Indlæg

/1 Kommentar/i /af

“Vinteren kommer”. En podcast i 24 afsnit med professor emerita Eva Smith

Eva Smith kan erstatte præsidenter

“Vinteren kommer”. En podcast i 24 afsnit med professor emerita Eva Smith

Hvad gør man, når tilliden til magten smuldrer, og verden virker mere urolig end nogensinde? Man lytter til Eva Smith. I en fortryllende podcast-julekalender taler hun om retfærdighed, børn, krig, klima og håb – med portvin, pebernødder og et livs erfaring. Og pludselig giver verden mening igen.

Det var næsten som at lytte til dokumentaristen Christian Stentoft.

Alberte Clement Meldal har i 2022 lavet en helt fantastisk “julekalender” med professor emerita Eva Smith, født 1942, der er Danmarks første kvindelige juraprofessor. De drikker portvin og spiser pebernødder, mens de laver noter til Evas juletale.

Serien kan sagtens høres, uden det er jul. Jeg blev fanget ind, for hvert lille afsnit sluttede, så jeg var nødt til at høre det næste lille afsnit, der varer mellem 10 og 14 minutter.

Når man ikke længere tror på julemanden, hvem skal man så tro på? P1 foreslår Eva Smith.

Hun har modtaget Rosenkjærprisen, fordi hun gennem en menneskealder har kritiseret magten og været bannerfører for retfærdighed og lighed for alle mennesker – særligt de svageste og børnene.

Eva Smith har altid været en af mine juridiske helte.

I oktober 1986 var jeg til hendes forsvar af hendes afhandling “Vidnebeviset”. Efter forelæsningen gik jeg hen i bogladen og købte bogen, der drejer sig om afhøringsmetoder. Jeg gik hjem og læste den, som var den en krimi. Jeg har kun gemt to bøger fra min studietid. “Vidnebeviset” er den ene. Jeg får dem aldrig læst igen, men de fortæller eventuelle gæster, hvem jeg er

Har du endnu ikke hørt julekalenderen, er det på tide at stille ind på de danske stationer. Serien er helt fantastisk, og måske er den bedst, når man er lidt eller meget oppe i alderen.

Eva kunne erstatte både Trump og Putin på en gang

Når man har født seks børn og opfostret otte samtidig med at have haft betroede stillinger, kan man nemt erstatte en præsident eller to.

Hvis vi får Eva i sadlen, kan vi være sikre på, at det går ordentligt til. Så tror jeg på verdensordenen igen.

Hun har haft blik for, at hendes halve fodboldhold skulle vide, at det ikke var alle børnene i klassen, der blev puttet og fik læst godnat-historie.

Hendes børn havde en forpligtelse til at prøve at få alle med, for hun var jo en “Hækkerup”, før hun blev en “Smith”. “Hækkerupperne” bærer en lang socialdemokratisk arv med sig i rygsækken.

Eva bliver stolt og glad, da et barnebarn i 1. g får tildelt en pris på gymnasiet, hvor en del af begrundelsen er, at hun har været god til at prøve at få alle med.

Havde jeg børnebørn, ville jeg også være en stolt bedstemor.

Drengen der ikke kom på hyttetur

Hun fortæller fx om sin tid som formand for Det Kriminalpræventive Råd og hendes manglende tiltro til, at det hjælper at straffe børn via en sænkelse af den kriminelle lavalder.

Hun har kontakt med en af de drenge, der kravler på væggene mv. Han er lukket ude fra det gode selskab i sin klasse. Det går ikke værre eller bedre, end at klassen skal på hyttetur. Drengen vil så gerne med og ringer til Eva aftenen før og siger “Jeg har pakket min taske. Hvornår tror du, hun (dvs. læreren) ringer og siger, jeg gerne må komme med? Eva kan ikke svare, og læreren ringede aldrig. Jeg var rørt.

Da de næste gang hørte til ham, sad han i fængsel.

Hvordan kan vi tro, at vi gør mennesker dygtigere til at agere i samfundet ved at udelukke dem fra det? Det har jeg aldrig forstået.

Cubakrisen

Hun fortæller om Cubakrisen, hvor hun og hendes kæreste tog i sommerhus i de fem dage, man troede, der var tilbage. De tændte op i brændeovnen og elskede så meget, de kunne nå. De var overraskede, da de fem dage var gået, og jorden alligevel ikke var gået under.

Hun var (så vidt jeg husker) kommet til at tænke på Cubakrisen, fordi et af hendes 21 (eller er det 22?) børnebørn henkastet spørger “Farmor hvornår er det nu, jorden går under?”. Han kunne lige så godt have sagt “Vi skal lige huske at købe flere pebernødder”.

Hun bliver opmærksom på, at vi skal huske at dosere sandhederne for vores børn.

Klimakrisen

Eva er optaget af klimakrisen, for den jord, vi efterlader, er stedet hendes Guds velsignelse af børnebørn og oldebørn skal vokse op.

Hun kunne nemt indgå i et kompagniskab med Gretha Thunberg.

Kunne vi nu ikke prøve at tale med Putin?

Hun er optaget af, at det på en eller anden måde må være muligt at tale med ham Putin. Lige nu er al dialog udelukket, og ingen tror på en løsning, så vi bliver bare ved at slå hinanden ihjel på slagmarkerne.

Da de 24 små afsnit bliver skrevet i 2022, er krigen i Ukraine endnu ikke et år gammel. I skrivende stund (januar 2026) er den næsten fire år gammel – og Eva fik ret igen: Vi slår stadig hinanden ihjel, og det har stadig ikke hjulpet.

Nogen må sætte sig med Putin og drikke et glas portvin eller fem – og spise en pernød – og få en snak, for det her hjælper jo åbenlyst ikke. Mænd og drenge har ligget i jordhuller på slagmarken i fire år uden effekt. Hvor længe skal det blive ved?

Er der ikke en eller anden lille sprække, der kan bruges til at åbne et “diplomatisk spor”, som vi i 2026 bitterligt har lært, det hedder.

Du må begynde med at tænde for din dampradio.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Der var engang en retsstat

Der var engang en retsstat

Eva Smith ved, hvad hun taler om

Der var engang en retsstat

Hun er 78 år nu og kan kalde sig “professor emerita”. Mange af os kender hende måske bedst fra de små klip på YouTube, hvor hun siger: “En retsstat skal vurderes på, hvordan den behandler de borgere, den synes dårligst om”, og det har hun fuldstændig ret i. Det har været befriende med en professor, der ikke var bange for at fortælle, hvor hun stod politisk.

Hun har haft overvejet at følge resten af Hækkerup-familien ind på Christiansborg, men besluttede sig for ikke at gøre det: “Hun har flere gange overvejet, om hun skulle gøre ligesom dem og forfølge en karriere på Christiansborg. Når hun ikke gjorde det, var det ikke, fordi hun frygtede at sige, hvad hun mener, men fordi hun frygtede at sige, hvad hun ikke mener.” Det sidste er man ofte tvunget til, når man skal følge partidisciplinen.

Der er et meget spændende interview med hende fra oktober 2020 i i Universitetsavisen her. Hun uddyber mange af sine helt grundlæggende synspunkter; derfor er interviewet værd at læse.

Hvad jeg ikke var klar over

Jeg har fulgt hende fra sidelinjen i mere end 31 år, idet jeg havde hende som forelæser i straffeproces engang i forhistorisk tid og følgelig også var til hendes defensorat i 1990. Efterfølgende læste jeg hendes afhandling “Vidnebeviset”, som var den en krimi – og det er en af de ganske få studiebøger, jeg har gemt. Den anden er Alf Ross’ “Om ret og retfærdighed”.

Til formiddag fandt jeg flere klip med hende på YouTube. Der ligger blandt andet et på 22 minutter, om den film, hun lavede for 11 år siden, der netop havde titlen “Der var engang en retsstat”. Hvis du synes strafferetspleje og retsstat på hverdagsdansk er interessant, bør du se klippet. Jeg var ikke klar over, hun også havde lavet film.

Hun fortæller om det værdipolitiske skred, der er sket, hvor fru Justitias vægtskåle ikke længere hænger lige overfor hinanden, men hensynet til kriminalitetsbekæmpelsen vejer stadigt tungere på bekostning af retssikkerheden i retsstaten. Et banalt eksempel er, at i visse områder af byen er der hjemmel til en dobbelt så lang straf for den samme forbrydelse begået i et andet område. Jamen hvad er det dog for noget? Det er netop “retsstatens afvikling” og ikke “retsstatens udvikling”.

Straf er hævn

Hun siger det vældig klart: “Straf er hævn”, og det er der sådan set ikke noget galt i, så længe vi overholder proportionalitetsprincippet, der fx medfører, at simpelt butikstyveri ikke straffes med flere års fængsel eller afhugning af den tyvagtige hånd, som i visse lande. Vi straffer blandt andet for at afholde andre fra at begå den samme forbrydelse – ren afskrækkelse, og som hovedregel virker det jo godt, idet de fleste af os holder os på dydens smalle sti.

I en af de mange små film, jeg har siddet og set, kommer hun ind på, at vi har valgt fængsel som det (trods alt) mest humane, men at der også er problemer med det, for i fængslet lærer man alle unoderne af de medindsatte. Hvordan kan man forestille sig, at man “resocialiserer” (jeg er ikke klar over, om det stadig er et mål, men det var højt besunget, da jeg læste) ved at holde folk væk fra det samfund, de skal lære at opføre sig ordentligt og anstændigt i?

Afhængig af forbrydelsens karakter kunne man overveje at bruge fodlænken meget mere. Fordelen ved fodlænken er, at den dømte bevarer sit arbejde og sin samfundsmæssige og familiemæssige tilknytning. Der er fx betingelser om otte timers arbejde, tilladelse til en times indkøb efter arbejde, men aftnerne skal tilbringes hjemme. Der er ikke tilladelse til at gå nogen steder.

Hun kommer ind på de såkaldte konfliktråd, der kan bruges, når gerningspersonen på forhånd har erkendt sig skyldig. Offer og gerningsperson mødes, taler sammen og når til enighed, og efter konfliktrådet kan gerningspersonen forlade lokalet som en fri person.

Gadevold

Gennem et års tid arbejdede jeg, mens jeg læste, for en forsker på Juridisk Fakultet på et projekt om gadevold. Vi gennemgik (kodede) hundredvis af straffesager på fem politistationer i det storkøbenhavnske område. Således har jeg tilbragt mange timer i arrestforvarerens tidligere soveværelse i Roskilde. Efterfølgende skulle kodeskemaerne tastes ind på en form for PC. Det var dengang med 5¼” disketter for overhovedet at få liv i dyret. Backup var en by i Rusland og Internettet var knap nok opfundet. Ak ja…

Hendes hypotese var, at når vi hører ordet “Gadevold”, forestiller vi os, at der hver gang er tale om at fuldstændig uskyldige mennesker angribes på åben gade af en gerningsperson, de ikke kender på forhånd. Hun ville undersøge og dokumentere i hvilket omfang, det var sandt.

Vi havde ikke kodet ret mange sager, før det stod klart, at det politiet kalder Gadevold ofte(st) dækker over personer, der har “hangs” på hinanden af en eller anden grund eller ligefrem er i familie. Ukendte var de i hvert fald ikke.

Det var vist i 1986 eller 1987, så selvfølgelig kan jeg ikke huske, i hvor stor en andel af sagerne offer og gerningsmand kendte hinanden, men andelen var ganske enorm. Det var virkelig sjældent, der var tale om fuldstændig manglende, forudgående kendskab og dermed om det, mange forestiller sig, når de hører ordet “Gadevold”.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Vidnebeviset

Min retsfølelse er krænket

Der er mange mennesker, der finder deres retsfølelse krænket, når en forarmet roma sidder med det lille brune papkrus foran Irma, når unge hærger et kvarter uden straks at blive stillet for en dommer og idømt flere måneders/års ubetinget fængsel, eller når kontanthjælpsmodtageren tjener en (sort) skilling ved siden af for at kunne forsørge de fire unger.

Min retsfølelse blev imidlertid krænket i aftes ved en DR Dokumentar, der afslørede samarbejdet mellem anklagemyndigheden og undercoveragenter fra politiet i danmarkshistoriens største hashsag fra Christiania.

Vidnebeviset

Prismærket med 472,00 kr. (i 1986!) sidder stadig bag på “Vidnebeviset – En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer”, der er Eva Smiths doktordisputats fra 1986.  Jeg var til hendes forsvar, og jeg læste bogen, som var den en krimi; den er virkelig velskrevet. Jeg har kun gemt to bøger fra studietiden: den ene er denne, og den anden er “Ret og retfærdighed” af Alf Ross, som er en glimrende indledning til retsfilosofien. Dem med ejendomsret, konkursret og den slags er ikke gemt. Jeg følte ingen veneration ved dem.

I mellemtiden er Eva Smith blevet professor, doktor jur. emerita – men hun er stadig lige skarp og kompetent, og det så man i gårsdagens udsendelse. Hun var klippet ind mange steder, og hun gjorde det fremragende. Hun var tydeligvis rystet, og hun formulerede det med den rette balance mellem at være chokeret og forarget. Sådan gør en emerita!

Hun fortalte, at anklagemyndigheden skal forholde sig objektivt til det materiale, der fremlægges for domstolene. Det skal forstås sådan, at de også skal medtage oplysninger, der peger den anden vej, altså peger på at den anklagede ikke er skyldig. I Danmark hylder vi tanken om, at hellere må ti skyldige gå fri, end  èn uskyldig dømmes. Hun rejser rundt i verden og fortæller om de ædle principper i dansk retspleje og procesret.

Udsendelsen dokumenterede imidlertid et klistret spindelvæv mellem anklagerne og (politi-)vidnerne, hvor anklagerne bad vidnerne forklare bestemte hændelser, der faldt i deres (anklagernes) smag, gav dem skemaer med hændelser, der måske slet ikke havde fundet sted osv.

Forsvarerne var ikke på forhånd orienteret om materialerne, de fik dem overbragt i selve retslokalet, men de undrede sig over vidnernes fantastiske hukommelse. Dele af materialet, der kom til forsvarernes kendskab, havde fået visket passager ud, som ikke passede i anklagernes kram. Kun ved et tilfælde på den første retsdag blev det afsløret, hvor tæt en sammenhæng, der var mellem vidnerne og anklagerne. De skriver lange mails til hinanden med smileyer, de spiser måske sammen i kantinen, de bor under samme tag mv. Vidnerne sagde ikke det, de huskede, men det anklagerne havde “klædt dem på” til.

Hvad foregår der i dansk retspleje?

DR Dokumentar

Det er fjernsyn, når det er bedst. Den slags får vi nok ikke lov at se, når Venstre og DF har fået privatiseret/nedlagt Danmarks Radio hen til Danflix med såkaldt Public Service. Jeg kan være bange for, at de ikke vil synes, det er public, for public skal nok være fordummende.

Det er rigtig svært for mig at se en sådan udsendelse med de mange klip frem og tilbage, men jeg er forarget over det, jeg så og fangede.