Bipolar

Bipolar affektiv sindslidelse

Indtil 1994 hed sygdommen “Maniodepressiv lidelse”, og det er da også det, jeg siger til folk, når jeg skal forsøge at forklare, hvilken sygdom jeg har. Alle kender maniodepressiv, fordi det er så let at udlede af ordet. Kun “kendere” kender bipolar affektiv sindslidelse. Men hvad er det så for en størrelse?

Inspirationen til nærværende artikel er hentet dels i egne erfaringer gennem mange år, dels hos professor dr. med. ved Århus Universitetshospital (nu Glostrup) Poul Videbech, der er god at få forstand af/hos, og så skriver han, så det er til at forstå for lægfolk. Herudover har Depressionsforeningen udgivet en fin lille bog “Mani og depression” på 30 sider, som jeg også har læst.

Kun 1 – 2 pct. af befolkningen har sygdommen bipolar, så den kan siges at være forholdsvis sjælden. Den debuterer ofte i den sene ungdom (altså fx sidst i 20’erne), men hos mig kom den første depression først i 2003, hvor jeg var 40. Dernæst havde jeg i mange år et væld af depressioner – jeg har ikke tal på dem – og på et eller andet tidspunkt efter 2009 kom manierne til. Først der kunne det kaldes bipolar.

Sygdommen medfører to typer af episoder:

  • Depressioner
  • Manier og/eller hypomanier, som er “små manier”

Imellem disse episoder er der så neutrale perioder af kortere eller længere varighed.


Mere om depressionerne:

  • Man er præget af en dyb håbløshed.
  • Man er hæmmet i mimik og tale.
  • Man optræder selvforringende.
  • Tankerne vil ofte kredse om døden.
  • Appetit, søvn og syn er forstyrret

I mine depressioner er det især selvmordstankerne, der fylder meget, og jeg er ikke i stand til at lægge dem fra mig, skønt der ikke er noget, jeg hellere vil. Jeg har i min syge hjerne udtænkt de drabeligste “modus operandi”.

Et andet sikkert tegn og noget af det, der altid kommer først, er den forstyrrede søvn, hvor jeg vågner kl. 4:00 – 4:30, og tankerne så holder mig vågen resten af dagen. Man bliver mere syg af ikke at sove! Jeg kan ikke tage mig sammen til noget som helst fx at spise, og jeg kan ikke holde andre menneskers lethed og ubekymrethed ud. Jeg føler ikke, at jeg kan sige ligeud til vennerne, hvordan jeg har det, for så sender de bare en ambulance 🙂 Jeg ligger meget i sengen og synes ikke, jeg er i stand til andet. Fx da jeg havde et medicinstop med Litarex i en uge skyldtes det, at jeg ikke kunne overskue at stå op, gå i bad, klæde mig på og gå ned på apoteket – der er 700 meter! Alt det, der plejer at optage mig og være sjovt, bliver pludselig til belastninger. Jeg isolerer mig og orker ikke at tage telefonen. Der er sikkert mere, men dette er de vigtigste tegn for mig.

Eftersom jeg har haft depressioner i så mange år (12 år) har jeg godt styr på faresignalerne, og jeg er nogenlunde god til at formidle dem til fx Gitte i Distriktspsykiatrien (DPC), og hun er så god til at hjælpe mig med at blive indlagt igen. Jeg ved egl. ikke, hvorfor jeg ikke bare selv tager til Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH), for jeg kan jo sagtens diagnosticere mig selv på dette område. Det er nu nok fordi, jeg er bange for at blive sendt hjem igen. Det har jeg prøvet en enkelt gang i 2006, og det er meget ubehageligt.


Mere om manierne

  • Opstemthed, aggression, irritabilitet.
  • Øget energi og aktivitet.
  • Taletrang – stemmen er kraftigere end vanligt, og talen er hurtig.
  • Nedsat søvnbehov.
  • Uhæmmet ukritisk adfærd, impulsivitet.
  • Øget selvfølelse og selvovervurdering.

Jeg havde to manier i anden halvdel af 2014 vist med ca. 14 dags mellemrum og jeg var indlagt begge gange. Begge gange var det det mine dejlige læsere af denne blog, der fik mig sendt afsted til indlæggelse. I kunne se det, jeg ikke selv kunne se. Jeg siger tak!

I en mani har jeg det for så vidt udmærket, og jeg føler mig på ingen måde syg, så hvad skal jeg dog på et hospital? De første faresignaler er, at der gå kuk i søvnen, forstået på den måde at jeg slet ikke går i seng i flere nætter efter hinanden. I stedet sidder jeg oppe nat efter nat og arbejder med høj produktivitet, fx er meget af min slægtsforskning blevet til midt om natten, og da jeg spillede alle mine cd’er ind på computeren, var det også et natteprojekt, der “kun” tog to nætter. Når jeg dagen efter kigger på det arbejde, jeg har lavet midt om natten, er det mærkeligt nok fornuftigt og korrekt, jeg har fx ikke koblet de forkerte aner sammen eller overspillet lydsporene el. lign.

Et andet faresignal er, at jeg bruger en masse penge uden tanke på, om jeg nu også har råd. Jeg har engang i en mani købt tre computere på en uge; de var ganske vist ikke så dyre men alligevel…


Psykoser eller hallucinationer

Til både depressionerne og manierne kan høre hallucinationer. I mit tilfælde er det “drejebogen”. Jeg har tænkt på, at det måske ikke er en rigtig hallucination, for jeg er fuldt ud klar over, at det ikke er virkelighed. Der er ikke nogen begravelse, salmer, gæster eller jordpåkastelse, det er bare noget jeg ser og hører inde i hovedet.

Rigtig eller ej så ønsker jeg det ikke for min værste fjende, for det er forfærdeligt. Jeg håber virkelig, at de kan finde en psykolog til mig i DPC. Det er første gang, jeg oplever det, og jeg håber virkelig, det er sidste gang.


Bipolar og på arbejde?

Jeg tror, alle mennesker gerne vil arbejde og føle glæden ved at udrette noget og have nogle udfordringer. Poul Videbech har her i en artikel skrevet om, hvorfor det er svært at bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet med den sygdom. Først konstaterer han følgende ud fra en undersøgelse af 201 personer: “51 pct. af de syge er enten førtidspensionister, sygemeldte, på orlov eller ledige. 11 pct. er deltidsansat, 5 pct. er i fleksjob. Kun 24 pct. er i stand til at gå på arbejde hver dag.” Da mit store ønske jo er et fleksjob, synes jeg, det er lidt forstemmende at se, at det kun er fem pct., der lykkes med det.

Og videre fra artiklen: “I de perioder patienterne er deprimerede, har de ikke energi til at arbejde. Men når de er maniske, kan de heller ikke arbejde. De får masser af ideer, kaster sig ud i en mængde ting, men får aldrig gjort noget færdigt, siger han.”

Og endnu videre: “Med en tidlig diagnose og accept af at sygdommen er en følgesvend for livet, kan man med medicinsk behandling få så god kontrol over sygdommen, at det kan lade sig gøre at arbejde.”

Jeg er ikke tidligt diagnosticeret, men jeg har fuldt ud accepteret og forstået, at det aldrig går over; det er livsvarigt, og opgaven er så at prøve at få det bedst mulige ud af det liv der trods alt er ind imellem episoderne. Mit største ønske er et job, for jeg føler, at jeg stadig har resterhvervsevne, der kan udnyttes til noget fornuftigt, og:

  • Jeg vil gerne have udfordringer
  • Jeg vil gerne have kolleger
  • Jeg vil gerne ud af døren nogle dage hver uge
  • Jeg vil gerne bidrage til samfundet.

Jeg tror på, at jeg med et fleksjob kan få opfyldt ovenstående og samtidig passe min sygdom. Det bedste ville selvfølgelig være, hvis jeg kunne navigere uden om episoderne, men det tror jeg ikke rigtig på længere. Det skal dog blive muligt at få et godt liv alligevel.

 

2 replies
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Jeg synes, du beskriver det meget tydeligt. Jeg er særdeles bekendt med, hvordan depressioner føles. Jeg må indrømme, at jeg er begyndt at se mine egne depressioner som en reaktion mod et liv, der ikke passer til mig. Tiden vil vise, om det er rigtigt. Hvis det er, skulle reaktionerne aftage, når mine forpligtelser bliver mindre. F.eks. når jeg kan gå på efterløn.
    Lige som det kun er ganske få procent af befolkningen, der kan siges at være “ægte” bipolære, tror jeg, at kun ganske få procent lider af depressioner på grund af noget kemi i dem selv. Dermed være ikke sagt, at der ikke er en kemisk ubalance under depression, det er der jo, og det er også meget muligt, at man kan få det bedre ved at tage medicin, selv om man har en “reaktiv” depression. Men på en måde kan det jo ses som om, man skal tage medicin p.gr. af nogle umulige livsbetingelser.
    Som du er inde på, skal man selvfølgelig tage den medicin, man får ordineret, og skal der ændres på dosis p.gr. af bivirkninger mv., skal det selvfølgelig ske i samarbejde med lægen.

    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Man skelner ikke længere rigtig mellem endogene og reaktive depressioner, har jeg læst hos min guru Poul Videbech, men jeg kan ikke lige huske hvorfor. Ingen tvivler på den kemiske ubalance i hjernen, og ellers havde fx SSRI-produkterne jo heller ikke haft så stor medvind, som de har.

      Jeg kan nu godt følge dig i det med, at man tager medicin mod umulige livsbetingelser. Jeg tænker fx på den megen stress på mange arbejdspladser; det er påviseligt, at stress hos psykisk sårbare kan føre til angst og depression – eller måske bliver man psykisk sårbar af at have været udsat for stress, angst og depression – altså lidt den anden vej rundt. Jeg er for så vidt ikke i tvivl om, at min egen første depression skyldtes stress på arbejdet. Jeg var et fjols til at sige fra, selvom ledelsen sagde, jeg skulle gøre det. Jeg kunne bare ikke finde ud af det.

      Der skal være styr på medicinen, og man skal gøre som foreskrevet. For mig var det nok at eksperimentere i een uge med Lithiummet – se hvordan det gik…

Kommentarer er lukkede.