,

Små historier fra Frederiksborg Amt (Oppe- og Ude Sundby samt Ølstykke)

Fortidens barske liv

Små, barske fortællinger fra Frederiksborg Amt giver et indblik i fortidens livsvilkår. Kirkebøgerne afslører dramatiske og tragiske hændelser, hvor både børn og voksne mistede livet under brutale omstændigheder – fra dødelige sandskred til mystiske forgiftninger og ulykker i skoven

Små historier fra Frederiksborg Amt (Oppe- og Ude Sundby samt Ølstykke)

Også børnene var udsatte i fortiden. I dagens historier blev de dels slået ihjel af et stort sandskred og formentlig af at have spist noget giftigt.

Og så var der selvfølgelig husmanden, der på en eller anden måde blev slået ihjel af en gren, da han færdedes i skoven.

Så vidt jeg ved, er jeg ikke i familie med nogen af dem. Jeg samler bare til hobe af de små drabelige historier, når jeg gennemgår kirkebøger. Det giver indimellem et detaljeret billede af fortidens levede liv.

Det samme gør udsendelsesrækken “Dengang vi var bønder”, som kan ses på DR1. Der er seks episoder, som alle er værd at se. Jeg fik meget at vide om bondelivet, som jeg ikke var klar over. Danmarks Radio skriver om udsendelserne:

Liv Thomsen fortæller i seks programmer de danske bønders historie – om deres arbejde, deres gårde, deres hverdage og fester


1) Ude Sundby 1747.

Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Frederikssund, 1703-1807, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 163 af 177 opslag.

Link til kilden.

Nr. 9) d 12 Julij blev Møllerens Pige Karen Ols Daatter, som blev ihielsla-
gen under Skølle-baken, hvor hun var nedsendt for at
hente 1 Læß Sand, – begraven.

Samme side – samme kilde:

10 Samme Dag blev Nilaus Hansens Dreng, som samme Tiid blev ihiel-
slagen under Skølle-baken, der falt ned, begraven.

Korrekturlæst af Forum, som også bidrog med et link til Knud B. Christoffersens bog “Skyllebakken – Frederikssunds ældste boligkvarter” udgivet i 1995.

På side 15, 2. spalte (browserens side 17) nederst kan man læse: “I kirkebogen får vi en oplysning i 1747 under optegnelserne vedrørende begravelser. Her står der, at to unge mennesker – en dreng og en pige – døde, da de gravede sand i Skyllebakken. Pigen var møllerens Karen Olsdatter, og drengen var Nilaus Hansens dreng. Et stort skred havde begravet dem og berøvet dem livet.”

2) Oppe Sundby 1748

Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Frederikssund, 1718-1813, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 89 af 99 opslag

Link til kilden.

No. 3 d. 17 febr. blev Huusmand Hans Larsen, ßom blev slagen
i hiel i Skoven ved Frborg af En Green(?), begraven.

3) Ølstykke 1783

Frederiksborg Amt, Ølstykke, Ølstykke, 1735-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 73 af 168 opslag (ve. side)

Link til kilden.

8) den 26 Aug. blev Huusmand Jens Svendsens Datter Karen begraven |: hun døde meget hastigt formodentlig
af enten at have spiist noget gifftigt, eller der gæret(?) noget gifftigt i hende, da hun Dagen tilforn havde sovet
paa Lyngen, hvor hun var i hendes Hosbondes Arbeit for at samle Moß – 13.

Korrekturlæst af Forum.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

5 Svar
  1. Charlotte (Uglemor)
    Charlotte (Uglemor) siger:

    Det er sejt, at du samler de her små historier sammen, de giver jo et indblik i en anden tid – som alligevel ligner vores. Sandskred og grene i skoven tager jo stadig livet af folk. Der er mange af den slags … måske burde jeg også begynde at samel, nu jeg forhåbentlig snart tager fat i en ny gren på slægstræet.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Charlotte

      Tak skal du have. Det er faktisk meget lige til at samle dem: jeg har et dokument på skrivebordet, der hedder “Små historier fra kirkebøgerne.txt”, som jeg fylder i efterhånden, som jeg støder på noget, og når jeg så har nok til en artikel, læser jeg dem rigtigt, og beder evt. om hjælp til det, jeg ikke kan.

      Ja, du må da også i gang med at samle på små historier.

      Svar
  2. Mike Lyng
    Mike Lyng siger:

    Du skriver: “Så vidt jeg ved, er jeg ikke i familie med nogen af dem.”

    Næ, for der er ikke navn på Nilaus Hansens dreng og han ser ikke ud til at være at finde i skifterne.
    Men det er vist tættere på, end du tror. Husker jeg rigtigt, har du Niels Mortensen, ca. 1673-1748, gmd. på Thorstedlund, Græse, blandt anerne. Hans datter Ellen var på tidspunktet for ulykken gift med Nilaus Hansen.

    Knud B. (tidl. borgmester i Frederikssund) skriver også lidt om Skyllebakken i hans Købstadens Frederikssunds Historie, 2. bind. Han var en fantastisk fortæller på byvandringer.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Mike

      Det var sørens – du husker min database bedre, end jeg selv gør! Jeg tror, du har ret i, at jeg har denne Niels Mortensen. Han er bare en af dem, jeg endnu ikke har nået at gennemgå som led i oprydningen, så derfor ringede kimede ingen klokker, og der var ikke sang efter prædiken 🙂 Du mener da ham, der var gift med en Inger Nielsdatter (ber. 1703 – 1780 i Sperrestrup, Jørlunde Sogn) ikke?

      Jeg har faktisk fundet “Frederikssunds og købstaden Slangerups historie” på Danskernes historie online”, sammen med Arne Sundbo gl. værk. Lods Ole Jensen (ham med Lynæsjollen og Frederikssundsjollen) er bror til en af mine tip-2-oldemødre. Jeg må have set på det – også på det …

      Svar
      • Mike Lyng
        Mike Lyng siger:

        Ja, det er den Niels Mortensen.

        Årsagen til jeg husker Niels Mortensen skyldes to ting. Græse Sogn er blandt mine allervigtigste. Det er min faders fødesogn og der er aner i sognet i mere end 300 år. Samtidig rækker min interesse for sognet til alle dets beboere. Ikke kun egen slægt.

        Den anden grund er, at Niels Mortensen var gift 3 gange. En af hans hustruer, Margrethe Larsdatter, er en datter af mine aner Lars Ibsen og Maren Larsdatter, Karsemose, Vinderød Sogn.

        Du løser ikke opgaven med Niels Mortensen uden brug af flere skifter.

        Med lods Ole Jensen i slægten skal du læse Knud B. Christoffersens værk Købstaden Frederikssunds Historie. Ole Jensen er nævnt i begge bind.

        Knuds bøger er bedre og mere omfattende end Arne Sundbos

        Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *