,

Transportabel kirke

Transportabel Kirke på Psykiatrisk Center Hvidovre

Billedkvaliteten er elendig – jeg ved det godt…

Gudstjenester på Psykiatrisk Center Hvidovre

Jeg deltog ikke i gudstjenesterne på psyk. i går, fordi jeg er indlagt (gudskelov da), men fordi jeg som aktiv kirkegænger gerne ville se, hvad det egentlig er, Hvidovre sogn tilbyder de sognebørn, der er indlagt på Psykiatrisk Center.

I de perioder, hvor jeg selv har været indlagt, har kræfterne ikke rakt til at gå til gudstjeneste.

Helt helt anderledes

Det var anderledes – helt anderledes. “Min præst” Mette er ansat 75 pct. på psyk. og 25 pct. i selve Hvidovre sogn. Det var hende, jeg oplevede her. I dette særprægede set up.

Hun holder en gudstjeneste på lukket afdeling og en på en retspsykiatrisk afdeling pr. måned. Lige p.t. er der lidt “forhandlinger” mellem Hvidovre sogn og hospitalet om hvorvidt, der kan bevilges sangere til en ekstra gudstjeneste på lukket afdeling pr. måned. Den årlige meromkostning er ca. 5.000 kr. De 5.000 kr. taler vi meget om… Skiffertage til 0,7 millioner glider glat igennem. Jeg kan ikke lade være med at gøre mig nogle proportionalitetsbetragtninger. Skal psykisk syge mennesker ikke også have ret til  “kirkelig betjening”? Det fremgår af grundloven, at vi er et kristent land, og så har alle kristne vel også ret til at følge deres ledestjerne?

Kirkesangernes opgave er helt anderledes her end i sognet: De har selv blomster med til det mobile og interimistiske alter, de rigger til – altså de flytter rundt på borde og stole, så der skabes en midtergang, de følger om nødvendigt patienter tilbage på afdelingen, hvis sidstnævnte får det dårligt under gudstjenesten, de rydder op osv.

Mellem de to gudstjenester transporterer de selv alt det nødvendige materiale fra den ene afdeling til den anden. Rulleborde findes i allehånde størrelser… Der kæmpes ind imellem lidt om, hvor der kan findes et sted, hvor “præstens rullebord” kan stå. På rullebordet ligger også salmebøger med og uden noder. Der ligger et stort stykke arbejde i at illudere en “rigtig” kirke.

Kirken er pludselig mobil. Alteret er pludselig reduceret til en slags pult. Vores organist Rasmus spille på enten et elektronisk mobilt klaver eller et normalt klaver, her er intet orgel. Stolene stilles op, så det minder om en midtergang. Præsten har selv medbragt den økologiske solbærsaft, som gør det ud for altervinen. Alting er tilvejebragt med de forhåndenværende midler og båret af de medvirkendes (præst, organist og sangere) dybe ønske om at holde en naturtro og ægte gudstjeneste for mennesker, der har det rigtig skidt, og som ikke kan komme til gudstjeneste i Hvidovre Kirke – fx fordi de er indlagt på en lukket afdeling.

Selve gudstjenesten

Mette barberer sin prædiken over søndagens evangelium ned til noget, der stadig har dybde, sammenhæng og mening men er langt kortere. Mennesker med psykisk sygdom – og deraf følgende kognitive problemstillinger – kan ofte ikke fastholde en normal prædiken, men det betyder ikke, at de ikke kan forstå en prædiken. Sygdom eller ej: De har stadig glæde af en prædiken og fortolkning af evangeliet med det glædelige budskab, der ligger i det. Jeg sad såmænd selv og tænkte, at det egentlig var en mere passende bedre længde. Jeg kan heller ikke fastholde og bearbejde en almindelig prædiken. Den giver i sin fulde længde ikke mening for mig. Når præsten begynder på afsnit to, har jeg glemt afsnit et.

Befriende

Søndagens evangelium var lignelsen om sædemanden, der strøede korn og fik 30, 60 og 100 fold igen. (Markus: 4,1-20.) Jeg er vild med den tekst.

En patient afbrød flere gange Mette, ved fx. at sige: “Hvad betyder æt?”, hvad betyder “fold?”, hvad betyder sidste linje i salme 401: “det i vor æt nedarves?” Mette fandt gang på gang tilbage til sin tekst. Det var jeg egentlig lidt imponeret af.

Hvem kender ikke til at sidde at sidde på den almindelige kirkebænk og have lyst til at spørge præsten om den slags? Grundtvig er en af vores store salmedigtere, men jeg har svært ved at forstå ham. Jeg har også lyst til at spørge, men det går vist ikke an på den almindelige kirkebænk – men det ville vel egentlig være både ret og rimeligt?

En anden befriende ting var, at Mette havde valgt fine salmer – lige efter min smag: Nogle man kan lære undervejs og nogle, der bare er glade rytmer med dybde i teksterne: Jeg kan fx rigtig godt lide nr. 68: “Se hvilket menneske” af Hans Anker Jørgensen, 1987

En oplevelse rigere

Hvis jeg nu stadig havde været medlem af menighedsrådet, ville jeg have kæmpet for øget opmærksomhed på psyk. Det er trods alt næsten en fuldtidsstilling, der er allokeret til hospitalet, men det fylder næsten intet på fx. menighedsrådsmøderne. Hvad kan det mon skyldes? Berøringsangst? Ligegyldighed? Uvidenhed?- fortsæt selv listen…

10 replies
  1. Lone Rasmussen
    Lone Rasmussen says:

    Kære Hanne
    Det er så fint et indlæg du har, og hvor jeg vil gerne bakke op, det er da mindst lige sø vigtigt at man kan komme til gudstjeneste Psyk. Eller ej.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Lone

      Tak skal du have! Ja på en måde kunne man måske sige, at når man er indlagt, har man evt. et større behov for det verdensudsyn, der også ligger i kristendommen. Er man så endda indlagt på en lukket afdeling, sker der jo ikke meget i løbet af en dag, og der kunne man så bruge kirken som lidt mental adspredelse. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg nu har oplevet det.

      Hav en god dag.

      Svar
  2. Anette
    Anette says:

    Var til en enkelte gusstjenester da jeg var indlagt. .. det var rart.. men jeg var et sted hvor jeg ikke kunne alle spg mm.
    Fik min kirke til at donere salmebog og biblen til psyk skade stue… men de smed dem ud under en flytning… De var ellers en kæmpe trøst, talte med en sygeplejeske om at de kunne have en religions kasse, det ville hun gerne… desværre stoppede hun efter omstruktureringer (sammen med flere andre gode) kassen blev så vidt jeg ved ikke til noget vi var ellers flere faste der ønskede den.
    elsker den salme

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Anette

      Det er bare så uendeligt urimeligt at opleve det, du har oplevet. De er nogle klaphatte, hvis de ikke kan finde et hjørne til en “religionskasse” og et lille rullebord til at køre den mobile kirke rundt på. Jeg tror, den slags bl.a. også beror på præsten: Har vi en præst, der ideligt kæmper for sin sag? fx at alle mennesker har ret til kirkelig betjening – det står (sgu) i Grundloven!

      Man behøver ikke være specielt “from” for at kunne søge lidt styrke i udsagnene om, at der er “større hænder, der tager fat om os”, når vi har det skidt eller rettere er hundesyge, som det kræves for at blive indlagt i dagens Danmark.

      Ja den salme er så dejlig. Den gør mig glad midt i kaos. Sådan har jeg det med mange af de nyere salmer fx “Tak Gud”.

      Svar
      • Anette
        Anette says:

        Ja det så lidt et par religiøse bøger, bedetæppe og andre små remedier (kirken havde doneret mon ikke flere religioner gerne gjorde), det skal siges at præsten kæmpede, men havde svært ved at blive hørt.
        Desværre var holdningen på de afdelinger jeg var på, at religiøsitet var en sygdom i sig selv langt være end ptsd/deresion/selvskadning… De ansatte der ikke mente dette forsvandt hurtigt.
        generelt et dårligt sted.

        En anden dejlig salme er “spænd over os dit himmelsejl”

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Anette

          Ja du har helt ret! Der skal så lidt til at afholde en gudstjeneste, uanset om man spiser gris eller ej 🙂 Det afgørende er, efter min opfattelse, at man samles i et fællesskab om den Gud, man tror på og har tillid til. Jeg har i mit forløb ofte tænkt tilbage på nogle helt banale og basale grundsætninger som fx at Gud er vor faste støtte og vor far, som elsker os uanset hvad. Det har måske ikke ligefrem givet trøst men i hvert fald en eller anden for ro og vished om, at jeg ikke var alene om sindets vildsomme veje.

          Du fik mig til lige at høre “Spænd over os dit himmelsejl”. Tak for det – jeg havde helt glemt den.

          Svar
          • Stegemüller
            Stegemüller says:

            @ Anette

            Det vigtigste er/var, at der er nogen, der tog muligheden til sig.

            Jeg ved ikke, hvordan det foregår i andre menigheder, men jeg synes, der er noget smukt i den måde, vi tilbyder kristentroen på: “Kom og vær med, hvis du tror, du kan få noget ud af det”. Måske simplificerer jeg det meget, men det er sådan, jeg ser det. Jeg tænker, at vi har en glad og understøttende religion, og den skal vi passe på uanset hvad. Og så må Grundtvig hvile 🙂

  3. Jørgen
    Jørgen says:

    Det er sandelig fortrinligt at man haren mobil kirke. Det ser ud til det fornødne udstyr er medbragt, og det er vel det afgørende. Det er ikke så interessant at man diskuterer småbeløb, når man hellere skulle diskutere menighedens mulighed for at stille spørgsmål undervejs i prædiken. Det lyder som en god ide.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Ja en mobil kirke er rigtig fin – og nødvendig! Ja alt det nødvendige udstyr er tilstede dog i mindre form, men der er altergang henne ved ens stol, velsignelse osv. Alting er tilrettelagt til det mobile univiers. Vi er på psyk. og hvad kan vi gøre for de patienter, der har lyst og overskud til at deltage i en gudstjeneste?

      Ja! Det er da befriende, at der er nogen, der stiller spørgsmål undervejs i prædikenen. Jeg er sikker på, at mange flere har lyst til det.

      Mette sagde fx flere gange “fold”. Hun forklarede at det nærmest betød “gange”. Patienten tænkte på “fole” om heste. Jeg sad og havde lyst til at supplere med at “fold”, også er den indhegning, heste løber i. Jeg kunne bare ikke lide at deltage mere i afbrydelsen af selve prædikenen. Jeg har så spurgt Mette efterfølgende, og det havde været OK at supplere med det.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *