Historien om ægteparret Harboe og Gørtzen
Bolette Cathrine Harboe, født ca. 1747, er min tip4-oldemor. Her har du en grafisk fremstilling af relationen.
Hun var gift to gange: første gang med Niels Simonsen (viet ca. 1767) og anden gang med Andreas Gørtzen den 28. november 1777. Andreas Gørtzen giftede sig med Bolette og fik så at sige Herlufmagle Kro “med i købet” ved vielsen. Jeg har besøgt Næstved Lokalarkiv og i deres gemmer fundet overlærer Rasmus Nielsens samlede beretning med udgangspunkt i kroen. Herunder finder du den del af kroens historie, som jeg kan relatere til min slægt. Læs gerne følgende som historien om:
- En næringsdrivendes besværen sig over skattetrykket,
- Sammes søgte undskyldninger om den kvalitetsforringelse, som øl indkøbt i den nærmeste købstad vil undergå, hvis det skal fragtes til Herlufmagle ad de elendige veje om vinteren, og
- Konkurrenternes nidkære vogten på hinanden, herunder udsendelse af spioner, for at sikre, at intet går fra dem selv.
Har du ønsker om selv at gå dybere i historien om Herlufmagle Kro, skal du til Næstved Lokalhistoriske Arkiv (som efter 1. januar 2010 i stedet hedder NæstvedArkiverne) og spørge efter Arkiv nr.: A 10.217, 1983/397, lb. 5.
Arkiv nr.: A 10.217, 1983/397, lb. 5
Findes i original på Næstved Lokalhistoriske Arkiv. Renskrift (til og med ejer Lars Christensen, s. 42) foretaget i maj 2004 af Hanne B. Stegemüller.
Bemærk: Jeg anvender nutidens skrivemåde (navneord med lille, skulle og ville uden d, å og ikke aa, mv.) med mindre der er tale om direkte citater fra originale kilder. Tegnsætningen er Rasmus Nielsens. Rasmus Nielsen har forklaret visse ord. Disse er af ham anbragt i firkantede parenteser[]. Hvor jeg ikke har kunnet læse manuskriptet, er anvendt _ for enkelte bogstaver eller _____ for hele ord. Mener jeg at have kunnet læse ordet, men alligevel er i tvivl, er dette angivet ved [?]
Herlufmagle Kro; Ved Rasmus Nielsen, cand. phil., overlærer i Næstved; Næstved 1948
Herlufmagle Kro
Postkort af Herlufmagle Kro Herlufmagle Kro er en af de ældste kroer på Sjælland, __ den nævnes i Kong Kristian den andens forordning af 1521 om, at der skulle være 28 kroer ved landevejene, mellem byerne på Sjælland og afstanden mellem kroerne skulle være 2 mil. I forordningen står: I_em (ligeledes) mellem Næstved og Ringsted en kro i Helløvmagle (det gamle ord for Herlufmagle; men om der var nogen kro i Herlufmagle i 1521 kan ikke siges med sikkerhed: thi det kan også være, at den først skulle oprettes; der er dog en sandsynlighed for, at der var en kro i Herlufmagle i 1521.) Foruden Herlufmagle Kro nævnes der i 1521 fire andre kroer i Præstø amt, nemlig Sallerup i Køng song, Bjæverskov, Fakse og Præstø. Der går nu næsten 200 år hen, før jeg trods ivrig søgen har fundet nogen efterretning om Herlufmagle kro.
Privilegiet i januar 1721
“Vi Frederik den Fjerde af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, der Venders og Goters, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarksen, Greve i Oldenborg og Delmenhorst gør alle vitterligt, at Vi efter Simon Nielsens allerunderdanigste Ansøgning og Vores Justitsraad og Amtmand over Vordingborg Amt Os elskelig velædle og Velbyrdige Caspar Martin Schøler hans derom indkomne Erklæring og ved Vores Resolution af 7. Juli indeværende Aar allernaadigst har bevilget og tilladt, saasom Vi og hermed ved dette Vort aabne Brev allernaadigst bevilger og tillader, at bemeldte Simon Nielsen maa i hans Livstid i Herlufmagle Sogn og By under Vordingborg Amt i Sjælland beliggende, alene holde et Kro- eller Værtshus, og der falholde alle Slags ædende og drikkende Varer for alle og enhver, som det maae behøve og begære; dog skal ham ikke være tilladt selv at brygge og brænde, men han skal forpligtet at tage de varer, som ved dette Krohold kan konsumeres, i nærmeste Købstad, saa og derforuden være forbunden af Kroen til Vordingborg Amtsstue at svare aarlig 6 Rdl samt Kroen altid i forsvarlig Stand at holde; for det øvrige har han sig efter Loven samt Vores om Krohold og Konsumptionen allernaadigst udgangne Forordninger allerunderdanigst at rette, saafremt disse Privilegier ikke skal være forbrudt og aldeles ophævede. Forbydendes alle og enhver herimod, eftersom foreskrevet staar, at hindre eller i nogen Maade Forfang [?] at gøre under Vor Hyldest og Naade. Givet paa Vort Slot Frederiksborg d 21. Juli Ao 1721.
Under Vor Kgl. Haand og Signet
Frederik Rex
C. Güldencrone, W. Helt, I. Schader
/M. Basballe”
Dette privilegium blev konfirmeret og stadfæstet af Kristian den sjette 30. januar 1731. Dette var det første kgl. privilegium, Herlufmagle Kro fik, da der ikke i det henvises til noget tidligere privilegium, mens der i alle de følgende privilegier henvises til det foregående.
Simon Nielsen var ikke tilfreds
Simon Nielsen var ikke tilfreds med dette privilegium, for han ikke selv fik lov til at brygge øl og brænde brændevin, men skulle hente sine drikkevarer i Næstved, når han ikke fik lov dertil var grunden den, at Herlufmagle Kro ligger kun en mil fra Næstved, mens en kro skulle ligge 2 mil fra en købstad for at få lov at brygge øl og brænde brændevin.
Simon Nielsen brød sig ikke videre om privilegiet, men fortsatte med at brygge øl og brænde brændevin ligesom han tidligere havde gjort. Ja, Næstved Magistrat (Borgmesteren og de to rådmænd) påstod, at han brugte 2 a 300 tdr. malt om året, hvorved han snød kongens kasse for henved 100 Rdl. Der skulle nemlig ikke betales statsskat af malt på landet. Borgerne [?] i Næstved så skævt til Herlufmagle Kro. Han købte dog sikkert lidt øl og brændevin i Næstved.
Så udkom der en kgl. forordning den 30. april 1734 om, at ingen af de kroholdere, som havde tilladelse til at holde kro på landet, men som efter deres privilegium var forpligtet til at tage deres øl og brændevin i den nærmeste købstad hverken måtte brygge øl eller brænde brændevin til at sælge og udtappe, ja de måtte ikke engang have en brændevinskedel i huset. Borgerne i købstæderne fik ret til i en afstand af 2 mil fra byerne at undersøge, om der i gårde og huse blev brændt brændevin eller fandtes brændevinsredskaber, hvorefter de ved retten kunne rejse tiltale mod dem, som gjorde det. Den, som overtrådte forordningen, kunne idømmes en bøde på 20 Rdl.
Simon Nielsen fortsatte dog med at brygge og brænde. Der var nemlig en overgangstid på 3 måneder, før forordningen fuldt ud trådte i kraft. Men omsider besluttede han dog at gøre noget. Han sendte følgende lange skrivelse til Amtmand Caspar Martin Schøller over Vordingborg amt om at få lov til selv at brygge og brænde mod at svare en vis årlig afgift til Næstved:
Simons brev til amtmanden
“Højædle og velbaarne Hr. Konferensraad! Min højgunstige Hr. Amtmand! Efter den herved følgende Kopi af mit allernaadigste Kongelige Privilegium af 21. Juli 1721 ses, at jeg af samme er allernaadigst tilladt at holde Kro i Hellemagle til de rejsendes Nytte, derom vil min højgunstige Hr. Amtmand vil herved have underdanigst fremlagt med den Ansøgning at maatte blive taget i saadant Forsvar, at jeg deraf maatte finde at Deres Velbaarenheds Forestilling til høj[?] Stiftsbefalingsmanden kunde udvirke, at mit allernaadigste Privilegium maatte ved de høje Herrers Bevaagenhed dog til dette lidet Sted uomgængeligt fornøden for de rejsende i alle Tilfælde conserveres [bevares].
Da dette Sted ikke alene i 4 Kongers højpriselige Regeringstid er allernaadigste Privilegier forundt, men endog beskærmet og forsvaret af naadige Øvrighed, derfor jeg ofte over min Evne har saa rigeligt stræbt ikke alene aarligt betalt til amtsstuen min ansatte Summa 6 Rdl., men endog af det lidet Sted bleven i mange Aar sat i Skatter og Krostyr[?] [en statsskat], og jeg, som ikke besidder Hartkorn, har dog som en tro Undersaat efterlevet min Højøvrigheds Taksation.
Men skulle jeg nu efter Hans Kgl. Majestæts sidste allernaadigst udgangne Forordning om Kroholderi, 2. Artikel, anses at være i det Fal af at brygge og brænde, var det min ganske yderste Ruin; Hvornaar det maatte min højgunstige Hr. Amtmand denne min enfoldige Demonstration tage til Eftersyn, da er dette Sted fæstet til mig af Gisselfelds højnaadige Herskab imod aarlig Afgift, og har jeg til de rejsendes Nytte efter mit allernaadigst erhvervede Privilegium indrettet Værelser med Behør samt Remiser og Staldrum, saa der ikke fattes noget for de rejsendes Bekvemmelighed og holder tillige Vin og fransk Brændevin osv. _aa det jeg altid upaaklagelig kunde staa min Højøvrighed til Ansvar i det, som fordres af et privilegeret Sted, skulde jeg da nu blive indberegnet herefter iblandt dem, som den høje Øvrighed kunde unde ved vor Kongelig Naade at maatte blive tilladt at lade skænke Øl og Kornbrændevin, maatte jeg ønske at have alene besiddet 5 Fag Hus endnu, om jeg ikke bliver taget i Forsvar, umuligt kan dette Sted vedligeholde. Eftersom jeg skulde hente mit Øl i Næstved By, som er over en Mil, vilde det blive for kostbart, saavel for de rejsende ubehageligt, at det [øllet] var rørt og skumplet, men allermest for den fattige besværligt, naar jeg saaledes maatte udtappe det, og der skulde ogsaa betales Vognleje, saa vilde følge en almindelig Klage over Øllets Pris, især da det meste jeg afsætter, er til Markedsfolk, som passerer frem og tilbage.
Thi det fattige Sogns Hoveriønsker kan jeg med Sandhed sige, mer køber i Potte-Skillingsøl end formaar at nyde det, som er dyrere, hvoraf med videre kan Deres Velbaarenhed kende, at dette Sted undgaar[?] til min ubodelig Skade og de rejsendes Nokdel [Skade], naar mine Hænder blev saa bundne i Anledning af den Kongelige allernaadigst udgangne Forordning, da for at undgaa saadan Fare maatte jeg hellere slide min og Hustru__ øvrige Livstid i Rolighed end at blive sat tilbage, ved det jeg ikke kan overkomme med Heste og Vogn og Tønder at hente Øl saa langvejs fra, og jeg skulde dog formene den fattiges Klage, om saadant tyndt Øl vilde gaa i højere Pris end sædvanligt, det mit Hjerteslag aldrig kunde tillade at høre saa lidt som min Samvittighed deri vilde bryde; men naar dette priviligerede Sted maatte som andre langt fra Købstæder liggende søge en lille Næring, var jeg ikke alene villig til at sørge for de rejsendes og de fattiges Tarv, men endog til Næstved Købstad at betale taalelig Penge, paa det af Konsumptionens Intrader [Statsskatten] ikke derved skulde tilføjes nogen Afgang, og skal jeg da altid rette mig saaledes, ikke alene i den Lydighed, jeg er min ansatte Øvrighed skyldig, men endog holde dette lidet Sted i saadan Stand, som en privilegeret Kroholder og Værtshusmand allerunderdanigst er forbunden [forpligtet til] og jeg kan vente da deraf denne min ydmygste Demonstrations Nytte ved Stiftsbefalingsmandens Medvirken i lige af det højlovlige Kammerkollegiums Decision [Finansministeriets Afgørelse], som naadigst maa bifalde denne min lovlige Ansøgning: om Anledning da til min allernaadigste Konge ifølge denne min Memorial [Skrivelse] lader underdanigst bilægge; jeg lever da i det underdanigste Haab, at Hr. Amtmanden dette Steds nødvendige Krohold i gunstig Protektion [Beskyttelse] antager, saa jeg fattige, gamle Mand med mine kunde nyde dette lidet urolige Brød og svare de mig paalagte idelige store Afgifter. Jeg forbliver Højædle og Velbaarne Konferensraads underdanige Tjener
Simon Nielsen
Hellemagle, den 8. Juni 1734.”
Amtmand Schøller sendte denne skrivelse til stiftamtmand og stiftsbefalingsmand over Sjælland Johan Ludvig von Holstein, og hos ham blev den liggende.
Der spioneres
Den 13. august 1734 kom der pludselig nogle borgere fra Næstved ud til Herlufmagle Kro for at undersøge, om Simon Nielsen stadig brændte og bryggede, og de fandt da 5 tdr. nyligt brygget øl, og de aflagde vidnesbyrd derom ved Næstved byting, og der var også tale om at han skulle betale en mulkt; men han betalte vist ingen.
Han er måske nok nu blevet lidt forskrækket, og han sendte så følgende ansøgning til kongen:
Simons ansøgning til kongen
“Stormægtigste Allernaadigste Arvekonge og Herre: i dybeste Underdanighed understaar jeg undertegnede herved at andrage, hvorledes jeg for rum Tid siden af Gisselfelds Herskab her i Sjælland har bekommet i Fæste en paa Landevejen imellem Ringsted og Næstved samt Vordingborg liggende kgl. privilegeret Kro i Hellemagle Ny på Vordingborg Amt, hvor jeg og ved Guds Forsyn har haft mit nødtørftige Brød til Dato. Men allernaadigste Arveherre og Konge! siden det allernaadigst har behaget Eders Kgl. Majestæt ved den om Krohold sidst udgangne Forordnings 2. Artikel at befale at tage Øl og Brændevin i nærmeste Købstad efter Privilegierne, vil det falde mig og Efterkommere alt for besværligt saa lang en Vej fra Næstved By de Drikkevarer at hente, som jeg for de rejsendes Nytte er pligtig at holde, idet der derover vilde kommer Klage, naar Øllet er for skrumplet og ofte ikke af den Bonitet, som en privilegeret Kro er pligtig at udtappe, eller naar det skulde sættes i højere Pris, om jeg skulde holde Heste, Vogn, Tønder og Folk at hente saadant med, og det vilde for mig falde bekosteligt som den , der ej besidder noget Hartkorn uden nogle faa Kirkejordsagre, og umuligt igen fra de rejsende at indhente. Da som jeg ikke alene har indrettet en saadan Kro og Herberg med vel apterede Værelser, Senge og Remisser, men endog altid har beflittet de rejsende paa Forlangende med Spisning og Vine at forsyne, saa ingen hidtil sig over mig har kunnet besvære. Og det vil falde mig umuligt saadant at vedligeholde, og derforuden mit Herskabs Udgift at svare samt 6 Rdl. aarlig Afgift til Amtsstuen af Kroholdet at udrede. Saa er herved min allerunderdanigste Bøn og Begæring, at Eders Kgl. Majestæt for mig og alle imellem bemeldte Købstæder rejsende den store Naade vilde have dette Sted som den eneste derimellem priviligerede Kro allernaadigst at conservere [bevare] og fra højstbemeldte allernaadigste Forordning i dette Fald at undtage, hvorimod jeg allerunderdanigst vil være forpligtet at sælge billigere og bedre Drikkevarer til rejsende og fattige end andre smaa Kroer på Landevejene. I forventning af allernaadigst Bønhørelse jeg med dybeste Underdanighed til min Død forbliver Eders Kongelige Majestæts allerunderdanigste ringe Tjener.
Simon Nielsen,
Hellemagle Kro, den 2. Sept. 1734.”
Rentekammerets sagsbehandling
Rentekammeret [Finansministeriet], der behandlede den slags ansøgninger, sendte Simon Nielsens ansøgning til stiftamtmandens erklæring, og han bad amtmand Schøller i Vordingborg om at skaffe nærmere oplysninger fra Simon Nielsen. Man ønskede at vide, om kroen lå ved en landevej, hvor der færdedes rejsende, hvor langt der var til købstæderne, hvordan vejen var fra Næstved til Herlufmagle, og hvor meget han svarede af kroholdet til amtsstuen, købstaden og i fæste.
Simon Nielsen svarede 27. decbr. 1734, at Herlufmagle Kro ligger ved en alfarvej for rejsende. Der er 7 mil til Korsør, hvorfra de rejsende skal passere forbi Herlufmagle Kro til Købehavn, over 2 mil til Ringsted, tværs over landet 5 mil til Vordingborg og en mil til Næstved, fra hvilke 4 steder landevejene forbi mit iboende sted rigtigt passerer.
Vejen til Næstved var meget slem om vinteren. De drikkevarer, som han hentede i Næstved, tog derfor ofte skade, før han fik dem hjem. Han svarede ifølge sit privilegium 6 Rdl. årligt til Amtsstuen i Vordingborg, hvilket bevises ved vedlagte kvitteringer fra amtsforvalter Andreas Teilmann. Han vedlagde en kopi af det kgl. privilegium af 21. juli 1721.
Han havde ellers årligt svaret og betalt til konsumptionsforpagteren [opkræveren af statsskatten] i Næstved 6 Rdl., indtil den senest allernaadigst udgangne forordning om krohold på landet udgik. Han tilbød den nuværende konsumptionsforvalter Johan Frederik Frich de 6 Rdl. for 1734, men han ville ikke modtage dem. Til det høje herskab af Gisselfeld svarede han årligt 1 Rdl. af sit i fæste havende sted. Han havde ellers altid af det lille krohold svaret alle kgl. allernådigst påbudne skatter såsom krigsstyr, brandstyr og kopskat, hvad amtsstuen kunne bevise.
Til slut anmodede han amtmand Schøller om at hjælpe ham til at måtte som forhen selv brygge øl og brændevin imod at svare en vis årlig afgift enten til amtsstuen eller til Næstved, hvad han i en tidligere skrivelse havde foreslået.
Simon Nielsen fik to mænd, som sikkert var forvaltere eller ridefogeder ved Gisselfeld og Hesede, til at afgive følgende erklæring til støtte for hans oplysninger:
Simon får støtte
“Som Sr. [Hr.] Simon Nielsen i Herløfmagle af os underskrevne Johan Evens paa Gisselfeld og Michael Rasmussen paa Hesede har været begæret ham vores Attest at ville meddele angaaende efterfølgende Poster, som han til nærmere Oplysning om sit Krohold finder nødvendigt allerunderdanigst at indlevere til højædle og velbaarne Hr. Konferensraad og Amtmand Schøller. Da følger herom vores Attest saaledes. 1. Sr. Simon Nielsens paaberaabte Sted ligger paa en Alfarlandevej for rejsende. 2 Naar nogen fra Korsør og til København agter at rejse, da fra Fuglebjerg Kro af og til Herlufmagle Kro er 2 Mil, hvorimellem disse tvende Steder ikke noget Sted er for skikkelige rejsende Folk at indlogere, og ligeledes naar de rejsende agter at passere Vejen fra København og til Korsør, da er fra Gjørslev Kro til Herlufmagle Kro ogsaa 2 Mil, hvorimellem heller ikke forefindes nogle andre kroer, som for skikkelige Folk kan være tjenlig at logere ved Nattetider, ligeledes fra Næstbed og til Ringsted er af samme Beskaffenhed som de andre tvende Steder mentioneret [omtalt], saa det er meget fornødent, at Herlufmagle Kro er indrettet for rejsende; ellers er der fra Korsør og til Herlufmagle 7 Mil, fra Herlufmagle til Ringsted 2 Mil, fra Vordingborg til Herlufmagle 5 Mil, fra Herlufmagle til Næstved lidt over 1 Mil. Vi kan ogsaa med al Sandhed melde, at saa længe Simon Nielsen har beboet Herlufmagle Kro, har han holdt forsvarlige Varer for de rejsende, saa vi intet andet har fornemmet, end at de rejsende jo dermed har været fornøjet, og hænder det sig tit og ofte, at rejsende saavel fra København som andre Steder fra, der ankommer, især om vintertider, naar Vejene er Onde, maa derind logeres, og har Simon Nielsen indrettet Logementer saavel for honnette Personer som andre efter Stand og Kondition, som de upaaklagelig kan være fornøjet med. Ellers falder der imellem Næstved og Herlufmagle en ond Vej om Vintertid, hvorfra Simon Nielsen lader afhente sine Drikkevarer.
Denne vores Attest, som anført er, forholder sig saaledes i al Sandhed, og derfor hermed efter Begæring af os attesteres.
Gisselfeld, den 27. Decbr. 1734
J. Evens og M. Rasmussen”.
Så fulgte der med Simon Nielsens skrivelse en attest fra amtsforvalter Teilmann i Vordingborg om, at Simon Nielsen siden 1721 havde betalt en årlig afgift af kroen på 6 Rdl. til amtsstuen.
Imidlertid havde stiftsamtmanden anmodet magistraten [borgmesteren og de to rådmænd] i Næstved om en udtalelse om Herlufmagle Kro. Det var magistraten villig til, og den sendte følgende skrappe erklæring om kroen til stiftamtmanden:
Magistratens erklæring om de virkelige forhold på Herlufmagle Kro
“Underdanig Erklæring på Kromand Simon Nielsens Ansøgning i Hellemagle. Simon Nielsens i Hellemagle, efterdi han er er privilegeret at holde Kro, men dog forbunden [forpligtet] at tage sine Drikkevarer i nærmeste Købstad, som er Næstved, hvorfra hen ligger en Mil, er ikke noget andet at sige imod, end han vel aldrig har efterlevet sine Privilegiers Tilhold. Han Kro er ikke saa meget fornøden for rejsende, siden Kroen ligger kun en Mil fra Næstved, og der imellem Næstved og Ringsted kun er 3 Mil. Hans største Næring bestaar mest og fornemmelig [især] i Hellemagle Bys om omliggende [Beboeres] Søgning, og skulde han svare Konsumtion [Statsskat] efter hans Søgnings Bedrift, tilstod en Komsumtionsforpagter [opkræveren af statsskatten] ham ikke Konsumtionen for 100 Rdl. aarlig, efterdi han vel forbruger 2 á 300 Tdr. Malt om Aaret. Hans Ansøgning er tværtimod hans Privilegium, idet han begærer, at han maa tillades at brygge og brænde, foregivende en Umulighed for ham at hente sit Øl og Brændevin i Næstved, men denne Umulighed, Skade og Bekostning er meget let at remedere; thi vil han, som har saa anseelig Søgning, akkordere med en Borger i Næstved, findes der vel den, som baade skaffer ham Øl og Brændevin saa forsvarligt og for saa billig en Pris, han og hans Gæster kan være fornøjet med, hvilken Borger han da vil unde den Næring og Fortjeneste, bringer han nok baade Øl og Brændevin i Huset, forskaffer selv baade Heste, Vogn og Tønder, saa den Umulighed, han foregiver, er af ingen Betydning, uden for saa vidt[?] han ikke kan have sin store lejlighed til at overtræde sit Privilegium, de kgl. allernaadigst udgangne Forordninger, forsyne andre smaa Kroer og forbyde dem Krohold, som han hidtil har gjort, paa det han som en privilegeret Kromand kan beholde Næringen alene.
Denne hans Ansøgning er da baade stridig imod hans Privilegium, imod alle udgangne Forordninger, ja endog imod Konsumtionsforpagterens Kontrakts 4. Post, og kommer denne hans Ansøgning meget vel tilpas at bestyrke det tagne Tingsvidne, som nu paa Byens Vegne har været foraarsaget at erhverve; thi som han i mange Aar selv har stedse brygget og brændt og ikke efter hans Privilegiers tilhold taget Drikkevarerne i Næstved, lod vi ved Byens Borgere inkvirere [undersøge] hos ham 13. August sidst afvigte, da de fandt 5 Tdr. nys brygget Øl foruden meget andet i hans Kælder og adskillige Steder i Huset; men hvad er hans Undskyldning? Han havde brygget til sine Høstfolk. I hans underdanige Memorial [skrivelse] beklager han sig over liden og Avling, og dog en Sommertid kan han bruge 5 Tdr. Øl til sine Høstfolk. Dersom denne Undskyldning skulde validere [gælde] vilde det altid hedde, han bryggede til sine Folk, og Inkvisitionen [undersøgelsen] ganske forgæves. Vor underdanige Bøn og Begæring er derfor, at Simon Nielsen ikke i sin Ansøgning bliver bønhørt, siden den er ganske stridig imod saavel hans Privilegium som de Kgl. allernaadigst udgangne Forordninger, men at Deres Excellence [Stiftamtmanden] tilkender ham ikke alene at give Mulkt efter sidst udgangne Forordning af 30. April sidst afvigte og betale den paa Tingsvidnets Tagelse anvendte Bekostning; men som det kendelig erfore[?]af hans egen underdanige Ansøgning, at han i mange Aar har tværtimod sine Privilegiers Tilhold har brugt utilladelig Bryggen og Brænden, at han endog som den, der har siddet Hans Majestæts allernaadigste Forordninger overhørig og ulydig, med højere og ansvarligere Straf vorder andet og alvorligt befalet herefter at afholde sig fra utilladelig Bryggen og Brænden, saasom vi er forsikret, han endog oftere siden sidste Inkvisition i hans eget Hus har brygget og samme til Gæster og fremmede bortsolgt, hvorom vi i al Underdanighed forventer Deres Excellences højnaadige Resolution.
Næstved Raadstue, den 16. Oktobr. 1724
N. Rasmussen [Borgmester]
Klingberg [Rådmand]
Guldberg [Rådmand]”
Konsumtionskontraktens 4. post
Konsumtionskontraktens 4. post: “De Kroer, som ligger inden 2 Mil nær Byen og af gammel Tid der har taget deres drikkende Varer skal fremtidigt være forpligtet hos Indvaanerne at tage deres Øl og Brændevin og ikke maa være tilladt selv at brygge og brænde, men dermed i alle Maader at rette og forholde sig efter Forordningen af 13. Marts 1700, dog de Kroer upræjudiceret [uskadt] som med kgl. allernaadigste Privilegier kan være bevilget enten selv at maatte brænde og brygge imod at svare en Afgift til et eller andet Sted, siden det med samme efter de allernaadigste Privilegiers Indhold skal forholdes.”
Konsumtionskontrakten er dateret 8. Decbr. 1733. Konsumtionforpagteren hed Johan Frederik Fich.
Afgørelsen
Amtmand Schøller i Vordingborg anbefalede Simon Nielsens ansøgning og tilrådede, at han fik lov til selv at brygge øl og brænde brændevin.
Stiftamtmanden henstillede til rentekammeret, at Simon Nielsen ikke fik lov til at brygge og brænde, og rentekammeret fulgte denne henstilling, og Simon Nielsen fik afslag på sin ansøgning.
Så måtte Simon Nielsen købe sit øl og brændevin i Næstved; men han kunne ikke tjene så meget, som hvis han selv bryggede og brændte. Det kostede nemlig ikke så lidt mere for en borger i Næstved at brygge øl og brænde brændevin, end det kostede for Simon Nielsen, idet borgerne måtte betale konsumtion af alle fødevarer, altså korn, som førtes ind i Næstved, mens konsumtion ikke blev betalt på landet. Konsumtion (=forbrugsskat) var en statsskat eller told, som af toldbetjente blev opkrævet ved Næstveds 4 porte så vel som ved alle andre købstæders porte, og den fordyrede naturligvis mange varer i byerne. Opkrævningen blev forestået af en konsumtionsforpagter (eller forvalter), som gav en vis årlig afgift så [?] staten for al konsumtion i Næstved. Konsumtionen blev ophævet i 1851.
Det var altså meget billigere for Simon Nielsen selv at fremstille sine drikkevarer; men nu måtte han som sagt bøje sig for kendsgerningen og købe sine drikkevarer i Næstved.
Et nyt forsøg
Han prøvede atter i 1735 at sende en ansøgning til stiftamtmanden om at få lov at brygge og brænde; men han opnåede intet. Ansøgningen lyder således:
“Deres Excellence
Højædle og Velbaarne Hr. Gehejmeraad Kammerherre Stiftsbefalingsmand Hr. Nicolaus Baron af Gersdorff
Højbydende Naadigste Herre!
Jeg takker allerunderdanigst Deres Kgl. Majestæt for mit lang Tid siden meddelte Privilegium paa at holde Kro i Herlufmagle paa den Betingelse at jeg skulde tage mine Varer i Næstved. Men Naadigste Herre! Hvor stor Besværlighed det kan falde for mig at føre Øl og Brændevin i Tønder og Ankere med Skulpen og Beblandelse paa Vejen herind, som er en Mil imellem Næstved og Herlufmagle, og jeg siden maa sælge det ud, som er det eneste, jeg med Hustru og Børn ved at leve af, os til Skade haabes underdanigst Deres Excellence naadigst considerer [overvejer] og saasom jeg har talt med Konsumtionsforpagter Sr. Frich i Næstved, om jeg naadigst maatte blive forundt selv af foranstaaende Aarsag at brygge og brænde, at vi kunde blive akkorderet om Afgiften som han og saa vidt har tilstaaet, men inden højere Resolution derpaa bliver, vil bemeldte Frich ej understaa sig det at indgaa.
Hvorfor jeg er saa meget des højere beføjet, som og i Henseende til min og Hustrus aldrende Aars ringe Næring (hvorpaa jeg dog forhen har faaet og bekostet allenaadigst Privilegium i den højlovelige og højstberømte salige Kong Frederik den Fjerdes Tid og siden af vores nuværende allernaadigst og uskattelige Majestæt konfirmeret) herved til Deres Excellence ar indfalde med underdanigst Bøn og Begæring, at Deres Excellence af sin høje givne Myndighed i naadig overvejende naadigst ved respektive Resolution vilde tillade, at jeg til mit lidet Kroholderi selv maatte brygge og brænde, naar jeg betaler Komsumtionsforpagterne i Næstved deres Del, som til Hans Majestæts Interesse maa opagte slige Ting, og da ej kan være menige Mand til nogen Skade. Jeg i underdanighed herpaa ervarter [forventer] en naadig Resolution og med al underdanigst Soubmission [Ærbødighed] forbliver Deres Excellence Højædle og Velbaarne Gehejmeraad og Stiftsbefalingsmand. Højnaadigste Herres underdanigste og ringe Tjener
Simon Nielsen
Herlufmagle, den 29. Decbr. 1735”
Simons død
Simon Nielsen afstod så i 1741 Herlufmagle Kro til sin søn Niels Simonsen. Hvornår han døde, vides ikke, da Herlufmagle kirkebøger først er bevaret fra 1777.
Næste ejer: Niels Simonsen, 1741-1777
Niels Simonsen overtog Herlufmagle Kro efter sin fader i 1741 og fæstede den af Gisselfeld for 15 Rdl. årligt. Hvor meget han betalte i indfæstning, vides ikke.
Den 5. april 1741 sendte Niels Simonsen en ansøgning til kongen om at få bevilling til at holde Kro i Herlufmagle og tilladelse til selv at brygge øl og brænde brændevin på den betingelse, at han i stedet 6 Rdl., som hans fader årlig havde givet, ville årligt betale 12 Rdl. til hans majestæts kasse.
Rentekammeret sendte 2. maj Niels Simonsens ansøgning til stiftamtmandens erklæring. Han svarede rentekammeret 7. juli samtidig med at han sendte det Niels Simonsens ansøgning, at han ville foreslå, at Niels Simonsen skulle betale 15 Rdl. årlig til kongens kasse og 8 Rdl. til Næstved, hvis han blev tilladt selv at brygge og brænde.
Så skrev rentekammeret til amtmand Schøller i Vordingborg om, at han skulle spørge Niels Simonsen, om han ville give de 15 Rdl. og de 8. Niels Simonsen svarede Schøller, at han ville betale de 15 Rdl. til kongens kasse, men kun 5 Rdl. til Næstved. Dette svar sendte Schøller til rentekammeret 26. juli.
Rentekammeret henvendte sig atter 5. august til stiftamtmanden og bad om hans erklæring. Han foreslog nu, at Niels Simonsen skulle betale 15 Rdl. til kongens kasse og 6 Rdl. 3 Mk. til Næstved, hvilket Niels Simonsen gik med til, og han fik da følgende kgl. privilegium:
Niels Simonsens kongelige privilegium
“Vi Kristian den sjette osv. gør alle vitterligt, at Vi efter allerunderdanigst gjorte Ansøgning og Os elskelig Nicolaus Friherre af Gersdorph, Ridder, Vores Stiftsbefalingsmand over Sjællands Stift og Amtmand over Københavns Amt, hans den 7. Juli og 22. August sidstleden afgivne Erklæringer har bevilget og tilladt, ligesom Vi og hermed bevilger og tillader, at Niels Simonsen maa fremdeles og indtil videre holde Kro eller et Værtshus i Herlufmagle By og Sogn beliggende under Vordingborg Amt, som hans Fader Simon Nielsen har været bevilget og nu til ham skal være afstaaet, saa at bemeldte Niels Simonsen de rejsende saavel som andre med behøvende Logementer samt Spise- og Drikkevarer til Nødtørftighed og for en billig Betaling sammesteds skal betjene, saa skal det og være ham tilladt der ved Stedet at brygge det Øl og brænde den Brændevin, som til Kroholdet behøves, mod at han foruden de 6 Rdlers Afgift, som nu gaar af denne Kro, endog svarer i Stedet Konsumtion 9 Rdl., og saaledes herefter 15 Rdl i Vores Kasse rigtig erlægger, samt ellers betale til Næstved Ny hvert Aar Rdl. 3 Mk. For øvrigt har han bemeldte Kro i forsvarlig Stand at lade holde ved lige og sig dermed i alle Maader efter Loven samt de m Krohold allernaadigst udgangne Forordninger at rette og forholde, saa at Kroen ikke til noget Fylderi eller Tidsspilde for Bonden eller andre vorder musbrugt, saafremt dette Privilegium ikke alene derved være forbrudt og aldeles ophævet. Forbydendes alle og enhver som skrevet staar, Hinder eller Forfang herimod at gøre under Vor Hyldest og Naade.
Givet paa Vort Slot Frederiksberg, den 29. Sept. 1741
Under Vor Kgl. Haand og Segl.
Christian Rex.”
Starten
Kun til de rejsende!
Så bryggede Niels Simonsen Øl og brændte Brændevin og svarede de i privilegiet nævnte afgifter til 1757.
1. Febr. 1757 kom der en kongelig Forordning om, at Kroer på landet kun måtte sælge brændevin til rejsende, mens sognets bønder ikke måtte sidde på kroen og drikke, men kun kunne hente brændevin der til eget forbrug.
Ved en kgl. resolution af 23. Novbr. 1757 bestemtes det, at der af alle brændevinsbrænderier på landet skulle svares 100 Rdl. i afgift af hver tønde eller 136 potter. I løbet af et par måneder havde næsten alle privilegiehaverne opgivet deres ret til at brænde brændevin. Niels Simonsen holdt også op.
Trods det, at Niels Simonsen ikke efter 1757 brændte brændevin eller måtte servere for omegnens bønder vedblev han dog i de følgende 10 år at svare de 15 Rdl. + 6½ Rdl.; men da kroens indtægter efterhånden blev mindre og mindre, sendte han i 1767 en ansøgning til kongen om at afgifterne blev nedsat, da han ikke længere kunne betale dem. I den anledning sendte rentekammeret følgende resolution til kongen:
Rentekammerets resolution til kongen
“Stormægtigste Konge
Allernaadigste Herre!
I Herløvmagle Kro under Vordingborg Amt findes en gammel privilegeret Kro, hvoraf, imedens Kroholderen forbunden at tage det falholdende Øl og Brændevin fra nærmeste Købstad, har været svaret 6 Rdl. aarlig; men da han under 29. Sept 1741 blev tilladt selv at brygge og brænde, er Afgiften til den kgl. Kasse for forhøjet til 15 Rdl. årlig foruden 6½ Rdl., han erlægger til Næstved Ny til Erstatning for hvad den derved i sin Næring afgaar, hvilke Afgifter hidtil er svaret, uanset Brændevinsbrænderiet siden ophørte efter Forordningen af 23. Novbr. 1757. Men nuværende Kroholder Niels Simonsen foredrager, at det bliver ham umuligt, saa længe Brændevinsbrænderiet der er ophørt, fremdeles at udrede denne høje Afgift, saa meget mere som han formedelst overgangen Ildsvaade er med Hustru og Børn geraadet i fattige Omstændigheder og beder derfor, at samme maa modereres.
Da anførte til den kgl. Kasse ansatte Afgift 15 rdl. har sin Grund lige saa vel i det efter Forordningen nedlagte Brændevinsbrænderi som den ved Stedet forblevne Kroholderrettighed med Bryggerifrihed, og bemeldte Afgift er ej alene højere, end hvad andre Kroer af lige vilkaar svarer, men endog efter Amtmandens Eragtning [Udtalelse] falder Supplicanten [Ansøgeren] utaalelig, saa skulde vi til Eders Mejestæts allernaadigste Resolution indstille, at samme Afgift maa fra indeværende Aars Begyndelse modereres til 9 Rdl. aarlig, og altsaa de 6 Rdl. bortfalder. Vi forbliver til Vor Død Eders Kgl. Mejestæts allerunderdanigste tro pligtskyldigste Tjenere.
Rentekammeret, den 9. Juni 1767.
Kongens svar
Efter anførte Omstændigheder bliver de for Vor Kasse af Kroholdet i Herlufmagle under Vordingborg Amt ansatte 15 Rigsdalers Afgift fra indeværende Aars Begyndelse og fremdeles til 9 Rdl. aarlig hermed modereret saa at de øvrige 6 Rdl. bortfalder.
Givet paa Vort Slot Frederiksberg,
den 7. August 1767.
Under Vor Kgl. Haand og Sgl.
Christian Rex.”
Niels dør
Niels Simonsen var rimeligvis gift to gange, den anden gang med Bolette Cathrine Harboe, født ca. 1745. Der kendes 2 børn af dette ægteskab:
- Ane Margrethe Simonsen, født ca. 1769
- Maren Simonsen , døbt 1. Januar 177_, men er sikkert død før 1787, da hun ikke nævnes i Herlufmagle folketælling 1787.
Niels Simonsen døde i 1776 eller 1777.
Næste ejer: Andreas Gørtzen 1777 – 1811
Andreas Gørtzen ægtede i 1777 Niels Simonsens Enke Bolette Cathrine Harboe, som var født ca. 1745. Andreas Gørtzen var født ca. 1753. De fik følgende syv børn:
- Niels Simonsen Gørtzen, døbt 20. S.e.Tr, begr. 24. Januar 1780 1¼ år,
- Mette Kirstine Gørtzen, døbt 1. Oktobr. 1779,
- Jacob Gørtzen, døbt 8. Febr. 1781, begr. 3. Maj 1781, knap 3 Måneder,
- Sine Cathrine Gørtzen, døbt 5. April 1782,
- Jacob Pohlmann Gørtzen, døbt 6. August, død før 1. Oktobr. 1784,
- Jacob Pohlmann Gørtzen, døbt 1. Oktobr. 1784, og
- Hendrich Gørtzen, døb 23. S.e. Trin 1785
Andreas Gørtzen fæstede i 1777 Herlufmagle Kro med tilligende jorder af Gisselfeld, som i 1795 solgte Kroen til Baron Frederik Chistian Wedel Jarlsberg til Ravnstrup, hvorefter Andreas Gørtzen så fik fæstebrev af ham 22. Novbr. 1795.
I årene omkring 1787 havde Andreas Gørtzen forpagtet Ravnstrup.
11. december 1798 solgte F.C. Wedel Jarlsberg Herlufmagle Kro tillige med de kroen ved udskiftningen tillagte jorder på 4 tdr. 1 Skp. 2 Folk. 2 Album Hartkorn til Andreas Gørtzen for 2.578 Rdl. til fri og fuldkommen ejendom. Andreas Gørtzen købte i 1810[?] af Kaptajn Neergaard en bondegård i Herlufmagle Nygårde, som står for hartkorn ager og eng 6 Tdr. 4 skp. 2½ album og fik skøde på den 25. oktober 1810.
Desuden ejede han fire huse i Herlufmagle by. Han synes at have været en velstående mand. Han var sognefoged i 1801. Han fik følgende kgl. privilegium:
Andreas Gørtzens kongelige privilegium
Herlufmagle Kro i nyere udgave.
“Vi Christian den Syvende osv. gør alle vitterligt, at vi efter allerunderdanigst gjorte Ansøgning allernaadigst har bevilget og tilladt, ligesom Vi og i Kraft af Vores under 4. Febr. 1771 udgangne Resolution hermed beviger og tillader, at Andreas Gørtzen som nuværende Fæster af dette Sted i Herlufmagle By under Vordingsborg Amt, hvor afgangne Niels Simonsen ved Konfirmations bevilling af 23. Decbr. 1766 allernaadigst har været tilladt at holde et Værtshus og de rejsende med fornødne Logementer samt Spise- og Drikkevarer til nødtørftighed og for en billig Betaling samme Steds betjene imod deraf at svare til Vor Kasse den ved Vores Resolution af 7. August 1767 fastsatte aarlige Afgift 9 Rdl. og til Næstved ligesom hans Formand 6 Rdl. 3 Mk., som i rette Tid erlægges, samt med Vilkaar 1) at Værtshusholderen der paa Stedet vel maa brygge Øl til Værtshusholdets Fornødenhed, men skal derimod aldeles være forbudt at brænde Brændevin, det deraf behøvende og falholdende skal tages i Købtæderne, 2) ligesom dette Værtshus alene er bevilget for rejsende, saa bliver det Værtshusholderen aldeles forment at holde Kro for Sognets Bønder eller andre af almuen, som ikke er vejfarende eller paa deres Rejser passerer bemeldte Sted, under denne Bevillings Fortabelse og videre Straf som for ulovligt Krohold. I øvrigt holdes Værtshuset stedse i forsvarlig Stand ved lige, ligesom og Værtshusholderen dermed i alle Maader har at rette sig efter Loven samt nu udgangne eller herefter udkommende Anordninger, hvorefter alle sig har at rette. Forbydende alle og enhver Hinder eller Forfang[?] herimod at gøre.
Givet i Vor Kgl. Residensstad København, den 6. Decbr. 1777
Under Vor Kgl. Haand og Segl.
Efter Hans Majestæts allernaadigst specielle Befaling.
Moltk. Bardenfleth. Berner. Erichsen”
Andreas Gørtzen fik altså ikke lov at brænde brændevin eller til at servere for beboerne i Herlufmagle sogn. Disse bestemmelser gjaldt endnu i 1863.
Folketællingerne 1787 og 1801 for Herlufmagle Kro
Ifølge folketælling 1787 var der følgende mennesker i Herlufmagle Kro:
Sr. Andreas Gørtzen, 34, Gift, Mand, Gæstgiver og Forpagter paa Raunstrup,
Bolette Cathrine Harboe, 42, Gift, Kone,
Ane Margrethe Simonsen, Hendes datter af 1. ægteskab, 18,
Mette Kirstine Gørtzen, 7, Børn af sidste ægteskab
Sine Cathrine Gørtzen, 5, Børn af sidste ægteskab
Jacob Pouhlman Gørtzen, 3, Børn af sidste ægteskab
Hendrich Gørtzen, 2, Børn af sidste ægteskab
Jacob Gørtzen, 24, Mandens Broder,
Christian Jensen, 15, Tjenestefolk,
Kirstine Bertelsdatter, 51, Tjenestefolk,
Johanne Friderichsdatter, 21, Tjenestefolk,
Birthe Rasmusdatter, 24, Tjenestefolk,
Ellen Hansdatter, 22, Tjenestefolk.
Og folketælling 1801:
Andreas Gørtzen, 49, Gift 1. gang, husbond, kromand og sognefoged,
Bolette Cathrine Harboe, 56, Gift 2. gang, hans kone,
Signe Cathrine Gørtzen, 19, datter af sidste ægteskab,
Karen Henrichsdatter, 26, deres tienestefolk,
Maren Stephensdatter, 24, deres tienestefolk,
Magrethe Annersdatter, 23, deres tienestefolk,
Mandrup Christophersen, 22, deres tienestefolk,
Mads Hansen, 21, deres tienestefolk.
Andreas Gørtzen solge de fire huse i Herlufmagle til Dr. Theol Edward Snedorf Hammer for 800 Rdl. og kroen med al jorden for 28.000 Rdl. 11. december 1810 til Lars Christensen og flyttede til Næstved.
Lars Christensen, ejer af Herlufmagle Kro 1810 – 1813
Lars Christensen, der stammede fra København, købte i 1810 Herlufmagle Kro mv. efter nedenstående skøde:
“Jeg underskrevne Andreas Gørtzen tilstår og hermed vitterliggør at have solgt og afhændet, ligesom jeg herved sælger, skøder og aldeles afhænder til Lars Christensen fra København den mig efter Skøde fra Hr. Kammerherre Baron Wedel Jarlsberg af 11. Decmbr. 1798 tilhørende Herlufmagle Kro, beliggende i Præstø Amt (forrige Vordingborg Amt) i Herlufmagle Sogn og By under Gisselfeld Klosters Birks Jurisdiktion i Tybjerg Herred med dens Bygninger og Jorder af Hartkorn 4 Tdr. 1 Skp. 2 Fdk. 2 Album og ligeledes den mig tilhørende og med Skøde af Kajtajn Neergaard 25. oktober 1810 solgte Bondegaards Jorder af Herlufmagle Nygaarde, som staar for Hartkorn Ager og Eng 6 Tdr. 4 Skpr. 2½ album, med derpaa værende Huse og Bygninger med Inventarium, Rettigheder og Herligheder, Kroholdsbevilling osv., saaledes som den med Dr. Hammer den 15. Oktbr. d.A oprettede Købekontrakt omformelder , og da Hr. Doktoren har anmeldt, at Køberen var Lars Christensen, skal alle førnævnte Ejendomme tilhøre Lars Christensen, eftersom han har betalt mig den derfor akkorderede Købesum 28.000 Rdl. med kontant 2.000 Rdl. og en Panteobligation paa 26.000 Rdl. á 4 pct. p.a.”
Han fik Kgl. Priviliegium den 14. Febr. 1811. Det ligner fuldstændig Andreas Gørtzens; dog skulle han betale 16 Rdl. i årlig afgift til den kgl. kasse.
Lars Christensen kunne sikkert ikke svare renterne af de 26.000 Rdl., som tilhørte Andreas Gørtzen, og andre udgifter, hvorfor han afstod sine ejendomme til Nestor de Bretteville.
Kilder:
Næstved Lokalhistoriske Arkiv
Arkiv nr.: A 10.217, 1983/397, lb. 5
Danske Samlinger
Danske Samlinger IV, side 356
Rigsarkivet
Rentekammerets Ekspeditionsprotokol 1741-45, do. 1776-78, do. 1810-11, do. 1814-15, do 1834 og do 1837
Rentekammerets Konfirmations Ekspeditionsprotokol 1731-40
Rentekammerets Resolutions- og Relationsprotokol 1767
Indenrigsministeriet 1. Departement P. 3763 (1863) og Indenrigsministeriets 1. Departement Register N. 498 (1864)
Indenrigsministeriets Kommunekontors Brevbog 1866 (2. Del), 5951 – 1 Pakke: Mandtal og Beregning over ekstraordinære Skatter 1710-11 i Vordingborg Amt
Diverse Breve og Dokumenter vedkommende Krohold og Brændevinsbrænding i Sjælland 1717-72 og do. 1757-86
Herlufmagle folketælling 1787 og 1801
Landsarkivet:
Herlufmagle Kirkebøger 1777 – 1892; 1 Pakke
Sjællands Stiftsamt. Diverse Korrespondance. Kroerne på Landet 1705-06 og 134-48
Gisselfeld Birks Skøde- og Pantebog 1771-1814, Fol 98, 436 og 533
