Hvor skal jeg tage fat?

Arbejdet i DIS-bestyrelsen tager tid, måske også mere end jeg havde forestillet mig. Men det er fordi jeg har været så uintelligent at love at være ansvarlig for nogle større opgaver – herunder at deltage i at udarbejde en ny hjemmeside og at være med til at sørge for en undersøgelse blandt foreningens medlemmer. Begge dele er noget pillearbejde, indtil det bliver sat på skinner. Herefter skulle det gerne være selvkørende i et godt stykke tid.

Lige nu er jeg for en gangs skyld ikke midt i noget af min slægtsforskning; det er helt mærkeligt. Nu kan jeg så beslutte, hvilken af de tusind løse ender, jeg har mest lyst til at kaste mig over. Der er mange af dem, hvilken skal jeg vælge?

Jeg tænker så tit på, hvad Lisbeth Bak skrev som et nytårsforsæt i sin blog: “Husk det er en hobby”. Det prøver jeg at tage til mig, for jeg har vist til tider også med at tage det som et arbejde.

En af de løse ender er familien Kirschbaum, som hører til blandt min mormors aner. Denne tyske familie kommer til Danmark på et eller andet tidspunkt i starten af 1700-tallet. De er tilkaldt, fordi Frederik V ønsker at virkeliggøre sin drøm om at bygge et teglværk ude på Klint, og ordet Klinteværket findes mange gange i Højby Kirkebog midt i 1700-tallet.

Familien har været en omvej over Amager, for adskillige af ugersvendene har “rigtigt Bevis og Skudsmål med sig fra Amager” som de præsenterer ved deres vielser. Med den familie er intet sikkert, bortset fra at alt er usikkert! Palle Buch Carlsen, der også har familien blandt sine aner (min mormors mor var en Carlsen) har gjort et stort arbejde for at finde familien i København eller på Amager – men alt er resultatløst. Vi har masser af små brikker til puslespilet, men sætte det rigtigt sammen kan vi endnu ikke. Og de hedder alle sammen Johan, Johan David, Jørgen og Carl Jacob, så det er nemt at bytte det hele rundt og få et alternativt anetræ ud af det.

Da Johan Kirschbaums (min tip5) kone Anna Cathrine Ernstdatter dør november 1758 skriver præsten: “Anna Cathrine Ernstsdatter, Johan Kirschbaum, Teglbrænder paa Klinteværket, hans Hustru, var født i Trestov i det Brandenburske, kun een gang gift, fød 6 Sønner og 1 Datter til verden, hvor af 4 Sønner og Datteren endnu lever, var gl. 67.” og det er jo gode oplysninger. Vi mangler to af børnene og så at kunne følge disse børn.

Forresten bliver Klinteværket aldrig til noget, og sønnen Carl Jakob sidder ved folketællingen 1787 i yderste fattigdom. Heller ikke dengang har det været let at rejse ud at finde lykken.