Danske kancelli – Retspolitik 1825 – Kongen benåder Christian Westermann (1798-1850)
Den spændende benådning
Sagens dokumenter kronologisk opstillet
Hele sagen kan altid følges vha. dette tag (ikke kronologisk).
Han var min tiptipoldemors bror.
Danske kancelli – Retspolitik 1825 – Kongen benåder Christian Westermann (1798-1850).
En mand dømmes til døden for mordbrand – men sagen tager en uventet drejning, da Danske Kancelli anbefaler nåde. Den dramatiske historie om Christian Westermann giver et sjældent indblik i retspolitik, forsikringspriser og kongelig benådning i 1825.
Kongens benådning af 11. maj 1825 af (Johan) Christian Westermann (1798-1850) er uhyre interessant læsning for slægtsforskere, jurister og andet godtfolk.
Christian Westermann blev af alle tre instanser dømt til døden og skulle stejles, fordi han havde sat ild på sit eget hus. Hjemlen var Plakaten af 7. april 1819 sammenholdt med Danske Lovs 6-19-1, der drejer sig om at sætte ild på en anden mands hus, hvilket straffedes med døden for mordbrand – også selvom ingen døde derved.
Sagens fakta er:
- Christian Westermann kan ikke betale terminen, fordi han er belastet at den meget høje pris på brandforsikringen.
- Familien er ikke fattig, idet han både ejer sit eget hus i Birkerød og også netop har bygget endnu et hus.
- Priserne på bygningsmaterialerne er højt overdrevne.
- Han har i flere dage overvejet ildspåsættelsen.
- Konen er på besøg hos naboen.
- Hans lejer ikke er mere syg, end at han kan komme ud af huset.
- Han er sikker på, at ilden ikke kan nå nærmeste nabos hus.
Ildspåsættelsen er altså forsætlig, men han har sikret sig, at ingen kan komme til skade
Danske Kancellis indstilling til Hans Majestæt
Anders Sandøe Ørsted (1778-1860) var en del af Det Kongelige Danske Kancelli, der afgav indstilling til kongen. Det var specielt at se ham som underskriver (til højre for Monrad) på indstillingen, fordi der var så utrolig mange henvisninger til netop ham i mine lærebøger, da jeg engang i urtiden læste jura. Det er Ørsted, vi skylder den væsentligste del af nutidens lære om fortolkning og retssædvane, om lovens tilbagevirkende kraft og om anvendelse af fremmed ret ved danske domstole.
En del af kancelliets begrundelse for indstillingen til Hans Majestæt lyder:
(Kursiveringen er min).
Nærværende Sag frembyder
atter et paafaldende Exempel paa
Assurancer, der, ikke allene i For-
hold til Bygningens Værdie i Han-
del og Vandel men ogsaa med
Hensyn til Priserne paa Bygnings-
materialier, var høit overdrevne,
thi, foruden at Tiltalte har kjøbt
det omhandlede Huus for en Sum, der
efter daværende Qvartalscours
end ikke udgjorde 1/8 af Assurance-
summen, og det endda under Vil-
kaar af successiv Afbetaling i flere
Aar, er Huset strax efter Branden
hvorved det kun har lidt en Skade,
som udgjør mindre end 1/8 Deel af Assu-
rancesummen, blevet med en nye Taxa-
tion til Brandassurance, hvorved
Bygningsmaterialernes Priser og Ar-
bejdslønnen maae være lagt til
Grund, modsat til mindre end 1/4 Deel
af den forrige Assurance. Dette Mis-
forhold i Assurancerne, der er kil-
den til mange Forbrydelser, og som
gjør Brandassurancerne til en af
de største Byrder, der hvile paa Ejen-
domsmændene, har længe været Gjen-
stand for Kollegiets Overvejelse; men
de store Vanskeligheder, som ere forbund-
ne med en Berigtigelse heraf, hvilken
Kancelliet dog ogsaa har høyst fornøden,
har gjort, at man ei endnu er kom-
met til noget Resultat. –
Kancelliet kan altså se, at der er noget helt galt med med forsikringspriserne. De tårnhøje priser er en af de største byrder, der hviler på husejerne, og de er kilde til mange forbrydelser. Kancelliet har længe tænkt over en løsning på problemet, men det er ikke lykkedes dem at finde en sådan.
