9 pct. af danskerne blogger
Politiken skriver: “Ni procent af de danske internetbrugere skriver blog, og næsten hver fjerde har læst én. Mændene er mere aktive end kvinderne.”
Hvorfor er det sådan, at mænd er mere aktive i blogosfæren? Umiddelbart kan jeg se to forklaringsmodeller:
- Mænd har mere tid, fordi det er kvinderne, er står med hovedansvaret for hjemmet. Det er jo svært at sætte sig inspireret foran pc’en, hvis drengene løber én om benene
- Mænd er mere ensomme end kvinder
ad 1: er det ikke ufatteligt, at det er sådan i 2008? Jeg har én mandlig ven, der siger “man kan ikke passe sin egne børn”. Men bortset fra ham er det jo desværre sådan, at det er kvinderne, der “bestyrer” hjemmet, fordi de er så gode til at “få det til at fungere”. Kære venner – maskiner fungerer, mennesker gør noget andet!
ad 2: Personligt kan jeg mærke, at hvis jeg føler mig alene med følelser, tanker og tro bloger jeg mere, end jeg ellers ville have gjort. Det er næsten som at have en at tale med.
Bloggens faste læsere kan give mig energi og få mig til at føle, at jeg har nogle at skrive til og for. Læsernes kommentarer i ny og næ betyder meget for mig!
I rigtig mange år skrev jeg dagbog i papirform, men mange års (ca. 25 år) skriblerier røg ud, da jeg flyttede i efteråret 2007, for de føltes så passive. Måske er der rigtig mange ensomme fyre, der blogger? Og med ensom mener jeg ikke kun alene på den kedelige måde, men også at være “alene sammen”, hvilket kan være urimeligt hårdt. Så hellere rigtigt alene.