.

Min opgave er at sørge for, at der findes tilstrækkeligt mange ting, han gerne må sige ja til.

Karrusellen er et godt eksempel.

Her må han undersøge alt det, han vil.

Han må stikke poterne ind.

Han må slå til kuglen.

Han må ligge og studere mekanikken.

Han må angribe musen.

Han må gå rundt om hele konstruktionen og se, om verden ser anderledes ud fra den anden side.

Der sker ikke noget ved, at han prøver igen og igen.

Det er langt bedre at give en nysgerrig kat lovlige problemer at løse end at forvente, at den holder op med at være nysgerrig.

For det sidste kommer ikke til at ske.

Ikke med Jason.

Og så er der Josephine

(Teksten fortsætter under billedet).

Noget af det mest spændende ved at have to killinger er, at jeg hele tiden bliver mindet om, hvor lidt ordet “kat” egentlig fortæller om det enkelte individ.

Jason fylder.

Han melder sin ankomst.

Han undersøger.

Han insisterer.

Hvis han vil vide, hvad der er inde i et skab, får skabet besked om det.

Josephine er anderledes.

Hun er langt mere forsigtig og afdæmpet.

Det betyder ikke, at hun er mindre nysgerrig.

Det betyder, at hendes nysgerrighed har en anden form.

Hun kommer stille.

Hun observerer.

Hun vurderer.

Og hun beslutter selv, hvornår hun er klar til næste skridt.

Det kan jeg også se i vores forhold.

I begyndelsen holdt hun mere afstand. Efterhånden begyndte hun at komme hen til mig. Hun strækker sig og gaber. Hun gnider kinderne mod mine ben. Hun går frem og tilbage mellem dem og sætter sin duft på mig. Hun vil gerne nusses.

Og om natten er der sket noget interessant.

Først lagde hun sig i fodenden af sengen direkte på madrassen.

Nu kommer hun længere op.

Hun kan lægge sig bag den iPad-skærm, jeg ser på, og senere hopper hun op i vindueskarmen og ser katte-TV.

Nogle morgener finder jeg hende stadig dér.

Der er måske kun omkring 40 centimeter mellem os.

For en Jason er 40 centimeter en enorm afstand. Han kan finde på at kravle helt ned under min kugledyne og lægge sig op ad mine ben og falde i dyb søvn.

For Josephine fortæller de 40 centimeter en anden historie.

Hun har valgt at være tæt på mig.

Den højlydte og den stille kat

Det er måske den vigtigste ting, de to lærer mig lige nu.

Jason er meget let at aflæse, fordi han gør så meget ud af sig selv.

Han fortæller mig med hele kroppen:

“Se lige dette!”

“Åbn den!”

“Hvad er der derinde?”

“Kan jeg komme derop?”

“Hvad sker der, hvis jeg gør sådan?”

Josephines spørgsmål er mere stille.

Og derfor skal jeg være mere opmærksom for at høre dem.

Hun kan let komme til at stå i skyggen af Jason, simpelthen fordi han er så enormt meget Jason.

Men det ville være en fejl at tro, at den kat, der fylder mindst, oplever mindst.

Tværtimod.

Når Josephine flytter sig 30 centimeter tættere på mig, kan det være en større begivenhed end endnu en af Jasons ekspeditioner.

De har hver deres tempo.

Og hver deres sprog.

Tryghed ser forskellig ud

Det er også blevet tydeligt for mig i sengen.

Jason kravler ned under min tunge kugledyne.

Det virker næsten absurd varmt derinde, men han vælger det selv. Han lægger sig tæt op ad mine ben og sover dybt.

Han ved naturligvis ikke, hvad en kugledyne er.

Han ved bare, at her er varmt, mørkt og tæt, og at jeg er lige ved siden af.

For ham er det åbenbart et glimrende sted at sove.

Josephine vælger vindueskarmen.

Hun har udsigt.

Hun har lidt afstand.

Hun kan holde øje med verden udenfor.

Og samtidig er hun tæt på mig.

Begge dele kan være udtryk for tryghed.

Det er bare to forskellige katte, der har fundet hver sin løsning.

Det synes jeg faktisk er ret smukt.

Hvad fortæller videoen så om Jason?

Når jeg ser videoen med karrusellen, ser jeg selvfølgelig først og fremmest en killing, der leger.

Men nu, hvor jeg efterhånden kender ham bedre, ser jeg også noget mere.

  • Jeg ser koncentration.
  • Jeg ser vedholdenhed.
  • Jeg ser lysten til at påvirke omgivelserne og undersøge resultatet.
  • Jeg ser en kat, der ikke er tilfreds med bare at betragte verden på afstand.

Han vil have poterne i den.

Og det er nok en meget præcis beskrivelse af Jason.

Han er ikke en tilskuer til sit eget liv.

Han deltager.

Helst helt tæt på.

Meget gerne med begge forpoter.

Den orange hjernecelle klarer sig nu meget godt

Jeg kommer sikkert fortsat til at more mig over alle vittighederne om orange katte og deres ene fælles hjernecelle.

Jason leverer trods alt rigeligt materiale.

Men hvis jeg skal bedømme ham ud fra den første måned, vi har kendt hinanden, er mangel på hjerneaktivitet ikke ligefrem det problem, jeg står med.

Snarere tværtimod.

Jeg har fået en kat, der hele tiden opdager nye problemer, som han synes bør løses.

Nogle af problemerne eksisterede ganske vist ikke, før han opdagede dem.

Men det er en detalje.

Karrusellen er heldigvis et af de problemer, han gerne må arbejde med så længe, han har lyst.

Den kan dreje rundt.

Kuglen kan flyttes.

Musen kan angribes.

Der er huller, man kan stikke poterne ind i.

Og når man tror, man har forstået det hele, kan man altid undersøge det én gang til.

Det er næsten det perfekte legetøj til Jason.

Og jeg?

Jeg skal bare sørge for, at toiletlåget er lukket, hoveddøren er utilgængelig, skabene bliver børnesikret, komfuret bliver børnesikret – og at der hele tiden findes noget i hans verden, som han med fuld tilladelse må skille ad med hjernen.

For Jason kommer ikke til at holde op med at undersøge verden.

Og det skal han heller ikke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Direktør Jasons Strategiske Bedrifter & Hus-ekspeditioner

Direktør Jasons Strategiske Bedrifter & Hus-ekspeditioner

Direktør Jason driver Matriklen efter et enkelt ledelsesprincip: Alt skal undersøges. Skabe skal åbnes, toiletter udforskes, tastaturer besættes og håndvaske omdannes til direktionskontorer. Heldigvis sørger bestyrelsesformand Josephine for en mere afdæmpet ledelsesstil – når hun ikke træner til en karriere som Fremtidens Pelé.

Herunder finder du en samtalepodcast bygget på de fire seneste artikler om livet med Jason og Josephine. Den er genereret af Gemini Notebook og er 28 minutter lang.

Under episoden finder du også månedsrapporten som tekst i syv afsnit.

1. Ledelsens Vision: Introduktion til direktør Jason

I enhver moderne organisation findes en visionær leder, der ikke blot bebor hovedkvarteret, men præsiderer over det med en hale, der fungerer som en taktstok for husholdningens organiserede kaos. Mød direktør Jason – den administrerende direktør for “Matriklen”, hvis ledelsesfilosofi bygger på total, radikal gennemsigtighed. For Jason er en lukket dør ikke en barriere, men en personlig fornærmelse mod den frie informationsstrøm, og et uåbnet skab er blot et projekt, der endnu ikke har nået sin deadline.

  • “Nysgerrighed er ikke en hobby; det er en kerneydelse. Hvis det findes, skal det potebetjenes, smages på eller soves i. At undersøge er at regere.” – direktør Jason*

Denne ufortrødne tilgang til strategisk nysgerrighed har ført til en række ekspeditioner, der starter i de våde laboratorier på badeværelset.

2. Afdelingen for Sanitet og Vandforskning

Badeværelset er Jasons foretrukne forskningscenter. Her har han rebrandet håndvasken som en “ergonomisk porcelænsseng”. Gennem grundige studier har han konkluderet, at vaskens runding yder optimal støtte til en direktørkrop i hvile, hvilket gør faciliteten til både et privat kontor og en badefacilitet til pelspleje.