Hele sagsfremstillingen og afgørelsen
Kilde: Danske Kancelli, 2. Departement Kongelige resolutioner og 2. Departements forestillinger. Link til kildens første opslag.
Korrekturlæst den 30. marts 2026 af Poul F. Andersen fra Danske Slægtsforskeres Forum.
Idet sagen er ca. 550 linjer lang, har jeg bevaret henvisningerne til de forskellige opslags venstre- og højresider, så den interesserede læser nemmere kan følge med, hvis der er anledning til at slå op i den originale kilde.
No. 100
Allerunderdanigst Forestilling
om Strafs Formildelse for Ar-
restanten Christian Westermann
[Sagsfremstilling først – afgørelse sidst]
Ved Deres Majestæts Høyeste-
rets Dom af 19de f. M. er Muursvend
Christian Westermann, for at have sat
Ild paa et ham tilhørende Huus i Birke-
rød under Hirchholms District paa
Frederiksborg Amt, tilfunden at miste
sin Hals og Legemet derefter lægges
paa Steile; hvorhos han tillige
er tilfunden at bøde 40 Rbd. Sølv til
Deres Majestæts Kasse og at udrede
alle af Actionen lovligt flydende
Omkostninger, ligesom Brandfor-
sikkringkassens Ret er forbeholden
imod Tiltalte eller hans Boe, for-
saavidt Udredelsen af den under
Sagen omhandlede Brandskade, stor
210 Rbd. Sølv, maatte falde samme
til Kost.
Efter den af Protocol Secretai-
reren i bemeldte Ret afgivne
Relation have Sagens Omstændighe-
der været følgende:
Søndagen den 24de October s. A.( samme Aar)
Klokken lidt over 7 om Aftenen
opkom Ild i det Muursvend Chri-
stian Westermann tilhørende, og af
ham beboede Huus i Birkerød. –
Ilden, der først blev bemærket
[Næste opslag: 397 af 582 ve. side]
af Avlskarl Gunder Eriksen, havde
fængt i Taget, der brændte langs
med Rygningen af Huset. Efter
Brandfoged Poul Jørgensens Forkla-
ring brændte det paa en Strækning
af 8 til 9 Fag, hvilket er omtrent
det halve af Husets Længde. Det
brændte imidlertid meget svagt,
og det lykkedes ved den tililende
Hjelp at forhindre Ildens videre
Udbredelse, saa at den Klokken lidt
over 10 var aldeles slukket, uden
at mere var brændt end noget af
Taget og Tagværket, hvoraf dog alle
Spærrene stode, men tildeels vare
mere eller mindre beskadigede
i de øverste Ender. –
Den Maade, hvorpaa Ilden viste
sig, vakte Formodning om, at den
var paasat; og da Westermann ik-
ke hjalp til ved Slukningen, men
blev i Haugen med sit Tøi, som strax
var reddet derud, foraarsagede
denne Ligegyldighed, at der fattedes
Mistanke om, at han havde paasat
Ilden.
Under det Dagen efter optagne
Brandforhør nægtede Westermann
først at være vidende om, hvorledes
Ilden var opkommen; men efter
at de Omstændigheder, som talede for
at Ilden var paasat af ham, var
ham foreholdt, og det derhos var
[Opslag: 397 af 582 hø. side]
ham betydet, at en haardnakket Be-
nægtelse, naar han siden blev over-
beviist, vilde forsaavidt forværre
hans Stilling, som det maatte vise
en mere farlig Forbrydelse, tilstod
han selv at have paasat Ilden ved
med et Lys at antænde Straataget
paa den indvendige side paa Loftet,
som førte til hans Vaaning. –
Under de senere optagne Forhører
har han afgivet følgende nærmere
Forklaring:
Den ommeldte Søndag Aften vare
han og hans Hustru i Besøg hos Tøm-
mermand Olsen. Efter at have
spist til Aften hos Sidstnævnte, fore-
gav han at han skulde hen at tale
med en Secretair Hansen, og bad
sin Hustru om at levere ham Nøg-
len til et Kammer ved deres Kjøk-
ken, sigende, at han først vilde hjem
at tage Støvler paa. Da han
kom i Kjøkkenet, gav han sig ikke
Tid til at tage Støvler paa, men
tog derimod et Stykke Lys, som
han havde lagt paa en sammesteds
værende Hylde i den Hensigt at
bruge det til sit Forehavende, tænd-
te det i en til Kjøkken-Skorstenen
gaaende Bilæggerkakkeloven, og
gik med det tændte Lys, som han
holdt skjult under sin Trøie, fra
[Næste opslag: 398 af 582 ve. side]
Kjøkkenet ad Gaarden op til For-
stuen, hvor Opgangen er til Loftet.
Han gik derpaa op paa Loftet, hvor
han antændte Taget paa den Side,
som vender imod Gaarden. Saa-
snart han havde gjort dette, fortrød
det ham, og han vilde gjerne have
slukket Ilden igjen, men Luen
løb strax saahøit og imod Rygnin-
gen af Taget, at han ikke kunde
naae at slukke, hvorfor han gik
bort derfra og hen til den oven-
nævnte Secretair Hansen. – Un-
der Branden blev han den meste
Tid i Haugen, da hans Hustru var
meget bevæget og ønskede, at han
skulde blive hos hende, som selv op-
holdt sig der. Efter han eget
Sigende tog han dog nogen Deel i
Slukningen. I flere Dage hav-
de han tænk paa denne Ildspaasæt-
telse, men med Flid vilde han søge
en Leilighed, da andre dermed ikke
skulde være udsatte for Fare. Den
Aften, han paasatte Ilden, vidste
han, at, da det var Søndag, var
der mange Mennesker i Byens Kroe.
Det var derhos et taaget og fugtigt
Veir og saagodt som ganske stille.
Vel indsaa han, at Vinden, der
var omtrent Sydvest, muligen
kunde bære fra Husets nordre Ende
lidet skraa paa et Bager Westphal
[Opslag: 398 af 582 hø. side]
tilhørende Huus, der ogsaa har
Straatag og ligger norden for
Tiltaltes i en Afstand af 6 til 7 Alen,
men han formente dog, at Vinden
mest vilde bære forbi Westphals
Huus. – Tiltalte havde iøvrigt,
efter sin Forklaring, der er bestyr-
ket, ved en under Sagen fremlagt
Obligation af 4de Juni 1824, tilkjøbt
sig det Huus, hvorpaa han satte Ild,
for 550 Rbd. Sedler, hvilken Kjøbesum
aarlig skulde forrentes og afbeta-
les med 50 Rbd. Sedler, der tilligemed
Renterne skulde erlægges med det
Halve i enhver af de sædvanlige Om-
slagsterminer, første Gang i 11te De-
cember s. A., samt til Sikkerhed for
sine Forpligtelsers Opfyldelse givet
Sælgeren 1ste Prioritets Panteret
saavel i det kjøbte Huus, som i
et andet Huus, han nyeligen havde
opført paa et ham tilhørende Grund-
stykke i Birkerød. Da han i-
midlertid i den sidste Tid havde
maattet arbejde for Folk, hvem
han skyldte Penge for Materialer,
som han havde faaet til det nye op-
førte Huus, og saaledes afdraget
paa denne Gjæld med sit Arbejde,
samt da han desuden havde en Deel
Arbejde med det tilkjøbte Huus, saa
havde han ikke Haab om at kunne
fortjene saa meget, at han til
[Næste opslag: 399 af 582 ve. side]
Terminen, som forestod kunde beta-
le det bestemte Afdrag. Heller ikke
saae han, uagtet han gjorde sig U-
mage derfor, nogen Udvei eller
Udsigt til at erholde Pengene med
Laan; og da han nu tillige tænkte
paa, at han vilde blive udsat for
Spot, naar Terminen kom, og at
han skulde blive sagsøgt og miste
Huset, fandt han sig bevæget til at
gribe til det ulykkelige Middel
at tænde Ild paa Huset, hvorved
han ikke havde til Hensigt, at det
Hele skulde afbrænde, men tænkte,
at han, naar der skeete nogen
Skade ved Ilden, skulde faae no-
gen Frist med Betaling, og vente-
de han da og, at han af Assurancen
skulde faae godtgjort hvad Skaden
maatte vurderes til.
Hvad Skadens Størrelse betræffen-
de er det oplyst, at det omhandlede
Huus for Branden var forsikret
for 3,930 Rbd.r. Sølv, og at den partielle
Brandskade i Forhold dertil, er
vurderet til 210 Rbd. Sølv, men at
Huset, med en over samme foretagen
Omtaxation, er i dets nærværende
Tilstand forsikkret for 940 Rbd. Sølv. –
At Tiltalte, efter foregaaende
Plan, har iværksat Forbrydelsen,
bestyrkes ved hvad der af Tømmer-
[Opslag: 399 af 582 hø. side]
mand Olsens Hustrue er forklaret,
og af Tiltalte vedgaaet, nemlig
at Sidstnævnte den ommeldte Søndags
Eftermiddag havde anmodet hende
om at bede hans Hustrue over til
hende, hvortil han angav som An-
ledning, at de kunde muntre hende,
da hun var i slet Humør. Lige-
ledes bestyrkes det ved den Lige-
gyldighed, som Tiltalte, efter alle
Tilstædeværendes Forklaringer, un-
der Branden har viist, af hvilken
Aarsag der ikke heller kan sættes
Liid til hans Anbringende om at
have, strax efter Ildens pasættelse
fortrydt Gjerningen. Det
maa derfor bemærkes, at et
Vidne har forklaret, at Tiltalte
for ham har udladt (=udtalt) sig med, “at
det nok vilde have brændt bedre,
hvis det havde været mere tørt
og ikke været saa stille”, og at
et andet Vidne ligeledes har for-
klaret, at han Dagen efter Branden
har paa Brandstedet hørt Tiltalte
sige, “at hvis det havde været tørt,
vilde det have brændt bedre”. –
Med Hensyn til disse Vidners For-
klaringer har Tiltalte imidler-
tid yttret, at han ikke kunde
erindre, at have brugt saadan
Udladelse (=Udtalelse). –
[Næste opslag: 400 af 582 ve. side]
Betræffende Hensigten med det
forbryderiske Foretagende, da be-
styrkes det ved Forklaringen af 2de
Vidner, Sognefoged Jørgen Jørgensen
og Lars Nielsen af Kaierød, at Tiltalte
har tilsigtet at besvige Brandforsik-
kringscassen. Sognefoged Jørgen
Jørgensen har nemlig forklaret, at
Tiltalte, da denne nogle Dage før
Branden kjørte med Deponenten
fra Kaierød til Birkerød, underveis
plagede ham med idelige Spørgsmaal,
om hvor høit det af ham |. Tiltalte .|
kjøbte Huus var assureret, og om
han kunde vente at faae Forsik-
kringssummen, hvis den Ulykke
skulde indtræffe, at Huset skulde
afbrænde, uagtet han ingen Poli-
ce havde. – Deponenten svarede
da, at han ikke kunde erindre, hvor
stor Forsikkringssummen var, men
troede, at denne i det mindste var
2.500 Rbd. Sølv, og at Tiltalte, saafremt
Huset skulde brænde, ville faae
Forsikkringssummen udbetalt, dog
kun forsaavidt han byggede for
Pengene. – Tiltalte vedblev i-
midlertid, efter at have faaet dette
Svar, og efter at Deponenten senere
havde sagt ham, at det forment-
ligt ikke gjorde noget til Sagen,
at han ingen Police havde, eftersom
[Opslag: 400 af 582 hø. side]
Forsikkringssummen uden Tvivl
maatte kunne erholdes efter ved-
kommende Protocol, alligevel
gjentagne Gange at komme med
det samme Spørgsmaal, ligesom
han ogsaa engang spurgte De-
ponenten, hvad det kunde koste at
faae Assurancen nedsat, da han
maatte betale høie Brandpen-
ge. – Ligeledes har Vidnet
Lars Nielsen forklaret, at Tiltalte
engang har spurgt ham, om den
der havde assureret, fik Brand-
hjelp i Ildebrands Tilfælde, naar
han ikke havde Assuranceseddel,
hvortil Vidnet gav han et be-
kræftende Svar. – Tiltalte
har vedgaaet Rigtigheden af disse
2de Vidners Forklaringer, med
Tilføjende, at de omforklarede
Forespørgsler af ham skeete, fordi
han tænkte paa Forbrydelsen Ud-
førelse. –
Til Bestyrkelse for Tiltaltes
Opgivende om at hans Hensigt
med at sætte Ild paa sit Huus
var at erholde Dilation med det
Afdrag, han til den forestaa-
ende Termin skulde betale paa
Kjøbesummen, haves kun af
en Person, ved Navn Anders Schou,
afgiven Forklaring, der gaaer
[Næste opslag: 401 af 582 ve. side]
ud paa at Tiltalte en Maaneds
Tid før Branden har henvendt sig
til ham om at erholde et Laan af
50 eller 100 Rbd., som han ikke vilde
tilstæde ham. Iøvrigt er det
ikke oplyst, at Tiltalte har henvendt
sig til sin Kreditor om at forunde
Dilation mod Betaling.
Hvad Veirligets Beskaffenhed
den ommeldte Aften, samt Belig-
genheden af Tiltaltes og Bager
Westphals Huse angaaer, da have
samtlige afhørte Vidner forklaret
overensstemmende med Tiltalte; hvor-
hos Brandfoged Poul Jørgensen, i
henseende til Westphals Huus, har
yttret, at det med Sydligste Vind vilde
have været meget udsat for Fare,
hvis Ilden havde faaet Overhaand
i Westermanns Huus. –
At Tiltalte skulde have tilsigtet
at sætte nogens Liv i Fare, er der
ikke ringste Formodning for. –
Tvær[t]imod har han selv forklaret,
at han vel vidste, at en Mand, ved
Navn Christen Andersen, der bebo-
ede en Deel af hans Huus var syg,
men at det ogsaa var ham bekjendt,
at den Sygdom Christen Andersen
leed af, bestod i en ubetydelig Svag-
hed i Fødderne, som ikke kunde
hindre ham fra, i fornødent Tilfælde
[Opslag: 401 af 582 hø. side]
at hjelpe sig bort, saa meget mere
som han nyelig havde været gaaen-
de til Session i Frederiksborg.
Christen Andersen har ogsaa udsagt,
at hans Svaghed ikke var større,
end at han kunde forlade
Sengen, hvilket han ogsaa under
Ildebranden gjorde for at redde
sit Tøi. –
I Henseende til Generalia be-
mærkes at Tiltalte er født i
Aaret 1798 og at han har i det
Hele gode Vidnesbyrd. Hans
Forældre og Morbroder, ved Navn
Ole Hansen, har derhos forklaret,
at han er enfoldig og undertiden
har viist sig tankeløs.-
Om det, efter det Foranførte
end ikke maatte kunne antages,
at Tiltaltes Motiv til Ildspaa-
sættelsen har været at tilvende
sig Fordeel i Anledning af at
den Sum, for hvilken Huset var
forsikkret i Brandkassen, langt
oversteg dets Værdie, saa har
han dog havt den svigagtige
Hensigt, at erholde Erstatning
for den Skade, som foraarsagedes
ved den af ham selv paasatte
Ild. Han der er capar poenæ,
er derfor ved alle Instantser,
[Næste opslag: 402 af 582 ve. side]
i Overensstemmelse med Placaten
af 7de April 1819, bleven anseet
med Straf efter Lovens 6-19-1,
confereret med Forordningen af
24de September s. A. – Men
uagtet Tiltalte saaledes ikke har
kunnet undgaae at dømmes efter
bemeldte Lovens Artikkel, have
dog de Tilforordnede i Højesteret
i Sagens Omstændigheder fundet
Anledning til at anbefale ham
til Deres Majestæts Naade paa
følgende Grunde:
1. fordi den Ildspaasættelsen
foranledigede Skade er ikke
betydelig.
2. fordi Tiltalte ikke havde An-
ledning til at troe, at nogen
skulde indebrænde, og fordi de
tilgrænsende Beboeres Huse,
efter Veirligets Beskaffenhed,
ikke heller var udsatte for
Fare, hvorimod de oplyste Om-
stændigheder bestyrke Rigtig-
heden af hans Anbringende,
om at have med Flid valgt
at iværksætte Ildspaasættelsen
saaledes, at andre ei skulde
være udsatte for Fare; der
er ikke heller foraarsaget
nogen Skade paa andre Huse
end det, hvor Ilden blev paasat.
[Opslag: 402 af 582 hø. side]
3. fordi det, uagtet Lovgivningen
dicterer Livsstraf for Ildspaa-
sættelse paa eget Huus, dog maa
antages, at Forbrydelser af
denne Natur ikke uforbigaaelig
kræve Straffens Fuldbyrdelse, og
4. fordi Tiltalte har gode Vidnes-
byrd om sit tidligere Forhold. –
Paa disse Grunde have de
Tilforordnede i Deres Majestæts
Højesteret indstillet, at den Tiltal-
te idømte Livsstraf allernaadigst
maatte eftergives ham, imod
at han hensættes til Tugthuus Ar-
bejde paa Deres Majestæts Naa-
de, dog saaledes, at han, om-
end hans Forhold i Straffeanstal-
ten maatte blive godt, ikke
førend efter 5 til 6 Aars For-
løb skulde kunne gjøre sig Haab
om at erholde sin Frihed. –
Skjøndt den ovenciterede Placat
af 7de April 1819 har bekræftet, hvad
allerede Sagens Natur tilsiger, at
svigagtig Brandstiftelse paa hans
eget Huus kan være ligesaa Straf-
værdig, som den Forbrydelse, at
sætte Ild paa Andens Huus, og at
den, som denne, skal ansees med
Dødsstraf, saa finder Kancelliet dog,
at der under saadanne Omstændig-
heder, som de nærværende Sagen frembyder
[Næste opslag: 403 af 582 ve. side]
navnlig at Ingens Liv har været
sat i Fare og at Ilden heller ikke
har truet betydelige Ejendomme ja
at Forbryderen selv forsætligen har
valgt en saadan Tid, hvori ingen
særdeles Fare var at befrygte, er
Grund til at eftergive den Livsstraf
som Loven, der ikke saaledes kan di-
stingvere alle enkelte Tilfælde, har
fastsat. Man holder saaledes med
Højesterets Tilforordnede for, at der
er Grund til at anbefale Tiltalte
til at benaades paa Livet. Der-
imod tror man ikke, med Hensyn
til den begangne Forbrydelses Be-
skaffenhed, at kunne anbefale Tiltal-
te til større Naade end at hensættes
til Arbejde i Fæstningen paa Livstid.
Nærværende Sag frembyder
atter et paafaldende Exempel paa
Assurancer, der, ikke allene i For-
hold til Bygningens Værdie i Han-
del og Vandel men ogsaa med
Hensyn til Priserne paa Bygnings-
materialier, var høit overdrevne,
thi, foruden at Tiltalte har kjøbt
det omhandlede Huus for en Sum, der
efter daværende Qvartalscours
end ikke udgjorde 1/8 af Assurance-
summen, og det endda under Vil-
kaar af successiv Afbetaling i flere
Aar, er Huset strax efter Branden
[Opslag: 403 af 582 hø. side]
hvorved det kun har lidt en Skade,
som udgjør mindre end 1/8 Deel af Assu-
rancesummen, blevet med en nye Taxa-
tion til Brandassurance, hvorved
Bygningsmaterialernes Priser og Ar-
bejdslønnen maae være lagt til
Grund, modsat til mindre end 1/4 Deel
af den forrige Assurance. Dette Mis-
forhold i Assurancerne, der er kil-
den til mange Forbrydelser, og som
gjør Brandassurancerne til en af
de største Byrder, der hvile paa Ejen-
domsmændene, har længe været Gjen-
stand for Kollegiets Overvejelse; men
de store Vanskeligheder, som ere forbund-
ne med en Berigtigelse heraf, hvilken
Kancelliet dog ogsaa har høyst fornøden,
har gjort, at man ei endnu er kom-
met til noget Resultat. –
Efter det Ovenanførte tillader man
sig i dybeste Underdanighed at indstille:
at Tiltalte Muursvend Christian We-
stermann af Birkerød, allernaadigst
maa eftergives den ham ved Høieste-
rets Dom af 19de f. M. idømte Livs-
straf, imod at han hensættes til Ar-
beide i Kjøbenhavns Fæstning paa
Livstid.
Det Kongelige Danske Kancelli den 11te Maji 1825.
Merunderdanigst
Monrad, Ørsted, L…?, Man..?
Hansen
—–
[Afgørelse:]
Vi ville allernaadigst have
Christian Westermann frita-
get for den ham ved vor Høie-
sterets Dom af 19de April sidst-
leden idømte Livsstraf, hvor-
imod han, i Stedet for at lide
denne Straf, hensættes til Ar-
beide i Kjøbenhavns Fæstning
paa Livstid. –
Kjøbenhavn den 11te Maji 1825
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
