I har da ikke været gift!

Jeg har ikke oplevet mine bedsteforældre på min fars side, da de døde tidligt, men jeg har haft mormor og morfar – og de var dejlige bedsteforældre. De var skilt, allerede før jeg blev født. Jeg husker mormor og jeg selv som ca. 5-årig i hendes have bag Brande kirke, og jeg spurgte hende “Mormor har du nogensinde været gift?” “Ja” svarede hun, “jeg har da været gift med morfar”. Jeg blev så irriteret over at hun – bare fordi jeg kun var fem år – prøvede at bilde mig det ind. Jeg forestillede mig simpelthen ikke, at de to havde været gift.

Noget af det, der kan gøre mig rasende, er, at morfar på sin sidste arbejdsdag som cementstøber fik et elektrisk vækkeur efter lang og tro tjeneste. Det er at gøre grin med en udslidt arbejdsmand, der har knoklet hele livet!

Morfar ind på scenen

Min morfar var “Carl Frederik Kristensen” AKA “Carl Baunsgaard”, født den 13. september 1899 i Skærlund i Brande sogn, Nørvang Herred, som den yngste af i alt fire børn. Forud for ham var de tre piger Johanne Kristiane, Ane Kirstine og Thora Karoline. Forældrene – Bertel Kristensen (1859 – 1917) og Emilie Rasmine Elisabeth Schiøtt (1862 – 1923) – havde en hedegård i Skærlund pr. Brande, som han overtog. Et lille kuriosum er det, at Bertels og Rasmines gravsten stadig står på Skærlund kirkegård, for kirkegårdsgartnerne “magter ikke at flytte den store sten med deres lille traktor”.

“Carl Frederik Christensen uddannedes ved landbruget hjemme, overtog 1918 efter moderen fødehjemmet med et tilliggende på 54 tdr. land, drev dette indtil 1925, arbejdede derefter ved forskelligt, blandt andet ved skærveknusning og tørvegravning, var 1944-1949 formand for Stakroge Tørvefabrik, havde en kort tid en ejendom på 11 tdr. land i Blåhøj og virkede derefter i mange år ved Specialbeton i Odense”. Sådan er han beskrevet i den slægtsbog, der blev udarbejdet af firmaet Dansk Slægtsforskning, Fredericia.

Jeg har spurgt min mor hvorfor, morfar overtager fødehjemmet, men kun har det i syv år. Hun fortæller: “Morfar havde kun den store gård i nogle få år, fordi han fik forkøbt sig på moderne landbrugsmaskiner, blandt andet selvbindere. Hans far Bertel drev gården helt uden moderne hjælpemidler, men med heste!”

Disse oplysninger er verificeret via tingbogen og gengivet i Brande Gårdhistorie:

Matr. nr. 9-T, Anneksgård, Sdr. Karsthoftevej 13
Skøde til: Bertel Kristensen den 24.8.1889, tinglyst den 14.2.1890
Skøde til: Carl F. Kristensen den 1.3.1919, tinglyst den 28.12.1922
Skøde til: Udlægsskøde til møller P. Chr. Pedersen, tinglyst den 6.9.1929
Skøde til: Marinus Lund, tinglyst den 1.11.1929 (Marinus Lunds speciale var at købe forsømte ejendomme, sætte dem lidt i stand, og så sælge dem igen (med fortjeneste))
Skøde til: Holger Mortensen, tinglyst den 2.2.1934
Skøde til: Herluf Mortensen

Mormor og morfar blev viet i Blåhøj Kirke den 5. november 1933. Præsten skrev: “Ungkarl Arbejdsmand Carl Frederik Kristensen. Født i Skærlund, Brande Sogn, Vejle Amt, den 13. September 1899. Søn af Husmand Bertel Kristensen og Hustru Emilie Rasmine Elisabeth Schiøtt af Skærlund og Ungpige, Husbestyrerinde af Blaahøj Mary Christensen, født i Ellinge Kongepart, Højby Sogn, Holbæk Amt, d. 8. februar 1910. Datter af Maler Niels August Christensen og Hustru Anna Caroline Marie Carlsen af Højby Sogn. Forloverne: Arbejdsmand Andreas Marinus Lindsted og Arbejdsmand Anders Kristen Jensen. Viet af sognepræsten i Blaahøj Kirke. Anmærkninger: Den borgerlige Myndigheds Attest udstedt af Sognefoged Niels Møller, Omvraa 20. oktober 1933.”

Morfar var altså 34 år, før han giftede sig med en kvinde, der allerede havde to børn med to forskellige mænd, som jeg ikke – trods alle anstrengelser – har kunnet opspore; disse hemmeligheder har mormor taget med sig i graven. (Opdatering 24-08-2006: Det lykkedes alligevel at finde de to. Her kan du læse historien om Mormor og alimentationssagerne – to fædre bliver til.) Hun havde sønnen Hans Juhl Christensen med sig i “Husbetyrerindepladsen” i Blåhøj, mens datteren Anna Grethe Margith Christensen var kommet i pleje hos en familie i Ods Herred. Morfar ville gerne have, om de også havde Margith hos dem, men sådan blev det ikke. Sammen fik de i 1935 min mor Jytte Baunsgaard Kristensen.

Mormors far Niels August Christensen døde i 1940, og præsten skrev i kirkebogen følgende: “1940. Dødsdato 14. eller 15.9 – 1940, Ellinge Kongepart, Højby Sogn. Findedato 16.9.1940. Begravet 20-09-1940, Højby Kirkegaard Malermester på Ellinge Kongepart, Højby Sogn, født i Lumsaas, Højby Sogn 15. august 1881, søn af indsidder Ole Christensen og Hustru Elisabeth Nielsen. Hans fraskilte Hustru hedder Anna Caroline Marie Carlsen, deres sidste fælles bopæl var paa Ellinge Kongepart. Anmærkning: Skifteattest fra Nykøbing Sj. 16/9-40.” Han begik selvmord ved hængning.

Tilbage til vores hovedperson

Men tilbage til vores hovedperson i dette glimt af historien: Carl Frederik Kristensen, som var et ganske almindelig menneske, der knoklede for at få enderne til at hænge sammen uden at det rigtig nogensinde lykkedes. På sine gamle dage (ca. 1975/76) boede han i Odense og sad i en lille pensionistbolig på Brammingevej i Odense, der dog var mindst fem gange større end den mikroskopiske bolig han i mange mange år havde i Allégade (vist nr. 64) i Odense. Jeg har – efter jeg startede på slægtsforskning – været nede i Allégade og fundet boligen og set hvor småt, det var. Jeg vil mene, at der ikke er mere end 8m2 og med toilet i gården. Men ingen kunne som morfar stege en flæskesteg med sprød svær i en gryde! Og hans stikkelsbærgrød, hvor bærene kom fra hans kolonihave, fandtes ikke bedre.

I hans tid i pensionistboligen på Brammingevej, besluttede en eller anden i slægten, at der skulle laves en slægtsbog af firmaet Dansk Slægtsforskning i Fredericia. Slægtsbog for efterkommere efter JOHANNES FREDERIK SCHIØTT, mølleejer i Hastrup Mølle, Thyregod Sogn, født 1800 var én af mine indgange til slægtsforskningen – og jeg har respekt for det stykke arbejde, der er lavet. Til bogen fortæller morfar selv de kommende afsnit, der er et lille uddrag af 97 små ark brevpapir.

De 97 små ark findes fortsat, og jeg ville give meget for selv at renskrive dem og gøre dem tilgængelige, for i dem findes blandt andet en udførlig beskrivelse af, hvordan morfar følte det, da han i 1925 gik på tvangsauktion med sine forældres ejendom i Skærlund, og hans egen beskrivelse af, hvordan det var at tage mormor med til præsentation i familien – husk på, at omkring 1933 var det ikke så almindeligt for en flot ungkarl at gifte sig med en kvinde, der allerede var mor til to. Jeg vil altid være trist over slutningen: “For lang og tro tjeneste fik han overrakt et elektrisk ur”. Det var det rene røveri, at han efter at have medvirket til en million-virksomhed fik en elektrisk vækkeur!

Teksten er af morfar

Til slægtsbogen fortæller morfar om sit liv (tegnsætning mv. er hans):

“Carl Frederik Christensen er født 1899. Han blev gift 1933 med Mary Kristensen født 1910. Carl måtte tidligt hjælpe til med det daglige arbejde på gården, sprede møg, samle sten, grave tørv, hakke roer, tage kartofler op. Ejendommen bestod da af 40 tdr. land opdyrket hede, og der var seks køer og to heste. Skolegangen var det småt med. Den foregik på en gård, hvor der var lejet en stue til skolestue, og hvor en lærerinde underviste børn fra 7 til 10 år i én klasse. Om sommeren gik man kun i skole om lørdagen.

Sådan gik barneårene med lidt skole og meget arbejde. Forældrene var flittige og stræbsomme og fik med god hjælp af børnene en pæn ejendom ud af det med gode bygninger og en god besætning. Da Carl var 17 år døde faderen af kræft efter to års svær sygdom, og uerfaren som Carl var, måtte han nu stå for driften af ejendommen sammen med sin efterhånden svagelige mor. For letsindige køb af maskiner sammen med uheld i besætningen skabte stor gæld, og selv om søsteren Thora efter moderens død i 1923 hjalp ham flittigt, så lykkedes det ham ikke at overvinde vanskelighederne, så ejendommen gik på tvangsauktion. Carl skriver selv herom:

“Nu stod jeg alene med det, søster Thora var hjemme som en slags husholder. Jeg havde en ung karl til hjælp, men det var alligevel Thora, det gik ud over, hun sled og puklede, jeg havde begyndt at køre tørv og troede, jeg kunne køre igennem, hvad jeg ikke kunne, måske, hvis det havde været i dag, men dengang var det, som der hele tiden blev spændt ben for mig. Jeg ville have min gæld samlet på ét sted, så jeg bedre kunne afdrage den. Det ville Eriksen og Kristensen i Esbjerg, der var korn- og foderstofgrosserer og sammen med Blåhøj Mølle, ikke gå med til. Hvis jeg ikke kunne betale, ville de gøre udlæg i ejendommen, så jeg var færdig. Det hele var for mig at se en fælde, der var lagt gævt til rette.

Det var ikke rart på auktionsdagen at stå til skue for dem, der var kommet for at overvære auktionen, det var, som man kunne mærke, at de tænkte: “Nu har han da fået sat det over styr, som hans forældre har slidt for”. Det er ikke nogen rar fornemmelse at få, det har på en måde haft stor indflydelse på mig, det gik også ud over min søster Thora, der havde slidt i det for at hjælpe mig og intet fik ud af det. Jeg havde jo prøvet for lidt og var for selvklog.”

Carl arbejdede derefter en tid med skærveknusning og tørveæltning hos Alfred Nielsen. Blandt andet leverede de skærver til jernbanen Thyregod-Tørring. Senere gik turen til Sjælland, hvor han arbejdede med grøftegravning og dræningsarbejde og blev efterhånden så dygtig, at han fungerede som sjakbejds. Disse arbejdssjak, der rejste rundt fra det ene arbejdssted til det andet, førte et frit liv, og Carl fortælle i sine erindringer mange muntre episoder fra den tid.

Også København skulle jo opleves, og Carl fortæller blandt andet:

“Lørdag aften damper vi ind til byen, vi havner i “Den røde Lygte” i Tordenskjoldsgade, besøger også “Det grønne Træ”, “Kristian den 4.” og “Falken”, til sidst havner vi i “Slæven”, hvor der er åbent til kl. 5 om morgenen. På den tid kan vi komme ind i “Bommen” og “Tuborg”, der ligger i Sverrigsgade.

Jeg har også set en del af byens seværdigheder, men det interesserer mig ikke ret meget. Jeg kan ikke lide en storby, jeg skal være ude i det frie land og venter på at komme hjem i mosen, det er noget andet end storbyen, her holder man ikke sådan sjov med hinanden som hjemme, det er der ikke tid til her. Alle vegne bliver man antastet af bumser, der vil sælge noget, de kan være meget nærgående, det eneste de forstår er: “Skrub ad H. til”. Der er mange ting, man lærer efterhånden.”

De to træffer hinanden

Årene fra 1926-1933 gik med skiftende arbejde rundt om i landet. I 1933 traf han Mary, og de giftede sig i november 1933 og bosatte sig i en lille toværelses lejlighed.

Carl fik nu igen arbejde hos Alfred Nielsen dels i et mergelleje, dels i mosen, og selv om arbejdslønnen var lille, blev der efterhånden samlet lidt møbler til det lille hjem.

I 1937 fik Carl influenza, efterfulgt af lungebetændelse og dobbeltsidet bughindebetændelse, og da det var næsten umuligt at få nogen form for hjælp, blev det et økonomisk hårdt slag for familien.

Efter sygdommen gik det fremad igen med skiftende arbejde ved dræning, mergling, tørveæltning mv., resulterende i, at de kunne købe en lille ejendom på 11 tdr. land ved Blåhøj Mejeri, som han drev nogle år samtidig med arbejdet ude.

Omkring 1947 flytter familien til Ellinge Lyng på Sjælland, men Carl fortsætter med at arbejde rundt om i landet, så han er meget borte fra familien. I 1952 kommer Carl til fabrikken Specialbeton i Odense som støbemester, og den efterhånden faste adskillelse fra familien ender da også med separation og skilsmisse.

I 1968 måtte Carl ophøre med arbejdet og gå på folkepension. Den sidste dag på virksomheden takkede ledelsen ham for lang og tro tjeneste, og han fik overrakt et elektrisk ur.”

Kilder
Brande Gårdhistorie: Hefte nr. 7, Skærlund og Brogård, 1. del
Kirkebog, Blaahøj 1923 – 1934 side 200 (C450E-2)
Kirkebog, Højby, 3-368-19, fol. 345
Slægtsbog for efterkommere efter JOHANNES FREDERIK SCHIØTT, mølleejer i Hastrup Mølle, Thyregod Sogn, født 1800. Dansk Slægtsforskning, Fredericia, 1977