, , ,

Webdesign og læsbarhed

Jeg er færdig med at gennemgå alle siderne (42) på hjemmesiden Support PC & andet, som er en side, hvor man kan hente meget hjælp til alle hånde IT-problemer. Siden er et supplement til Facebooksiden af samme navn. De, der supporterer på denne side, er virkelig skrappe. Jeg kan slet ikke være med der.

Til gengæld har jeg et bredt kendskab til software, mange års erfaring med WordPress og kan lide at arbejde med sproget. Jeg synes, det er dejligt at kunne bidrage med noget af det, jeg kan, og det er et stykke arbejde, der giver mening.

De har givet mig hånd- og halsret over design og sprog. Det er jeg meget tilfreds med. Jeg er også blevet inviteret ind i administratorgruppen, men jeg holder mig hellere til min gebet i kulissen.

Ved designet har jeg hentet meget inspiration i endnu en artikel af Niels Gamborg med titlen Brugervenligt layout. Han skriver så ligefremt om faldgruber og anbefalinger. Han er min guru på feltet.

I forbindelse med dette arbejde kom jeg til at tænke på, hvad psykologen i Psykiatrifonden bankede ind i hovedet på mig: Det er farligt (pga. manierne) at blive så opslugt, at jeg glemmer at spise, sove og bare kører igennem i dagevis og tager nætterne med. Det var sådan, jeg arbejdede i 25 år, og nu var jeg lige ved at falde i fælden igen.

Jeg har 24 lydoptagelser fra vores seancer, og jeg har siddet og lyttet til dem allesammen. Nogle vil muligvis kalde det at svælge i fortiden, men jeg har haft meget ud af at høre  vores samtaler igen. Hun har så mange pointer, som jeg gerne vil tage med mig. Jeg har grint og grædt med os, og jeg er blevet mindet om, hvor forfærdelige de to år var.

Usikkerheden om livsgrundlag og bolig fyldte fra første færd. Fra første færd sagde jeg også, at jeg gerne ville arbejde! Tænk at det skulle tage hele to år at få alting endeligt afklaret – det skal dog dertil føjes, at jeg i løbet af de to år nåede at være indlagt ca. 10 gange, så måske kunne det ikke gøres hurtigere.

Det er gudskelov fortid nu. Men lydfilerne gemmer jeg.

4 replies
  1. Donald
    Donald says:

    Jeg har også en gang imellem arbejdet længelænge med opgaver, som kræver koncentration. Man kommer faktisk længere, og der er opgaver, som kræver den slags. Men jeg vil mene at man kan/skal stoppe, når man er træt! fx. efter 18 timers arbejde kan jeg se at jeg ikke er hurtig til at overskue problematikker og løsninger i IT-sammenhæng – så faktisk kan det tidsmæssigt betale sig, at få en nattesøvn og igang med arbejdet igen.

    Der var en overgang nogle IT-folk, som skrev om “extreme programming” hvor de agiterede for 3×8 timers dage, arbejde 8 timer, fri 8 (4 morgen, 4 aften eller i den dur) og 8 timers nattesøvn. Altså kort sagt, sæt kropsrytmen i system. Det virker godt.

    Der er så mange spændende perspektiver i det, du skriver 🙂

    Svar
  2. Fruen i Midten
    Fruen i Midten says:

    Det var godt, du fik bremset op, inden du gik helt i selvsving 🙂 Og mht lydfilerne tror jeg, det kan være meget sundt for dig at høre dem ind i mellem og blive mindet om, hvor langt ude du var, så du virkelig kan skønne på, hvor meget bedre kørende du er nu 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Fruen i Midten

      Ja lydfilerne fortæller virkelig om, hvor slemt det var. Heldigvis kan jeg jo ikke huske det 🙂

      Der er også noget andet over dem, nemlig det at høre alle de udviklende – og til tider inderlige – dialoger, der tit handlede om både at kigge indad og fremad. Hun har virkelig gjort meget for mig.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *