Vemod

I dag kom dagen, hvor jeg skulle sige farvel til min erhvervsrådgiver fra Psykiatrifonden. Hun og psykologen har været mine faste holdepunkter i livet siden marts 2015 (så vidt jeg husker). Det er Hvidovre Kommune, der har finansieret dette langvarige forløb, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg har fået mere ud af dette end af de mindst 100.000 kr., jeg gennem årene har brugt på psykoterapi.

Jeg måtte indlede med at sige, at “Dette her er slet ikke let” og så knækkede stemmen over.

Jeg har lært dem at kende ikke bare som meget professionelle og dygtige fagfolk, men også som nogle dejlige mennesker, der har støttet, bakket op og til tider også udfordret. De kender mig ud og ind, og de har skrevet en fremragende slutrapport til rehabiliteringsteamet. De har fået det hele med. Der er ikke stukket noget under stolen. Jeg føler mig overbevist om, at deres rapport har spillet en afgørende rolle for tilkendelsen af fleksjobbet.

Det bliver svært at undvære dem, men deres rolle er udspillet.

Psykologen har været sygemeldt i længere tid, så der udestår fortsat at sige farvel til hende, som jeg har opbygget et virkelig tæt forhold til. Det vil blive endnu sværere, end det var i dag.

12 replies
  1. Donald
    Donald says:

    Jeg tror at også din seriøse holdning til hvordan man kan blive rask, (hvordan man kan blive klar til at tage del i samfundets opgaver) spiller en stor rolle – og måske er dine meninger og handlinger reelt også grunden til at de to hjælpere har fundet de gode argumenter frem.

    Nå – men så blev det slut, og nu er så opgaven at finde den indre ro og komme tilbage. Den vanskeligst ting for mig – uden sammenligning med din situation – er at registrere erindringsbilleder af de kedelige situationer, som påvirker mig og skubbe dem til side.

    Som jeg hørte igen for nylig: De traumatiske erindringer kommer automatisk og trænger sig på – det er en funktion af de grundlæggende overlevelsesmekanismer.

    Derfor husker jeg på solen på blomsterhandlerens buketter udenfor, eller den rare købmand, som smilede over en vittighed – eller naturen her, – først og fremmest en situation som er med rigtige mennesker, en “real-life” situation. Lige nu tænker jeg på den hyggelige kop kaffe på Hvidovre Torv for nogle år siden. Det er en god erindring.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Ja det kan såmænd godt være, at de to vil give dig ret. Fra dag 1 har jeg arbejdet på et fleksjob, så nu kan jeg alt 🙂 og det er virkelig som kael gennem et nåleøje at få tilkendt sådan et job.

      Det er sikkert fint med erindringsbilleder, men jag har jo ingen for de to seneste år. Jeg skulle rette et par forkerte stavede tags på bloggen for leden dag (den slags sjusk går jo ikke) 🙂 på den måde havde jeg i sommeren/efteråret 2014. Hov da op hvor var det ubehageligt, for det er som om, det slet ikke ha været tilstede i de situationer, jeg beskriver.

      Jeg kan desværre ikke huske vores kaffe på Torvet, så den må vi da genopfriske?

      Svar
  2. Inge
    Inge says:

    Det er vemodigt at sige farvel til nogen der har betydet meget for en. De har jo været med til at skabe gode resultater for dig og sammen med dig. 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Inge

      Du har fuldstændig ret med “for” og “sammen med”. Det er præcis sådan, det føles.

      Svar
  3. Pia
    Pia says:

    Afskeder kan være svære, også selvom man evt. selv har valgt, at det skal være sådan. Når det ER svært, er det netop fordi, det har været fylt med mange gode ting og minder. Følelser er man ikke helt selv herre over.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Du har ret i, at det er livets gang. Det er bare svært at tage afsked efter et så langt og intensivt forløb, hvor jeg langsomt men sikkert har lært dem så godt at kende.

      Svar
  4. Kirsten b. r.
    Kirsten b. r. says:

    Nej let er det ikke. Tud du bare, det hjælper. Vi må dog være glade for, at du nu er så langt.

    Kh
    Kirsten

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kirsten

      Du kan også tro, at jeg er glad for være nået hertil, hvor jeg nu står.

      Kh.
      Hanne

      Svar
  5. Kirsten b. r.
    Kirsten b. r. says:

    Kære Hanne
    Jeg duer ikke til at sige farvel. Heller ikke når det er mig der har sagt op, så jeg kender den sorgens følelse. Måske er det fordi vi er blevet forladt i barndommen. Jeg kan nemlig heller ikke holde ud at se film, som handler om børn og deres mor, ser bliver forladt, så begynder jeg at græde.
    I dette tilfælde er det slemt, men det er fordi du nu kan klare dig selv. Det tror jeg.
    Kh
    Kirsten

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Kirsten

      Ja det føles noget tomt, men jeg bliver nødt til at klare mig selv nu – dog har jeg stadig Distriktspsykiatrien, men det er på et helt andet niveau, og tiden er så begrænset der. De er søde og professionelle især er jeg begejstret for lægen, men det er bare ikke det samme. Det er ikke så dybdegående og intenst.

      Psykiatrifondens rolle er udspillet qua jobbet er i hus og sygedagpengene hørt op. Og selvfølgelig skal det være sådan, men let er det ikke.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *