,

Verdensmester i at tage sig sammen

Verdensmester i at tage sig sammen

Det bider altså!

Verdensmester i at tage sig sammen

Psykologen mente, jeg er “Verdensmester i at tage sig sammen”. Det verdensmesterskab havde jeg stort behov for i går. Jeg skulle tage mig voldsomt sammen efter at have tudet i ca. to timer, inden jeg skulle retur med DSB fra Holbæk til Hvidovre. Jeg spadserede til Holbæk Station, hvilket tager ca. 25 minutter; det var en hjælp.

Først tudede jeg over det med (over-)lægen og dernæst tudede jeg over en mærkelig og uendeligt stor sorg over aldrig at have haft en familie.

  1. Vi talte om etiketten “Du er jo en dame med meninger” som har ramt mig hårdt:
    • Ved at starte mødet med det udsagn fortæller lægen nærmest “Jeg er på forhånd klar over, at du er en krakiler, der brokker dig, så du skal vide, at jeg vil holde dig i kort snor, og du skal ikke få et ben til jorden”. Og det fik jeg så heller ikke, idet der ikke var noget af det, jeg sagde, der var relevant.
    • Ja – jeg har meninger, men er det ikke længere tilladt i psykiatrien? Jeg stikker ikke op for bollemælk, og jeg er vedholdende. Jeg har fået en fantastisk behandling i psykiatrien, men det skyldes blandt andet, at jeg er vedholdende og er blevet ved med at spørge til ting, jeg ikke forstod eller noget, jeg ikke kunne få til at give mening.
    • Jeg er – i modsætning til lægen – altid indstillet på dialog, også dialog om mine egne meninger/holdninger, der måske skal justeres lidt i den eller den anden retning. Selvfølgelig da! Jeg har intet mod at tage fejl. Jeg har efterladt besked i Distriktspsykiatrien om, at lægen kan ringe mig op, hvis hun vil drøfte samtalen. Det ville være fint.
    • “Du er jo en dame med meninger” er et udsagn, der kan tolkes både positivt og negativt afhængig af, hvem der læser det. Det kan enten læses som det med, at jeg er en besværlig krakiler. Men det kunne jo også læses positivt som “patienten er intelligent, vidende og følger behandlingen nøje”. Alt afhængig af øjnene der ser – næsten som emojis 🙂
  2. Jeg har ikke været klar over, hvor ked af det jeg er over ikke at have haft en familie, siden jeg var otte år og en måned. Jeg var klar over, at jeg var udenfor, det sted jeg boede, men jeg var ikke klar over, hvor ubehageligt det var. Nu ved jeg det.
    • Det er blevet aktualiseret efter besøget hos min fars ungdomskæreste og opringningen til hendes yngste søn, der fortalte, at “familierne var vævet ind i hinanden” og at det derfor bare var naturligt, at de inddrog også mig. Jeg var en del af familien. Havde jeg dog bare opfattet det dengang. Eller havde de dog bare kommunikeret det tydeligere. Det kan de selvfølgelig have gjort, og så har jeg bare glemt det.
    • Det var dejligt at tale med hende om min far. Det var som at vække ham lidt til live igen her knapt 50 år efter. Jeg havde medbragt nogle billeder af ham, som jeg vil tro, han så ud, da de var kærester engang i fordums tid under krigen. Dem var hun vældig glad for at se.

Kampen er slut

Man kan sige, at “nu må jeg også se at komme videre og lægge det bag mig” og at psykologen og jeg har talt om punkt to 100 gange (mindst). Der er bare det, at eftersom fokus ikke længere er på at overleve (i bogstaveligste forstand) og kampen er slut, når jeg andre dybder. Det er på en eller anden måde ikke “færdigt” endnu, men det bliver det vel.

Det positive er, at jeg godt kan føle noget. Der skal godt nok trykkes på nogle dybtliggende knapper, men det er muligt. En ven har udnævnt det til “bullshit”, at jeg ikke kan føle noget. Det vil jeg ikke helt give ham ret i, idet jeg på mange måder foretrækker fakta, men han har måske ret lidt hen ad vejen?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.