Indlæg

,

Hvorfor lige mig?

Foredrag ved hospitalspræst Pia Sundbøll

“Hvorfor lige mig?” er det spørgsmål Pia oftest hører i sin hverdag på Hvidovre Hospital, og det er rigtigt at stille til en præst, når fx ens (måske ufødte) barn ikke er levedygtigt eller svangerskabet må afbrydes i 7. måned, fordi barnet lider af Downs Syndrom. På hospitalet er der årligt 7.500 fødsler, så hun har ca. hver anden uge kontakt med forældre, der skal miste eller lige har mistet. Svaret på spørgsmålet er, at hun ikke ved det, og at hun håber, Gud har en god forklaring, når vi engang mødes med ham.

Hun er en dygtig foredragsholder, og hun “opholdt” de ca. 25 tilhørere i næsten 2 timer i “Kvindekredsen” under Hvidovre Kirke. Når hun på menighedsrådsmøderne fortæller om arbejdet på hospitalet, lyttes der også intenst, for det er spændende, og så anderledes end det arbejde kirkens øvrige præster har.

Pia indledte aftenen med at fortælle lidt om sig selv: Ud af præsteslægt. 60 år, uddannet cand.theol fra Århus Universitet som 26-årig og psykoterapeut. Da hun kom til Hvidovre Hospital, var det ni år siden, hun sidst havde fungeret som hospitalspræst, da hun var hospitalspræst i 12 år i Århus, og desuden erfaring fra Diakonissestiftelsen og forskellige palliative afdelinger. Og så siger hun selv “Jeg er god til samtaler”, og det tror jeg på!

Hospitalet har taget virkelig godt imod hende og bruger hende meget. De har lavet et mediestunt med at sætte storskærme op og vise hendes billede og kontaktinformationer og kort at fortælle, hvad man kan bruge en præst til. (I parentes bemærket, er det nærmest umuligt at finde Mette Ladefoged, der er præst på Psykiatrisk Center Hvidovre – de kunne lære noget.)

Nu har hun så været på hospitalet i 2½ år. Jeg er meget tilfreds med, at jeg selv har været med til at ansætte hende.

Hun talte lidt om døden på hospice contra døden på plejehjem: “Hospice er døden på 1. klasse, plejehjem er døden på 5./6. klasse”. Tag den. Jeg foretrækker så hospice!

En præst har ubetinget tavshedspligt selv i tværfaglige fora på hospitalet. Hun fortæller aldrig om en patient, uden at den pågældende har givet sit samtykke. Alle eksemplerne vi hørte her til aften var enten meget gamle eller helt anonymiserede.

Pia tager sig den tid, der skal bruges og er hun ved en hospitalsseng, sidder hun ned ved siden af patienten, da det at være stående skaber afstand.


Det de fleste mennesker taler om på deres dødsleje er, om det gav mening, det de lavede og så selvfølgelig om familien. (Min egen bemærkning hertil: de, der er tilbage, sørger over at miste, den der skal dø, kan sørge over at skulle dø fra nogen.)

Man kan spørge, om det ikke er lidt forældet at have en præst på et hospital, men det er det ikke. Blandt hele personalet, har hun fået en fantastisk modtagelse, og især sygeplejerskerne er gode til at henvise til hende. Og hvem taler hun så med? Ja det er ikke de sædvanlige kirkegængere, det er alle de andre. Og hvad taler de så om: “Jesus, Yang og Jung”, og alle de eksistentielle spørgsmål hvor “Livets mening” selvfølgelig indtager en helt central rolle. Og igen “Hvorfor lige mig?” Det unge par, hvor hun er 7. måneder henne, som skal tage stilling til, om barnet skal leve eller dø, fordi det vil blive født med Downs Syndrom. Beslutningen er helt og holdent deres. Det eneste Pia kan gøre er, at give barnet en velsignelse, bede en bøn og give barnet et navn. En præst må ikke døbe et dødfødt barn, men et navn må de gerne give.

En far indledte en samtale med at sige: “Hvis der nu er noget om det med Gud …” I de svære øjeblikke i livet er det naturligt at begynde at tænke på, om der nu er noget mere, og spurgte “Hvorfor lige vores barn?”. En anden fortalte, at nu havde hun troligt bedt sit fadervor hver aften gennem hele livet, og nu kunne hun så konstatere, at “det virkede ikke”, og ingen kan tage den fornemmelse fra hende. Gud har et forklarelsesproblem! Her skal præsten bevise sit værd.

Overordnet kan man i denne sammenhæng måske dele menneskene i to lejre: Den ene for de heldige, for hvem alting bare går godt, og som ikke engang tænker på det. Så er der de andre, som vi kan kalde “de ramte”, hvor alting mislykkes, og de altså havner på hospitalet med en uhelbredelig sygdom. Engang ville nogen måske sige, at det var Guds straf, på samme måde som nogen i 80’erne sagde, at AIDS var Guds straf til bøsserne. Sådan er Gudsbilledet gudskelov ikke længere (måske bortset fra de Tidehvervske). Nu tror vi heldigvis på en nytestamentlig mild og kærlig Gud.

Vi har stor indflydelse på vores liv og helbred: Følg de seks kostråd, madpyramiden, tag en god uddannelse og opfør dig ordentligt. Når vi følger disse opskrifter, så burde alting gå godt, men hvorfor får nogen så fx uhelbredelig kræft? Eller hvad med ham der får lungekræft men aldrig har rørt tobak? Pointen er, at selv om vi har stor indflydelse, bestemmer vi ikke selv, om vi skal dø. Jesus siger “Solskin og regn falder på både onde og gode. Højene, søerne og sletterne taler til menneskets sjæl om Skaberens kærlighed. Det er Gud, der får knoppen til at blomstre, blomsten til at bære frugt, og det er ham, der sørger for vort daglige behov” – vist nok Matt 10,29. Ansvaret for døden er Guds og ingen andres.

Mennesker, der begår selvmord, har i udpræget grad taget bestemmelsen selv. Den efterladte har haft magt – i hvert fald noget magt – men ikke det hele, og her kan præsten komme i spil. Det kan være en stor lettelse for den efterladte at tale med et menneske, der ikke har haft nogen andel i det, måske er der en mangeårig skyld, der nager.

I Århus lå en 2-årig dreng på intensiv, og der skulle slukkes for respiratoren. Moderen sagde: “Det er min skyld”. Det der gik forud var, at hun havde hentet ham i vuggestuen, og da de kom hjem, satte hun sig og så hun feriebilleder med en veninde. Imens løb den lille dreng rundt og kom ud til kældertrappen, som han styrtede ned af. De havde købt sådan et “hegn”, som man sætter op foran trapper, men de havde ikke fået den monteret. Og nu sagde hun altså “Det er min skyld” og Pia gav hende ret. Realiteten er, at hun kun ved at have tjek på ham 24/7 kunne beskytte ham mod alle farer, og det kan ingen mennesker leve op til/med. Pia hjælper med at anerkende en vis mængde skyld, men ikke det hele, resten er Guds, og det kan han godt stå på mål for (min formulering). Og som skrevet tidligere så er der kun at sige om al det meningsløse, at vi håber, Han til sin tid har en rigtig god forklaring, og at Han må bestræbe sig på at gøre det bedre!

Preben Kok, der er hospitalspræst i Vejle, har skrevet en rigtig god bog, der hedder “Skæld ud på Gud” (jeg har faktisk læst den), og det er i orden at være vred på Gud. Pia spørger til tider folk, om de har prøvet at skælde Gud ud, men svaret er, at det tør de ikke, for de er bange for at den gammeltestamentlige straffende Gud pludselig farer op som trold af en æske. Måske skulle flere turde prøve det? Preben Kok skriver i hvert fald, at det virker.

Måske kan vi nogen gange finde meningen i det meningsløse? Pia fortalte om en situation fra hendes første embede i Rødekro, hvor et ungt par var ude at køre. Fyren var 18 og havde lige fået kørekort, pigen var 16. De kørte ind i et træ. Hun var dræbt på stedet, han fik et par overfladiske skrammer. Forældrenes reaktion var, at nu ikke kunne leve, så var deres eget liv tomt og meningsløst. Gennem flere samtaler kom de frem til, at de ikke havde foretrukket, at hun slet ikke havde levet, selv om det at hun havde levet, nu påførte dem så stor sorg og så stor smerte. Gaven var de 16 år, de trods alt havde fået sammen.

Det blev en lang post, jeg håber, du har holdt ud til en samtale om at turde håndtere håbløshed, angst og sorg – og her har præsten så noget at byde på.

Tak for en spændende aften.