Hans mest dristige projekt til dato er dog “Den Store Toilet-hypotese”. Da en ekstern konsulent (en gæst) efterlod sanitetslåget åbent, iværksatte Jason en øjeblikkelig dybdegående undersøgelse. Selvom eksperimentet resulterede i et vådt bagparti, var Jasons efterfølgende magtdemonstration imponerende: Han kæmpede sig op ved egen kraft og nægtede at lade sig korrigere af hændelsen.

Videnskabelig afrapportering: Toilet-eksperimentet

  • Hypotese: Toilettet er et spændende, uudforsket domæne.
  • Eksperiment: Direkte infiltration (hop i kummen).
  • Resultat: Vådt bagparti; akut behov for håndklædesvøb.
  • Konklusion: Utilstrækkeligt datagrundlag. Yderligere undersøgelser er strengt nødvendige for at fastslå dybden af det våde element.

Lokalitetsoversigt: Badeværelset

Facilitet Menneskets hensigt Jasons anvendelse Resultat
Håndvask Personlig hygiejne Eksekutiv porcelænsseng 10/10 stjerner. Optimal kropsomslutning.
Toilet Sanitet Videnskabeligt dykkermodul En triumf for direktørens viljestyrke.

3. Operationel Logistik: Køkken-manøvrer og Sikkerhedsopgraderinger

I køkkenet har Jason demonstreret sin evne til at overvinde vertikale barrierer. Ved at benytte gaskomfurets riste som en interimistisk trappestige, har han sikret sig uautoriseret adgang til de gastronomiske højder på køkkenbordet. Dette har tvunget den menneskelige HR-afdeling (Hanne) til massive investeringer i biometrisk-lignende sikkerhedshardware.

For at modstå Jasons evner inden for industriel spionage og skabsåbning, er følgende protokoller implementeret:

Sikkerhedsprotokoller for at modstå Direktøren:

  • Magnetlåse med nøgle: Alle skabe til katteting er nu sikret med låse, der er skruet og boret direkte ind i fundamentet, da simple lukkemekanismer blot betragtes som en logik-opgave af Jason.
  • Komfursikring: Børnesikring af gaskomfuret er obligatorisk for at eliminere hans dristige “trappestige-rute” til bordpladerne.
  • Nødzone-etablering: For at forhindre “Unauthorized Territory Expansion” til opgangen, må Hanne ofte ty til ukonventionelle metoder, såsom at kaste sine nøgler som en strategisk afledning for at komme ind ad døren, før Jason når at eksekvere sin flugtplan.

4. Afdelingen for Hvile og Sensorisk Stimulation: Kugledynen

Selv under restitution er Jason i gang med komplekse produkttests. Husets 10 kilo tunge kugledyne betragtes som et avanceret sensorisk træningsmodul. Han fascineres af kuglernes bevægelse under poterne og vælger aktivt at lade sig omslutte af tyngden.

3 faser i kugledyne-inspektionen:

  1. Ankomst: Strategisk vurdering af underlagets kinetiske energi.
  2. Infiltration: Målrettet møven sig ind under det 10 kilo tunge skjold.
  3. Omslutning: Bevidst accept af tyngden, tæt placeret mod benene for maksimal tryghed.

5. IT & Kommunikation: iPad-tastaturet som Kontrolcenter

Direktørens foretrukne kommandocentral er iPad-tastaturet. Han ser det ikke som et arbejdsredskab, men som en strategisk siddeplads, der er placeret præcis dér, hvor menneskets opmærksomhed er højest. Jasons “systemopgraderinger” involverer ofte komplekse potetryk, der kan lamme hele systemet.

Senest udførte han et succesfuldt “Denial of Service”-angreb, hvor han fik låst lydstyrken på et niveau, som efterlod den menneskelige bruger i total stilhed. For Jason er IT-problemer aldrig kattens skyld; det handler om dårlig menneskelig rækkevidde.

Direktørens IT-logik: “At menneskets arme er for korte til at nå tastaturet, når jeg sidder på det, er et strukturelt problem i den menneskelige anatomi, ikke et katte-problem. Tastaturet er min betjeningscentral, og enhver ændring i lydindstillingerne skal betragtes som en nødvendig optimering af kontormiljøet.”

6. Den Stille Partner: Josephine og ‘Fremtidens Pelé’

Hvor Jason er den larmende CEO, fungerer Josephine som den præcisionsdrevne Bestyrelsesformand. Hun er husets stille atlet, der opererer med en “tænk før handling”-strategi. På køkkengulvets “stadion” transformeres hun til “Fremtidens Pelé”, hvor hun med præcise poteslag og pludselige accelerationer manøvrerer den røde bold med en koordination, Jason kun kan drømme om.

  • Jasons Strategi:
    • Voldsom og direkte konfrontation med alle objekter.
    • “Spring først, tænk bagefter” (især i nærheden af toiletter).
    • Højlydt territoriel dominans i klatretårnet.
  • Josephines Strategi:
    • Taktisk observation og strategisk afventen.
    • Præcisions-atletik med fokus på fart og koordination.
    • Diskrete gaver: Levering af legemusen direkte til ejerens fødder som tegn på et vellykket partnerskab.

7. Månedsstatus: Livet i en To-Katte-Husstand

Livet på Matriklen kræver en omstillingsparat HR-manager i skikkelse af Hanne B. Stegemüller, der konstant må lære nye nuancer i de to direktørers sprog. Kontoret er nu opgraderet med en “græsbelagt fodboldbane” (kattegræs, som flittigt fordeles over hele køkkengulvet) og en avanceret vandfontæne.

Fontænen er Jasons personlige favorit, selvom den kræver ugentlig vedligeholdelse af “Corporate Facilities” for at fjerne det fedtede lag, der opstår efter hans ivrige brug. Josephine ignorerer køligt denne teknologiske nyskabelse og holder sig til sin klassiske vandskål – en stille protest mod unødvendig digitalisering af drikkevandet.

Konklusion: Selvom Direktør Jason har lukket kontoret for i dag og trukket sig tilbage til sin porcelænsseng, er næste strategiske træk allerede i støbeskeen. Huset er Jasons imperium, og vi andre er blot privilegerede medarbejdere, der forsøger at følge med i hans nysgerrige ekspansioner.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

To katte – og kunsten at høre den, der taler lavest

To katte – og kunsten at høre den, der taler lavest

Jason fylder hele verden. Josephine lægger en mus ved mine fødder

Jason fylder verden med nysgerrighed, fart og projekter. Josephine er mere forsigtig og taler med små signaler. Jeg er ved at lære, at livet med to meget forskellige katte også handler om at høre den, der ikke råber højest.

Jeg lærer stadig mine katte at kende.

Ikke sådan at forstå, at jeg ikke efterhånden ved en hel del om Jason og Josephine. Det gør jeg. Men jeg opdager hele tiden nye detaljer ved dem – og især hvor utrolig forskellige de er.

Jason er voldsom.

Josephine er forsigtig.

Og jeg er ved at lære, at når man bor sammen med begge typer, skal man ikke kun være opmærksom på den kat, der meget tydeligt fortæller, hvad den vil.

Man skal også lære at høre den, der taler lidt lavere.

Jason har ikke udforsket mit toilet til bunds

Jason elsker badeværelset.

Hvis jeg ikke kan finde ham, kan jeg efterhånden næsten lige så godt gå direkte derud og kigge i håndvasken. Der ligger han ofte og sover.

Håndvasken er åbenbart en glimrende katteseng. Den passer godt til en sammenrullet kat, den er kølig, og den omslutter ham på en måde, han tilsyneladende holder meget af.

Når jeg kommer derud, vågner han. Og når han først er helt vågen og opdager mig, ser han glad ud og begynder at spinde.

Det er svært ikke at blive glad af.

Hans interesse for badeværelset begrænser sig desværre ikke til håndvasken.

Han er tidligere røget i toilettet, fordi en gæst havde glemt at lukke låget. Man kunne forestille sig, at den oplevelse havde lært ham noget.

Det har den ikke.

Hvis man skulle opstille forsøget videnskabeligt, kunne resultatet se sådan ud:

Hypotese: Toilettet er spændende.
Eksperiment: Hop i toilettet.
Resultat: Vådt bagparti der krævede at blive svøbt i håndklæde for at tørre.
Konklusion: Utilstrækkeligt datagrundlag. Yderligere undersøgelser nødvendige.

Han er stadig meget interesseret.

Når jeg selv er på toilettet, er jeg nødt til at sætte mig helt tilbage, for ellers vil han derned. Og når jeg rejser mig, skal det gå stærkt med at få låget lukket.

Toilettet er ganske enkelt ikke udforsket til bunds …

Hvis Josephine var røget i, forestiller jeg mig, at hun aldrig ville vise sig på badeværelset igen.

Men det er heldigvis heller ikke særlig sandsynligt, at hun gør forsøget.

Hun er ikke nysgerrig på samme måde som Jason.

(Teksten fortsætter under videoen).

Støvsugeren er stadig et uhyre – bare et mindre farligt et

Jeg har også støvsuget.

Jeg hader det.

Kattene er heller ikke begejstrede, men det går faktisk bedre og bedre.

Denne gang søgte de begge tilflugt i soveværelset, mens jeg gik i gang. Det giver god mening: Hvis støvsugeren regerer i stuerne, kan man opholde sig et andet sted.

Men før jeg overhovedet var færdig i stuerne, kom Josephine pludselig løbende med omkring 50 kilometer i timen og sprang op på en af de øverste boghylder.

Hvad Jason foretog sig på det tidspunkt, ved jeg egentlig ikke.

Det interessante er imidlertid ikke så meget, at de stadig flygter fra støvsugeren.

Det interessante er, hvor hurtigt de kommer frem igen.

Det går hurtigere og hurtigere.

Og holder jeg en pause og slukker støvsugeren, kan de såmænd hygge sig med slangen.

Det synes jeg er et fantastisk tegn.

De har ikke lært, at hele apparatet er farligt. De har lært, at det larmer frygteligt, når det er tændt, og at man så kan gå sin vej.

Når larmen stopper, bliver verden normal igen.

Målet behøver jo heller ikke være, at de en dag tænker: “Hurra, nu skal der støvsuges!”

Det er tilstrækkeligt, at støvsugeren bliver en forudsigelig og midlertidig irritation.

Når Jason går i seng i porcelænssengen

Af og til er det faktisk praktisk, at Jason går ud og lægger sig i håndvasken.

For så bliver der mere plads til Josephine.

Jason fylder meget.

Ikke fordi han nødvendigvis prøver at bestemme over hende. Han er bare meget til stede.

Når han leger, leger han. Når han undersøger noget, skal det undersøges. Når han bevæger sig gennem klatretårnet, kan det foregå op og ned mellem etagerne med en energi, Josephine slet ikke har.

Hun ligger ofte bare og kigger på ham.

Og det har fået mig til at tænke på, om der nu også er rum nok til hende.

For en forsigtig kat kan let blive overset ved siden af en kat som Jason.

Ikke fordi hun ingenting vil.

Hun fortæller det bare på en anden måde.

En lille mus ved mine fødder

Når Jason har trukket sig tilbage til sin porcelænsseng, sker der nemlig noget med Josephine.

Så vil hun gerne lege.

Ikke vildt.

Ikke op og ned gennem klatretårnet i Jason-tempo.

Mere behersket.

Vi leger blandt andet med en lille legemus.

Og i går skete der noget, der næsten rørte mig.

Hun kom med musen, som når en udekat kommer med “gaver”.

Hun bar den hen til mig og lagde den ved mine fødder.

Det kan naturligvis være almindelig katteadfærd omkring et stykke legetøj, der fungerer som et lille bytte. Men der var også noget andet i det:

Det var den ting, vi leger med.

Og hun kom med den til mig.

“Her er vores mus.”

Måske endda:

“Skal vi lege?”

Det var et lille initiativ, men netop med Josephine føltes det stort.

For hun kommer ikke brasende og kræver sin plads.

Hun tilbyder noget meget mere forsigtigt.

Og jeg skal lære at få øje på det.

Jeg skal også lære

Det er måske noget af det vigtigste, jeg er ved at opdage.

Det er ikke kun Jason og Josephine, der skal lære at bo her.

Jeg skal også lære at bo sammen med dem.

Jeg skal lære deres forskellige sprog.

Jason gør det forholdsvis nemt. Hvis han har et projekt, er der gode chancer for, at jeg opdager det.

Josephine kan ligge stille og kigge, mens Jason farer omkring.

Det betyder ikke, at hun ikke vil lege.

Det betyder ikke, at hun ikke vil nusses.

Og det betyder bestemt ikke, at hun ikke har brug for mig.

Hun siger det bare mere stille.

Så når Jason ligger ude i porcelænssengen, skal jeg huske at se efter den fine lille mis, der også trænger til nus, leg og kærlighed.

Ikke fordi alt skal fordeles matematisk med 50 procent til hver.

De er jo ikke ens.

Det handler snarere om at give dem begge mulighed for at være præcis de katte, de er.

Jason tager sin plads.

Josephine skal måske have lidt mere ro til at opdage, at pladsen også står til rådighed for hende.

Problemet med rækkevidden er mit

Der er dog én ting, de begge tilsyneladende forstår ganske glimrende:

Hvis en kat vil kæles, er det ikke nødvendigvis kattens ansvar at placere sig inden for rækkevidde.

De kan lægge sig og spinde på et sted, hvor jeg lige akkurat ikke kan nå dem.

Og de vil altså gerne kæles.

Man kunne som menneske være fristet til at spørge:

“Hvis du gerne vil nusses, hvorfor kommer du så ikke de sidste 20 centimeter?”

Kattens svar ville formentlig være:

“Jeg er jo kommet. Du er lige dér.”

Katten har valgt den perfekte placering. At menneskets arm er for kort, er et menneskeligt problem.

En kugledyne er også kattelegetøj

I soveværelset har jeg en kugledyne på 10 kilo.

Jason synes, den er fantastisk.

Når han går oven på den, flytter kuglerne sig under poterne, så hvert skridt giver en lille ny fornemmelse. For en kat med Jasons trang til at undersøge verden må det være et meget interessant underlag.

Men han har fundet endnu en anvendelse.

Han kravler ind under den.

Han kommer op til mig, møver sig ind under dynen, kravler et stykke frem, vender sig og lægger sig op ad mine ben.

Det er en tung dyne, men han opsøger selv omslutningen.

Det samme gør han, når han ligger hos mig.

Han elsker at ligge i arm.

Han søger ind i min armhule, jeg lægger armen omkring ham, og så møver han sig godt til rette.

Der er en vigtig forskel på at blive fastholdt og på selv at vælge at være omsluttet.

Jason vælger det.

Han kommer selv.

Han finder selv sin plads.

Og så må jeg gerne lægge armen omkring ham.

Det er skønt.

iPad med selvstændigt kattetastatur

Jeg bruger ofte min iPad i sengen. Den har et selvstændigt tastatur.

Det elsker Jason også.

At jeg opfatter det som et tastatur, er muligvis min egen begrænsede menneskelige forståelse.

For Jason er det tilsyneladende en siddeplads.

Og en betjeningscentral.

Forleden havde han trykket på en eller flere taster på en sådan måde, at jeg bagefter ikke kunne skrue længere op for lyden.

Jeg har fundet en løsning.

Det er nødvendigt, når man deler IT-udstyr med en kat.

Et tastatur har selvfølgelig meget at tilbyde: Det står lige dér, hvor min opmærksomhed er, det har en masse små knapper, der reagerer på poterne, og med ganske få tastetryk kan Jason ændre iPaddens funktion på måder, mennesket bagefter må forsøge at forstå.

Det må være svært at modstå, når man er Jason.

To meget forskellige katte

Jeg tror, jeg lærer mindst lige så meget af forskellene mellem dem, som jeg lærer af dem hver for sig.

Jason går forrest og undersøger verden.

Et styrt i toilettet betyder ikke nødvendigvis, at toilettet er farligt. Det kan lige så godt betyde, at første undersøgelse var mangelfuld.

Josephine betragter verden lidt længere, inden hun beslutter sig.

Jason fortæller meget tydeligt, når han vil noget.

Josephine kommer måske med en lille mus og lægger den ved mine fødder.

Ingen af delene er mere rigtigt end det andet.

Men hvis man bor sammen med begge typer, skal man lære at lytte på to forskellige måder.

Og når dagens undersøgelser af toilet, håndvask, støvsugerslange, klatretårn, kugledyne og iPad er afsluttet, kravler Jason måske ind under dynen og lægger sig op ad mine ben.

Eller finder min armhule og møver sig godt til rette.

Direktøren har lukket kontoret for i dag.

Og så kan det være, at Josephine og jeg skal lege lidt med musen.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.