Fra “Vild hvede” til nu

Vild glæde over en halvsøster

Engang i forhistorisk tid – der hvor jeg er fra – talte man om “Vild hvede“. Redaktøren gennem 25 år var gift med forfatterinden Tove Ditlevsen, som “min mor”, var betaget af. Jeg har også læst en del Tove Ditlevsen i mine unge år, men det blev alligevel for defaitistisk for mig.

Lige i dag bekender jeg mig i stedet til “Vild glæde” over at have mødt min halvsøster i aftes. Hun spurgte et par gange, hvad jeg følte, og hvordan jeg havde det. Svaret er, at jeg faktisk ikke helt ved det. Det er så surrealistisk, eftersom jeg har ledt efter hende og hendes søskende i mange år (mindst 10 år).

Er jeg bare en kriminel?

Når man får adgangstilladelse til sin adoptionssag, skriver man i adskillige eksemplarer under på, at man som bortadopteret ikke vil kontakte den biologiske familie og på den måde “misbruge” de oplysninger, sagen giver. Da jeg jo trods alt er jurist, har jeg selvfølgelig overholdt disse bestemmelser til punkt og prikke.

I april i år vandt nysgerrigheden alligevel over lovformeligheden, og jeg lavede et opslag i Facebookgruppen “Slægtsforskning – Søg efter nulevende efterkommere”. Jeg havde på det tidspunkt kendt adoptionssagen i ca. 20 år …

Jeg fik fantastisk hjælpe fra gruppedeltagere, der er vant til at søge efter nulevende. De er meget dygtige og kender til allehånde tips og tricks. Det har jeg ingen erfaring med, da jeg aldrig før har haft nulevende at søge efter.

Vi kom meget nærmere min biologiske far, end jeg havde troet var muligt. Jeg ville være så glad for bare et enkelt billede af ham og evt. hans forældre, da “Billeder gør datoerne til de mennesker, de var engang” (det er mit mantra gennem mange år), men ingen kendte nærmere til ham.

Jeg havde truffet min biologiske far for omkring 35 år siden, men det møde gik ikke ret godt. Og der var kun det ene.

Jeg fik ved min kriminelle handling en præcis dødsdato på ham samt:

Der er tre yderligere børn:
1) En søn født 1965 i Frederiks Sogn,
2) En datter født 1966 i Stege Sogn og
3) En datter født 1983 i Tølløse Sogn.

Men når de alle ligger efter 1960, er de jo ikke sådan lige til at få fat på, og ingen kendte navnene på de tre børn. Det ville være som at lede efter en nål i en høstak. Jeg havde ledt i minimum 10 år, og nu så det – trods min kriminalitet – ikke ud til, at gåden kunne løses. De sidste brikker i puslespillet kunne ganske enkelt ikke lægges.

Jeg filosoferede over, om jeg ville komme i fængsel, få en klækkelig bøde, blive forment adgang til Arkivalier Online (hvilket ville være helt forfærdeligt for mig), eller en anden voldsom sanktion, og besluttede, at det ville nok ikke ske. Jeg gjorde noget, man ikke måtte, men jeg var på en eller anden måde nødt til det.

Har du ikke været i en lignende situation, er det sikkert svært at forstå. Hvis man har ledt i mere end 10 år efter sine halvsøskende, vil man gøre næsten hvad som helst, for at de materialiserer sig på den ene eller den anden måde.

Jeg stod op til en besked fra Facebookgruppen

Det vilde kommer her – dog uden hvede: I går morges stod jeg op til en besked fra et medlem af den nævnte Facebookgruppe: “Jeg kan måske hjælpe dig med de sidste puslespilsbrikker. Jeg er …” Kvinden er min halvsøster. Vi har fælles far. Hun var 13 år, da han døde. Hun er 20 år yngre end mig, og hun ved alt det, jeg gerne vil vide.

Vi mødtes i aftes i 3½ time som opfølgning på knapt en times telefonsamtale. Det var helt fantastisk. I hele mit liv har jeg vist ikke oplevet noget lignende. Hun havde billeder med af vores far, og der er et par stykker, hvor jeg kan se lighedspunkter, selvom jeg ikke er ret god til den slags. Det er helt fantastisk. Der burde måske være bedre og mere præcise ord for den slags – jeg kender dem bare ikke. Jeg ville gerne komme tættere på, men ved ikke, hvordan jeg gør.

Jeg kan jo kun levere rå data, men jeg tror alligevel, hun var glad for, hvad jeg havde printet ud fra mit slægtsprogram. Nemlig de data, jeg pga. vilkårene i adgangstilladelsen ikke må gøre tilgængelige på min TNG-side.

Det er vildt. Hvordan gør man?

Psykologen har selvfølgelig sommerferie, og selvfølgelig skal jeg også bare kunne klare det selv. Jeg ville bare så gerne have et menneske at støtte mig op ad. En, der kender mig godt, en der kan dirigere mig i den rigtige retning. Og hvorfor nu det?

1. Jeg er bange for at træde forkert,
2. Jeg vil gerne holde fast i det, jeg nu har nået og
3. Jeg mangler erfaring.

Hold da op … Min nye søster vil helt sikket vende tilbage på Messenger i dagens løb. Jeg kan bare ikke vente. Jeg er 58 og har ingen familie, og pludselig har jeg alligevel en familie Det hele er vildt.