Udvandrerne

En serie på Netflix

Min ven er rigtig god til at finde serier på Netflix til mig. Selv finder jeg kun tju bang og andet, jeg ikke bryder mig om, bortset fra svenske krimier så som ‘Wallander’. Jeg synes virkelig, det er svært at finde noget af kvalitet der.

Jeg er klar over, at Netflix sender mails om noget, de tror, jeg kan lide, men de rammer slet ikke skiven hos mig. Det skyldes muligvis at jeg har fået lavet en tom profil, som jeg slet ikke bruger.

Udvandrerne

Min ven og jeg deler typisk smag mht. TV-udsendelser og -serier. Nu har hun lige gjort mig opmærksom på, at både Udvandrerne og efterfølgeren Nybyggerne, som er en svensk serie i otte afsnit af 45 minutter, ligger på Netflix. Hovedrollerne indehaves af Liv Ullmann og Max von Sydow. Jeg er sikker på, at det er en restaureret kopi af det, der blev vist i TV for ca. 40 år siden. Den havde dansk biografpremiere i 1972 og TV-premiere i 1974., jf Det danske filminstitut.  Jeg synes, jeg kan huske Kristina synge ‘Karl Oskar, jeg er med barn igjen’, men det er nok bare en erindringsforskydning.

Serien handler om en lille familie i Småland i 1850, der ikke kan få tilværelsen til at hænge sammen, da høsten slår fejl, og han tilligemed opgiver at kæmpe med sin stenede jord. Sammen med flere andre i sognet beslutter de at rejse til det forjættede land Amerika.

Man følger ret minutiøst rejsen, især sørejsen, som der er afsat et helt afsnit til. Der beskrives lus, søsyge, maddiker og andre vederstyggeligheder på en måde, så det er som at være der selv. Sørejsen varer ti uger, inden de kan skimte Amerikas kyst. De går angste i land med alle forhåbningerne om et nyt og bedre liv.

Karl Oskars lillebror Robert har tegnet ret lyserøde billeder af det forjættede land, fx at der i Amerika ikke er forskel på rig og fattig… Virkeligheden skal vise sig at være anderledes.

Nybyggerne

Jeg har hidtil kun set et af de fire afsnit.

I Nybyggerne følger man Kristinas og Karl Oskars kamp for at få livet til at fungere i Amerika. De kæmper sig igennem vinter og vår, Robert bliver beskudt med pile af indianere, vintrene er hårde og koen, som de har lånt vinteren over, giver ikke mælk nok til den lille familie, hvor børneflokken vokser kontinuerligt. Det skal vise sig, at der fortsat er forskel på rig og fattig, men de har deres frihed.

Værd at se

Jeg synes virkelig, serien er værd at se, fordi den giver et helt andet indblik i livet i midten af det 19. århundrede end det, man ellers får. Det er ikke en spændingsserie, men på visse tidspunkter er den decideret spændende alligevel.

4 replies
  1. Pollyanna
    Pollyanna says:

    Karl Oscar jeg er med barn igen – er fra en Shubidua sang – mon ikke det er den du husker? Jeg har også lige genset serien og husker den tydeligt, selvom den var lidt voldsom for en 11 årig. Jeg kan huske at jeg også forsøgte mig med at læse Mobergs bøger, dem gav jeg dog op på. Det var nok i den periode hvor jeg elskede at læse om nybyggere i USA 🙂 Kan du huske Mod vinden – som handlede om britiske straffefanger der blev sendt til Australien? Shubiduasangen: https://www.youtube.com/watch?v=B9z_u52zTMc

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pollyanna

      Åh ja det er rigtigt det er fra Shubiduas sang, det kommer. Tak for linket.

      Ja serien var for voldsom, da man var barn – jeg har også været 11 år på det tidspunkt. Jeg elskede også at læse om nybyggere (og indianer og cowboys), alt der foregik i Guds eget land var spændende. ‘Mod vinden’ kan jeg dog ikke huske, men umiddelbart lyder den sørme barsk.

      Svar
  2. Jens
    Jens says:

    Det er sjovt at de har sat så gamle serier op på Netflix. Det havde jeg lige godt ikke forventet. Hvis de så også bare kunne lægge Hill Street Blues fra 1981 op, for den ville jeg virkelig gerne se igen.

    Hvis du har adgang til HBO Nordic kan jeg varmt anbefale serien Years and Years.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jens

      Nej jeg var sørme også overrasket, og jeg har virkelig nydt seriens i alt otte afsnit trods den megen død og elendighed. ‘Hill Street Blues’ kan jeg slet ikke huske. Var det en politiserie af en art?

      Ja jeg har faktisk HBO i en 14 dages prøveperiode, men der var en, der fortalte mig, at de mest har Fantasy, og det er ikke noget for mig. Men jeg kunne da lige snuppe ‘Years and Years’.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *