, , ,

Ydelseskatalog

Nye græsgange

Da jeg alligevel var nede i Kvickly, traf jeg Hvidovre Kirkes kirke- og kulturmedarbejder, og vi talte om kirkens hjemmeside, og at jeg p.t. er uden job. Jeg præsenterede hende for min idé om, at stiftet kunne ansætte mig som en art konsulent for de kirker, der har vanskeligt ved at klare udvikling og vedligeholdelse af hjemmesider og opbygning af profiler på de sociale medier. Hun gav mig et navn: Kåre Gade i Helsingør Stift. Den slags er guld værd.

Idéen med det kirkelige spektrum er: den enkelte kirke er alt for lille til at beskæftige mig i 15 timer ugentligt. Et provsti er nok også for småt, men et stift vil være stort nok til at have behov for mine “ydelser”.

Jeg ridder ikke  så længe, som jeg sadler (eller hvad det nu hedder), så jeg gik hjem og ringede til min gode Morten fra Jobøst. Han syntes, det var en god idé, så det kører vi på med sammen med det firma, han har gang i. Jeg vil gerne, at vi spiller på flere heste, så min tid, i det der jobcenter-helvedet, kan blive kortest mulig. Jeg har lavet ydelseskataloget nedenfor, og så kan Morten – den ekstroverte del af af os to – kontakte Kåre Gade i Helsingør Stift. Jeg tager mig af papirarbejdet, og han står for det “udkørende”, som jeg slet ikke kan. Det er en befrielse at kunne sige det ærligt.

Det, jeg kan se som en knast, er, at stiftet også har en “Mediekonsulent og SoMe-redaktør” ved navn Sarah Auken ansat som en  form for assistent for Kåre Gade. Auken… så er man af præsteslægt og har fortrin, men det skal ikke afskrække mig/os fra at prøve.

Ydelseskatalog

  • Udvikling af lækre websites fra scratch. Senere vedligeholdelse i tæt samarbejde med den enkelte kirke- og kulturmedarbejder.
  • SEO – sikre at det er den enkelte kirke, der kommer øverst ved Googlesøgninger og ikke omvejen via sogn.dk.
  • Optimering af hastighed og mobilvenlighed. Vi skal i dag forholde os til, at ca. 60 pct. af de, der besøger hjemmesiderne, surfer vha. mobil eller tablet.
  • Brugerundersøgelser for at blive klogere på, hvem der bruger vores sider, da det er afgørende for hvilke elementer, der skal være på hjemmesiden. Hvis fx 75 pct. af brugerne er over 60 år, skal der ikke være for meget, der ”hopper og danser”, selvom det ser smart ud.
  • Opbygning og vedligeholdelse af den enkelte kirkes profil på de sociale medier (Facebook, Instagram, Twitter mv.).
  • Stilsikre og ensartede designlinjer. Se gerne: https://supportpcogandet.dk, der netop er redesignet.
  • Udvikling af guides så den enkelte kirke selv bliver bedre i stand til at varetage opgaverne.
  • Gennemgang af skriftlige materialer mhp. at sikre, at den enkelte kirkes faglige profil afspejler sig i kirkens tekster, herunder korrekturopgaver.

Personlig profil

Jeg er 54 år og har en psykisk lidelse. Da den er velbehandlet, hindrer den mig ikke i at:

  • Arbejde struktureret.
  • Trives bedst foran min 32” skærm.
  • Lave pæne, indbydende og stilsikre hjemmesider fx som nævnt tidligere https://supportpcogandet.dk.
  • Koncentrere mig om det samme i lang tid.
  • Holde af alskens læreprocesser og af at finde (nye) løsninger. Gennem de seneste 1½ år har jeg lært meget om SQL-databaser og om backend i fx WordPress.
  • Skrive indlæg på min blog: https://test.stegemueller.dk/blog/ Her er opgaven at skrive indlæg, der blandt andet fortæller om psykisk sygdom, politik, webdesign og i øvrigt om alt mellem himmel og jord.
  • Være noget ”nørdet”.
  • Jeg har gennem otte år været medlem af menighedsrådet ved Hvidovre Kirke, ligesom jeg har været frivillig i forbindelse med konfirmandarbejdet. Opgaven med sidstnævnte har været at tage knivskarpe fotos af deres malede altertavler.

Om stiftet så bidder på eller ej, ved jeg ikke. Men nu er jeg i hvert fald kommet med et udspil, som der kan files på. Jeg er lidt spændt, især da idéen er helt og holdent er min egen. Jeg kan godt uden hjælp!

Det er i morgen, jeg skal til det lokale jobcenter og have pænt tøj på… Jeg leger med på legen, det er jeg nødt til, og har vasket min fedeste trøje fra Red & Green, som faktisk klæder mit ret godt. Kvaliteten er så god, at ingen kan se, at den er årevis gammel – måske mere end ti.

Formålet med det pæne tøj er, at man skal have et billede lagt ind på http://fleksmatch.dk/ sammen med en latterligt lille tekst, så man kan stå “skarpt” overfor div. arbejdsgivere. Idéen med tiltaget er, at arbejdsgivere sjældent er opmærksomme på, at der er fleksjobmedarbejdere i deres område, der kan varetage de opgaver, der trænger til at blive løst. Formålet er i sin grundsubstans ædelt – jeg er bare holdt op med at tro på databaser til jobsøgning. Jeg tror på Mortens model med den personlige kontakt, den er jeg bare ikke i stand til selv at stå for.

Jeg har kigget mig omkring på siden og kan se, at det skarpe fx er:

Jeg er en “ung” pige på 49 år med stor livs- og arbejdsmæssig erfaring, indenfor mange områder.

Oprindelig er jeg uddannet elektronikmekaniker, men brænder for området som salgsassistent indenfor butiksområdet. Jeg har flere års erfaring som butiksassistent bla. hos Superbest

I min fritid er jeg kreativ med bla. blomster og knytning af tyrkiske tæpper og holder meget af at bruge tid i haven.”

Samlet set så ved jeg ikke rigtig, men naturligvis skal alle døre holdes åbne. I vil høre fra min advokat…

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *