Digt af Hans Nyegaard over “Præstegaardens Brand”

Når jeg skal arbejde med et nyt sogn og en – for mig – ny kirkebog starter jeg med indholdsfortegnelsen. Af og til har præsten gjort noget ekstra ud af den første side. Hans Nyegaard i Kregme indleder i maj 1717 med et digt om præstegårdens brand, i hvilket han beretter om sin og familiens oplevelse af branden. Det er ikke så ofte, man kan finde beretninger om enkeltpersoners egne oplevelser i starten af 1700-tallet. Digtet indleder den ældst bevarede kirkebog for sognet.

For mit Embede jeg lide
Nød af paasat Mordbrands Ild
Sen ved mørke Midnats Tide
Da en Storm var heel umild
Gaard og Gods, Halvtresinds Tive
Heste, Kvæg med Svin og faar
blev opbrændt, og gick af Live
Som udi Tingsvidnet staar
Jeg med Hustru som da lagde
i en sygelig Barsel=seng,
og tree smaa Børn blev jagde
nogle her og der i flæng
fick eij reddet uden ilde
Adams blotte Billede
som Gud Naadig spare vilde
Dog vi faren maatte see
Denne Phoenix sig nu reijser
af den Ild og Aske ud
Præste=Gaarden nye opkneÿser
Begge paa det givne Bud.

Dit første Sandhedsvidne
Dit sidste troh___ [ønske]

Hans Nyegaard

Kilde:
Kregme kirkebog, 1-230-1, kort 1 af 7, fol. 1